fredag den 20. november 2015

Om at længes efter det almindelige og kedelige

Mere ulykke og du skal have overskud til at læse videre.. så nu er du advaret.

 

Jeg elsker mit helt almindelige liv.

Det er ikke et særligt spændende liv og nogen vil måske endda kalde det lidt kedeligt, men ved du hvad?

Jeg elsker det, som det er.

 

Dog har det været lidt svært at holde af livet de sidste par mange måneder.

Det har skubbet til os og vendt os det grimme, grumme ansigt til igen og igen og igen.

 

 

Sidst jeg opdaterede, troede jeg at bøtten med mit almindelige, kedelige hverdags-liv var ved at vende, men desværre..

Om aftenen var jeg inviteret ud sammen med nogle kollegaer og min søster og jeg glædede mig til at se glade, afslappede mennesker, spise god, sammenbragt mad, synge og hygge.

Jeg kom da også afsted, men omkring midnat gik jeg i gulvet/mistede jeg bevidstheden.. eller det kan jeg ikke huske.

Min søster fandt mig liggende livløs og da hun vidste, at jeg ikke havde drukket andet et par glas vin, ringede hun til Jan, som kom og hentede mig.

Om morgenen vågnede jeg ved, at jeg havde den mest forfærdelige hovedpine og at jeg kastede eksplosivt op og efter kort tid, kørte min søster og Jan mig på sygehuset, hvor jeg blev indlagt med det samme.

Mit blodtryk lå på ca 200 og mit blodtryk som jeg plejer at være rimeligt stolt af.. det plejer at være så lavt/normalt.

Om søndagen blev jeg udskrevet igen uden at vi vidste, hvad mine smerter skyldtes, men  mit blodtryk var faldet lidt og jeg kunne tage de værste smerter med en blanding af ipren og ibumetin uden dog at de var helt væk.

Der blev skrevet en henvisning til Dr. Ingrids Hospital til scanning af hjernen for at sikre at der ikke var udposninger af de små blodkar eller blodpropper, men alle som har været heroppe i Grønland, ved at man ikke bare lige kan tage bilen og køre afsted.

Der skal koordineres med trafik, personalet til scanneren og at den er ledig mm.

I Danmark fx. bliver du scannet efter højst 3 timer, hvis der er mistanke om en blødning i hjernen og den mulighed kan jeg godt savne heroppe, for uvisheden er styg og ventetiden føles ret lang.

 

Jeg skulle komme til kontrol om tirsdagen for mit blodtryk og da det stadig var alarmerende højt og jeg stadig havde en voldsom hovedpine, fik jeg blodtryksnedsættende medicin.

 

Jan skulle til Nuuk til et møde om torsdagen og være hjemme igen om lørdagen og tog af sted efter at jeg havde lovet at hvis der var noget, ville jeg kontakte sygehuset.

 

Det gjorde jeg lørdag formiddag efter, at fredag aften havde været for slem med hovedpine og jeg fik noget mere og andet blodtryksnedsættende medicin, da blodtrykket stadig omkring de 190 og jeg tog hjem igen, men blev ringet op at de gerne lige ville tage noget rygmarvsvæske for at sikre at det så fint ud… det værste de frygtede, som kunne være sket, var at der havde været en lille blødning i hjernen og det kan man åbenbart se i spinal-væsken og hvis ikke det var fint, ville man sende mig afsted til Sana med det samme. Med et ambulance-fly og hvad har vi.. øv!

 

Jeg har fået rygmarvsbedøvelse ifb. en operation engang og dengang gik det galt, hvor jeg lå med spinal-hovedpine i 10 lange dage og hvor det iøvrigt havde været meget problematisk at komme ind med nålen, så jeg fik lov at vente på, at Jan landede med flyveren, så jeg kunne tage ham med.

 

Hvis du ikke har prøvet at få en nål i rygmarven, så kan jeg fortælle dig, at det er ret ubehageligt og jeg er/var glad for at Jan kom planmæssigt med flyveren og var der til at holde om mig og berolige.

 

Heldigvis så væsken ren og fin ud, så jeg kunne tage hjem igen og forsøge at holde hovedpinesmerterne nede med piller.

Simon skulle rejse tilbage om mandagen.

Han havde afleveret sine krykker og smidt sin “walker”, som han havde haft på siden sin operation i foden i august, men pga vejret blev hans flyvning aflyst og vi ville spise noget asiatisk take-away, som Jan og Laura skulle hente.

Det gjorde de så også, men Laura skulle lige hente/aflevere en nøgle hos een på den anden side af vejen og på vej ned ad trappen glider hun og brækker anklen noget så eftertrykkeligt.

Jan kunne ikke komme i forbindelse med sygehuset telefonisk, så han ringede til mig og jeg løb over gaden og så hvor galt det var og heldigvis kunne jeg/ min mobil ringe efter en ambulance, som hentede stakkels Laura.

Benet blev røntgenfotograferet, hun blev stærkt medicineret og benet/foden blev sat på plads.

Så blev hun røntgenfotograferet igen og resultatet var ikke godt nok, så hun fik endnu mere medicin og denne gang gjorde hun ikke så meget modstand og benet blev sat tilfredsstillende på plads, men hun skulle flyves til Nuuk næste dag, så hun kunne blive opereret på Dr. Ingrids Hospital.

 

Hun kom afsted om tirsdagen med et ambulance-fly, hvor en anden patient også skulle med.

Jeg prøvede om jeg ikke kunne komme afsted sammen med med,- slå to fluer med et smæk, men det kunne desværre ikke lade sig gøre.

Det var godt nok hårdt at sende hende afsted på den måde, vidende at hun var i stærke smerter, at hun skulle opereres, at hun var alene og at der ikke var nogen, som hun kender rigtig godt i Nuuk til at holde i hånd, trøste og være der.

Min hovedpine var stadig slem og den blev værre og værre som dagen skred frem og om aftenen måtte jeg trække i overtøjet og tage på sygehuset. Almindelige smertestillende kunne end ikke tage det værste af min hovedpine.

Mit blodtryk så skidt ud, så de beholdt mig på sygehuset i hele to nætter.

Det er faldet lidt, men ikke nok.

Det er stadig for højt, selvom det er langsomt faldende.

Jeg har fået noget meget stærkere smertestillende med hjem og en sygemelding til på mandag (altså sygemelding på 10 dage)

Laura blev først opereret i mandags.

Benet var for hævet og der kom andre operationer i vejen.

Hun har stadig ondt, men får smertestillende, meningen er at hun skulle flyves tilbage hertil, men vi har stormvejr og al flyvning er aflyst.. så måske i morgen?! 


 


Jeg har fået en tid til scanning på Dr. Ingrids Hospital d. 02.dec. så jeg skal afsted inden.

 

Nåeh jo.. på søndag rykker vi vores gulv op og der kommer hele tre tømrere og lægger nyt, skifter vores køkkenbordplade ud og fuger de sidste ting på badeværelset. Det skal bare overståes! Og der skal ikke flere fejl og mangler være.

Jeg satser på, at vi er i mål med huset inden jul og hvis vi ikke er, så er vi det altså ikke!

 

Jo.. folk omkring mig har skam givet alle deres bud til, hvorfor jeg har fået det som jeg har fået det: mine 3-5 cigaretter om dagen, stress, for mange gulerødder (?!) skimmelsvamp, myoser, at jeg har tabt mig for meget for hurtigt (det er nu snart 3 år siden, at min vægt stabiliserede sig),den ene af mine søstre lider af Hortons hovedpine, så nogen har også gættet på, at det kan være en grov migræne jeg holder mig og alt muligt.. jeg ved, at folk mener det godt og vil mig det bedste, men jeg venter og vil hellere høre, hvad lægerne siger.

 

Det skal ihvertfald udelukkes at der er propper eller brist i hjernen inden jeg selv tør at gætte på andet og jeg håber ikke for nogen i hele verden, at de skal opleve den hovedpine, som jeg havde den lørdag og de efterfølgende uger.

Jeg vil overhovedet ikke lægge skjul på at jeg har været ude og vende et par grimme og uhyggelige tanke-steder, når det gjorde allermest ondt og jeg har været utryg og bange.

 

Det går bedre nu og jeg har ikke taget smertestillende hverken i går eller i dag.. og som noget helt godt, er min tennis-/golf albue i så stærk bedring at jeg har strikket et par huer, et par vanter og et par sokker og næsten intet mærker til albuen hverken før, under eller efter strikning.

Dét er så dejligt.

 

Jeg passer stadig meget på min albue, strækker ud og sørger for ikke at belaste den.

 

På mandag skal jeg på arbejde igen. Jeg glæder mig til at få min gode, kedelige, almindelige hverdag igen… den hverdag, som jeg troede at jeg var ved at komme igang med sidste gang jeg opdaterede.

 

Mit kamera er lagt frem og jeg har i løbet af de sidste tre uger faktisk taget et enkelt billede af noget nordlys.

Ikke noget specielt fint billede, men et, som jeg håber bliver til mange flere og som sender mig tilbage til bloggen, hvor jeg igen kan skrive dagbog og fastholde optegnelser, minder og idntryk fra et ganske almindeligt, kedeligt og dejligt hverdagsliv.

Lige nu, skal jeg bare lige komme ovenpå, komme igennem og komme tilbage.

 

Jeg glæder mig rigtig meget til at få mit almindelige, kedelige liv tilbage, –det liv som jeg elsker og holder så meget af.

Prøv at stoppe op et lille øjeblik og tænk over, hvad du holder af i din hverdag.

 

Hav en god weekend og pas godt på dig selv derude.

fredag den 30. oktober 2015

For tidlige længsler

Altså! 
Lige nu længes jeg efter varme, sol og let påklædning og vinteren er først lige startet... 
Jeg ved også st meget snart er det knap så slemt, når sneen ligger tyk og fin og endnu bedre; når julestjernene tændes i vinduerne.
Lige om om lidt står solen atter højt på himlen og så er denne lidt tunge overgang fra det smukke, farverige efterår til den hvide vi ter glemt.
Hav en god weekend


mandag den 26. oktober 2015

Fraværsbegrundelser

Jeg ved ikke om jeg er ved at komme ovenpå igen?

Jeg trænger ihvertfald til at rette fokus hen på noget andet og noget mere konstruktivt, energigivende og positivt, så til trods for tennis-golf-albuen, tog jeg mit kamera, satte det på stativ; jeps, jeg kan ikke engang holde mit kamera håndholdt uden at det gør av-nas i højre albue og tog nogle billeder af mine orkideer, hvoraf 5 ud af 6 blomstrer.

Jeg skylder at gengive kort, hvad der hev min energi ud af mig, og det endda efter en sommerferie.

Og selvom jeg forsøger at gøre det så kort, som overhovedet muligt, bliver det langt og træls, så hvis du ikke orker, er du advaret!

 

 

Som jeg har fortalt før, er vi igang med en større renovering af vores hus.

 

Vi skulle have skiftet køkkenenet ud. Det gamle hang sammen med et par rustne søm og var noget flosset.

Lågerne fejlede skam ingenting, men indvendigt var det sølle og ulækkert, utidssvarende og efterhånden umuligt at gøre rent, så vi ville have nye køkkenelementer.

Jeg har hele tiden været glad for køkken-indretningen, som var enkel og uden dikkedarer og sådan ville jeg gerne have at det fortsat skulle være.

Ingen fancy koge-ø eller anden moderne indretning, men bare noget så simpelt som nye køkkenelementer og en ny køkkenbordplade.

 

Vi ville også have nyt badeværelse og havde valgt at ville have gulvvarme og fliser på gulvet.

Al beklædning på væggene i badeværelse skulle skiftes med nogle plader, som til forveksling ligner fliser og ifm gulvvarmen, skulle den eneste radiator, som er på badeværelset fjernes, hvilket betød at vandet skulle lukkes af vores varmeanlæg.

 

I den forbindelse bestilte vi to radiatorer, som skulle sættes op under vores vinduer i stuen og dem skulle vi selv betale;- udenom tømrer-mesteren, som havde givet os et fast tilbud på køkken og bad.

Vores stue, gang og køkken er næsten et stort rum og gulvarealet er en stor flade.

 

Vi købte gulv i Bauhaus Ålborg en af de sidste dage vi var i Danmark og vi købte også selv badeværelses-elementer i IKEA.

Badeværelsesmøblementet kørte vi selv ud til Grønlandshavnen samme dag, som vi købte det.

Vi drønede rundt i IKEA, for de badeværelsesmøbler, som stod udstillet og som vi faldt for, viste det sig, at de ikke havde alligevel og så måtte vi tilbage i forretningen og finde noget andet. Vi spurgte efter hjælp, men det unge menneske, som tilsyneladende var den eneste ansatte, der var at finde i IKEA den dag, var fortravlet og havde en kø af kunder foran sig, så det ikke undrede, at han var stresset og lettere forvirret. Vi fandt heldigvis noget, som vi også syntes var okay og drønede så afsted mod betalingskassen igen med de mange store kasser, som vi skulle køre ud med.

Vi havde lejet en varevogn (det tog en krig, at  få det arrangeret) og den skulle afleveres igen på et fast klokkeslet, så vi var noget tidspressede, da indlevering til Grønlandshavnen også lukkede forholdsvis tidligt.

Det gulv, som vi købte i Bauhaus var i restordre og skulle bestilles hjem til Ålborg fra Norge og med hjælp af en yderst service-minded og kundevenlig ung medarbejder i Bauhaus, fik vi det arrangeret sådan, at gulvet kunne blive kørt ud til Grønlandshavnen, når det ankom Danmark.

Dét gik jo rigtigt godt.

 

Da vi stod i vores hoveddør med vores feriekufferter, jetlag og for lidt søvn, ankom vi til et køkken, der var knap færdigt.

Badeværelset var 1/3 færdigt og der havde ikke været varme på radiatorerne siden vi tog afsted, så til trods for at det var sommer, var det et meget koldt hus at komme hjem til.

Vandet havde også været lukket siden vi tog på ferie, så der var heller ingen vand…

Alle de ting, som havde været i køkkenet, havde vi inden afrejse pakket ned i kasser og lagt ind i vores soveværelse, ligesom alle vores ting fra badeværelset også stod derinde.. jeg kan hilse og sige, at der kan være utroligt meget i både et køkken og et badeværelse, selvom man har sorteret og smidt ud.

Håndværkerne havde lagt alle de resterende ting fra gangen og vindfanget ind i soveværelset, for at det ikke skulle være i vejen for dem.. så vi kunne lige akkurat få døren til soveværelset op, kun for at konstatere at der skulle gøres noget, hvis vi ville sove i vores senge.

Jan skulle på arbejde dagen efter og jeg tre dage efter, så jeg satte kufferten og gik i gang til lyden af håndværkerne, der havde travlt med vores rør, vores badeværelse og .. hov, jeg glemte at tilføje, at vi også fik lagt nyt tag på,- så derfor også til lyden af håndværkere, der lagde tag på huset.

Hvis vi havde haft vand i huset, havde jeg nok brygget mig en stor kop kaffe, men det havde vi så ikke, så jeg nøjedes med at tænke mig til kaffen og gik så igang med at rydde sengen for ting, mens jeg forsøgte at minimere støvet i sovetværelset.

Efter 1 ½ dag efter vores ankomst fik vi vand og varmen vendte delvist tilbage til huset, men det gjorde håndværkerne også.. dag efter dag efter dag.

Jeg skyndte på dem, for så sjovt er det altså heller ikke at have 4-6 fremmede mænd rendende i huset hele tiden fra morgen til sent eftermiddag.

Eftersom gulvet og badeværelesmøblementet først ville ankomme 4 uger efter vores ankomst, måtte/må jeg leve med, at gulvet nogle steder ikke var der og at der er (stadig) frit udsyn til gulvpladerne under gulvet og indrette badeværelset intermistisk.

Dagen efter vores ankomst kunne jeg begynde at vaske køkkenskabe af og lægge køkkentingene på plads, men de skulle jo lige vaskes op først.

 

Det kunne jeg gøre i vores nye, nedsænkede køkkenvask!

Det kunne den så bare ikke holde til og den første splint røg af.. og de efterfølgende dage faldt køkkenvasken mere og mere af selve køkkenbordpladen.

 

Jeg fik med møje og besvær tømmeren til at komme op til os, så han kunne se det ved selvsyn og sammen med leverandøren blev det aftalt, at den (naturligvis) skulle erstattes.

Samtidig døjede vi med vores varmeanlæg, som ikke ville sende varme ud til alle radiatorerne og som satte sig fast i termostaterne og aaaaalt muligt.

Det var stort set hver dag, at jeg måtte ringe rundt til den ene eller anden håndværker for at få dem til at komme og rette på de fejl eller mangler, som var opstået under deres forskellige besøg under vores renovering.

 

Samtidig var vejret ikke med os.

Jeg havde forestillet mig, at jeg skulle i hytten og koble fra, slappe af og samle ny energi.

Men så kunne vi da heldigvis male.. (jeg hader at male og måske derfor er jeg ikke særligt god til at male??) Hele huset skulle males indvendigt og jeg fik manet mig op til at tænke at: det måske var held i uheld og at det var godt at vi kom igang og fik det gjort, men allerhelst ville jeg jo gerne have brugt mine weekender ude i naturen og malet om eftermiddagen og aftenerne.

 

For ca en måned siden vågnede Jan en søndag nat/morgen ved 04-tiden ved at der lød et højt smæld.

Han forsøgte at tænde sin sengelampe, men der skete ingenting.

Vi kunne lugte røg og da jeg fik fat i min mobil-telefon og fik tændt for lygten, var der røg oppe under loften.

Adrenalinen var øjeblikkeligt på sit højeste og jeg for ned og fik vækket pigerne, som lå og sov. Jeg beordrede dem til at være vågne og være parate til at springe i tøjet.

Jan og jeg for rundt i huset for at finde årsagen til røgen, men kunne ikke finde åben ild. Vi turde ikke åbne for vinduerne for at få røgen ud, da vi jo ikke kunne se hvorfra det kom og vi ville ikke give yderlige ilt, hvis der var ilt.

Da vi forsøgt at tænde for lamperne over spisebordet i køkkenet tændte de med et brag og der kom røg ud af alle tre lamper og så var vi godt klar over, at der måtte være noget galt med vores relæ.

Jan fik slukket og så gik resten af natten/morgenen med at finde ud af, hvor lugten af afbrændt plastik og el-installationerne kom fra.

Jeg fandt min mobiloplader, som altid ligger ved siden af min seng på mit natbord og der var brændt et stort hul i den.

Da vi mente at min far måske var stået op sent om eftermiddagen ringede vi til ham.

Han har et el-firma (det billigste i byen) og vi ringede til ham for at få ham til at komme og se, hvad der var galt.

Vi havde ingen strøm og vi turde ikke gøre noget.

Hele huset lugtede stadig af afbrændt plastik, ledninger og andre ubehageligheder og da han kom, fandt han med det samme ud af at 0-ledningen til HFI-relæet var løs og vi derfor havde fået 380 volt direkte ind i huset og at det var alle vores ting med strømforsyninger/adaptorer, som var brændt af.

Min nye LED-lampe fra IKEA, vores internet-modem, vores router til internettet og hele forbindelse var røget, ligesom vores dekoder til vores tv-kanaler, vores dvdmaskine, mobiltelefonopladere, ektern højtaleren til TV-et og mine harddiske med alle (!) mine billeder er i stykker.

Heldigvis har vi fået lidt erstatning fra forsikringsselskabet, men sikke en forskrækkelse og sikke en masse besvær at få genetableret internetforbindelsen, at få ordnet de forskellige ting og få erstattet de ødelagte maskiner.

Jeg er stadig taknemmelig over, at vi ikke fik en røgforgiftning, brændte inde eller på anden måde kom til skade, men besværligt og dyrt har det været.

 

Den 23. september skulle Simon opereret i Nuuk og planen var at han skulle herhjem, så han kunne få noget hjælp, mens han var sygemeldt fra sit arbejde i Kangerlussuaq.

 

Dagen før, om torsdagen, hvor han skulle ankomme hertil om fredagen, ville jeg lige rydde lidt op og gøre lidt plads, så han kunne komme omkring med sine krykker i huset/byggerodet og opdager til min rædsel, at der ligger rigtig, rigtig meget vand på gulvet ude i gangen foran badeværelset og meget hurtigt kan jeg konstatere at vandet pibler op ad de rør, som fører ud til det nye gulvvarme.

Vandet er blandet med frostvæske og er sivet ud over det hele.. bl.a ud, så mine højhælede fine brune ruskindssko og mine ecco-kilehælestøvler sejler rundt i væsken.

Hvad værre er, at væsken, som jo er fra vores varmeanlæg, er sivet ned gennem gulvet og lavet en stor vandskade i vores loft nedenunder og selvfølgelig ringer vi øjeblikkeligt til det VVS-firma, som har lavet gulvvarmen og de sender en mand ud, som går igen. Vi venter og der kommer to andre, som hurtigt kan konstatere, at en af deres kollegaer ikke har spændt de to haner, som sidder for enden af rørerne og ej heller har sat sådan noget isolerings-snor/twist-agtigt noget rundt om, ligesom der heller ikke er sørget for at få lukket rør-udføringerne, altså hullerne i væggen, hvor rørerne går igennem med noget fugemasse ell. lign.

Vi har haft meget, meget store problemer med de regninger som VVS-firmaet tidligere har sendt til os.. de har bl.a forlangt (som noget af det mindste) over 4000 kr. i kørsel i denne lillebitte by og som den sidste hån mod os sendte de så en regning på efterspænding af de rør, som forårsagede vandskaden i vores loft og som var deres fejl.

Da vores varmeanlæg stadig ikke fungerede optimalt, fik vi ringet til dem igen og de mente, at det var fordi at der manglede en udluftingsventil i soveværelset og jeg spurgte naturligvis inden de gik igang med at sætte en sådan en i, hvad det kostede og svaret var: ca 8-900 kr. , men desværre fik vi en regning på over 4800kr og sådan har det været hele vejen igennem. Vores samlede regninger til det firma er oppe og ringe på næsten 60.000 kr da de bl.a har skullet bruge 71 (jeg gentager: en og halvfjerds) timer på at sætte to skide radiatorer op i stuen.

Jeg ved ikke, om det er fordi, at de skulle tage en VVS-uddannelse undervejs og samtidig med at de satte dem op, for den VVS-mand (fra det selvsamme firma) vi snakkede med i foråret om de to famøse radiatorer, mente at det ville tage omkring 16 timer IALT.

Nu sidder vi så her og har mistet så meget af glæden over vores igangværende renovering af vores hjem, for desværre har de forskellige håndværkere jo lige ganget deres regninger op, sjusket, ikke overholdt aftaler, kommet for sent til aftaler og sjoflet os, så vi næsten sidder og fortryder, at vi overhovedet gik i gang med at forny og udskifte.

Det har været øv med masser af øv på og så mangler vi endda stadig at male rør, trappe, soveværelse og få lagt nyt gulv på.

 

Nå jo.. Gulvet forsvandt.

Dukkede aldrig op hos os, så vi måtte igang med en større eftersøgning.

Vi havde jo betalt for over 70 mtr2 gulv og det var bare væk. Et laminat-gulv til 260,-kr pr kvadratmeter.. (hvidolieret ahorn) også kommer fragten oveni.

Vi fik afpasset vores telefonopringninger med tidsforskel og hvad har vi, og fandt ud af at det var blevet leveret tilbage til Bauhaus i Ålborg, men de ansatte derinde har altså bare gået på de rigtige kurser og de fik øjeblikkeligt sørget for at det blev leveret til Grønlandshavnen i Ålborg.

 

Det så desværre lidt værre ud med IKEA.

Jeg havde købt to højskabe med spejllåger og de ligger jo, som du sikkert ved i brune papkasser i store bunker i IKEA, hvor du så selv henter og kører det gennem kasseapparatet.

Systemet er jo fint nok, hvis ellers tingene ligger, hvor de skal og man ikke skal krydskontrollere alle sine indkøb inden man går ud af forretingningen.

Dét vil jeg råde dig allerkraftigst til at gøre, for jeg gjorde det ikke.

Vi kørte afsted med masser og atter masser af kasser til Grønlandshavnen og da pakkerne dukkede op hos os var vi glade, forventningsfulde og ivrige efter at få sat møblementet op.

Vi gik igang med at samle og opdager så til vores rædsel, at den ene af højskabene er en helt anden type højskab.

Vi kan intet gøre.

Jeg skrev til IKEA, men fik et autosvar og da der var gået et par uger fik jeg en af vores meget gode venner til at køre ud og købe et nyt til os og sende det op.

Det forkerte skab, måtte jeg jo så sælge med tab og lang næse.

Øv med øv på.

 

Jan har siden sidste år fablet op om at skifte Tampaxen ud med en større model med en større motor, så vi kunne have andre med ud og sejle og kunne sejle ud uden at skulle spekulere så meget i vægt og det kunne jeg godt følge ham i.. noget af vejen.

Jeg gav mig og vi købte en ny, større, åben jolle: en brugt Yamarin 59CC med en 150 hk yamaha påhængsmotor.

Vi prøvesejlede den og den ligger fantastisk i vandet, men den var kabelstyret, så min betingelse var, at det blev skiftet ud med hydraulisk styring, så jeg, selv med min tennis-golf-albue kunne sejle den.

Det lykkedes, men så gik VHF-radioen død sammen med kort-/ekkolod-plotteren.

Sælgeren gik heldigvis med til at betale halvdelen for nyt og så troede vi jo, at den hellige grav var velbevaret..

For tre weekender siden pakkede vi så lidt proviant og sejlede afsted mod hytten sammen med Sara.

Yamarinen sejlede fantastisk og vi sejlede helt uden besvær 36 knob og det endda uden at gashåndtaget var helt i bund. Den kan sejle omkring 42 knob, men så er der også givet fuld gas.

Vi nåede ind til hytten lige inden det blev mørkt og vi gik i gang med at fortøjre til vores udhal, men så ville motoren ikke tiltes helt op.

Det skal den jo så motorbenet ikke bliver fanget i fortøjringerne, når den svinger rundt i strøm, vind og hvad har vi.

Vi prøvede alt, men op ville den overhovedet ikke.. så måtte vi jo sejle hjem igen, men så ville den altså heller ikke tiltes ned. 

Den var ca 2/3 oppe med skruen akkurat i vandet og vi kunne derfor ikke sejle, som vi skulle.

Vi sejlede højst 7-8 knob, da det gik hurtigst og mørket faldt rigtig hurtigt på.

DMI havde lovet hård vind fra syd dagen efter og min frygt var at det ville begynde at blæse op allerede om natten, men der var ligesom ikke andet at gøre end at ringe hjem fra satellit-telefonen til min far og varsko ham om vores situation og at hvis vi ikke var hjemme efter 3-4 timer ville det nok være en god idé at iværksætte et eller andet..fx. en eftersøgning.

Vejret var heldigvis med os.

Det var godt nok koldt og det var voldsomt ubehageligt at sejle med stævnen stikkende næsten lodret op i luften og agterstævnen dybt nede i vandet, men vi arbejdede os gennem mørket og kl lidt i ti om aftenen kunne vi fra mobiltelefonen ringe til min far og fortælle at vi var vel ankommet havnen.

Nøj, hvor var vi alle tre gennemkolde. Og skuffede.

Så ankom gulvet da heldigvis og Sara og Daniel hjalp mig med at få fragtet de 1 ton gulv hjem.

Vi kunne have det på vores Hilux lad over tre kørsler og vi var hurtige og effektive.

Godt nok havde jeg blå mærker op ad mine underarme flere dage efter, men vi fik det i hus.

Og det endda sammen med med næsten rigtige højskab.

Man ser ikke at det ikke er 100% det samme som det første / det rigtige, men når musikken spiller og humøret er i rette vinke, betyder det ingenting.

 

Jeg har fået helt nye elever i dette skoleår. Der er tre tilbage fra sidste års hold, men de sidste 4 er nye.

Det giver nogle udfordringer og det har været op ad bakke.

Måske var det grunden til at jeg var så modtagelig for en ondsindet influenza i starten af september?

Først var Laura hårdt ramt, så måtte Sara lægge sig og næsten samtidig, blev jeg lagt i seng med influenza.

Det var en hård omgang og det rev det sidste gode humør ud af mig.

Jeg har ikke orket mere end hvad der har været bydende nødvendigt og humøret er været sort-grå på de bedre dage og kulsort de resterende.

Min albue og jeg har været til fysioterapeut og fået styrkeøvelser, som gjorde ondt værre og udstrækningsøvelser, som ikke gjorde hverken ondt eller godt og her til sidst har vi forsøgt os med ultralyd, som jeg ikke har kunnet mærke overhovedet.

Jeg har forsøgt mig med glucosamin og det er sikkert godt mod et eller andet, men det har absolut ingen virkning på mine smerter i albuen.

 

Her til eftermiddag kom en af mine veninder med en pose med bukkehornsfrø og så giver jeg også det en chance.

Jeg savner at kunne sætte mig med mit strikketøj og koble fra og slå hjernen over i ret og vrangmaske-meditation, lade hænderne arbejde og henfalde til fantasier om færdige håndarbejdsprojekter, men albuen gør ondt på både forsiden og bagsiden, så jeg læser. Krimier og kærlighedsromaner, ugeblade og magasiner og går tidligt i seng.

Det er øv med øv på, men nu tror jeg så ikke at vi kan rammes af flere øv-oplevelser!

Den nye jolle er sat på land (Tampaxen ligger stadig i vandet, vugger og er trofast) og i morgen vil jeg køre ud og købe noget mere vægmaling og få malet det sidste inden gulvet skal lægges.

Jeg vil tvinge mine tanker til at tro på, at det er ved at vende og at min kvote af øv-oplevelser er opbrugt indtil videre.

 

P.S. : Det var den korte version..

20141017_0006-1

20141017_0007

20141017_0010

20141017_0013

20141017_0016

 

 

 

20141016_0025

søndag den 11. oktober 2015

Trængt

Jeg er heldigvis ikke syg, så det er altså ikke derfor, at jeg er fraværende, men min verden er uskøn og jeg føler mig trængt ret meget op i en krog, så jeg venter lige med at skrive noget som helst indtil mine ord igen kan iblandes positive vendinger og bandeord, pessimisme og negativitet igen igen er noget som, kun forefindes sporadisk.. snart tror jeg/ håber jeg

tirsdag den 15. september 2015

Brok, træghed, temperament og om at forsøge at sætte tingene i perspektiv

Først blev Laura lagt i seng, så blev Sara nedlagt, så skulle jeg have en omgang og nu er Jan også ramt af influenza.

Det har været en hård omgang.

Sara fik en slem halsbetændelse oveni, som hun skulle have pencillin for og ligesom os andre er hun også igang med at hoste lungerne ud af kroppen mange gange om dagen stadigvæk.

Min krop er udmattet, træt og drænet for energi, men jeg ved at lige om lidt er vi alle ovenpå igen.

 

Jeg tænker på farfar, som faldt i sit drivhus i første halvdel af maj måned og i den grad brækkede sit bækken.

 

Han blev opereret og har siddet i rullestol hele sommeren og mens vi var hos ham, kunne han humpe lidt omkring på krykker.

Helt fra starten af, fik han at vide, at han skulle have en ny hofte (dele af en ny hofte) og han blev så opereret igen d. 24 august, men der er stadig smerter, hævelser og blødninger.

Han har smerter og sover meget, meget dårligt.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor dårligt jeg ville have håndteret den situation, som han sidder i, hvis det var mig.

Farfar klager ikke.

Han er ikke pivet og han holder humøret højt og taber ikke modet, andet end korte øjeblikke, som vi end ikke når at opdage.

Jeg er fuld af beundring, for jeg ville ikke have kunne holde humøret stabilt (godt) så længe. Overhovedet ikke.

 

Altså!

Jeg har en simpel influenza, som har været til lettere gene i 10 dage og jeg er allerede træt af det, piver og klager.

Det er nok rigtig godt at sætte tingene i perspektiv nogengange og det har jeg så forsøgt at gøre, når jeg har været allermest træt af mit tunge hoved, min stoppede næse, mine hosteanfald og min træge krop.

Når Jan en meget sjælden gang er ramt af noget skralderværk som fx. influenza, får han det i light-udgaven, klager stort set ikke og kommer meget hurtigt over det. Han må have et ualmindeligt godt immunforsvar eller også er han undtagelsen som bekræfter reglen om mænd og mandesyg-syndromet?!

 

I søndags var både Jan og jeg godt trætte af at sidde hjemme og glo ud på på det gode vejr, så vi stod op i rimelig tid.

Jeg havde godt nok ligget i min seng hele lørdag nat med en halv milliard ligegyldige tanker myldrende rundt inde i hovedet,så jeg var træt med ekstra træt på, da jeg stod ud af sengen søndag, men ud det ville jeg altså, så vi tankede jollen og sejlede op mod hytten.

Om det var træthed eller mit gode, sunde temperament eller en udpræget god kombination af begge, som gjorde at jeg tændte fuldstændigt af da jeg kom op og så, at der lå en jolle i vores udhal, skal jeg ikke gøre mig flere tanker om.

Hvis du ikke ved, hvad et udhal er, så er det en fortøjring, som du kan binde dit fartøj til. Du sejler ind til land, binder fartøjet til og haler den/det ud til et øje, som er fastgjort til fx. et anker.

Vi lægger altid et udhal i starten af sommeren nedenfor hytten og lader det ligge indtil vi lukker hytten af for vinteren.

At der ligger en anden jolle i dit faste udhal, svarer vel i grunden til at nogen sætter deres bil i din carport og det gør jo, så at du ikke selv kan parkere din bil i din egen carport.

Det var altså en øv-oplevelse.

Vi bandt jollen fra, fortøjrede vores jolle til og bandt så den fremmede jolle fast til vores jolle.

Det er jo sådan set fint nok, hvis det så ikke var fordi at sådan en jolle så ligge og banker op i din jolle og i din skrue og det er altså bare ikke særligt fedt.

Heldigvis var vejret nogenlunde derinde, men hvis der havde været bølgegang eller blæst, så havde vi været på den.

 

Jeg var hidsig!

 

Vi havde ikke planlagt at ville op i fjeldet, men lige pludseligt havde jeg noget negativ energi som skulle ud af kroppen.

Desværre sidder den sure smag stadig i munden af mig, for der er ualmindeligt frækt og når jeg møder vedkommende (ja, jeg ved hvem det er) så får han også at vide lige nøjagtigt, hvad jeg mener om at benytte andres ting uden at give besked først og jeg varskoer ham om, at sker det igen, så binder jeg ganske enkelt bare hans jolle fri og så må han jo selv vælge om han tør at tage chancen igen eller om han vælger at sørge for fortøjninger selv.

Jeg ved godt, hvad jeg ville vælge, hvis jeg var ham og hvis han kender mig bare den mindste smule, vil han vide, at jeg er god til holde, hvad jeg lover!

 

Nå, men nok om det og vi havde faktisk en god dag i fjeldet, Jan og jeg, hvor jeg trods hidsighed og sure tanker, kunne nyde naturen og den enorme farvepragt, som den frembringer i disse dage.

 

Jeg elsker de voldsomme årstidsskift heroppe. Især elsker jeg efteråret, hvor der endnu ikke er alt for koldt og hvor farverne gløder overalt.

Der er stort set ingen myg eller knot og man kan gå ude uden at blive skam-bidt/stukket.

Vi bor i et af de smukkeste steder i verden, hvis du spørger mig.

20150913_0002

20150913_0003

20150913_0005

20150913_0007

20150913_0008

20150913_0017

20150913_0018

20150913_0021

20150913_0024

20150913_0028

20150913_0031

20150913_0033

(Så er der altså noget ved at gå og kigge ned i jorden, når man går):

20150913_0034

 

Vores hus-renovering går lidt trægt for tiden.

Vi venter på vores gulv, som tilsyneladende er blevet væk.. eller noget.

Vi kan ikke finde ud af, hvor det befinder sig og vi har naturligvis sat en større eftersøgning i gang.

Der er for over 20.000 kr alene i materialer og så kommer fragt og hvad har vi.

 

Vi mangler også stadig at modtage vores glasvæg til bruse-badet og vi havde fået en forkert låge+bagbeklædning med fra IKEA i sommer til de badeværelses-højskabe.

Jeg har skrevet til dem, men jeg fik et auto-svar, som jeg ikke kunne bruge til andet end at hidse mig op over.

Den forkerte låge lå blandt de låger, som vi købte og da vi købte rigtigt mange ting, blev det hele bare kørt igennem kasseapparatet og først da tingene ankommer med skibet hertil, opdager vi, at det er en forkert låge.

Og der er jo ligesom lidt langt til Ålborg herfra.

 

IKEA sender jo ikke til Grønland og da de ikke svarede på min henvendelse og jeg meget gerne vil være færdig med vores husbyggeri, solgte jeg skabet.. med 300krs tab.

Det er altså bare øv.

 

En af gode vores venner i Danmark kører i IKEA for os på torsdag og køber et nyt badeværelseshøjskab, som så skal køres ud i Grønlandshavnen, som så sendes med skib.. og hvornår har vi det så???

Der går jo så et stykke tid, inden vi kan sætte flueben og punktum ude i badeværelset og sige, at NU er vi helt færdige.

Vi har planlagt, at vi maler inden vi får lagt gulv. Det giver mest mening, men det der med lige at komme igang, når man hader at male; det er altså mere end almindeligt svært, men jeg er startet i det små og lige pludseligt bliver vi så trætte af vores smøleri, at vi kaster os ud i det og bliver færdige.

Vi kan se det hele for os og det bliver både godt og og lige som vi gerne vil have det, så motivationen er at finde frem nede fra dovenskabens dyb… eller måske skulle jeg være lidt flink ved både mig selv og Jan, -for det har altså været en hård skolestart og den almindelige hverdag har taget meget af tiden og energien og når man så som vi, også lige skal have brugt energi på både influenza og heftige temperaments-udbrud, så går det lidt trægt, men jeg vil som sagt ikke klage, for tingene skal sættes i det rette perspektiv og kampene skal vælges med omhu og omtanke.

 

 

Er der nattefrost, der hvor du bor?? Vi vågner til dette syn om morgenen.

20150913_0001

P.S.:

Jeg har kastet mig ud i lidt strik. Bare noget enkelt og i blødt garn.

Et par omgange ca hveranden aften.

Jeg skåner min albue helt vildt, men jeg savner altså at strikke.

Min mor har købt Glucosamin til mig i Nuuk efter mit ønske, for jeg har hørt at det skulle have en positiv effekt på tennis-og golfalbue, som jeg stadig er i besiddelse af.

Jeg savner at strikke.

 

P.P.S.: Jeg prøver altså virkeligt.. hver dag, at holde mit temperament  i stramme tøjler, selvom det ikke altid lyder sådan og det lykkes også.. næsten altid.

Farfar-inspiration

Farfar bagte i sommer et dejligt brød og jeg fik opskriften.

Jeg googlede og fandt ud af at der findes et hav af variationer og i går eftermiddags kastede jeg mig ud i at bage mit første grydebrød, som jeg dog har bagt i min glas-stegeso.

Det står nu og køler af, mens vi sidder spændt og glæder os til at smage. 


At ærgre sig i det små

Jo, jeg er altså typen, som ærgrer mig.. Ikke i lang tid og ikke over alting, men nogen gange ærgrer jeg mig altså over at jeg er holdt op med at medbringe mit kamera i hverdagen, for nogen gange er der ellers nogle motiver, som burde fanges med er kamera.
I lørdags havde jeg kun min mobil og så måtte jeg jo nøjes med den til disse, som jeg tror ville have vundet meget, hvis de var taget med et 'rigtig' kamera.








fredag den 11. september 2015

Farver

Jeg elsker de der fine efterårsfarver, der pryder fjeldet lige nu.


Mobilen måtte agere kamera, så jeg kunne få et hurtig billede af farverne omkring huset, i eftermiddags.






tirsdag den 8. september 2015

Influ..atjuuuuuu... enza

Ikke engang de rundhovedede Wiinberg med deres blide smil, gør det nemmere at være så hårdt ramt af influenza af den stygge slags

Kan du huske

Kan du huske de der fingerringe som skiftede farve efter dit humør?? 

I virkeligheden var det jo dine hænders temperatur, men da jeg var barn troede jeg jo virkeligt at den der ring vidste om jeg var glad eller ked.

Nå men så blev jeg lige for et par uger siden grebet af et øjebliks nostalgi og søde, gamle minder og kom til (host, host) at bestille disse fem små neglelakker, som viser om du er glad eller ked.. Altså bare hvis ikke helt selv luge ved det

søndag den 6. september 2015

Væk

Har du tilfældigvis set kortet til kameraet, hvor alle (jeg gentager ALLE) vores sommerferiebilleder ligger på?

Ingen grund til tristhed

Det har været en vanvittig hård skolestart i år.

Mere end det plejer.

Jeg kunne have sagt det til mig selv, men jeg lod høftligt være.

 

 

Derudover har vores husrenovering været omkring nogle kroge med småproblemer og givet os nogle imidlertidige panderynker.. ikke alvorlige og ikke noget, som jeg burde lade mig slå ud af, men når du hyrer andre mennesker til at lave noget for dig og det ikke bliver gjort, sådan som du vil have det og i det tempo, som du er vant til at tingene bliver gjort, så giver det irritationer. Og når du så får de forkerte regninger eller regninger, som er urimelige, så bliver jeg altså træt i hovedet.

 

Der skal heller ikke så meget til at irritere mig for tiden.

 

For tiden.. eller det vil sige, at det efterhånden har stået på i flere/mange måneder.

Jeg gætter mig til ,at det må være mit faldende østrogen-niveau i takt med min stigende alder.

Nu ved jeg ikke, hvordan andre oplever at være 49½ år??

Nogen siger jo, at man bliver mere tilfreds jo ældre man bliver, men jeg mindes mig selv som gladere og mere ubekymret, da jeg var yngre.

 

Jeg har ingen andre symptomer end at mit følelsesliv ikke er helt stabilt og at humøret ind i mellem er lidt vanskeligt.

 

Måske handler det slet ikke om østogener og måske er der virkeligt noget at hidse sig op over mht. tennisalbue, håndværkere, vejret, arbejdet og hvad har vi, men man skulle jo tro, at når man når er nået udover teenageårene, at man så også har høstet lidt livserfaring, som man/jeg kan bruge til at komme igennem og over de der småting, som man nu engang støder på i livet, men behøver alting at komme dumpende på en gang oveni hinanden? Kunne vi mon nøjes med een ting ad gangen??

 

Jeg klager over vores manglende sociale liv, men orker samtidig ikke involere mig i nye mennesker, som jeg næsten på forhånd ved rejser fra byen igen. Nå, men så har jeg jo også selv bedt om det, altså!

 

Nå, men i virkeligheden har jeg det faktisk også godt og i virkeligheden har jeg absolut intet at klage over og da slet ikke i dag, hvor jeg næsten lige er sejlet i havn med Jan efter at vi endelig, endelig har været i hytten.

Vi var i hytten for 14 dage siden og havde en dejlig, dejlig tur.. altså lige bortset fra at jeg havde glemt mine støvler og derfor kun havde mine bløde, sjoskede gummistøvler, som er umulige at gå i fjeldet med, så vi kom ikke særligt langt inden vi gik ned igen… men så kunne jeg sove, læse og hækle og sove lidt igen.

 

Fredag aften var vi til koncert.

Laura og hendes band var opvarmningsband og de gjorde det ganske enkelt så godt.

Bagefter spillede Nanook sammen med Nina og hendes mand Malik.

Nanook finder du på iTunes og gør nu dig selv den tjeneste lige at lytte til dem.

Jeg har gået 25 kg af min vægt af til deres musik uden at miste humøret, så jeg kan kun anbefale dem.. og selvom du ikke helt forstår, hvad de synger om, så er deres musik altså efter min mening dejlig.

Nina er unik.

Der er ingen over og ingen ved siden af.

Som den kvinde dog kan synge.

Der er overhovedet ingen, absolut ingen slinger i valsen, når hun kaster sig ud i sang og hun sang nogle sange, som hun selv har skrevet og det håber jeg at hun vil gøre meget, meget mere ved i fremtiden.

Der er en gammel artikel om hendeGreenland Today, men allerhelst ville jeg nu bare have haft dig op i hallen i fredags så du med dine egne ører kunne have hørt hende synge, for det skal opleves og skulle du nogensinde få mulighed for at høre enten Nanook eller Nina der hvor du bor, skylder du dig selv at komme afsted og høre dem.

Jeg var til koncert sammen med begge mine søstre og min mand og selvom Jan og jeg havde planlagt at ville sejle i hytten tidlig næste morgen, var jeg ikke forudseende nok  til at holde lidt igen med den sukkersøde Malibu, så jeg var måske ikke helt på toppen, da jeg vågnede næste morgen, men afsted kom vi skam.

 

 

Vi drak en varm kop kaffe og gik en lille tur op i fjeldet.

 

Tågen bølgede op og ned langs fjeldene, så vi ville ikke gå for langt.20150905_0052

20150905_0049

MIn søsters neglelak Chanel Vendetta holdt næsten til både koncert og hytte-/fjeldtur og jeg skulle bare komme til at kaste et blik på mine negle for at komme til at smile og mindes den supergode koncert aftenen/natten forinden.

20150905_0053

Selvom der ikke var varmt, var knot-ene der.

De er vilde med mig og var over mig hele tiden og konstant.

Jeg får de mest modbydelige bid, som svulmer op, klør og prikker, så jeg er ved at blive skør og når det bliver for slemt tager jeg en antihistaminpille for at dulme det bare lidt.

Jeg hader de små djævle!

 

Alle de forskellige husgeråd er blevet afprøvet og ingen af dem hjælper, så myggenet og forsøg på at ignore dem, er det eneste, som virker på mig.

 

Jeg skød en lille hare og så kunne vi hånd i hånd slentre videre og nyde udsigten, den friske luft og den store stilhed.

20150905_0055

20150905_0056

20150905_0070

20150905_0073

20150905_0074

20150905_0081

20150905_0087

20150905_0090

Da vi kom ned faldt jeg i en dødligende søvn.

Jeg har drømt så mange drømme.

Nogen af drømmene blev vist endda drømt oveni hinanden og flere måneders indtryk blev sorteret, ryddet op i og puttet i kasser.

Da klokken nærmede sig almindelig gå-i-seng-tid, vågnede jeg, drak en kop varm te, hilste på Jan og krøb i seng igen og sov yderligere 10 timer og i morges da vi vågnede, var jeg noget forsovet.

 

Det gjorde godt med spejlæg og skoldhed kaffe og vi sad længe og nød kaffen, mens vi kiggede ud på fjorden, som viste lidt modstand mod den kraftige vind.

 

Jeg har ikke bevæget mig hele august.

Måske det er een af grundene til, at modløsheden indimellem griber fat i mig, så jeg foreslog, at vi gik os en tur op i fjeldet for at se lidt efter bær og andre udsigter og heldigvis er Jan altid med på at gå en tur.

Der blæste ligeså meget oppe i fjeldet som nede ved kysten.

Faktisk blæste der så meget, at vi begge blev lidt kolde.

Sjovt nok nåede vi at opleve kraftig vind fra tre forskellige sider mens vi gik opad og det eneste, der var at sige om den kraftige vind, er at den holdt de små, aggressive knot væk.

20150906_0008

20150906_0012

20150906_0028

20150906_0030

20150906_0042

20150906_0016

 

 

Sejlturen hjem var lidt for spændende ind i mellem, for DMI har for os lovet:

 

Attu (som er vores område)

Kuling fra nord og nordvest, 13 til 18 m/s, stærkest i vestlige del. Enkelte regnbyger, ellers god sigt.

Signifikant bølgehøjde: 5 m. Dønning: 3 m.”

 

fra i morgen, men vejret syntes, at det ville tage noget af vinden i forskud og bølgehøjderne skulle også afprøves inden finalen i morgen, men vi har sejlet så mange gange før og ved nogenlunde hvilke kroge vi skal holde os til for at være i sikkerhed for de værste bølgetoppe og bliver det for slemt, ved vi også, hvordan vi vender jollen og sejler tilbage i sikkerhed, men det blev ikke aktuelt i dag, hvor vi kom igennem og hele vejen hjem. Vi er altid mere end forsigtige og tager absolut aldrig nogen chancer. Derudover har vi en iridium/satellit-telefon, så vi altid kan ringe efter hjælp, hvis det bliver nødvendigt, udover at vi altså også har en VHF-radio. Vi er, i forhold til så mange andre, nogle meget forsigtige og fornuftige sejlere, som er meget bevidste om vores kunnen udi sejllads

 

 

Nu venter en ny uge med arbejde, hverdag og hvor vi gerne skulle starte med at male hele hytten indvendigt.

Lige om meget snart kommer det nye gulv, som skal lægges i hele overetagen og forinden skulle væggene gerne være færdige.

Når vi engang når så langt som at kunne sige:”færdig” ovenpå, er meningen at vi skal fortsætte nedenunder, men så langt orker jeg ikke engang at tænke.

Lige nu orker jeg kun at tænke tilbage på en meget givende, dejlig og afslappende weekend.

 

 

Sara fyldte 18 år i sommer og lige for øjeblikket er hun ved at tage køretimer.

Hun har været virkeligt hårdt ramt af influenza hele sidste uge og har derfor ikke kunnet øve sig udi bilkørslens svære kunst.

 

Faktisk var hun så hårdt ramt af influenza, at hun ikke kom med på skolens felt-tur, men måtte nøjes med at gå over til lægen og få en stor pakke pencillin.

Hun ville meget hellere have været med skolen på felt-tur.

 

Lige nu føles det som om jeg er ved at overtage Saras influenza.

20150905_0094

Jeg håber det ikke, for det så meget lidt sjovt ud, da hun havde det. Og jeg har forøvrigt heller ikke tid til det. Især ikke det.

Grøn ingefær-te og varme futter om fødderne og tidligt i seng med håb om at det hjælper.

 

 

P.S. Jeg sidder med næsen nede i Annette Danielsens strikkebog: “Grønland” og er lidt forelsket i “Sort is”. Når man har strikket ærmer står der, at man skal strikke kroppen efter diagrammet.. øøh, hvor finder jeg det i og har nogen af jer, strikket den i uoriginalt garn? Og hvordan er den i størrelsen? Og sidder den godt på en almindelig moderkrop?