Mustang og chokoladesmåkager

Efter at have gået forbi Brugsens tilbudscykler i en uge nu, købte jeg en cykel til den nette sum af 1097,00- dkk. Jeg kører normalt ikke på cykel, men transporterer mit ugidelig legeme rundt i min Toyota Hilux, men jeg forestiller mig at det skal være slut NU! Hvis jeg så skal være realistisk i selv samme indlæg, ved jeg jo også godt at det kun bliver engang imellem, at jeg kan mane mig op til at cykle på arbejde eller rundt i byen. Trist, men sandt. Især trist, da jeg jo for bare 1½ års tid siden var meget aktiv på mine Salomon inliners. Men et lille skridt frem en gang imellem...jaaae så kommer man også lidt fremad. Jeg vil forsøge at holde mig selv i ørerne bare en gang imellem. Motivationen er også at jeg nu har tabt mig 2½ kg og mangler kun i nærheden af 10 kg. Ikke meget (altså 2½ er ikke meget og måske slet ikke værd at skrive om her), men jeg er glad for det og håber stadig at min ryggrad kan bære den beslutning jeg tog om at tabe mig en smule. Det ville ihvertfald klæde mig og jeg er stadig rimelig standhaftig med min afholdenhed fra sukker. Det gør ikke livet nemmere, at Jan og Sara lige i dette øjeblik er igang med at bage nogle forbandede herligt og massivt chokoladeduftende chokoladesmåkager. Jan bager aldrig!! Men Sara fik ham overbevist om, at de skulle bage småkager til Laura, som vi forhåbentligt skal ind og besøge i morgen, hvis ellers havet ville dæmpe sin dybe bølgegang en smule. I slipper heller ikke idag for at se endnu en smuk solnedgang. Dem har vi nogen af heroppe i disse dage. Jeg vil også sige TAK for jeres smigrende kommentarer til mine indlæg. Jeg bliver så barnligt smigret og glad for at I gider at læse med om mit liv og min almindelige tilværelse.

Woouw, for en solnedgang

Vi kørte over i Centrum for at leje en video: " ledsaget udgang" og vi glæder os til at se den. Meeen solnedgangen var simpelthen så smuk, at jeg tog nogle billeder, som jeg synes I skal se. HUSK, at jeg også har (synes jeg selv) flotte billeder heroppe fra i mit billedalbum til venstre (efterår i Sisimiut og omegn)

Jubiiiiiiiii

Vores båds kaleche er færdig og båden er bare blevet så flot. I forventningens glæde har vi købt en skumgummimadras, som vi vil skære til og betrække med noget vandtæt stof. Yes, så bliver vores båd rigtig god. Det er bare så godt! Og så var jeg rundt i byen i dag og ose sammen med Sara. Der var udsalg i Polarmagasinet. Det blev til en flot sort (habit) jakke til mig, en sort bomuldsskjorte med meget brede manchetter, og en flot hvid tunika. Jeg sparede sammenlagt 847,- dkk. og jeg skulle kun slippe 150 for alle tre dele. Se, det var jo noget der kunne glæde og varme: nyt tøj til ingen penge.

Jo, og så er vores dag også blevet beriget med sejlende kunst. Der er en samling kunstnere, der har bemalet 6 containere, og efter at have læst om det, er det sjovt at se containerne ombord på Nuka Artica. Jan blev så inspireret af kunsten, at han udfoldede sine kunstneriske sider og tog det sjove billede af trosserne fra skibet til land!

Regndans..

er der ikke det store behov for, for regnen kommer såmænd helt af sig selv.. Vores planer var at tage ind og besøge Laura i Assaqutaq i dag, men vejret var lidt for kedeligt, så vi blev herude i Sisimiut. Jeg håber at hun bliver indendøre med sin nye Harry Potter (6-eren) og hygger sig. Hvis vejret er til det, vil vi måske tage ind til hende i morgen og sige hej, men det må vi lige se til i morgen. En lidt kedelig ting er overgået os nu til aften (snøft, snøft) farfar er flyttet ned til Jesper (snøft, snøft) Nu var vi lige blevet så forvente med hans selskab og så smutter han. Jeg har tilbudt at støvsuge under- etagen, men ak nej! Han flyttede hjemmefra. Dagen har bestået af arbejde og arbejde, og et besøg på kafé Ukiivik. Vi tog også ud til Panigiit. En skindsystue, hvor der er mulighed for at købe produkter i sælskind, masser af sten,- både grønlandske og udenlandske og en smule garn. Min afstemning her på bloggen, er afsluttet og jeg har fulgt flertallets (fnis, fnis) afgørelse og oprettet en blog, hvor stemningen vil ose af uretfærdig harme og sur galde (forhåbetlig skrevet, så alle kan holde det ud, og mene noget sammen med mig), og så håber jeg jo, at jeg kan få afløb i det forum og ikke (sjat-) brokke mig alle mulige og umulige steder. Jeg håber, naturligvis at jeg får noget respons. I kan se linket til brokkethovedet øverst til venstre i denne blog og adressen er: http://www.tudefjaes.blogspot.com Kik forbi engang imellem. Jeg håber (naturligvis) ikke at den bliver opdateret for tit af indlysende årsager.

Ærgerligt, ærgerligt, ærgerligt, ærgerligt, ærgerligt og ærgerligt

I dag var der det smukkeste vand, man kan tænke sig, så jeg skyndte mig hjem fra arbejde, hoppede i min flydedragt, tog min magnum salonriffel under armen og sejlede ud på det dejlige blanke hav. Der var ikke så meget at komme efter (læs: skyde efter) men jeg sejlede forbi en kæmpe bunke (formodentlig) hval-involde. Jeg sejlede forbi dem i sidste uge langt inde i fjorden, og kunne straks genkende dem, da jeg sejlede forbi i dag. Mågerne holdt feste-mik og sad og pirkede i det. Jeg syntes det var ulækkert, men det er jo ganske naturligt, så det er jo kun det uvante syn. De fylder rigtig meget, men det er jo svært at vise på et billede. Det ville helt umuligt kunne være i min jolle fx (hvad de så skulle i min jolle ????)

Det var så ikke lige det der var så ærgerligt.... Ved 17-tiden hentede jeg farfar, der gerne ville med mig en lille tur ud på havet. Han fik stukket riflen i hånden og skød så og ramte en sæl. Pga kommunikations-vanskeligheder opdagede jeg for sent at sælen var skudt, og ramt, og den sank ret hurtigt, inden jeg kunne nå at sejle over til den og hive den ombord. ÆRGERLIGT! Vi så ikke mange flere sæler. Nu ved sælerne derude, at det ikke er min Salonriffel, der fejler noget!! Men øv! at vi ikke fik farfars sæl med hjem! Han er altså ret sej, den gamle!! Det var en god og lidt anderledes oplevelse, at sejle med farfar (og at han skød og ramte noget) I morges var jeg til tandlæge. I går aftes overskred holdbarhedsdatoen for to af mine plumber i tænderne pludselig, og det føltes som om, vind og vejr stod lige ind i mine meget ømme nerver og gav mig nærmest dødbringende stød ind i hele kroppen, og der er altså meget krop hos mig. Nu er begge huller atter forsvarligt lukket til, og smilet er fundet frem igen. Her til aften efter aftensmaden, stod den på at ordne weekendens fangst. Der blev en del fars og masser af store stege,bøffer og småkød. Det er et stort arbejde, men det er en rar fornemmelse, at vi har lagt farsen (fx. i små portionsstørrelser på 3-500 gram, altså nok til et aftensmåltid for 4-6 pers) og at vi ikke (heller ikke i år, skal sulte)

Yes! Mageløs mandag MMmmmm

Laura tog på lejrskole idag. Hun glædede sig helt vildt, og det skyldtes da ikke mindst at der skulle 4 små hundehvalpe med derind. Heldigvis er Assaqutaq en ø, så de kan ikke løbe så langt væk, hvis det er ... altså hundehvalpene. De havde glemt håndklæder, viskestykker og karklude, og det bliver jo nok nødvendigt at kunne tørre både hænder, bestik og borde af, så jeg fik til opgave (som kollega og mor) at gå ned til pedellen og sørge for at tingene blev pakket og jeg sejlede så ind med dem i eftermiddag. Det var en dejlig tur, og Laura blev selvfølgelig glad for at se mig og jeg hende. På vej hjemad tog jeg på jagt efter sæler og jeg så nogen og skød efter et par enkelte uden dog at have heldet med mig. Desværre. Jeg havde mange gode chancer faktisk, men jeg kunne bare ikke ramme i dag (heller ikke idag) Farfar/svigerfar/far er snart færdig med trappen og det bliver rigtigt godt. Dét er altså lækkert med en ekstra hånd. Det kunne jeg blive helt forvent med.. Tak farmor for det imidlertidige udlån!

Gulvvask

Og trappevask... det er min dag gået med! Jan og Jens Erik kom hjem ved 14-tiden idag, og jagtgudinden Diana havde været med dem. De var glade, afslappede og rigtigt selvtilfredse med god grund. Pigerne fandt lige pludselig ud af i går aftes, at de ville sove hos Lena, så jeg var fuldstændig alene i går aftes. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været fuldstændig alene hjemme. Hvis jeg havde vidst det et par dage i forvejen, havde jeg måske inviteret nogle veninder til spisning/rødvinsdrikning eller andet fornøjeligt, men jeg faldt da i søvn med viden om, at jeg ikke ville blive vækket af andre end mig selv. Skønt. Dét burde være en menneskeret, at man fik en aften alene hjemme mindst een gang om måneden. Mens jeg gik og ryddede op, vaskede gulve, skurede lokum, redte senge og samlede ting og sager sammen, tænkte jeg på, at René Simonsen har oprettet en brokkekasse i sin klumme/brevkasse i ALT for damerne..og jeg tænkte: mon jeg skulle oprette en blog udelukkende med brok? En brokkeblog, hvor jeg kan skrive alt det brok ned, som jeg falder over i løbet af en dag?? Jeg fylder jo nogen gange mine indlæg med sur og negativ galde...Jeg brokkede mig tavst inde i mit hoved i dag; forbandede alt og alle og var sur over, at min dag skulle gå med gulvvask og rengøring. Og som om dét ikke var nok, begyndte det endnu engang at regne. ØV! Måske kom mit brokkehumør sig af, at jeg opdagede at jeg har strikket forkert på mit dominostrik. Nogle af midterlinierne vender den forkerte vej.ØV. Men det kan jo rettes. Imorgen tager Laura på lejrskole i Assaqutaq. Hun glæder sig helt vildt. Sara glæder sig overhovedet ikke til at Laura tager afsted. De har et rigtigt pseudotvillingeforhold. (Der er også kun 13 måneder imellem dem).

Nederst kan I se vores trappe. Regnen stoppede farfar i hans renovation/genopbygning af vores trappe, så man skal kigge sig godt for, når man går op ad den i disse dage. Desværre ser vejrudsigten for den kommende uge ikke særligt indbydende ud, men jeg håber, at dem inde på DMI kan ombestemme sig hurtigst muligt og få nogle gule, hele sole på! NÅ, hvad nytter det at ærgrer sig over det?? Håber, at I nød billederne af mænder'nes jagttur?

Kunsten at lave ingenting

Den har jeg mestret i allerhøjeste potens i dag. Jeg har surfet rundt på nettet og fandt denne blog, som var yderst underholdende, og morsomt skrevet. Men dette var dog så tankevækkende, at jeg vil dele det med jer. Jeg vil lige pudse glorien ved samme lejlighed, og fortælle at min kost indeholder langt mindre sukker, tilsætningsmidler og fedt end den gjorde for bare en måned siden.(det ses ikke på vægten, men føles godt for samvittigheden...) Det kan stadig blive meget bedre, men " en elefant bliver jo som bekendt også spist bid for bid/en gåtur til verdens ende, starter også med det første skridt..." osv osv. Jeg er iøvrigt snart færdig med at læse den lille, overskuelige og letlæselige bog: "Slip afhængigheden" af Deepak Chopra, og den er tankevækkende på mange planer idet, den omhandler alt fra kaffeafhængighed til kokainafhængighed/sukker, alkohol, mad m.v. og kan varmt anbefales alle. Laura og Sara har stået for fodringen af hundene, men jeg var naturligvis med nede og se til, at alt gik for sig som det skulle. Jeg fik nogle dejlige (syn's jeg selv) billeder af hundene og en and, samt en (fremmed) hund med hvalpe. Anden, der svømmer rundt i søen foran vores hundeplads er så tam, at den ikke engang flyttede sig, da jeg gik forbi den. Jeg kunne have rørt ved den, men nøjedes med at fotografere den.

Endelig, endelig, endelig FREDAG

Det har været en laaaaaang uge..med regn og intet sejlvejr. Det er sådan en uge, der trækker humøret ned og tænderne ud-øv. Når man er træt og trænger til ny energi, synes jeg at det fåes bedst ude på spejlblankt hav i min lille jolle omgivet af havets lyde og lugte, men nu er det endelig weekend, og imorgen tidlig vil jeg lægge mig om på den anden side, når jeg vågner og sove videre! Jeg glæder mig. Jeg er næsten alene..pigerne er her naturligvis, men farfar og Jan (Jesper og Per) tog afsted på jagt idag. De glædede sig, og var meget spændte. De sidste par dage gik med at forberede sig og glæde sig. Desværre ser vejrudsigten/kystvinden for søndag ud af h...... til. Vi beder alle til og krydser fingre for, at det bliver godt jagt-/sejlvejr!! I får lige nogle stemningsbilleder af deres afgang fra i dag, og så skal I da også lige se, at vores kaleche til båden skrider (meget langsomt, efter min mening) fremad.

Vejrudsigten

..for weekenden er bare FOR ringe!! Det kan ikke siges på andre måder!

Tak!

For alle de mange fine kommentarer på mit dominostrik. Jeg tror også det er lidt vanedannende. Jeg tænker da på og planlægger, hvornår og hvordan jeg skal strikke videre på min klud, som jeg endnu ikke har bestemt, hvad skal blive. Det er altså hyggeligt at få respons, så TAK! Jeg har gået og funderet videre på en tanke jeg har haft igennem efterhånden flere år. Tanken er igen nærværende, da min yngste søster, og ikke mindst hendes to dejlige drenge er flyttet til Ålborg. Når man nu er ny i en by, og ikke mindst i et fremmed land, er der mange ting, der pludseligt er ændret: noget så simpelt som at ringe og bestille tid hos tandlægen/lægen, hvordan fungerer kaffemik (heroppe), hilseformer (heroppe nikker man, løfter øjenbrynene, hvis man altså ikke lige stopper op og hilser "rigtigt"), hvor får man passet børnene, hvor ligger de forskellige kontorer, hvornår har de åbnet... og en hel masse småting, som før var en selvfølge, men som gøres anderledes i en/et fremmed by/land, og man har ikke rigtigt noget netværk at falde tilbage på endnu. Hvis kommunen eller een eller anden organisation (det kan være sig frivillige eller betalt) kunne oprette en base, for "hjemmehørende", som gerne vil være modtage familie, kunne den nyankomne få stukket et telefonnummer i hånden til en kontaktfamilie, så der var nogen af ringe til, hvis man var i tvivl om noget. Denne familie kunne så de første måneder måske invitere til lidt kaffe og almindelig snak om løst og fast,en gåtur i fjeldet, en sejltur ind i fjorden, prøvesmagning af grønlandsk mad eller noget helt andet, og det kunne måske være medvirkende årsag til, at folk følte sig velkomne og blev i byen lidt længere tid/ikke rejste efter 2 år. Måske kunne et reelt venskab og netværk opstå, så folk heroppe også havde nogen at besøge, når de kom på ferie til Danmark? Altså at det gik begge veje? Det kan i den grad ærgre mig, at folk der kommer herop ikke bliver integreret og rejser igen efter ganske få år. De nyankomne kommer jo også med nye input, indtryk, holdninger og meninger, der er værdifulde for os, og de har et helt nyt og uspoleret syn på os heroppe, og vi kunne måske også give de "nyankomne" en større oplevelse ved at være der for dem?? Jeg forestiller mig, at når man går op og skal indskrives på folkeregisteret , at man bliver fastboende i byen, kunne man få udleveret et nummer eller at kommunen ringede een op..eller noget i den retning?? Een ting ærgrer mig ihvertfald: Meget ofte finder de "nye" sammen og kommer ikke rigtig i kontakt med "os" (det bliver os og dem) og så er de væk igen = ingen integration. Hvad mener I om min idé. Skal jeg sende den videre til min kommune?? Eller skal jeg lade den ligge? Een ting er sikker lige nu: jeg har desværre ikke overskud til at etablere yderligere andet end lægge ideen ud her. Hmm...Måske et underligt indlæg?? Men det ville lige ud. Aftenen er for mænder'ne gået med at planlægge lidt jagt, og jeg har lagt nogle flere dominobrikker ind i mit tæppe/taske/sjal/pude/klud. I får lige en lille blomst for at have læst med så langt.