Glædelig overraskelse

Et eller andet sted havde jeg fattet mistanke..

da Lena nærmest insisterede på at vi skulle drikke kaffe sammen på kafeen.

Vi plejer at drikke kaffe sammen.. ofte, men vi plejer ikke at skulle vælge på hvilken kafé inden vi drager afsted og vi plejer heller ikke at skulle aftale tidspunkter.

Men Lena var ret insisterende.

Jeg vidste jo, godt at Dudi skulle forlade Aalborg for at tage til Nuuk i dag, hvor hun skal lave nogle interviews til sin bachelor-opgave og da Lena så både havde sms-et og ringet og Simon til og med var involveret i vores kafé-aftale blev min mistanke bestyrket yderligere.

Da jeg efter arbejdstid drog afsted og udenfor kafeen mødte både Laura og min mor, var jeg overbevist og vidste, at Dudi måtte være kommet..

Måske ødelagde jeg deres surprise, da jeg sneg mig bag Dudi og sagde HEJ, men jeg kan godt betro dig, at jeg var glad, glad og atter glad for, at få bekræftet min mistanke.

Nøøøj, hvor var jeg glad.

Og hvor er det bare dejligt, at have begge sine søstre omkring sig og gid det dog var hele tiden og altid.

Hun rejser dog allerede på lørdag og så går der laaaaaang tid, uendelig laaaang tid inden jeg ser hende igen.

 

Hun var ikke sen til at sige JA, da jeg spurgte hende om hun ikke havde lyst til at køre en tur på snescooter

og vi var ude og se landskabet og jeg ved ikke hvem af os, der nød det mest:

Dudi eller mig.

Jeg nød, at have hende med og hun nød vist bare det hele i store mundfulde.

Vi kørte ud og kikkede lidt på fjorden

og bagefter lidt op, op og op i højden for at se byen fra toppen

Selvom det kun er en kort mellemlanding, så er jeg bare så glad, så glad.

Jeg er ikke den eneste, der blev glad.

Især mine/vores forældre blev også glade for den uventede overraskelse og min familie blev også glade.

 

Jeg har vist sagt det før, men det skader ikke at sige det igen:

jeg elsker mine søstre og de er bare de bedste søstre man kan forestille sig.

TAK Dudi. TAK Lena.

I beriger mit liv!

Sikke en måde at starte sin forlængede weekend på

Drømme

 

 

Hundekys

Og solen skinnede og skinnede og skinnede.. og sikke et dejligt humør man kommer i, når solen skinner.

Aftenen blev brugt nede ved hundene.

Jans Darling; Aimi kom selv over til mig og ville både kæles, klappes og snakkes med og hun kvitterede med et lille kys på næsen…

Balto er og bliver dog min darling.

Han ser altid glad og smilende ud, er venlig, sympatisk og lige til at blive i godt humør af.. altid.

Tarzan har altid været den stille type.

Tilbageholdende, flink, men reserveret, men jeg lover dig, at han er en god far.

Faktisk har jeg aldrig tidligere oplevet at en han-hund tager sig af sit afkom, men Tarzan gør.

Vaks står sammen med Balto. Og som du sikkert har luret er det ikke os, men vores piger, som har navngivet hundene.. for efterhånden en del år siden.

Dengang de så Walt Disneys tegneserier med forskellige dyr.. Så Jan har både haft hunde, der hed Simba, Naala og Kovo.

Dem, som han har nu hedder: Balto, Vaks, Qaqu, Tarzan, Kunik, Tunissut, Aimi, Bamse, Tykke,  Brutus og Miki og så fik han da lige navngivet et par stykker inden der gik helt tegnefilm i hundespandet: Chivas, Kalua, Tyson og Dudu.

Da jeg mødte Jan havde han også hunde, og som mange andre voksne mænd er og var han interesseret i boksning og havde intensioner om, at alle hans hunde skulle opkaldes efter en bokser. Det blev vist så som så og dengang hed hans hunde navne som: Tyson, Chavez og Burger, Nuser, Snip, Nuka, Suser, Puala og en tæve som hed Nugi og endnu en tæve, der lystrede navnet Prinsesse Perle.

Hvad synes du er et godt hundenavn?

Hundeslædevæddeløb for par 2010

Under en strålende sol blev hundeslædevæddeløbet i dag afholdt, hvor hele 25 slæder var tilmeldt. Starten gik fra Vandsøen og det så flot ud, da alle 25 slæder satte i gang.

Jeg ville under ingen omstændigheder have haft nerver til at deltage.

Alene tanken om alle de skagler vi helt sikkert ville blive filtret ind i og alle de slagsmål som vores hunde uden undtagelse skulle have startet og deltaget i.

Jeg ville være faldet af slæden og med al sandsynlighed være blevet kørt over af mindst 20 slæder og slutteligt være blevet slæbt efter den sidste slæde til moro for de mange tilskuere der stod og hyggede sig i den tiltagende, varme forårssol.

Næ, Jan og jeg kender vores beskedne grænser og er år efter år næsten trofaste tilskuere og det har vi det såmænd også rigtigt fint med.

Et hundespand vendte kort efter start

om og begyndte at køre i den forkerte retning og hundene filtrede sammen med et andet hundespands skagler

 

Kusken, Knud M. er ellers een som har vundet år efter år i væddeløbene og det så ret så skidt ud for ham, da hans hunde ombestemte sig og vendte snuderne i den forkerte retning

og startede turen hjem istedet for ud, men da alle 24 slæder næsten var ude af syne og væk, fik kusken og en medhjælper (sønnen) slæden vendt

og den underholdende og karismatiske sprechtallmaster kunne,

efter at have VHF-kontakt med folk længere ude af sporet, meddele os tilskuere, at han, altså Knud M. nu lå blandt de første.

Vinderne blev dog min kollega Severine og hendes mand

og Knud M.

som havde sin datter med på slæden kom ind på en 2. plads.

Som nr. 3 kom Kilaasi og hans kone Pauline ind

 

og Kilaasis hunde blev beundret og ivrigt fotograferet.

De er alle hvide og er næsten ikke til at skelne fra hinanden.

Jeg kunne ikke dy mig og spurgte ham dumt om han kunne kende forskel på dem og fik et blik og et svar, der passede til mit spørgsmål: “ selvfølgelig”. Jo, jo, når man spørger i den skov som vi ikke har, får vi stadig svar!

Mens tilskuerne ventede på at væddeløbsdeltagerene skulle komme i mål, kunne der købes pølser

 

fra en “pølsebod”, som var stillet op i dagens anledning.

der kunne købes kaffe og hjemmebagte kager/boller og nogle unge fyre øvede sig med deres hundepiske.

 

Solen blev indtaget i store doser henslængt på de blotlagte fjeldsider

og der var en lystig og munter forårsstemning både blandt tilskuerne, men så sandelig også blandt væddeløbsdeltagerne

  

 

De hunde som blev hægtet af ved start kunne tage sig en blund og slikke solstråler.

  

I morgen er der arrangeret noget fælles solbadning (Palerfeeraq) ved Niuujarfik / Benbrækkeren, hvor man kan transporters ud på pistemaskinen eller købe sig en plads på en hundeslæde.

Nu lyder fælles solbadning måske som noget badeanstalt-agtigt noget og af med tøjet, men det er vel snarere en picnic i sneen med naturlig højfjeldssol-effekt, hvor der bliver grillet, drukket kaffe og hvor livet i solen bliver nydt i overmål.

Jeg håber, at arrangementet får godt vejr og måske kunne jeg finde på at tage med.

Måske?

Livet er nu en smule bedre, sjovere og lidt lettere at gå til, når solen skinner