tirsdag den 15. september 2015

Brok, træghed, temperament og om at forsøge at sætte tingene i perspektiv

Først blev Laura lagt i seng, så blev Sara nedlagt, så skulle jeg have en omgang og nu er Jan også ramt af influenza.

Det har været en hård omgang.

Sara fik en slem halsbetændelse oveni, som hun skulle have pencillin for og ligesom os andre er hun også igang med at hoste lungerne ud af kroppen mange gange om dagen stadigvæk.

Min krop er udmattet, træt og drænet for energi, men jeg ved at lige om lidt er vi alle ovenpå igen.

 

Jeg tænker på farfar, som faldt i sit drivhus i første halvdel af maj måned og i den grad brækkede sit bækken.

 

Han blev opereret og har siddet i rullestol hele sommeren og mens vi var hos ham, kunne han humpe lidt omkring på krykker.

Helt fra starten af, fik han at vide, at han skulle have en ny hofte (dele af en ny hofte) og han blev så opereret igen d. 24 august, men der er stadig smerter, hævelser og blødninger.

Han har smerter og sover meget, meget dårligt.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor dårligt jeg ville have håndteret den situation, som han sidder i, hvis det var mig.

Farfar klager ikke.

Han er ikke pivet og han holder humøret højt og taber ikke modet, andet end korte øjeblikke, som vi end ikke når at opdage.

Jeg er fuld af beundring, for jeg ville ikke have kunne holde humøret stabilt (godt) så længe. Overhovedet ikke.

 

Altså!

Jeg har en simpel influenza, som har været til lettere gene i 10 dage og jeg er allerede træt af det, piver og klager.

Det er nok rigtig godt at sætte tingene i perspektiv nogengange og det har jeg så forsøgt at gøre, når jeg har været allermest træt af mit tunge hoved, min stoppede næse, mine hosteanfald og min træge krop.

Når Jan en meget sjælden gang er ramt af noget skralderværk som fx. influenza, får han det i light-udgaven, klager stort set ikke og kommer meget hurtigt over det. Han må have et ualmindeligt godt immunforsvar eller også er han undtagelsen som bekræfter reglen om mænd og mandesyg-syndromet?!

 

I søndags var både Jan og jeg godt trætte af at sidde hjemme og glo ud på på det gode vejr, så vi stod op i rimelig tid.

Jeg havde godt nok ligget i min seng hele lørdag nat med en halv milliard ligegyldige tanker myldrende rundt inde i hovedet,så jeg var træt med ekstra træt på, da jeg stod ud af sengen søndag, men ud det ville jeg altså, så vi tankede jollen og sejlede op mod hytten.

Om det var træthed eller mit gode, sunde temperament eller en udpræget god kombination af begge, som gjorde at jeg tændte fuldstændigt af da jeg kom op og så, at der lå en jolle i vores udhal, skal jeg ikke gøre mig flere tanker om.

Hvis du ikke ved, hvad et udhal er, så er det en fortøjring, som du kan binde dit fartøj til. Du sejler ind til land, binder fartøjet til og haler den/det ud til et øje, som er fastgjort til fx. et anker.

Vi lægger altid et udhal i starten af sommeren nedenfor hytten og lader det ligge indtil vi lukker hytten af for vinteren.

At der ligger en anden jolle i dit faste udhal, svarer vel i grunden til at nogen sætter deres bil i din carport og det gør jo, så at du ikke selv kan parkere din bil i din egen carport.

Det var altså en øv-oplevelse.

Vi bandt jollen fra, fortøjrede vores jolle til og bandt så den fremmede jolle fast til vores jolle.

Det er jo sådan set fint nok, hvis det så ikke var fordi at sådan en jolle så ligge og banker op i din jolle og i din skrue og det er altså bare ikke særligt fedt.

Heldigvis var vejret nogenlunde derinde, men hvis der havde været bølgegang eller blæst, så havde vi været på den.

 

Jeg var hidsig!

 

Vi havde ikke planlagt at ville op i fjeldet, men lige pludseligt havde jeg noget negativ energi som skulle ud af kroppen.

Desværre sidder den sure smag stadig i munden af mig, for der er ualmindeligt frækt og når jeg møder vedkommende (ja, jeg ved hvem det er) så får han også at vide lige nøjagtigt, hvad jeg mener om at benytte andres ting uden at give besked først og jeg varskoer ham om, at sker det igen, så binder jeg ganske enkelt bare hans jolle fri og så må han jo selv vælge om han tør at tage chancen igen eller om han vælger at sørge for fortøjninger selv.

Jeg ved godt, hvad jeg ville vælge, hvis jeg var ham og hvis han kender mig bare den mindste smule, vil han vide, at jeg er god til holde, hvad jeg lover!

 

Nå, men nok om det og vi havde faktisk en god dag i fjeldet, Jan og jeg, hvor jeg trods hidsighed og sure tanker, kunne nyde naturen og den enorme farvepragt, som den frembringer i disse dage.

 

Jeg elsker de voldsomme årstidsskift heroppe. Især elsker jeg efteråret, hvor der endnu ikke er alt for koldt og hvor farverne gløder overalt.

Der er stort set ingen myg eller knot og man kan gå ude uden at blive skam-bidt/stukket.

Vi bor i et af de smukkeste steder i verden, hvis du spørger mig.

20150913_0002

20150913_0003

20150913_0005

20150913_0007

20150913_0008

20150913_0017

20150913_0018

20150913_0021

20150913_0024

20150913_0028

20150913_0031

20150913_0033

(Så er der altså noget ved at gå og kigge ned i jorden, når man går):

20150913_0034

 

Vores hus-renovering går lidt trægt for tiden.

Vi venter på vores gulv, som tilsyneladende er blevet væk.. eller noget.

Vi kan ikke finde ud af, hvor det befinder sig og vi har naturligvis sat en større eftersøgning i gang.

Der er for over 20.000 kr alene i materialer og så kommer fragt og hvad har vi.

 

Vi mangler også stadig at modtage vores glasvæg til bruse-badet og vi havde fået en forkert låge+bagbeklædning med fra IKEA i sommer til de badeværelses-højskabe.

Jeg har skrevet til dem, men jeg fik et auto-svar, som jeg ikke kunne bruge til andet end at hidse mig op over.

Den forkerte låge lå blandt de låger, som vi købte og da vi købte rigtigt mange ting, blev det hele bare kørt igennem kasseapparatet og først da tingene ankommer med skibet hertil, opdager vi, at det er en forkert låge.

Og der er jo ligesom lidt langt til Ålborg herfra.

 

IKEA sender jo ikke til Grønland og da de ikke svarede på min henvendelse og jeg meget gerne vil være færdig med vores husbyggeri, solgte jeg skabet.. med 300krs tab.

Det er altså bare øv.

 

En af gode vores venner i Danmark kører i IKEA for os på torsdag og køber et nyt badeværelseshøjskab, som så skal køres ud i Grønlandshavnen, som så sendes med skib.. og hvornår har vi det så???

Der går jo så et stykke tid, inden vi kan sætte flueben og punktum ude i badeværelset og sige, at NU er vi helt færdige.

Vi har planlagt, at vi maler inden vi får lagt gulv. Det giver mest mening, men det der med lige at komme igang, når man hader at male; det er altså mere end almindeligt svært, men jeg er startet i det små og lige pludseligt bliver vi så trætte af vores smøleri, at vi kaster os ud i det og bliver færdige.

Vi kan se det hele for os og det bliver både godt og og lige som vi gerne vil have det, så motivationen er at finde frem nede fra dovenskabens dyb… eller måske skulle jeg være lidt flink ved både mig selv og Jan, -for det har altså været en hård skolestart og den almindelige hverdag har taget meget af tiden og energien og når man så som vi, også lige skal have brugt energi på både influenza og heftige temperaments-udbrud, så går det lidt trægt, men jeg vil som sagt ikke klage, for tingene skal sættes i det rette perspektiv og kampene skal vælges med omhu og omtanke.

 

 

Er der nattefrost, der hvor du bor?? Vi vågner til dette syn om morgenen.

20150913_0001

P.S.:

Jeg har kastet mig ud i lidt strik. Bare noget enkelt og i blødt garn.

Et par omgange ca hveranden aften.

Jeg skåner min albue helt vildt, men jeg savner altså at strikke.

Min mor har købt Glucosamin til mig i Nuuk efter mit ønske, for jeg har hørt at det skulle have en positiv effekt på tennis-og golfalbue, som jeg stadig er i besiddelse af.

Jeg savner at strikke.

 

P.P.S.: Jeg prøver altså virkeligt.. hver dag, at holde mit temperament  i stramme tøjler, selvom det ikke altid lyder sådan og det lykkes også.. næsten altid.

Farfar-inspiration

Farfar bagte i sommer et dejligt brød og jeg fik opskriften.

Jeg googlede og fandt ud af at der findes et hav af variationer og i går eftermiddags kastede jeg mig ud i at bage mit første grydebrød, som jeg dog har bagt i min glas-stegeso.

Det står nu og køler af, mens vi sidder spændt og glæder os til at smage. 


At ærgre sig i det små

Jo, jeg er altså typen, som ærgrer mig.. Ikke i lang tid og ikke over alting, men nogen gange ærgrer jeg mig altså over at jeg er holdt op med at medbringe mit kamera i hverdagen, for nogen gange er der ellers nogle motiver, som burde fanges med er kamera.
I lørdags havde jeg kun min mobil og så måtte jeg jo nøjes med den til disse, som jeg tror ville have vundet meget, hvis de var taget med et 'rigtig' kamera.








fredag den 11. september 2015

Farver

Jeg elsker de der fine efterårsfarver, der pryder fjeldet lige nu.


Mobilen måtte agere kamera, så jeg kunne få et hurtig billede af farverne omkring huset, i eftermiddags.






tirsdag den 8. september 2015

Influ..atjuuuuuu... enza

Ikke engang de rundhovedede Wiinberg med deres blide smil, gør det nemmere at være så hårdt ramt af influenza af den stygge slags

Kan du huske

Kan du huske de der fingerringe som skiftede farve efter dit humør?? 

I virkeligheden var det jo dine hænders temperatur, men da jeg var barn troede jeg jo virkeligt at den der ring vidste om jeg var glad eller ked.

Nå men så blev jeg lige for et par uger siden grebet af et øjebliks nostalgi og søde, gamle minder og kom til (host, host) at bestille disse fem små neglelakker, som viser om du er glad eller ked.. Altså bare hvis ikke helt selv luge ved det

søndag den 6. september 2015

Væk

Har du tilfældigvis set kortet til kameraet, hvor alle (jeg gentager ALLE) vores sommerferiebilleder ligger på?

Ingen grund til tristhed

Det har været en vanvittig hård skolestart i år.

Mere end det plejer.

Jeg kunne have sagt det til mig selv, men jeg lod høftligt være.

 

 

Derudover har vores husrenovering været omkring nogle kroge med småproblemer og givet os nogle imidlertidige panderynker.. ikke alvorlige og ikke noget, som jeg burde lade mig slå ud af, men når du hyrer andre mennesker til at lave noget for dig og det ikke bliver gjort, sådan som du vil have det og i det tempo, som du er vant til at tingene bliver gjort, så giver det irritationer. Og når du så får de forkerte regninger eller regninger, som er urimelige, så bliver jeg altså træt i hovedet.

 

Der skal heller ikke så meget til at irritere mig for tiden.

 

For tiden.. eller det vil sige, at det efterhånden har stået på i flere/mange måneder.

Jeg gætter mig til ,at det må være mit faldende østrogen-niveau i takt med min stigende alder.

Nu ved jeg ikke, hvordan andre oplever at være 49½ år??

Nogen siger jo, at man bliver mere tilfreds jo ældre man bliver, men jeg mindes mig selv som gladere og mere ubekymret, da jeg var yngre.

 

Jeg har ingen andre symptomer end at mit følelsesliv ikke er helt stabilt og at humøret ind i mellem er lidt vanskeligt.

 

Måske handler det slet ikke om østogener og måske er der virkeligt noget at hidse sig op over mht. tennisalbue, håndværkere, vejret, arbejdet og hvad har vi, men man skulle jo tro, at når man når er nået udover teenageårene, at man så også har høstet lidt livserfaring, som man/jeg kan bruge til at komme igennem og over de der småting, som man nu engang støder på i livet, men behøver alting at komme dumpende på en gang oveni hinanden? Kunne vi mon nøjes med een ting ad gangen??

 

Jeg klager over vores manglende sociale liv, men orker samtidig ikke involere mig i nye mennesker, som jeg næsten på forhånd ved rejser fra byen igen. Nå, men så har jeg jo også selv bedt om det, altså!

 

Nå, men i virkeligheden har jeg det faktisk også godt og i virkeligheden har jeg absolut intet at klage over og da slet ikke i dag, hvor jeg næsten lige er sejlet i havn med Jan efter at vi endelig, endelig har været i hytten.

Vi var i hytten for 14 dage siden og havde en dejlig, dejlig tur.. altså lige bortset fra at jeg havde glemt mine støvler og derfor kun havde mine bløde, sjoskede gummistøvler, som er umulige at gå i fjeldet med, så vi kom ikke særligt langt inden vi gik ned igen… men så kunne jeg sove, læse og hækle og sove lidt igen.

 

Fredag aften var vi til koncert.

Laura og hendes band var opvarmningsband og de gjorde det ganske enkelt så godt.

Bagefter spillede Nanook sammen med Nina og hendes mand Malik.

Nanook finder du på iTunes og gør nu dig selv den tjeneste lige at lytte til dem.

Jeg har gået 25 kg af min vægt af til deres musik uden at miste humøret, så jeg kan kun anbefale dem.. og selvom du ikke helt forstår, hvad de synger om, så er deres musik altså efter min mening dejlig.

Nina er unik.

Der er ingen over og ingen ved siden af.

Som den kvinde dog kan synge.

Der er overhovedet ingen, absolut ingen slinger i valsen, når hun kaster sig ud i sang og hun sang nogle sange, som hun selv har skrevet og det håber jeg at hun vil gøre meget, meget mere ved i fremtiden.

Der er en gammel artikel om hendeGreenland Today, men allerhelst ville jeg nu bare have haft dig op i hallen i fredags så du med dine egne ører kunne have hørt hende synge, for det skal opleves og skulle du nogensinde få mulighed for at høre enten Nanook eller Nina der hvor du bor, skylder du dig selv at komme afsted og høre dem.

Jeg var til koncert sammen med begge mine søstre og min mand og selvom Jan og jeg havde planlagt at ville sejle i hytten tidlig næste morgen, var jeg ikke forudseende nok  til at holde lidt igen med den sukkersøde Malibu, så jeg var måske ikke helt på toppen, da jeg vågnede næste morgen, men afsted kom vi skam.

 

 

Vi drak en varm kop kaffe og gik en lille tur op i fjeldet.

 

Tågen bølgede op og ned langs fjeldene, så vi ville ikke gå for langt.20150905_0052

20150905_0049

MIn søsters neglelak Chanel Vendetta holdt næsten til både koncert og hytte-/fjeldtur og jeg skulle bare komme til at kaste et blik på mine negle for at komme til at smile og mindes den supergode koncert aftenen/natten forinden.

20150905_0053

Selvom der ikke var varmt, var knot-ene der.

De er vilde med mig og var over mig hele tiden og konstant.

Jeg får de mest modbydelige bid, som svulmer op, klør og prikker, så jeg er ved at blive skør og når det bliver for slemt tager jeg en antihistaminpille for at dulme det bare lidt.

Jeg hader de små djævle!

 

Alle de forskellige husgeråd er blevet afprøvet og ingen af dem hjælper, så myggenet og forsøg på at ignore dem, er det eneste, som virker på mig.

 

Jeg skød en lille hare og så kunne vi hånd i hånd slentre videre og nyde udsigten, den friske luft og den store stilhed.

20150905_0055

20150905_0056

20150905_0070

20150905_0073

20150905_0074

20150905_0081

20150905_0087

20150905_0090

Da vi kom ned faldt jeg i en dødligende søvn.

Jeg har drømt så mange drømme.

Nogen af drømmene blev vist endda drømt oveni hinanden og flere måneders indtryk blev sorteret, ryddet op i og puttet i kasser.

Da klokken nærmede sig almindelig gå-i-seng-tid, vågnede jeg, drak en kop varm te, hilste på Jan og krøb i seng igen og sov yderligere 10 timer og i morges da vi vågnede, var jeg noget forsovet.

 

Det gjorde godt med spejlæg og skoldhed kaffe og vi sad længe og nød kaffen, mens vi kiggede ud på fjorden, som viste lidt modstand mod den kraftige vind.

 

Jeg har ikke bevæget mig hele august.

Måske det er een af grundene til, at modløsheden indimellem griber fat i mig, så jeg foreslog, at vi gik os en tur op i fjeldet for at se lidt efter bær og andre udsigter og heldigvis er Jan altid med på at gå en tur.

Der blæste ligeså meget oppe i fjeldet som nede ved kysten.

Faktisk blæste der så meget, at vi begge blev lidt kolde.

Sjovt nok nåede vi at opleve kraftig vind fra tre forskellige sider mens vi gik opad og det eneste, der var at sige om den kraftige vind, er at den holdt de små, aggressive knot væk.

20150906_0008

20150906_0012

20150906_0028

20150906_0030

20150906_0042

20150906_0016

 

 

Sejlturen hjem var lidt for spændende ind i mellem, for DMI har for os lovet:

 

Attu (som er vores område)

Kuling fra nord og nordvest, 13 til 18 m/s, stærkest i vestlige del. Enkelte regnbyger, ellers god sigt.

Signifikant bølgehøjde: 5 m. Dønning: 3 m.”

 

fra i morgen, men vejret syntes, at det ville tage noget af vinden i forskud og bølgehøjderne skulle også afprøves inden finalen i morgen, men vi har sejlet så mange gange før og ved nogenlunde hvilke kroge vi skal holde os til for at være i sikkerhed for de værste bølgetoppe og bliver det for slemt, ved vi også, hvordan vi vender jollen og sejler tilbage i sikkerhed, men det blev ikke aktuelt i dag, hvor vi kom igennem og hele vejen hjem. Vi er altid mere end forsigtige og tager absolut aldrig nogen chancer. Derudover har vi en iridium/satellit-telefon, så vi altid kan ringe efter hjælp, hvis det bliver nødvendigt, udover at vi altså også har en VHF-radio. Vi er, i forhold til så mange andre, nogle meget forsigtige og fornuftige sejlere, som er meget bevidste om vores kunnen udi sejllads

 

 

Nu venter en ny uge med arbejde, hverdag og hvor vi gerne skulle starte med at male hele hytten indvendigt.

Lige om meget snart kommer det nye gulv, som skal lægges i hele overetagen og forinden skulle væggene gerne være færdige.

Når vi engang når så langt som at kunne sige:”færdig” ovenpå, er meningen at vi skal fortsætte nedenunder, men så langt orker jeg ikke engang at tænke.

Lige nu orker jeg kun at tænke tilbage på en meget givende, dejlig og afslappende weekend.

 

 

Sara fyldte 18 år i sommer og lige for øjeblikket er hun ved at tage køretimer.

Hun har været virkeligt hårdt ramt af influenza hele sidste uge og har derfor ikke kunnet øve sig udi bilkørslens svære kunst.

 

Faktisk var hun så hårdt ramt af influenza, at hun ikke kom med på skolens felt-tur, men måtte nøjes med at gå over til lægen og få en stor pakke pencillin.

Hun ville meget hellere have været med skolen på felt-tur.

 

Lige nu føles det som om jeg er ved at overtage Saras influenza.

20150905_0094

Jeg håber det ikke, for det så meget lidt sjovt ud, da hun havde det. Og jeg har forøvrigt heller ikke tid til det. Især ikke det.

Grøn ingefær-te og varme futter om fødderne og tidligt i seng med håb om at det hjælper.

 

 

P.S. Jeg sidder med næsen nede i Annette Danielsens strikkebog: “Grønland” og er lidt forelsket i “Sort is”. Når man har strikket ærmer står der, at man skal strikke kroppen efter diagrammet.. øøh, hvor finder jeg det i og har nogen af jer, strikket den i uoriginalt garn? Og hvordan er den i størrelsen? Og sidder den godt på en almindelig moderkrop?