Forfra

Øøøh jeg trævler lige op og starter helt forfra. Det blev noget bæ

Udenlandsk

Det forstår jeg vist ikke helt?????

Helt i minus

Hov: jeg har glemt at udgive denne post, som jeg skrev i søndags, men bedre sent end aldrig

 

 

7-9-13: Nu er jeg frisk igen.

Jeg har været solidarisk med resten af byen og været sløj, træt og små-syg.

Energien har kunnet ligge et meget lille sted og jeg har ikke været til meget nytte.

Jeg er gået på arbejde, men så har jeg heller ikke ydet mere eller andet end det.

Måske nåede jeg at smitte et par stykker eller flere, men når sygedagene ikke må være for mange, for at sige ingen, så må man jo vælge mellem pest eller kolera.

 

Det er bare så dejligt, at energien igen er vendt tilbage og jeg kan gå i motionsrummet og motionere.

Måske det dejlige også hænger sammen med, at lyset mærkbart er begyndt at vende tilbage? Det passer mig bare så godt.

Hele sidste uge og denne weekend med, har vi haft kuldegrader helt ned til –27 og når det samtidig blæser kraftigt, så kan jeg uden at overdrive, sige at der er meget koldt, så vi blev lidt blege, da vi torsdag aften opdagede, at vores radiatorer i vores underetage ikke virkede.

Der blev lynhurtigt koldt i den del af huset.

Begge piger har soveværelse nedenunder og det var ikke ligefrem tillokkende for dem at skulle sove dernede, så Jan lånte en varmeblæser hos min far, som blev tændt inde på Lauras værelse og som holdt det nogenlunde.

Om fredagen kom der en vvs-mand, som kikkede på sagerne og fik gang i sysstemerne og lidt mere til, – for så begyndte vores ene radiator i over-etagen at dryppe voldsomt og så måtte han jo også kikke på den.

Om aftenen, da vi troede at alt var fryd og gammen, var det galt igen og vi måtte ringe til vvs-vagten. Øv, hvor vi syntes det var kedeligt.

Weekenden gik, men i mandags kunne vi så konstatere, at varmen hurtigt forsvandt ud af huset og kulden udenfor hurtigt sneg sig indenfor.

Jan fik kigget på vores olie-tank og kunne konstatere, at den var tom. TOM.

Vi har automatisk opfyldning, så vi var lidt uforstående og ringede til olie-transporten, som fluks kørte op og fyldte lidt over 1000 liter på den tomme tank og så kunne vi endnu engang ringe til vvs-firmaet, da fyret skulle have start-hjælp.

Jeg orker ikke at ærgre mig over bilen, som frøs ihjel hele to gange i løbet af ugen og den ene gang var det ret så eftertrykkeligt, men den kom da i gang igen med min fars og svogers hjælp og nu ved vi, at vores timer til ledningen, som er sat til varmelegmet i motoren og som gerne skal starte et par timer før vi skal afsted om morgenen, var gået i stykker.

 

Lige netop i dag har kulden næsten sluppet sit tag. Næsten.

Det fryser kun 12 sølle grader.. eller noget i den retning og med en hel uge med ned til 27 minusgrader, føles det næsten forårs-agtigt og mildt. Næsten.

Havnen frøs til, men så blæste det fra øst og vinden skubbede isen i stykker og næsten væk.

Næsten.

Der er stadig is og der er stadig koldt og jeg glæder mig til det bliver lidt mildere og der kommer mere lys.

De to små mørke prikker er, to joller, som er på vej ud gennem isen.

To joller med en fanger/fisker ombord.

Det er et hårdt arbejde at have, når havet fryser til is og der er luften er –27.

Du kan klikke på billedet, hvis du vil se det i større format.

 

Mine gå-ture ud til lufthavnen er imidlertidigt indstillet og jeg er rykket indenfor i idræthallens motionsrum, hvor jeg løber/går på løbebånd. Det er ikke det samme. Overhovedet ikke og jeg savner den friske luft og de smukke syns-indtryk ude fra lufthavnsvejen, men jeg væbner mig med tålmodighed, for der er ikke så meget andet at gøre.

Jeg har ikke lagt mit strikketøj helt væk.

Jeg har faktisk taget noget andet frem, for at øge min strikkelyst og den er tilbage.

Det er der kommet et par knæ-varmere i moskus-uld ud af.

Jeg nåede ikke at fotografere dem inden de blev sendt ind til Simon i Kangerlussuaq, hvor de har det endnu koldere. Man skulle ikke tro, at det kunne blive koldere, men de døjer med kuldegrader helt ned til –35 og Simon klagede over sine knæ, som blev kolde og så skyndte jeg mig ellers at strikke noget varmt.

Det der magic loop-noget var jeg ikke helt faldet for, men Arnica er jo flyttet hertil og jeg ser hende ihvertfald om mandagen og hun talte varmt om metoden og så måtte jeg jo lige prøve en gang mere og jo! det er da for smart og hvorfor er jeg ikke faldet for det første gang jeg prøvede.

(Et dårligt mobilfoto)

Simon har sagt god for dem og jeg håber, at han bliver knap så kold.

Jeg har færdiggjort et par strømper.

Der var så mange fejl i dem, at jeg var ved at give op, men.. herregud.. et par strømper

(mobilfoto, men dog fotodokumentation)

Og når nu jeg var i gang med mønsterstrik, kunne jeg ligeså godt fortsætte og strikke en hue til svoger og mand.

Vi har aftalt at huerne skal fotograferes, mens de er i brug og i nærheden af hunde, men jeg har et par hurtige billeder taget med min mobil, så du må gerne få et smugkig

Den mørke til svoger og den lyse til Jan.

Min far skulle også have en, så jeg strikkede ham een, men den virkede for kort, så jeg strikkede en ny.

Det er den til højre.

Den var endnu ikke vasket, da jeg fotograferede den, men måske kan du se, at der er kommet flere stjerner på den, så den er blevet længere?

Alle huerne er foret med tyk fleece og de skulle iflg. Jan og svoger være varme.

Jeg strikkede en katte-strømpe mere, men mangler to-eren. To-eren er altid svær at komme igang med, men mens jeg venter på at få lyst til at strikke en to-er strikker jeg noget andet.

Inden jeg smutter over i min sofa vil jeg dog lige vise dig den sæbeboble, som jeg lavede i søndags i –25 graders kulde i den meget lave, orange januarsol

Sæbebobler er smukke om sommeren, når de ikke fryser til is, men de er ihvertfald også smukke i hård frost, når de danner grobund for is-blomster og får lidt lav, orange januarsol som baggrundslys.

Da sæbeboblerne var foreviget kørte vi over til min søster Lena, som var hoppet på facebook-bølgen med nutellastjernekagen og jeg skal hilse og sige, at den smagte godt til den varme kop kaffe, som vi også blev budt på

Og inden jeg helt forlader tastaturet vil jeg også lige vise dig et billede, som jeg tog i starten af sidste uge, hvor det var vildt koldt og der samtidigt blæste en frisk kuling.

Det er nede fra den lille ski-lift, som er lige nedenfor, hvor vi bor og hvor Sara øver sig på sit snow-board.

Farven på lyset er fra de store projektører, som står dernede.

og så ville vi i søndags lige se, hvad der sker, når man smider en kande lunket vand ud i den kolde luft..

og nu ved jeg, at hvis jeg vil have denne effekt, så skal vandet være mere end bare lunkent.

P.S. Og jeg fik ordnet den tand, som jeg knækkede i forgårs om aftenen, i går formiddags.. måske jeg har bidt for meget sammen for at holde varmen?

Igen og igen

Det sner og blæser... Hele tiden men Jan kom hjem i morges så det kan bare sne og blæse videre

Tivoli-te i vinterblæsten

Jans planlagte flyvning fra Nuuk og hertil, blev helt aflyst for i dag.

Jeg gætter på, at det er vinden her i byen, som var årsagen til aflysningen?

Øv.

Laura drog på arbejde, men den film, som skulle vises i biografen kan ikke vises, da den skulle være kommet med flyveren, så hun får lidt ekstra tid til sit skolearbejde.

Sara og jeg fik tilberedt nogle lammekoteletter og nu vil jeg synke ned i sofa-dybet med en kop Tivoli-te og mit strikketøj og håbe at vinden lægger sig til i morgen, så Jan kan komme hjem og ynke mig lidt.

In a little while

Lige om lidt, står Jan igen på vores fælles matrikel og selvom det kun har været en lille uge, han har været væk, så føles det som en lang og uendelig evighed siden, jeg sidst så ham.

Det er møg-besværligt at være alene, og især når man er sløj.

Godt at mine børn er selvhjulpne, selvstændige og næsten voksne.

Heldigvis har Laura jo kørekort og begge piger har været flinke til at køre ud og handle for mig, da jeg lå in-aktiv, ubrugelig og sløj hjemme i min seng.

Dét hjælper jo lidt på det hele, men hvis sandheden skal frem og det skal den ikke nødvendigvis, men kommer det alligevel, så har vi spist mindre sundt og aftensmaden er ofte endt med noget hurtigt.

 

I går aftes havde jeg dog planlagt noget seriøst og noget med noget tyngde i, men så ringede min mor akkurat, som jeg havde fundet gryder, potter og pander frem, for at spørge, om vi ville spise hos dem??

 

“Jo tak” og så strøg Sara og jeg over til dem.

 

Laura havde travlt nede i kulturhuset, fordi årets første “åben scene” skulle afholdes.

Sara og jeg fik både culutte-steg og bernaisesovs og B&J-is til dessert, så vi kunne med maverne fyldte gå til hver vores; Sara med sit snowboard under armen og jeg med mit kamera.

 

Man kunne godt mærke på publikum-antallet, at det er januar og at det var kraftig blæst, til “åben scene”.

Ikke at der ikke var nok tilskuere, men arrangementet er blevet meget populært og salen i kulturhuset plejer at være fyldt fuldstændigt og aldeles op.

 

Der var som sædvanlig musik for enhver smag og rigtig meget til min, i går aftes og da liften lukkede, dukkede Sara også op kl 22 og kunne følges med mig hjem til midnat.

 

Hun har sovet ved siden af mig i Jans seng, mens han har været væk og det har været hyggeligt, men hvis hun havde vidst, at jeg ville ligge søvnløs det meste af natten på grund af de 3X cola zero, som jeg nåede at drikke i aftens løb, havde hun måske valgt sin egen seng?

Udenfor blæser det stadig og den næsten ½ meter sne, som faldt i går, er næsten blæst væk igen.

Jeg krydser fingre for at flyveren fra Nuuk lander om et par timer, så Jan kan komme hjem.

Der er bare nogen mennesker, som gør, at man gør sig lidt mere umage og for mig, er Jan een af dem.

Min frokost fx. havde jeg planlagt skulle være et godt, groft rugbrød med fornuftigt pålæg på, men det endte med en dyb tallerken fyldt med frugt.

Dét er der hverken tyngde eller ret meget fornuft i, så lige om lidt når Jan igen står ved vores fælles hoveddør, skal der forhåbentligt gå lang tid inden jeg igen sløser så meget med min kost. Jeg skulle nødig samle de tabte kilo op, som jeg har tabt, vel?!

 

UPDATE:

Øv, Jans flyver fra Nuuk er aflyst for i dag.

Han får nærmere besked kl 15, hvad planerne så er.. øv.

Nå, -men der står noget lam i køleskabet fra i går, som trænger til at blive tilberedt og så får Sara endnu en nat i hans seng og Jan får en fri-dag mere i hovedstaden, hvor han end ikke behøver at tænke på at rede seng, lave mad eller noget som helst andet end at holde øje/øre med, hvad Air Greenland har af flyveplaner derfra og hertil.

Blomster-have

Jeg ved, hvor der findes en have..

Jo, jo, jo.. det er en gentagelse, men jeg kan altså ikke stå for de fine, fine is-blomster, der vokser på vinduet i det klasselokale, hvor jeg underviser, så da eleverne gik hjem i dag, hev jeg mit kamera frem og fotograferede de mange, mange blomster, der blomstrer på vinduet.

 

Rengøringsdamen kiggede godt nok en ekstra gang, da hun så mig, stå med næsen helt oppe i vinduet og hun spurgte da også forsigtigt, hvad jeg foretog mig og så fik vi set på alle blomsterne i fælleskab og så syntes hun vist ikke, at jeg var så underlig endda.

Hun kunne også se det fine i alle blomsterne.

Jeg burde jo istedet for at kigge på blomster, have set at vinduerne nok ikke helt fungerede optimalt og måske endda var punkterede, men det tager jeg med pedellen en anden dag, når jeg har vist ham de smukke og mangfoldige blomster.

Gad vide om han også vil kunne se de smukke blomster??

Eller ser han mon kun en masse vinduer, som bør udskiftes?

 

 

Da jeg havde fotograferet, ville Lena og Silas heldigvis gerne drikke en kop kaffe med mig på Sømandshjemmet.

De havde også engang vinduerne fyldt med smukke blomster, men de har fået skiftet vinduerne ud, så der er ikke længere grobund for blomsterflor dernede.

Udover at have fået skiftet vinduer, har de også skiftet al inventar ud, så alt fremstår nyt og moderne.

 

 

Som du kan regne ud, halede jeg mig selv ud af sengen i morges og gik på arbejde.

Det var godt at komme ud, men det vil være synd at sige, at jeg fungerede optimalt.

Næsen løber, ganen klør, øjnene svider, ørerne er ømme, halsen er øm, musklerne er tunge og hovedet gør ondt, men lige om lidt er det jo overstået og glemt.. men det må altså gerne gå lidt hurtigere i den retning.

 

Det hele kørte lidt langsommere for mig og energien var mere end almindelig svær at finde, men jeg kom igennem dagen, uden at nogen mærkede for meget til mit alt for lave energi-niveau.

 

Det er fredag i morgen og jeg ser i den grad frem til weekenden, hvor sofaen skal siddes flad og hvor uldtæpperne skal på overarbejde.

 

P.S.: Hvis du har lyst, kan du klikke på “blomster-billederne” og  se dem i større format. Det er lidt sjovere, synes jeg.

 

Der er koldt udenfor.. brrrrrr