Sidste lørdag og søndag i april

I går forbigår vi i dyb tavshed.

I går var ikke en dag, der var værd, at beskæftige sig med.

I går er ikke noget, at skrive om.

I går er en dag, som vi allerede har glemt.

Men i går tog jeg nogle billeder af mine roser,

som er svøbt så kærligt ind i brudeslør og som gør, at dagen i går rummede en anelse glæde også..

 

Jeg stillede også min orkidé op i den solstribe, som stædigt forsøgte at at lyse hele stuen op, men som blev forhindret af en vindueskarm, et nabohus eller altandøren og til dels af mit sorte humør.

 

Mit hårspænde lavet af bittebittesmå firkantede stykker farvet afhåret sælskind, som syes på med et sting ad gangen med samme farve sytråd som det farvede stykke skind.

Hver firkant måler ca. 1x1 mm og er syet i hånden..

Det hedder avittat

Min ring som jeg har fået af min mor, som har fået den af min far, da hun fyldte 25 (hun er årgang 44’), som lå i solen og glimtede

og det lille bitte “moderne” kalejdoskop, som med sine glade farver forsøgte at få smilet lidt frem

Selektiv hukommelse er hermed indført!

 

Heldigvis var der endnu en ny dag til mig i morges.

Ny og ubrugt og som jeg kunne fylde med næsten akkurat, hvad jeg havde lyst til hvilket jeg så gjorde:

 

En tur ud til hytten, hvor vi fik besøg først af det ene par og så af det andet par..

Sent ud på eftermiddagen kom vi i tanke om, at det kunne være rart at spise pandekager i hytten og jeg lover dig, at de pandekager smagte ekstra godt!

Du får billederne blandet sammen og uden kronologi, men som du sikkert kan regne ud har vi hygget

Vi har sat de fineste hylder op til læsestof og til at lægge lidt fra på.

Hele 6 stk hylder, hvoraf de 4 er af massiv eg og de to er af teaktræ og til denne fine pris i form af hel flaske porse snaps.

Det er handel, der er til at forstå for de af os, der har et par enkelte jyske gener i sig.

Til hylderne har vi medbragt Jørn Riels samlede værker om fangstmændene i Nordøstgrønland, Jans samling af Hamilton-bøgerne og en fin, tyk bog med H.C.Andersens eventyr illustreret af en russisk kunstner (øv jeg kan ikke huske navnet, så jeg kan ikke lave et link), en forældet bog med de grønlandske planter og mon ikke der med tiden kommer flere bøger på de-opsatte hylder, så der kan hygges igennem en regnvejrsdag i hytten?

Forårs-sne?

Og så skriver vi da forresten ellers også 27. april her i Sisimiut, men det har nogen glemt, at fortælle den sne, som daler i en uendelighed

Sukkulent

Kaktusser og sukkulenter har ofte symmetriske former og det tiltaler mig

At bladene på denne struttende sukkulent også er flotte, gør den ikke mindre spændende og interessant

Tvungen samarbejde

Jeg skulle have gang i min scanner i dag, men min computer påstod hårdnakket, at den ikke kendte min scanner/printer til trods for, at de har mødt hinanden en hel del gange.

Jeg insisterede lige så hårdnakket og tvang dem til at samarbejde uanset, hvilke kontroverser de måtte have haft uden mit vidende og jeg blev færdig med mine scanninger på trods og så kunne jeg lige så godt give dem begge noget at tænke over

Jeg gætter på, at jeg er omkring 4-6 år gammel på billederne, men jeg kan overhovedet ikke huske hverken hvorfor, hvorhenne eller med hvem.

I dag ser jeg en anelse anderledes ud

men jeg kan se, at Sara har visse lighedstræk med mig på mine barndomsbilleder og da hun især var yngre

Slør

I tirsdags kom Jan hjem med en buket blomster til mig.. bare fordi..

Der er mange måder at vise kærlighed på og han gør det dagligt, men det er lidt ekstra dejligt, når det også bliver vist med afskårne blomster.

 

..og jeg kommer forøvrigt altid til at tænke på min svigermor, når jeg ser brudeslør… fordi hun havde dem i sin have.

Jeg gad godt, at man lige kunne ringe og sludre lidt og opdatere hende om alt og ingenting, sludre en times tid, for at lægge øret på og have glemt, hvorfor man oprindeligt ringede.

Tak for blomsterne, Jan.

Hvide mellemlægsservietter

En sjælden gang får jeg sådan en lyst til at lære at hækle.

Den sjældne gang sker oftest, når jeg sidder hos min mor og hun har dækket fint om med arvestellet fra min farmor og hun har lagt mellemlægsservietter mellem tallerkenerne

Så forestiller jeg mig, at jeg har det fineste, hvide stel og dækket op på et flot, tykt, rustikt gammelt egetræsbord og har de flotteste knive og gafler, at lægge ved siden af stellet.

I mine fantasier, der sikkert er forårsaget af den snigende sult, når jeg sidder og venter på maden og bliver nødt til at distrahere mine tanker og lede dem væk fra sulten, forestiller jeg mig, at der mellem de fine, hvide tallerkener lægger hvide, fine håndlavede mellemlægsservietter, så porcelænet ikke skramler og larmer, når den fine, gode mad, som indtages i små, mundrette bidder.

 

Jeg har ikke noget fint bord.

 

Det er en hvidt bord købt på tilbud i Jysk sengetøjslager med 6 dertilhørende stole og mit porcelæn er af den allerbilligste slags og bestikket er købt i Brugsen.

Maden jeg serverer er ofte ikke noget at skrive hjem om, så jeg kan ikke, når feber-fantasierne slipper taget i mig, se, hvorfor jeg så har hæklet 11 hvide mellemlægsservietter, for de ville i den grad være malplaceret i min borddækning, men så fik jeg da styret min hæklelyst en smule.

Jeg har forøvrigt hæklet efter en af min mors mellemlægsservietter.. som hun har fået af min mormor engang.

Striber i godt humør

Jeg skrev vist noget om at ville vise min nye vest frem?

Og jeg skrev også, at jeg havde strikket i str. small og endda var gået en pindestr. ned fra 3½ til 2½?

Nej?

Nå, men jeg syntes, at det blev for løst på 3½ så jeg gik en pindestørrelse ned og fortryder måske en anelse.. eller måske skulle jeg alligevel, som jeg først tænkte, strikke den ekstra lang, men jeg trævlede op og fulgte næsten opskriften.

Næsten, for jeg lavde knap-huller hele vejen ned og det er jeg også ganske godt tilfreds med, men engang når jeg bliver rigeligt træt af, at jeg fik for mange masker i den ene side i forhold til den anden side, så trævler jeg op og laver om.. så den ikke drypper i den ene siden, men det kan jo laves om. Engang.

Bortset fra at den er lige bette nok, så er virker den efter hensigten: jeg bliver glad af farve-orgiet og kunne måske engang finde på, at strikke en tilsvarende i længere udgave. Engang.

Jubii til en glad stribe

Min “glade striber” er færdig med knapper, vasket og klar til brug og det hele.

Den er strikket på p. nr 2½ og str. S og en anelse for lille… endnu, men lige om lidt og meget snart, sidder den altså helt perfekt. Jeg mangler bare at tabe mig en anelse mere.

I morgen vil jeg lokke een i husstanden til at fotografere mig med den på, så du kan se den..og mig.

 

Måske jeg skulle finde bogen med “Lola” af Lene Holme Samsøe frem?

Sov godt

At være fordømmende og negativ

Må jeg dele nogle mindre pæne tanker med dig?

 

Een, jeg engang kendte, sagde til mig, at når man havde for meget tid, tænkte man for meget.

 

Det kan der måske være noget rigtigt i, men på den anden side, hvis tankerne er gode, er det vel godt?

Tænker man derimod tanker, som er knap så pæne, bør man måske rejse sig og lave noget andet, som er mindre tankevækkende eller ihvertfald tanke-distraherende.

Eller måske bør man acceptere, at man også tænker grimme tanker engang imellem?

Jeg tænker ihvertfald, at når tankerne er knap så fine i kanten, bør jeg stoppe op og tænke videre over, hvorfor jeg tænker disse tanker og kan jeg gøre noget ved det, måske gøre noget konstruktivt.

Mine tanker, mens jeg lå på den hårde klippe i weekenden

og slikkede sol, kørte i ring over ordsproget om, at “man kan kende folk på deres venner”.

Kan man nu også det, tænkte jeg og jeg tænkte videre over, at man: “kendes ved..” eller “ vil kendes ved..”

Mine tanker kørte derefter hele min omgangskreds rundt og jeg kunne mærke, at jeg dømte folk hårdt og direkte på, hvad jeg nu vidste om deres venner.

 

Fx. tænkte jeg lidt på, at een af vores bekendtes venner, allesammen godt kan lide at drikke sig en kæp i øret den ene weekend efter den anden og så var der dømt weekend-alkoholiker i min verden.

En anden jeg kender perifert, har venner, der har afsonet domme for både det ene og det andet og mine tanker kørte lidt af banen.

En anden, som jeg også hilser på, når jeg møder vedkommende på gaden, ser jeg altid med en ny/forskellig og straks har jeg i mine grimme tanker dømt vedkommende til at være overfladisk og flagrende og som een, der ikke kan holde fast i venskaber og jeg skal komme efter dig, hvorimod en hel gruppe mennesker, som jeg også kender, er så indspiste sammen, at det er stort umuligt, at møde dem enkeltvis og straks har jeg dømt dem  til at være uselvstændige og støttende sig kollektivt til hinanden uden nogen selvstændigt tænkte tanker… puha, som tankerne var grimme..

Hvad med ham, som jeg kender, der næsten ingen venner har eller hende, som kun har venner, der er mindst 30 år ældre end hende eller det par, som jeg også kender, der kun har hinanden eller hende, hvis venner alle dyrker sport, men hun gør det ikke selv eller ham, som kun har venner af en bestemt nationalitet eller…

Og tankerne fortsatte, ikke i det uendelige, men et godt stykke ud af et forkert spor, indtil jeg fik stoppet dem og vendte dem vurderende ind mod mig selv.

Puha.. jeg håber godt nok ikke, at andre ser på mine venner og dømmer mig, for i min vennekreds og nærmeste familie er der både dømte kriminelle, tør-lagte alkoholikere, kvartalsdrankere, sports-freaks, nationalister, langhårede musikere, indadvendte særlinge, uforståelige kunstnere og flagrende overfladiske mennesker, som alle har deres berettigelse til at blive kaldt mine nærmeste/venner og jeg håber så sandelig også, at de vil kendes ved mig, hvis talen skulle falde på deres vennekreds.

 

Jeg rejste mig op og begyndte at samle skidt op omkring hytten og tænkte, at jeg havde alt for meget tid til at tænke tanker, men besluttede mig også for at acceptere, at nogle tanker skulle tænkes til ende.

Så sent som i dag, var der een, som jeg kender, der var ked af, at en kollega ikke hilste på hende i byen og så vendte mine tanker sig en halv omgang rundt inde i mit hoved og jeg sagde højt til hende, at hun ikke skulle være ked af det, for det var ikke hende, som gik glip af noget, men kollegaen.

 

Nå, jeg må hellere rejse mig og lave noget, inden tankerne glider mig af hænde igen og jeg tænker tanker om, hvorfor det koster nogen mennesker så dyrt, at tale pænt til hinanden og hvorfor der er nogen, som ikke kan rose andre, hvorfor nogen absolut altid skal sige deres (negative) mening, selvom de ikke er blevet spurgt eller jeg kommer til at tænke tanker om, hvorfor jeg tænker grimme tanker for tiden.. gad vide om det er snevejret, som gør det??? Eller fordi jeg har hjemve til hytten..

 

Jeg sender dig lige en lille blomst som tak for at have læst med så langt og håber ikke, at jeg har smittet dig med negative vibrationer..

P.S.: Jeg minder mig selv om, at man bliver, hvad man tænker, så jeg vender tanke-skuden om og tvinger den mod mere positive farvande.

 

Gautama Buddha:

“ Sindet er alt.

Vi bliver, hvad vi tænker”

 

Spurv

Olsen er glad, når der kommer en enkelt spisende gæst

Måske Olsen snart kan komme ud og stå lidt på altanen?

Snespurvene er dog mindst dobbelt så store som Olsen

Jazz, gæster og fransk visit i paradis

Fredag aften bød Jan mig i byen.

Dagen havde budt på meget; først vejning, hvor mit samlede vægttab på en måned skulle gøres op og jeg vil da ikke holde det hemmeligt at jeg er glad, derefter afsked med min søster og to nevøer om formiddagen og to lange besøg om eftermiddagen, så jeg var i grunden godt brugt.

 

Han bød mig ud til Jazz-aften, hvor Valentine Trio skulle spille på Taseralik, men først gav han sandwich, også på Taseralik.

Om det var fordi, at han vidste, at jeg nok ikke havde det særligt sjovt, når jeg lige havde sendt min søster afsted eller om det ganske enkelt bare var fordi, at han heller ikke gad, at lave mad, bare til os to?

Jeg havde absolut ingen forventninger, hverken dårlige eller gode, til jazz-musikken og jeg må sige, at det passede rigtig godt til min sindsstemning. Blød og forståelig med sprød, lys sang til, som ikke lavede ravage i mine indre systemer

Jeg ved, at andre havde håbet på hurtigere rytmer og vilde swing-ommere, men jeg nød den lidt stille og gode jazz med et godt glas rødvin og da jeg gik ud i den kolde forårs-nat, stod den ene af musikerne og røg en stille smøg og nød vist det nordlys, som hvirvlede kortvarigt, men farvestrålende hen over himlen.

 

 

En aftale kl 10 lørdag og så skal jeg da lige love for, at gashåndtaget på snescooteren blev trykket i bund.

 

Jan og jeg fik sat to hylder op og Jan fik skiftet dørhåndtaget.

Senere på eftermiddagen væltede det pludseligt ind med gæster og Jazz-sangerinden var med på visittet med een, som vi kender.

Hun skulle videre ind til den næste fjord/Kangerluaarsuk ungalleq på en overnatning hos een af vores venner og jeg kan næsten ikke andet end tro, at hun har fået sig en god tur.

Een af min lillesøsters veninders søn kom også med sin morfar på snescooter

og jeg indrømmer blankt, at jeg nyder, at vise vores lille hytte frem.

Jans kollega kom med sin søn og efter aftensmaden fik vi endnu et besøg af et ægtepar, som fik lyst til at se vores hytte.

Jeg glæder mig til at få ryddet byggerodet op og det er helt og fuldstændigt præsentabelt.

De sidste byggematerialer blev jo dækket af sneen og frosten naglede brædder, bjælker og materialer fast til jorden, men lige om lidt slipper vinteren landet og vi kan sejle ind og få gjort det sidste.

Jeg sov så længe, at det næsten er uartigt og jeg sov så godt og tungt. Hmmmm, det var dejligt.

 

I dag nød vi dog bare livet, vejret

og den rungende stilhed på en madras, som vi lagde udenfor i solskinnet.

Vi slappede så meget af, at pulsen knap nåede op på 15 slag i minuttet.

Det var så stille.

Og tankerne gik i stå, forsvandt, skuldrene faldt ned på plads og halsen blev lang.

Vejrtrækningen blev rolig og dyb og det langsomme hjerte var blødt og varmt af indre glæde.

 

For ikke at gå helt i koma, samlede jeg lidt træ-splinter op fra jorden,

hvor solen havde tøet jorden så meget op og opvasken blev da også klaret efter frokosten.

Rundt om hytten var der både harespor

og rævespor.

Faktisk tror jeg, at haren bor under hytten, når vi ikke er der.

Eller bruger ihvertfald  de 15 kvm under hytten som sit helt eget private toilet.

Det var svært at tænke tanken, at vi skulle hjem igen, men der er ingen vej udenom.

Vi kom halvvejs over fjorden, da Jan opdagede, at han havde glemt sin rygsæk og så vendte han om igen.

Jeg tænkerk, om han mon gjorde det en anelse med vilje for lige at få et minut mere i paradis?

 

Mens jeg sad og ventede på ham ude på fjordisen kunne jeg nyde solen og udsigten

Laaangt derinde/ude ligger min lille plet af lykke!

 

Op ad Qerrortusup Majoriaa

og så er vi indenfor civilisationens faste greb igen, men jeg drømmer mig tilbage både i vågen tilstand og i søvne.

 

Til aften er vejret vendt.

Snefygning og overskyet.

Det kan også være lige godt det samme, for i morgen skal jeg på arbejde og hytten ligger 45 minutters intens kørsel fra mig.