Der er gået hul i mine rabarberblade.
Ikke bare et enkelt lille hul, men rigtig mange.
Der er også huller i lupinernes blade.
Sådan lige nok til, at jeg synes, at jeg måske burde gøre noget.
Der er ingen orme eller insekter at se og måske gør det ikke noget?
Jeg ved det ikke.
Det kan være, at du ved det?
..som du kan se, vokser lupinen flot.
Den har ikke nået at sætte blomster. Den kan vel nå det endnu?
Og hvornår skal rabarberne høstes?
Nu eller senere lige inden frosten sætter ind???
Mødte min ven i dag.
Jeg burde have luret ham, for han havde et udtryk i øjnene og et smil om munden, som burde have sat alle mine advarselslamper i gang.
Han ville “bare lige vise mig sin fangst”… og sikke en fangst:
En helleflynder på over 160 cm.
Hvad den vejede, viste han ikke, men de havde været to om at få den op.
Omkring 50-60 kg.. måske?
Den havde trukket afsted med båden og jeg tvivler ikke et eneste sekund på den glæde, det må have været at få den ombord.
Jeg under ham glæden og oplevelsen..
..og jeg ville have givet meget for at have været et ekstra øje og øre ombord, da de fik halet kæmpen ombord.
Jeg ville gerne have hørt, hvad han sagde og ville gerne have jublet sammen med med ham, for det må bare have været en oplevelse på størrelse med fisken.
Den er stor!!!
Du ved sikkert, hvor stor ladet på en toyota hilux er??
Fisken fyldte hele ladet i længden.
Han havde også høstet kartofler.
De er store og fine.
Faste og lækre.
Og jeg fik en posefuld.
De skal koges varsomt i morgen til noget fint kød.
De skal nydes, for de er vokset langsomt i den midtgrønlandske jord gennem lange måneder, hvor de har haft mulighed for at suge udsøgt smag til sig.
Der findes ikke mere smagfulde, fine luksus kartofler, sir’ jeg dig bare!
Tillykke med din flotte fangst og tak for kartoflerne.
Lena kom i går.
Helt fra Minsk i Hviderusland.
Johannes kom også.
Det var faktisk hans skyld, at Lena overhovedet var i Hviderusland, for han har været til verdensmesterskaber i Taekwon-do og Lena har været med ham.
Hun er også kassér i Grønlands Taekwon-do forbund, så det er godt, at se, hvad pengene bliver brugt til, når landsholdet rejser ud i verden og høster fine medaljer og hun skulle derfor deltage i møder for forbundet.
Pressemeddelelsen lød således:
Pressemeddelelse :
“Minsk, den 28. august 2010
Syv medaljer til Grønland ved Taekwon-Do VM
Over de fire dage, Taekwon-Do VM for veteraner og juniorer blev afviklet, formåede Grønland at kæmpe sig til i alt til to sølvmedaljer og fem bronzemedaljer.
- Vi har oplevet både plusser og minusser ved dette VM, fortæller landstræner Lauritz Heilmann - I år kunne vi ikke forsvare vores guldmedaljer, men til gengæld har vi været med helt fremme i flere discipliner end ved tidligere VM, så det er meget positivt, konkluderer landstræneren tilfreds,
På VM's sidste dagen skulle veteranernes verdensmesterskab i holdfrikamp forsvares. Det blev til en serie hårde kampe, og Grønland sluttede på en fin tredjeplads og sikrede sig dermed en bronzemedalje.
Lørdagens store overraskelse var, at det var de grønlandske veteraner, som havde den bedste dagsform i powerbreaking.
Blandt 31 konkurrenter slog og sparkede Christian Isaksen og Karl Larsen sig til henholdsvis sølv og bronze, og Johannes Reimer endte lige uden for medaljerækken.
Det gjaldt naturligvis om at vise styrke og god teknik, men derudover var konkurrencereglerne udformet, så de overmodige tabte til de udøvere, som viste en mere ydmyg tilgang til udfordringerne, og det var netop den taktik, som de grønlandske veteraner havde valgt.
Nuka Kleemann, der har været formand for Grønlands Taekwon-Do Forbund i mange år, har fulgt dette års VM, og Grønlands Idrætsforbunds formand konstaterer, at standarden ved dette VM har været markant højere end tidligere -
Det er glædeligt for sporten, men det stiller også endnu større krav til de grønlandske udøvere, når de igen skal ud og repræsentere Grønland ved mesterskaber, slutter Nuka Kleemann. “
Til pressemeddelelsen var vedhæftede disse billeder, der alle er taget af og tilhører Grønlands Taekwon-do forbund:
Johannes kom hjem med to flotte bronchemedaljer og jeg tror, at han er tilfreds.
Jeg er tilfreds over, at de begge er kommet godt hjem og nu er indenfor rækkevidde igen og jeg behøver vel ikke engang nævne, at jeg er noget stolt over, at kende en taekwon-do-mester i verdensklasse?
Jeg har købt Hanne B’s cd : “ I think it’s going to rain”.
Jeg har hørt den igen og igen og igen. Bare for en sikkerheds skyld.
Jeg har i min pure ungdom og op igennem årene været vild med Hanne Boel og hendes musik, men denne cd siger mig ikke alverden.
For ikke at sige: Ingenting!
“Mad world” er en skøn sang og især sunget af Hanne, men resten kunne jeg såmænd godt have undværet.
feat Gary Jules
All around me are familiar faces
Worn out places
Worn out faces
Bright and early for the daily races
Going no where
Going no where
Their tears are filling up their glasses
No expression
No expression
Hide my head I wanna drown my sorrow
No tomorrow
No tomorrow
And I find I kind of funny
I find it kind of sad
The dreams in which I’m dying are the best I’ve ever had
I find it hard to tell you
I find it hard to take
When people run in circles its a very very
Mad world
Mad world
Children waiting for the day they feel good
Happy birthday
Happy birthday
And I feel the way that every child should
Sit and listen
Sit and listen
Went to school and I was very nervous
No one knew me
No one new me
Hello teacher tell me what’s my lesson
Look right through me
Look right through me
And I find I kind of funny
I find it kind of sad
The dreams in which I’m dying are the best I’ve ever had
I find it hard to tell you
I find it hard to take
When people run in circles its a very very
Mad world
Mad world
Enlarging your world
Mad world
En af mine absolut yndlingssange “ Smile” vil jeg stadig helst høre Anisette synge, så Hanne B. kunne have brugt pladsen på denne cd en til en anden sang, hvis du spurgte mig.
Advarsel: Gider du ikke se billder.. mange billeder, så spring dette indlæg over. Jeg har øvet mig i at fotografere..sådan lidt fra bunden af:
I takt med min strikke-krise, har jeg min fotografering også haft en krise.
Den vokser lidt langsommere end strikkekrisen, men den er lige så frustrerende.
Da jeg ikke kan re-sætte mig selv, re-satte jeg kameraet i går aftes lige efter, at jeg havde trukket garnet af mine strømpepinde.
Der er ikke rigtig nogen ting, som vil, som jeg ønsker, at det skal.
Jeg har nogle tanker, ideer og fantasier til, hvordan billederne skal se ud og nogen helt bestemte ting, som jeg gerne vil have strikket, men ingen af tingene arter sig efter mit hoved.
Det er godtnok træls!
Nu har jeg slået noget helt, helt andet op på strikkepinden og været ude og fotografere noget andet end det, som jeg havde i tankerne.
Jeg har forsøgt at lære billedbehandlingsprogrammet lidt at kende, inden gratis-versionen om 1½ dag lukker og slukker sig selv.
Måske jeg stiller for høje krav til mig selv lige for øjeblikket på akkurat de to punkter???
Laura flyttede sig heldigvis ikke selvom jeg sad og sigtede med mit kamera:
Den første september lukker svømmebadet.
Sara vil bare have vredet de sidste timer ud af den, så hun var derovre igen i dag.
Ligesom både i går, i forgårs, dagen inden i forgårs og og og og…
Og hun skal derover igen i morgen og på tirsdag har hun planlagt.
Sammen med klassekammeraterne og vennerne.
I dag var vi en smuttur ovre for at se hende i den udendørs pool.
Det er jo ikke meget vi ser hende herhjemme i disse dage, sååå…
Hun hyggede sig med en masse venner og de stillede glad og frivilligt op foran kameraet.
Bare ikke lige Sara.
Et enkelt, hvor veninden også er på og så var hun væk.
Jeg ville ønske at jeg kunne svømme, når jeg ser dem boltre sig, lege og pjatte i vandet.
Måske vi skulle overveje noget med noget vand til næste års ferie-destination??
Det regnede hele dagen i går.
Så hele dagen i går gjorde vi rent.
Hvad skulle vi ellers lave, havde jeg nær sagt.
Vaskede gulve, ryddede op, lagde på plads og forsøgte at få orden i kaos.
Det hjalp en smule, men man kan jo altid finde nye ting, som burde have været vasket, lagt på plads og bragt i orden.
Vi besluttede omkring aftensmadtid, at det måtte være det.
Vi hældte gulvvaskevandet ud, smed karklude til vask og satte støvsugeren ind i skabet igen, nogenlunde tilfredse med os selv og vores indsats.
Huset duftede lidt bedre end om morgenen og jeg mente at jeg fortjente at sidde foran skærmen og lege lidt med billeder, når nu min strikkekriser nu har nået højder, som jeg ikke troede mulige.
Jan følte trang til at gå en tur i fjeldet. Min trang til at begive mig ud i regnvejr eller for den sags skyld snevejr, kan ligge på et meget lille sted, men han spurgte pænt om jeg ville med? Nej, tak!
Et par timer senere kom han hjem med en lille favnfuld svampe, som der er rigeligt af i fjeldet for tiden.
Det tror pokker med al den regn, som vi har fået i den senere tid.
Til middag i dag, ristede vi toastbrød og lavede svampestuvning.
En ret for kræsne ganer eller måske snarere det modsatte, for pigerne skulle ihvertfald ikke have svampe. Hverken stuvede eller på anden vis.
Så var der heldigvis lidt mere til Jan og mig.
Svampene blev stuvet med løg, hvidløg og masser af både frisk og tørrede timian, et lillebitte skvæt fløde og naturligvis salt og peber.
Det gør ikke noget, hvis Jan går en tur i fjeldet lidt oftere.
De piller tålmodigt alle champignons og svampe ud af den mad, som jeg beriger så generøst med begge dele.
De fleste, som kender mig ved, at jeg absolut ingenting lærer ved at sidde og lytte.
Er jeg tvunget til at lære ved at lytte, bliver jeg nødt til at sidde og tegne krusseduller, eller skrive rigtig mange notater samtidig.. eller endnu bedre: Strikke. Hænderne skal være beskæftiget mens jeg lytter, hvis det jeg hører skal sætte sig fast mellem ørerne.
Jeg lærer noget, men desværre ikke nok, ved bare at kikke. Godt nok skal jeg se det, som jeg skal lære, men hænderne skal være med.
Derfor nytter det heller ikke meget, at jeg får en instruktions-dvd stukket i hånden.
Eller en manual.
Eller at jeg skal gennemrode youtube eller..
Jeg bliver ganske enkelt nødt til at få fingrene med for at lære.
Lidt hænger der da altid ved, når jeg læser, lytter eller bare ser, men det er ikke den sjoveste måde, at lære på for mit vedkommende.
Derfor var det heller ikke nær nok med de 30 dage jeg kunne have mit billedbehandlingsprogram gratis til prøve.
Der er 4 sølle dage tilbage og inden jeg panikker totalt, har jeg nu besluttet, at jeg vil eje og have programmet selv.
Det er højst sandsynligt at skyde snespurve med kanoner og jeg kunne nok have nøjedes med et langt mindre avanceret program, men på den anden side, kan det jo være at jeg får glæde af de mange, mange ting programmet kan, senere, som man kan med et stort og gennemprøvet program..
Jeg fik lov til at tage et par hurtige billeder af Jan i dag.
Billedet, ikke modellen, kunne i sig selv have været noget meget bedre, men formålet var at have noget at lege med:
Omkring middagstid tikkede en sms ind på min mobil:
Om mine piger ville passe en lille en et par timer fra middag af??
Der gik ca 2½ minut, så stod mine piger og jeg foran vores lille ven, parat til at trille en tur med ham i barnevognen, underholde og passe ham, mens hans mor sad på skolebænken.
Det er altså hyggeligt at være sammen med mennesker i forskellige aldersgrupper, tænkte jeg i dag, mens vi stridedes om, hvem der skulle skubbe barnevognen, mens vores lille ven sad der, fulgte med, sendte os søde blikke og var sød og nem.
Vi møder hverken særligt mange ældre/gamle til hverdag og stort set ingen små børn/babyer.
Vi var derfor noget forgabte over det lille væsen, der kikkede nysgerrigt på os med store, brune og lettere undrende øjne.
Han faldt i søvn, hvilket ikke var så underholdende for os,
men vi fordrev ventetiden med, at drikke sodavand på Taseralik.
Pigerne som ikke have fået frokost fik pita-brød og så gik tiden jo såmænd.
Hjemme hos os, da han igen var vågen, bød vi på æblebåde, men blev lidt ængstelige for, om han fik noget galt i halsen, så æblet blev skåret ud i så små bidder at det nærmede sig latterligt.
Rosiner fik han hele og vandet fik han kun i små slurke. Nøøj, hvor jeg synes det er hyggeligt at have besøg af sådan et lille menneske. Vi håber, at vi får muligheden igen.. snart!
Sara har været i svømmebadet, som ligger klods op og ned ad skolen, de sidste 3-4 dage.
Hver gang har hun været i den lille udendørs pool 2-3 timer, som kun er åbent fra ca 1.juni til 1.september.
På onsdag lukker de vandet ud og lægger brædder og presseninger over for vinteren.
At svømmebadet kun har åbent i 4 korte måneder, har været til stor, stor gavn for rigtig mange børn ( og sikkert også voksne) her i byen, som har lært at svømme og blive fortrolig med vand.
Da jeg var barn, gik rigtig mange ud i de små søer i fjeldet og soppede, badede og nogle lærte da også at svømme.
Jeg fik det desværre aldrig lært. Jeg gik så heller ikke ud til de små fjeldsøer og øvede mig.
Ikke at jeg har decideret vandskræk, men jeg bryder mig overhovedet ikke om, at få hovedet under vand og går i direkte panik, hvis hovedet er under og jeg ikke kan bunde.
Det afholder mig ikke fra at sejle rundt på det åbne hav, smilende og naivt håbende, at jeg ikke falder i, for jeg ved, at skulle jeg falde i, ville panikken slå mig ihjel længe, længe inden det kolde, arktiske hav gjorde krav på mig. ¨
Jeg sejler altid med flydedragt, men har faktisk aldrig efterprøvet, om den nu vitterligt også ville holde mig flydende..
Havde jeg haft mulighed for at blive mere fortrolig med vand og havde lært at svømme havde jeg nok været bedre stillet i fald, at jeg skulle falde over bord.
Jeg er meget glad for, at alle mine børn kan holde sig flydende og enddog komme både frem og tilbage ved egen kraft i vandet.
Skulle jeg nogensinde blive den heldige vinder af 150 millioner kroner, så mind mig lige på, at jeg gerne vil give et pænt bidrag til en rigtig svømmehal her i byen..
Luften smager af efterår.
Har faktisk en lille snert af sne og kulde indimellem.
Farverne på fjeldet er ved at ændre sig, men kun hvis man ser efter.
Der bliver mørkt om aftenen, for solen synker i havet omme bag fjeldet.
Jeg forsøger, lige som mange andre, at indstille mig derefter.
Acceptere, at sommeren heroppe er kort og intens og at vi skal nå at nyde den, mens den er her.
Det synes jeg ikke, at jeg var så god til denne sommer.
Jeg ærgrede mig, når der ikke var sejlvejr og var irretabel, når der var tåge.
Det var der tit denne sommer.
Jeg kom slet ikke rundt og se nye steder.
Jeg var ikke på opdagelse og jeg fik ikke lange dage med sol på kinderne.. Overhovedet ikke.
Jeg vil forsøge, at være positiv og glæde mig over efteråret, dens smukke farver og især, at der er færre myg nu end før.
Hvad der tilgengæld er glædeligt, så er det min skolestart.
Den har været god.
Jeg fornemmer et godt skoleår med gode elever med potentiale.
Stemningen er positiv og afslappet på den konstruktive og givende måde.
Så efteråret vil blive indtaget med nydelse efter bedste evne og overbevisning.
Laura foreslog fototur, men lyset var næsten væk.
Turen må gentages i morgen eller ved først given lejlighed.. det er ikke hver dag nogen stiller op til mine øvelser
… og der blev spurgt: “ Kan du dokumentere, at du har tænkt?”
Måske vi alt for ofte glemmer at folk ikke kan læse vores tanker..
Vi trodsede tågen, som bare blev tættere og tættere..
Hvis vi skulle vente på, at den letter før vi kan komme ud og sejle, kommer vi måske ikke ud før engang til vinter???
Lidt torsk fik vi med hjem og efter Lauras ønske fik vi torsk med flødeskum til aftensmad.
Lige nu vælter tågen ind over byen.. igen igen igen.
Vi ville have været ude og fiske efter torsk igen i dag, men vi lader lige tiden gå lidt, inden vi beslutter os for, om det er forsøget værd. Venter på om den lægger eller letter sig.
Det er dybt enerhverende, for jeg synes altså ikke det er særlig sjovt, at stå i tæt tåge og fiske. Det kan lade sig gøre, men det er koldt, klamt og ret så klaustrofobisk.
Her til formiddag fik jeg plantet min rosengeranium om.
Jeg er vild med rosengeranium.
I fordums dage, da jeg boede på kollegieværelse, formåede jeg at få min geranium stor, flot og frodig.
Alle min 9 kvm værelse duftede lifligt af rosengeranium og jeg svælgede i duften.
Desværre blev jeg nødt til at skille mig af med planten, da jeg skulle rejse og siden har jeg med mere eller mindre, især mindre, held forsøgt mig med planten.
I foråret fik jeg endnu en stikling og denne gang synes planten at ville trives hos mig.
Den står i mit soveværelse og om morgenen, når vi ruller mørklægningsgardinet op og om aftenen, når vi ruller det ned igen strejfer vi planten, som kvitterer med den dejligste duft.
Stod det til mig, havde vi kun rosengeranium i huset.. i alle vinduer, i alle hjørner og alle ledige steder. Det bliver nok lidt for ensformigt, men forestil dig en duft vi ville have i huset.
For en del år siden så jeg en kæmpestor rosengeranium, der stod udenfor en genbrugsbutik oppe ved Kongshøjgaard ved Hvalpsund.
Den stod udenfor døren og bød kunderne indenfor.
Den var flot og jeg ville ønske, at min geranium en dag bliver lige så flot og imponerende.
Min krøllede væddeløber, som jeg også er glad for, vokser heldigvis. Den sender villigt og ofte unger ud på lange stilke.
Sig til, hvis du vil have en aflægger :-)
P.S Prøve lige at gå tilbage til det første billede i dette indlæg.. kan du forstå, at jeg er noget, for ikke at sige meget, MEGET træt af, at der står containere overalt i byen.
Det giver et rodet og uoverskueligt indtryk af byen.
Hele byen.
Hvis så bare containerne stod pænt, på række og havde samme farve, ville helhedsindtrykket blive mere ryddeligt og overskueligt.
De containere står overalt i byen og jeg mener OVERALT. Byen ligner en stor byggeplads, hvor bygmester har mistet overblikket og desværre kommer der tilsyneladende flere og flere container til byen.. Øv siger jeg bare!
