DORTHEIVALO

Gulerødder og strømpefødder

2012-02-13T23:36:00.001-03:00

I morgen hægter jeg på mig på det projekt, som jeg har meldt mig til: Strømpe-KAL..12 par strømper på et år.

Et par om måneden.

Nu er mine januar-strømper færdige.

Februar-strømperne kan måske blive færdige i morgen og blive vist frem?!

Jeg er kun en anelse bagefter..

Et par hjemmestrikkede strømper om måneden.. det må da kunne overkommes?

Garn mangles der ikke.

Tværtimod.

Der er et hav af flotte, smukke og fine strømpeopskrifter derude på det store internet, men det meste af mit strømpegarn er selvstribende, selvmønstret eller spraglet og det synes jeg ikke passer særligt godt med fx. hulmønstre eller flet/snoninger, så mine strømper bliver indtil videre kedelige og lige ud af landevejen.

Jeg har lovet mig selv, at når det spraglede strømpegarn er til ende, må jeg gerne købe strømpegarn igen og så skal det være ensfarvet til de mange flotte mønstre, som popper op alle steder.

Kort

2012-02-12T23:11:00.001-03:00

Hytte-inspektion

2012-02-12T11:15:00.001-03:00

Som jeg fortalte i går, var Jan inde i hytten i går.

Han kørte snescooter derind sammen med sin bror.

Alt stod, heldigvis, som vi forlod det.

Meget, meget snart skal jeg derind.

Skal!

På billederne er der ikke meget sne at se.

Det meste er blæst væk, men Jan fortæller, at der er mere sne nu, end da han var ude og køre hundeslæde og kunne se ud over fjorden.

Allermest glæder jeg mig til foråret, når vi engang kan sejle igen og skal ind og nyde solen, varmen og stilheden.

Uden ord

2012-02-11T23:23:00.001-03:00

Kærlighed er også at at rydde op og gøre badeværelset rent fordi manden kommer.

Kærlighed er også at pakke mandens kuffert ud.

Kærlighed er også at bage kardemommeboller til manden, når han kommer kold hjem fra snescootertur ind til hytten..

Kærlighed er også at lave varm kakao med vanilie til manden, når han kommer kold hjem fra snescootertur ind til hytten.

Der er mange måder at fortælle at man elsker sin mand.

Kærlighed er også at købe gaver til sin kone, når man er ude og rejse.

Kærlighed er også, at sidde model for sin kone, når hun lige skal have indstillet sit kamera.

Kærlighed er også, at fotografere sin kone, selvom hun ser lidt misfornøjet ud og synes, at man gør tingene forkert.

Kærlighed er også at tage ud af bordet efter aftensmaden.

Der er mange måder at fortælle sin kone, at man elsker hende.

Vest, halsrør, januar-strømper og luksus-værktøj

2012-02-11T23:15:00.001-03:00

Du må altså ikke sige det til nogen, vel? Men jeg har altså købt et helt sæt strikkepinde til mig selv.

Jegkøbte i sommer et KnitPro begynder-sæt med str. 3, 3½ og 4, men træet knækkede, wirene faldt udaf metalholderen og strikkepinde.. røg ud af metalholderen.

Der blev limet, filet, pudset og lige meget hjalp det, for der er en kant, der hvor metallet møder træet og garnet hænger i og der er alt muligt.

De holdt ikke særligt længe, faktisk under 3 måneder og jeg har ikke været voldsom ved / med dem, tværtimod, for jeg var rigtig glad for dem. Så glad at jeg anbefalede dem til min søster, som investerede i det helt store sæt

Jeg er vild med KnitPro og havde jeg ikke haft problemer med et sæt, som jeg købte i sommer, tror jeg faktisk at jeg havde ønsket mig det store sæt med alle størrelserne i.

Spidserne er perfekte og træet er glat, så garnet løber fint hen over, men hvad nytter det, når træet knækker, wirene falder ud og pindene falder ud af metallet?

Nu har jeg investeret i dette sæt.

Det var hundedyrt, men jeg betalte ikke moms og fragten blev sat ned for mig, så jeg slap lidt billigere.

Jeg er rigtig glad for de nye pinde, men må tilstå, at spidsen på KnitPro er lidt mere til mit temperament, til gengæld er pindene kortere på Addi-pindene, ihvertfald på dem som jeg har købt (lace) og det er en fordel, når jeg strikker med den korte 40 cm wire.

Jeg meldte mig til en strømpe KAL (knit Along/strikke-sammen), hvor meningen er at vi/jeg skal strikke et par strømper om måneden.

Jeg har masser af strømpegarn og synes, når jeg er igang, at det er sjovt, at strikke strømper. Jeg har en drøm om, at kunne strikke to på en gang fra tåen og op og investerede i denne bog, men jeg kan ikke knække koden.

Jeg har forsøgt og forsøgt og forsøgt, men det ender hver gang i noget mærkeligt noget.

Drømmen er ikke opgivet, men indtil jeg fatter pointen, strikker jeg på ganske almindelige strømpepinde og een ad gangen.

Jeg er allerede bagefter. Januar-strømperne er endnu ikke færdige, men jeg nægter at stresse over det.

Til gengæld har jeg strikket et halsrør “afrodite” i originalgarnet. Det mangler at blive vasket og håndledsvarmerne er der ikke slået masker op til endnu.

Til gengæld har jeg strikket (endnu) en vest.

I slutningen af december troede jeg, at jeg var færdig med snoninger, men i al min begejstring for, at have lært, at læse diagramer for snoninger, valgte jeg “Vilma” fra bogen “mere feminin strik” af Lene Holme Samsoe.

Der er sneget sig enkelte småfejl ind, men alt i alt er jeg tilfreds.

Vesten er strikket på pind 5 og 6 i garnet Filcona Peruvian Highland wool (ren ny uld) som der er brugt 171 gram af.

Jeg synes, at kanten flaner en anelse, men det var nok i min iver for ikke at samle for få masker op, at der kom for mange.

Vesten er hurtig og let at strikke og opskriften er god og enkel at følge for selv sådan een som mig.

Fotodokumentation

2012-02-10T12:24:00.001-03:00

Som jeg sikkert har fortalt dig før, kan jeg fra hoveddøren se tværs igennem vores hus og ud på vores altan?!

I det jeg åbnede døren i dag, anede jeg en sort skygge ude på altanen og da jeg gik hen til døren, kunne jeg se, at den pose, som vi samler madrester og madaffald i, var væltet og en pose dato overskredet æbleskiver var åbnet.

Der gik ikke mange minutter før skyggen kom tilbage og sammen med skyggen en pæn stor ravn, som havde luret vores pose med madaffald.

Jeg sneg mig frem foran vinduet og kan nu fotodokumentere overfor, hvem der nu måtte have interesse deri, at det var lige netop den ravn, som har taget vores æbleskiver.

De er snu, de ravne.

Frosne æbleskiver uden puddersukker og hindbær-jordbærmarmelade… øv, godt jeg ikke er ravn.

Visne isblomster

2012-02-09T22:47:00.001-03:00

Der er stadig isblomster i “mit” klasseværelse og i dag stod solen ind og lyste blomsterne op.

Planterne i klasselokalet går for lud og næsten ingen vand, hverken koldt eller varmt, men de lever endnu.

Jeg skal have gjort noget ved og for dem snart. Lidt nyt muldjord og måske lidt gødning vil få dem til at se lidt gladere ud

Udenfor nogle huse, hvor der er gråt spildevandsudløb ud over fjeldet kan man møde dette syn.

Hvis man (jeg) lader være med at tænke på, at det er gammelt opvaskevand mm, synes jeg næsten,

at det er flot med alle de flotte forskellige farver vand, som er frosset ind over hinanden.

I morgen kommer Jan.

Dagene er gået så hurtigt, at jeg næsten ikke nåede at opdage, at han var væk.

Sara har sovet ved siden af mig i Jans seng.

Det har været hyggeligt, at putte sammen med hende, men det bliver nu også rart, at få Jan ind ved siden af sig.

Det er nu bedst, når han er indenfor rækkevidde, så skynd dig nu bare at stige ombord på flyveren og kom hjem!

Min tugtupit

2012-02-09T22:39:00.001-03:00

Har jeg vist dig den sten, som jeg sleb til stenmessen i november?

Hmm..

Det er en tugtupit.

“Tugtupit er en af de sjældne mineraler. Den findes kun i Narsaq i Grønland, på Kolahvalvøen i Sibirien og Mont Sanint i Hilaire i Quibec i Ganada. Der er ubekræftede rygter om, at det også for nylig er fundet i Himalaya. Tugtupit blev først fundet og navngivet og beskrevet i 1962. Tugtupit er opkaldt erfter fundstedet i Tuttup attakorfia ( Rensdyret mødding) i de sydlige Grønland. Inuitterne havde selvfølgelig kundt den længe, og blandt dem hedder den tuttu ( rensdyrblod).

Fra midten af 60’erne begyndte man at interessere sig for tugtupit som smykkesten. Især den mørke variant er meget efterspurgt. Tugtupit er en af de fluoreserende mineraler. De vil sige at når man lyser på dem med ultraviolet lys, tilbageholder de synligt lys. Mineralerne absorbere lyset og kaster det tilbage med en længere bølgelængde.

Et af de kendteste fluoreserende mineraler er calcit. Calcit krystater er gennemsigtige, næsten som glas, men når de udsættes for UV- lys, tilbagekaster de en blå- lilla farve.”

Teksten er fra denne lækre hjemmeside.

Tugtupit hører til de mere dyre sten og min er pænt stor.. og ret flot, hvis jeg selv må sige det?!

Fatningen har jeg fået lavet hos Palle, som har fattet stenen ind, som jeg ønskede det.

Han har været med et til et par stenmesser, hvor han har vist sine unikke smykker frem.

Skulle Jan og jeg nogensinde få råd til eller behov for, at udskifte vores vielsesringe, kunne jeg rigtig godt tænke mig, at Palle og ingen andre lavede vores ringe.

Hans arbejder er intet mindre end kunst.

Han har en hjemmeside, men som du ved, er det altid bedre, at se ting ved selvsyn og har du mulighed for det, burde du unde dig selv den oplevelse, at se hans ting

Palle er en virkelig, virkelig dygtig smykkekunstner og jeg er glad for at jeg fik fattet min sten ind hos lige netop ham.

Aaaarghrrrr billedet yder slet ikke min sten retfærdighed, men kan du ane den dybrøde farve?

En vorte fattigere og uldmagneten

2012-02-09T22:23:00.001-03:00

Sara har været hundefoder-mester, mens Jan har været i Nuuk.

I dag skulle hundene også fodres.

Jeg tilbød at gøre det, for i dag kl 11.30 fik Sara fjernet en megakæmpestor og meget dybtliggende vorte som sad på ydersiden af hendes ene fod.

Jeg tilbød ellers at fotografere før og efter, men Sara afslog meget bestemt. Til gengæld holdt jeg hånd mens foden blev lokalbedøvet og vorten blev skåret ud.

Sara så intet, men det gjorde jeg til gengæld. Jeg er nemlig nysgerrig og er altid interesseret i at se. Og det skal jeg love for, at jeg fik gjort.

Nu krydser vi så lige fingre (og tæer) for, at den er væk for altid.

(Vorten medbragte hun fra Nuuk, som en uønsket souvenir.. sikkert fra svømmehallen)

Hvalpen er altid glad, når vi kommer.

Den kommer løbende og skal krammes, holdes, kløes både på maven og ryggen, hvad det så bliver i stor, stor stil.

Den er altså bare lækker.

Tragedie og naturens kunst

2012-02-09T22:14:00.001-03:00

I formiddags lige inden solen kom frem bag fjeldet, så det ud som om at fjeldet brændte.

Det føg deroppe på kammen og solen stod lige bagved. Det gav det smukke lys i fygningen.

Jeg var lidt træt af, at det var compactkameraet med alle dens begrænsninger og ikke mit mosterstore kamera, som jeg havde puttet i tasken i morges.

Men.. kan du fornemme “branden”.

Det var utroligt flot.

Et at naturens små kunst-værker.

Som du kan se, er flaget på halvt.

Alle offentlige institutioner og mange flere valgte i dag, at flage på halvt og holde 2 minutters stilhed kl præcis 12.00 for den tragedie, som har fundet sted i Nordgrønland i en lille bygd Nutaarmiut, hvor der kun bor 46 mennesker.

En ganske ung mand, som knap er trådt ind i voksen-livet har slået 3 mennesker ihjel, deriblandt en 8-årig pige, en 75 årig ældre kvinde og en 31-årig kvinde.

Yderligere to mennesker på henholdsvis 81 og 32 år er blevet fløjet først til Nuuk og nu videre til Rigshospitalet i Danmark for deres svære kvæstelser, som den unge mand har tilført dem.

Derudover er den unge mand også tiltalt for yderligere mordforsøg på en 24-årig kvinde og et 2-årigt barn.

Du kan læse om det her.

Det er en tragedie.

Hvad der har forårsaget den unge mands ugerninger, er ikke kommet offentligheden for øre.

Jeg føler virkelig med alle de berørte både de dræbtes og den dræbendes.

Det er ganske enkelt en frygtelig tragedie.

Balance-kunst

2012-02-08T09:18:00.000-03:00

Bare lige så du ved det:
Jeg har fundet Jans kamera, så nu er det hjemme i god behold igen.
Jeg kender nogen, som kender nogen, som ikke er helt rene i kanterne, ikke er Guds allerbedsteste søndagskole-børn og som har skam nok i livet til at gå i andres ting, stjæle, lyve og det, som er værre.

Jeg spurgte dem som jeg kendte om de ikke kunne finde ud af om dem, de kendte måske vidste om dem, som de kendte mon var kommet i besiddelse af og så den lange vej rundt, du ved og mandag aften, stod en af dem, som jeg kendtes bekendte med kameraet i hånden.
Remmen er taget af og kortet formateret, men det er billigt sluppet og så var jeg jo glad for at kunne give en dusør, for det er et dyrt kamera, som ikke engang er et år gammelt.
Nu er det hjemme i god behold. Jubiiiii!

Jan er i Nuuk, hvor han er nede for at være censor i faget matematik..eller var det mon.. ? Jo, det var.
Han er ihvertfald i Nuuk og selvfølgelig har jeg ringet til ham for at fortælle ham, at hans kamera er kommet hjem.

Mens han er væk ligger jeg i armtag med tilværelsen.
Jeg har aldrig nogensinde bildt mig selv ind, at jeg fik noget som helst foræret.

Intet.

Da jeg fik mit første barn, vidste jeg, at det indebar ansvar og pligter at få børn.
Siden den snevejrs-morgen i Nuuk i midten af april i 1987 har jeg fået yderligere to børn at kaste min kærlighed over.

Kærlighed, ansvar og pligt.

Både kærligheden, ansvaret og pligterne tager jeg meget, meget seriøst og vil gøre alt, hvad der står i min magt for at opfylde på bedst mulig vis.

Måden jeg håndterer forældre-rollen på, er der gennem alle tre børns opvækst stillet spørgsmåls-tegn ved.

Både af mig selv, men så sandeligt også af børnene.
Der skal stilles spørgsmål i ny og næ.
Tiderne ændrer sig, vi ændrer os og rolle-indehaverne ændrer sig.

Som, når jeg ikke har slækket tilstrækkeligt på rammerne og de er begyndt at klemme om frihedstrangen eller min deltagelse i forskellige gøremål ikke længere er en glæde for andre end mig selv.

Det er en evig balance-gang.

Jeg kommer til at tænke på line-danseren, som balancerer under det høje loft i livets store cirkus.
Jeg kommer til at tænke på ekstrem-sportsudøveren, der har spændt en line fast mellem to bjergtoppe.

Linedanseren balancerende med sin paraply.
Sportsudøveren balancerende med sit liv.

Jeg er mor og jeg balancerer med mine børn.

Det dyrebareste i verden.
Jeg balancerer det bedste jeg kan og passer i den grad på ikke at falde ned.

Indimellem, nogengange føler jeg at jeg er ved, at få overbalance, slingrer og er ved at falde ned.

Som enhver anden mor, vil jeg jo over på den anden side i god behold, så jeg træder varsomt, balancerer afsted med barnet i armene og håber, at lige om lidt... lige om lidt.. vil mine unger vende sig om og sige, at jeg gav dem en god, kærlig og tryg tur over barndommen, -at jeg lærte dem, at balancere, at jeg viste dem, hvordan man kommer over, igennem og helskindet.

Når jeg ligger i hårde omfavnelser med tilværelsen, ved jeg, at der er enorme kræfter derude omkring mig.

Mødre og fædre, som går på andre liner end den som jeg har valgt og selvfølgelig bliver jeg spurgt om, hvorfor jeg ikke bare, med mine børn i favnen vælger de andre muligheder.
Nogen forældre vælger at lade deres børn går over den stramt udspændte line alene.
Uden paraply, uden sikkerheds-line, uden noget.

Nogen forældre vælger at lukke øjnene, når de lader deres børn tage turen alene over, for de tør ikke kigge med. Nogen forældre er ikke engang kommet over linen selv og nogen forældre ved slet ikke, at der findes en line, som skal gåes sammen med børnene.

Nogen forældre gør noget andet end mig.

Jeg kan ikke gå turen for andre end mig selv og mine børn.

Jeg kan vise min line og argumentere for, hvorfor jeg har valgt lige netop den type line og lige akkurat den tur.

Jeg kan fortælle om min line, min tur og mine anstrengelser, men meget andet kan jeg ikke gøre.

Men lige nu.. i disse dage bliver jeg nødt til at holde tungen lige i munden og fokus stift rettet ind mod den anden side, for ikke at falde ned, ikke at miste balancen..et skridt ad gangen, for der er liner, som umiddelbart ser lettere ud, er mere fristende og nogen liner, som er mere farverige end den, som jeg har valgt, at balancere på.

Jeg retter forsigtigt op på paraplyen, peger på den modsatte bred, tager mit barn i hånden og fortæller, at der er ikke så langt endnu og kommer vi over, har vi sammen gjort en fantastisk tur.

Der satses på en god dag.
Der er håb om sol og blå himmel, men skulle der blive overskyet og koldt, måske komme lidt nedbør, klæder jeg mig varmt på og ved med mig selv, at lige om lidt skinner solens varme stråler på mig igen.

Pas godt på dig selv derude.

Pynt til fingeren og hvalpen, som vokser med lynets hast

2012-02-05T18:11:00.001-03:00

Jeg så nogle fingerringe i Danmark i sommer.

Sådanne nogle ville jeg også gerne have haft, men jeg fik dem ikke lige købt.

Så har jeg da bare lavet nogle selv. Jeg kan se på billederne, som er taget med mit macro-objektiv, at kanten på gummiet godt kunne have været noget kønnere.

Heldigvis er det jo bare om, at klippe/skære nogle nye ud, som falder bedre i smag.

Jeg har lavet een med en grøn glas-perle

Og een med en blå glas-perle

og een med en ægte ametyst-perle med glas-perler fra museet på siderne. Glasperlerne er kopier af dem, som hvalfangerne i sin tid medbragte til Grønland.

Og jeg har lavet een med en ægte ferskvands-perle

og den sidst er af ægte rosakvart i midten

Jeg mangler vist ikke pynt til fingrene

I dag var Jan og jeg ude og køre en lillebitte hundeslædetur.

Jeg medbragte skam mit kamera, men tog ikke et eneste billede.

Jeg sad på slæden og nød den friste luft og samværet med Jan.

Da vi kom hjem tog jeg nogle enkelte billeder af hvalpen, der vokser så hurtigt, at jeg næsten kan se det ske, mens jeg kigger på

Min forældre har 46 års bryllupsdag i dag og vi er inviteret ud og spise fint på hotellet.

Når jeg kommer tilbage og hvis det ikke bliver for sent, vil jeg svare på jeres kommentarer fra sidste uge. De er skam alle læst og nydt.

Øreringe i moskushorn

2012-02-05T18:01:00.001-03:00

Min far lavet tre par øreringe i moskus-horn.

De måler 9 mm i diameter og der er kun de tre par.. indtil videre.

Det er meget, meget svært, at skaffe rå-materialerne, så når der er noget, lægger jeg det på et indlæg. Det er næsten umuligt for mig, at huske de bestillinger, der indimellem kommer på min mail-adresse

Et par koster 125 kr og du kan erhverve dig dem, ved at skrive en kommentar til mig eller på: dortheivalo snabel a greennet punktum gl

Update: Der er fire, som har bestilt og der er kun tre par.. Jeg giver besked, når der er flere. Hav tålmodighed med min (gamle) far

Efterlysning

2012-02-05T17:41:00.001-03:00

Sådan noget pis og lort!!!!

Jan havde glemt sit kamera i bilens handskerum i nat og det er blevet stjålet.

Normalt får han det altid med sig, da det kan ligge i hans lomme.

Og nej, vi låser ikke bilens døre, da vi er bange for, at evt. tyve, så smadrer vinduerne, kun for at finde ingenting, for det er, hvad der normalt er i vores bil af værdier..ingenting.

Det er et Canon G12 og det er meget, meget flittigt brugt af både Jan og især mig. Så sent som i fredags brugte jeg det.

Jeg har skrevet det på min facebook-profil og bedt mine venner om at dele min status, jeg har ringet til taxa-centralen og bedt taxa-chafførerne om at være opmærksomme på det, jeg har skrevet det på det “opslagstavlen Sisimiut” på facebook og sendt en efterlysning til lokal-avisen.

Hvad kan jeg mere stille op?

Tyvene får svært ved at lade kameraet op, når det løber tør for strøm, for opladeren ligger her.

Krydser du fingre for, at vi får det tilbage?

Farvelade

2012-02-03T12:33:00.001-03:00

Det var bare helt vildt flot i morges lige inden solen brød frem.

Himlen var badet i de smukkeste, flotteste og mest utrolige farver.

Jeg måtte lige slippe, hvad jeg havde i hænderne, finde Jans lille kompakt-kamera frem som tilfældigvis ligger i min taske (host host) og billedet, hvad du end måtte tro, er meget, meget virkeligheds-tro.

Nu er her overskyet, en anelse gråt og hvis man ikke lige vidste det, så ville man ikke kunne vide, at der så så fantastisk ud i for under 6 timer siden

Hæsblæsende torsdag

2012-02-03T12:10:00.001-03:00

Det har været en hæsblæsende dag.

Den var faktisk lidt stressende allerede inden den startede, for den skulle forberedes og gøres klar, før den kunne tages i brug.

Meningen var, at Sara skulle have fjernet en vorte-lignende-noget fra sin fod.

En slags ligtorn, en hård knude eller noget.. væk skulle den ihvertfald og vi fik en tid til i formiddags kl 09.

Jeg skulle arrangere og flytte rundt, så mine elever mistede mindst muligt og det var lidt af et puslespil, men det gik op i en højere enhed til sidst.. altså lige bortset fra, at da vi dukkede op på sygehuset, anede de ikke, hvorfor vi stod derovre.

“Nej” Saras navn stod ikke på listen over folk, der skulle skæres i i dag, men til gengæld stod hun til den 01 marts.

“Hvaaaaad?” Sara og jeg kunne begge to ordret genfortælle, hvad vi havde fået besked på og jeg kunne fortælle, hvilket gedemarked, det havde været, at få arrangeret, at jeg kunne gå med hende.

Lidt frem og tilbage og med kontrollering og ekstra tjek, fik vi en ny tid til Sara til på næste torsdag kl 11.30 og så var det ellers babuu tilbage til skolen og tage den undervisning, som jeg havde fået en anden til at tage og bla bla bla.

For at være en god arbejds-tager og for ikke at lave kludder i noget for nogen, havde jeg fået en tid til tandlægen kl 14 i dag, hvor en fyldning i min bagerste kindtand helt havde opgivet at fylde noget som helst ud.

En rigtig hul tand og næsten i et helt år.

Nøøøj, hvor jeg svedte i tandlæge-stolen, men nu er tanden hel igen og kryds da lige fingre for, at den forbliver at være hel.

Lidt senere skulle Sara til optiker og det kom sig af, at jeg var ude og køre bil med hende i lørdags.

Vi sad nede på havnen og kiggede på en ørn. Øh, det vil sige, at det viste sig, at det kun var mig, som så den.

Sara så ikke så meget og jeg anede uråd.

Hun fik tjekket sine øjne og da hun under absolut ingen omstændigheder vil have briller, har hun fået kontaktlinser.

Som hun glædede sig over, at kunne se tydeligt og klart.

Indimellem tandlæge og optiker kørte vi ud og så på solen, som hang over horisonten og spredte glæde og forventninger om endnu mere lys og varme.

Hvis du vil se billedet i større format kan du klikke på det og køre med billedet fra side til side.

Og så fik jeg lige lov at fotografere min dygtige, dejlige pige, som har fået så utroligt flotte termins-karakterer, at jeg er ved, at revne af uforfalsket moder-stolthed. (og eksamens-projekt-opgaven, som hun afleverede og fremlagde igår fik hun også A for.. )

prøve

2012-02-02T23:51:00.000-03:00

Jeg har skrevet et indlæg, men af een eller anden grund bliver "den" ved med at melde fejl 400.. mystisk (når jeg forsøger at udgive fra mit sædvanlige google live writer)

Velkommen frk. Februar

2012-02-01T22:27:00.001-03:00

Det er mig en stor glæde og ære, at kunne byde frk. Februar velkommen til Sisimiut.

Jeg kan på rigtig mange menneskers vegne fortælle, at du, kære frk. Februar, har været ventet med længsel og utålmodighed.

Som du ved, er din forgænger Hr. Januar, utrolig grundig med stort set alt, hvad han foretager sig;

mørket, som er ekstra mørkt, når alle Hr. Decembers små kulørte lamper, lysende vinduesstjerner og juledekorationer slukkes.

Der er ekstra mange dage hos Hr. Januar.. ikke bare de mere almindelige 30 stk. men hele 31, hvor af alle de ulige (eller var det, de lige?) føles ekstra og dobbelt så længe.

Ekkoet fra bankkontoen runger ekstra højt i Hr. Januar nærvær og man kan rigtig få studeret foret i sin tomme pengepung, hvis man ikke har andet at give sig til i Januar.

Der er ingen sedler eller mønter som skæmmer udsigten til pengepungens inderside, med mindre man har gemt alle sine bon-er og kvitteringer fra Hr. Decembers vilde juleindkøb.

Hos Hr. Januar er man (ihvertfald jeg) ekstra træt og det er ikke bare almindelig træt, men træt som ovenpå den hektiske, festlige måned som Januar jo afløste.

Du er mere end velkommen, frk. Februar.

Faktisk var du savnet

Du medbragte flere timers ekstra dagslys og din ankomst satte stort set alle butikker i tilbuds-og udsalgs-humør og kontoen blev atter fyldt lidt op.

Jeg glæder mig til at stifte nærmere bekendtskab med dig og jeg fornemmer stærkt, at vi to, frk. Februar, vil blive rigtigt gode venner..

Frk. Februars ankomst blev naturligvis fejret med en varm kop kaffe

og et stykke syndigt kage

på Taseralik sammen med Lena, som Lena gav.

Tak for frk. Februar, tak for kaffe og kage og tak for altid hyggeligt samvær.

Farvel til Hr. Januar. Vi ses igen til næste år.

P.S. Der var udsalg og tilbud i Qiviut både i dag og i går.. jeg var yderst behersket og beskeden, men lidt kom med hjem.

Lige om lidt, når halsedissen er færdig,

vil jeg i gang.. men der er så mange ting at vælge imellem, at det er lidt svært at vælge og beslutte sig.

Stand in/vikaren/modellen

2012-01-31T21:25:00.001-03:00

Når jeg har strikket noget, er det sjovt, at kunne vise det frem.

Jeg synes ikke, at det er sjovt, at skulle vise strikket frem, hvis det bare hænger på en bøjle.

Det er lidt sjovere, når det vises med indhold i.

Det er ikke altid lige sjovt, at skulle være model, når fotografen og modellen kommer op og disskutere om både, hvordan og hvordan. (selve det at blive fotograferet og at fotografere)

Jeg er ikke særligt god til at stå foran kameraet og som det lille menneske, jeg er, går det oftets ud over Jan, som gør sit bedste bag kameraet, når problemet oftest er foran kameraet… at jeg synes, at jeg ser anderledes ud på billederne end jeg ser ud i virkeligheden.

I virkeligheden er jeg højere, slankere, kønnere, uden rynker, har finere hud, ingen fregner, ingen grå hår, lange ben, smal talje og velformede både bryster og baller… faktisk er jeg lidt af en lækker steg.. i virkeligheden.. men når den virkelige virkelighed indhenter mig, hver gang jeg vil have foreviget et stykke strik, så må jeg jo finde på en måde, at undgå at blive konfronteret med virkeligheden på..neeeej, i virkeligheden er jeg tilfreds nok, for jeg er sund og rask, har ingen hverken synlige eller usynlige handicap, som gør livet besværligere for mig, man kan se, at jeg er glad for mad, søde sager og knap så glad for at løbetræne eller løfte vægte.

Jeg er såmænd tilfreds nok i det store hele, men sandheden er, at jeg blander mig, når Jan står bag kameraet, vi bliver uenige og så ser jeg eddike-sur ud på billeder.

Jeg har ønsket mig en gine/mannequin til min fødselsdag.

Jeg købte een for mange år siden, men overvurderede mig selv lidt for meget, så mannequinen, der landede i min postkasse, var noget mere omfavnsrig end hvad jeg i virkeligheden er.

Heldigvis var der een, som ville købe den af mig, så der var ingen skade sket, men jeg stod så igen uden mannequinen.

Jeg ville have een, som ville stå model til lidt af hvert og een som havde mine mål, så jeg kunne eksperimentere lidt mere end jeg gør nu.

Der var lidt problemer med fotograferingen lige før år 2011 slap op og behovet for en mannequin opstod igen, som en uundværlig ting.

Så “lånte” jeg Jans dankort for godt og vel 4 uger siden, bestilte og betalte over nettet med Jans dankort en mannequin, hvorefter jeg meddelte Jan, at han havde bestilt og betalt en fødselsdagsgave til mig.

Tusind tak for fødselsdagsgaven, som jeg har pakket ud, selvom jeg først har fødselsdag om 17 dage.

Jan er sparet at finde på noget og jeg har fået, hvad jeg ønsker mig.

Let, men ikke særligt elegant.

Mannequinen er blevet indstillet, så hun er akkurat så bred, høj og fyldig som mig. Ahøøm..

Hun kan stilles hele ti steder og så står hun tavst model uden at argumentere med fotografen.

Hvis jeg nu giver hende lidt mere tøj på og stiller hende i klasselokalet, kunne hun så ikke være min vikar nogen dage mon?

Bare lidt?

Bare de dage, hvor jeg hellere vil være ude og sejle, være i hytten, gå ture eller sove?

Koldt bolværk

2012-01-30T22:23:00.001-03:00

Jeg synes, at bolværket ser sjovt ud ved lavvande om vinteren..

Til Sara

2012-01-30T22:20:00.001-03:00

Da jeg var omkring 3-4 år kom Sara ind i mit liv.

Hun skulle passe mig, når mine forældre skulle noget.

Hun var ikke så gammel, men gammel nok til at se efter mig.

Da Lena kom til, var Sara der stadig og minsandten om hun ikke holdt ved og ud, da Dudi også ankom til denne verden.

Faktisk er det Saras skyld, at Dudi, som er døbt det fornemme navn Christina, i dag kaldes Dudi.

Hun startede med at kalde hende Duddermand, Duddermand, Duddermand i en let syngende og kærlig melodi og det varede ikke længe før hun slet og ret bare blev kaldt Dudi.. altså Christina.

Ikke så få gange har jeg studset og undret mig, hvis en vis Christina tog telefonen på politistationen, når jeg ringede til min søster Dudi.. indtil det gik op for mig, at det var Dudi, som mere passende hed Christina, når hun var betjent.

Jeg tror også at Dudi præsenterer sig som Christina i Danmark.. måske det også er lidt øøøh et eller andet at præsentere sig som jurastud. Dudi?!

Jeg kan også på mine søstres vegne sige, at Sara har betydet utroligt meget for os, da vi var børn. Hun var en omsorgsfuld storesøster, som passede på os og så efter os, når vores forældre havde travlt, kom sent hjem fra arbejde eller var inviteret ud.

Som du sikkert kan huske, strikkede Lena en halsedisse i moskus-uld, som (heldigvis tøhø) var for lille til hende.

Den passede mig på en prik og så var der jo ikke andet for end, at jeg købte halsedissen af hende og dét endda kun til garnets pris.

Heldige mig.

Lena strikkede en ny til sig selv i en flot rød farve og i starten af måneden mødte vi vores gamle barnepige Sara, som ikke kunne stå for Lenas halsedisse.

Vi gik hårdt til hende for at få hende til at sige, hvad farve hun ville have sin i, men ikke nok med, at hun er sød og elskelig, så er hun også så beskeden, at hun ikke kunne få sig selv til bare at sige tak.

Hårdt presset og med armen på ryggen tilstod hun, at hun godt kunne lide turkis og nu har Lena strikket en fin halsedisse til hende.

Jeg har vasket den og isyet de fine knapper, som vores far har lavet i rensdyr-tak specielt til halsedissen (og hvor er det altså ærgerligt, at man ikke på billederne kan se, hvor fine blanke de er) og jeg har strikket et par håndledsvarmere af garnresterne fra halsedissen.

Måske bliver Sara glad for den lille påskønnelse?

Jeg er ihvertfald glad for, at Sara var en del af min barndom og min ungdom og det ved jeg, at også Lena og Dudi er..øh, Christina.

Neeej, altså Dudi! I min lille verden hedder min lillesøsters lillesøster Dudi. Min yngste lillesøster.

Jeg indstillede kameraet (og det er med vilje, at de er en smule overbelyste.. bare sådan for sjov, selvom det måske ikke er så sjovt endda),

satte det på stativ og lod Jan knipse.

Så kan vi da næsten heller ikke være mere fælles om vores lille gave til Sara.

Håndledsvarmerne er altså lige lange, men på billedet ser det ikke sådan ud.

Jeg blev helt panisk, da jeg så billedet og skulle lige tjekke igen, men de er altså lige lange..

Mandags-jubel

2012-01-30T18:58:00.001-03:00

Jeg vil nominere denne mandag til at være januars kedeligste. Så blev den da noget!

Intet nyt, intet spændende og det mest ophidsende dagen bragte var synet af et par måger på havnen

Ulkebugten og dagslyset

2012-01-29T18:46:00.001-03:00

Det er så mærkbart, at dagslyset vinder minut for minut hver dag.. og jeg glæder mig over det.

Lige inden lyset forsvinder, er der den flotteste dybe, blå himmel, garneret med en anelse lyserød.

Jeg har svært ved at fange farverne.. andre kunne måske nok, men måske du kan ane det på billedet, som du kan klikke større og køre frem og tilbage på, hvis du har lyst.

Til Silas

2012-01-29T18:12:00.001-03:00

Silas syntes, at det var sjovt, med mågen, så aja Lena og aataa måtte lige sidde modeller, så Silas kan få sig et smil:

Den enes død..

2012-01-29T14:00:00.001-03:00

Solen skinner derude og vi har da også været ude og snuse lidt til det, men Jan vil se håndbold og jeg ville igrunden have vasket hår og begge dele gøres bedst indendøre.

Lige om lidt når kampen er færdig og håret er tørt, skal vi ud og se lidt naturligt dagslys.

Havet omkring havnen er ved at lukke til igen.

Det er blevet lidt koldere igen.

Temperaturen står på 16 minusgrader.

Ravnene og mågerne er trængte.

Billederne er taget ud gennem bilruden. Jeg skal bare tænke på at stige ud af bilen og så er ravnene pist væk.

Giv dig til kende

2012-01-29T11:25:00.001-03:00

DR er blevet bedre til at sortere til og fra, men jeg sidder stadig med en følelse af, at vores store, dyre anti-mobnings-kampagner er smidt direkte ud af vinduet, når jeg fredag efter fredag ser, hvordan mobningens kunst bliver praktiseret, forfinet og bliver serveret på et strålende sølvfad for os.

Jeg skrev i 2010 dette og sammen med Regner Graasteen er vi nu to, som mener det samme.

Hvad mener du?

.. sengetid

2012-01-28T00:16:00.001-03:00

Hov.. skrev jeg ikke lige, at holdbarheden for denne dag for længst var overskredet og at jeg burde gå i seng akkurat nu?

NU! BLEV!DER!SAGT!

Yndlings-aften

2012-01-27T22:12:00.001-03:00

Som jeg har glædet mig til dagen i dag..fredag.

Eller måske er det rettere sagt, det at kunne sove længe i morgen tidlig, som jeg glæder mig mest til.

Jeg får såmænd sovet det, jeg plejer at sove normalt, men det er ikke lige nok for øjeblikket.

Måske skyldes min mangel på søvn, at jeg drømmer så ufatteligt meget, at jeg er helt udmattet af oplevelserne, når jeg vågner.

Jeg drømmer normalt rigtigt meget, men for tiden,-det sidste halve år, er drømme-aktiviteten gået fuldstændigt amok, turbo og kører derudaf med alt for høj hastighed.

De kloge siger jo, at vi bearbejder dagens oplevelser gennem drømmene om natten, men så meget oplever jeg altså heller ikke, for ikke at sige overhovedet ikke.

Ting, steder og personer gennem hele mit liv bliver blandet sammen i en stor salat af drømme om natten.

Pludselig kan jeg køre hundeslæde i Rom, møder gamle folkeskole-klassekammerater i North Carolina eller sejle rundt i farvande, som jeg ikke engang kan genkende.

Hvad sker der altså lige???

Så var det godt, at kunne lade sig underholde i dag nede på havnen, hvor vandet er frosset til og måske det ikke lige er rette forum, at sige det i, men problemerne med mågerne kunne forebygges på rigtigt mange måder,ihvertfald i vores havn alene ved, at lade være med at fodre dem så overdådigt som de bliver.

Jeg ville tro, at nogen af mågerne måske endda ville afgå en naturlig død, hvis man samlede indvolde og andre efterladenskaber sammen og fx gav dem til en hunde-ejer (jeg kender ihvertfald een hunde-ejer)

Der var masser af fredags-guf til mågerne i dag.

Mere end rigeligt faktisk, så deres småkampe om de stadig dampende varme sæl-indvolde af de sæler, der blev flænset dernede, kunne kun være for at markere hieraki og dominans, hvis der ellers findes noget sådant mellem måger.

Ravnene var der også sørget rigeligt for længere ude i havnen, men dem rettede mit kamera slet ikke ud efter, så du får lige en bunke billed-spam af måger fra Sisimiut:

Jeg håber ikke, at du er alt for sart?

Denne måge havde vist undervurderet omfanget af den mundfuld, som den var ved at indtage.

Hvad du ikke kan se på billedet er, at tarmen fortsætter omtrent 1½-2 meter ud af billedet.

Der er ikke andet at gøre end at spytte mundfulden ud igen.. addddrrrr..

Der blev ivrigt markeret ejer-skab over lækkerierne og de mindre heldige måtte fortrække

Der var dog mange, som tog kampen op og forsøgte at få frokosten vredet ud af næbbet på andre

Og andre igen fik fat i hver deres ende og håbede vel, at de kunne spise hurtigere end den anden i den anden ende.

Nogen af mågerne behøvede bare at skælde højlydt ud for at skræmme de mindre modige væk.

Hvad denne ulyksagelige måge er død af fremgik ikke umiddelbart, men jeg ville ikke undre mig, hvis den havde været udsat for vold med døden til følge af de andre.

De var/er hårde mod hinanden i kulden.

“hvem mig?? Jeg har ikke gjort noget!” synes denne måge, at sige.

Nogen kunne enes lige inden jeg gik.

Det handler måske bare om kemi?

Sådan har vi andre det jo også..nogen gider vi godt spise sammen med og andre ikke.

Under broen lå nogle konge-edderfugle.

De er bare så sky og er ikke til at komme i nærheden af.

Zoom-linsen blev trukket ud i fuld længde og alligevel kunne jeg akkurat ikke nå.

Du slipper dog ikke for at se dem:

Det er blevet koldt.

Det fryser omkring –15 og inden mine fingre frøs helt af, kunne jeg se til, at Irena Arctica smed trosserne og sejlede ud i den store verden igen.

Hvis de havde spurgt mig, mens jeg stod og så på, om jeg ville med, havde jeg ikke betænkt mig længe og var sprunget ombord uden tanke for i morgen, uden tanke for arbejde, uden tanke for forpligtelser eller noget som helst.

Jeg savner lidt kulør på hverdagen, lidt spontanitet, lidt anderledes-hed, lidt uro i rutinerne og lidt forandring.

Jeg savner inspiration og in-put, men jeg ved, at foråret venter lige om hjørnet og med foråret kommer der masser af gode lange dage udenfor med solskin og dejlige oplevelser.. men lige i dag, kunne jeg godt være blevet fristet til at lade mig transportere rundt i verden med skib.

Når man keder sig, er det godt, at have en søster, som gider, at lege.

Hun tilbød både kaffe, te eller kakao.

Hvad jeg valgte???

Og vi fik os lidt grin og højlydt latter over kakaoen, af hvad, vil jeg ikke sige

Det ér altså sjovere at grine med en anden, -at more sig sammen end alene.

Lena har sådan en lillebittebitte glasklokke-fidus i plastik.

Inde i den gror der en lillebittebitte sukkulent.

Måske var tanken, at den skulle kunne bruges som mobil-smykke for den ivrige, entusiastiske med grønne fingre?

Uanset hvad! Den er da sød.

Det er fredag aften.

I morgen er det lørdag.

X-faktor er blevet set i selskab med Sara og Jan.

Klokken er 22, men jeg behøver ikke tænke på dagen i morgen, for det er fredag aften og i morgen kan jeg sove lige så længe, som jeg har lyst til, uanset hvor mange drømme der er blevet downloadet til mig til natten.

Sov godt

Afleveret

2012-01-26T20:43:00.001-03:00

Alle mine kollegaer i special-klasseafdelingen har vist haft travlt det sidste stykke tid. Mere end normalt travlt, for vi har skrevet undervisningsrapporter for hver enkelt af vores elever, ligesom vi også har skulle skrive individuelle-både bagudrettet og fremadrettet undervisningsplaner.

Jeg kunne sætte mit sidste punktum i dag, printe ud og aflevere.

De skal være afleveret senest i morgen, så det var en dejlig følelse at kunne lægge bunken af papirer i afleveringsbakken.

Min mor ringede i dag næsten på samme tid som da klokken på skolen ringede ud, for at spørge om jeg ville med på Taseralik,

hvor hun ville give kaffe?

Det var vist lige, hvad jeg trængte til.

Jeg valgte kaffen sort

og uden noget.. for madpakken lå stadig og fyldte nede i maven.

Lena valgte en lækkert-udseende kage til sin kaffe.

Sara sluttede sig til selskabet, da det efter lidt tid, kun bestod af Lena og mig og Sara valgte en sandwich istedet for kaffen

Dagen er gået og aftenen er forlængst startet.

Jeg kan sætte mig over i sofaen og strikke et par håndledsvarmere til min gamle barnepige med god samvittighed og uden at skulle tænke på papirarbejde, så dét vil jeg gøre lige nu!

Ingenting

2012-01-24T23:46:00.001-03:00

Det har ikke været en dag at skrive hjem om i dag, så jeg lader pænt være. Næsten.

Jeg har været hjemme fra arbejde med monster-hovedpine og resterne af allergi-udslæt, hævede øjne, kløen i ganen, ørerne og svie omkring øjnene, som jo som sagt også var hævede.

Sagde jeg at det kløede?

Over det hele?! Især de steder, hvor huden er tynd og nu også tør og lettere skællende.

Natten blev brugt til at vågne en halv milliard gange i, så i morges kapitulerede jeg og meldte mig syg.

Øv det sker ellers ikke særligt tit og jeg hader at melde mig fraværende fra arbejdet.

Mine elever og mine kollegaer skal kunne stole på, at jeg er der og det var jeg så ikke i dag.

Der er ingen skader sket andet end, at der er kommet ridser i min stolthed. Mine elever har sikkert hygget sig med deres vikar og jeg har hørt, at de har fået to timer tidligere fri end hvis jeg havde været der. ØV.

Jeg ville så gerne kunne fremvise et 100%s fremmøde, 100% engagement og så røg den intention af noget så banalt som hovedpine og åndsvagt allergi, som jeg ikke engang kan sige, hvoraf kommer.

Dagen er gået med ingenting.

Ingenting var i dag kedeligt.

Nogengange kan ingenting være spændende og inspirerende, men i dag sagde ingenting mig ingenting.

Jeg tænkte små hurtige tanker og jeg tænkte dybe langsomme tanker.

Jeg tænkte tanker som at ordene: “ hvad kan jeg gøre for dig” går mere og mere over i: “ hvad kan du gøre for mig” og at når jeg oplever den mentalitet går mine tanker over i: “ noget for noget” og det er en farlig kurs, som mine tanker så har sat.

Sådan een vil jeg altså ikke være.

Overhovedet ikke, men motivationen forsvinder lige så langsomt, når ydelserne kun går den ene vej eller jeg ikke får et tak til gengæld for hvad jeg har gjort.

Kender du det? Har du oplevet det?

Jeg bryder mig ikke om milimeter-demokrati og vejen den ene ydelse op mod den anden, kan jeg slet ikke med, men ordet TAK eller en gestus, som viser lidt taknemmelighed vejer meget tungt i min verden og ordet TAK koster ligeså meget som et smil.. nemlig ingenting.

Jeg surfede målløst rundt på nettet og fandt den ene side efter den anden om mode og shopping og jeg dømte de piger hårdt, som havde mode og shopping som deres favorit-hobby, men jeg dømte mig selv endnu hårdere for at dømme andre.

Hvem er jeg at dømme andre?

Sådan sad jeg hele dagen og trak mig selv ned med dumme tanker, som ikke fører nogen steder hen andet end i ring. Godt at jeg har fået det bedre og kan rask-melde mig i morgen tidlig og komme på arbejde igen, så jeg ikke endnu en dag sidder og laver ingenting, som fører til små og store tanker, som ikke fylder mig med positiv, livgivende energier.

Pas godt på dig selv derude og husk at et smil er det smukkeste smykke, som du kan iføre dig.

Lune luffer

2012-01-23T22:17:00.001-03:00

Så blev den anden børne-vante i moskus-uld færdig, men den ligner jo den anden, så …

Ægte perler

2012-01-22T21:16:00.001-03:00

.. i Sydgrønlandsk lammeuld.

For en del år siden spandt jeg noget garn af Sydgrønlandske får.

Jeg fik en hel kasse med kartet/børstet (hvad hedder det i grunden) uld af min moster, som bor i Sydgrønland.

Det første jeg spandt, var mildest talt, ikke særligt vellykket, men jeg nænnede ikke bare at smide det ud.

Det har derfor fået lov at ligge og vente til jeg fandt på noget, at bruge det til.

Havde jeg skullet strikke lige ud og lige op, var det gået grueligt galt, for garnet vrider og snor sig i alle retninger og har nærmest sit eget liv, men jeg fik da strikket en krave, som jeg har forsøgt, at kamuflere med noget pynt.

Det ligner lidt nordlys, som snor sig rundt og rundt om halsen.

Udover, at garnet snor sig og derfor bestemmer sin retning selv, lugter det også meget stærkt af uld/får.

Jeg har vasket og vasket og atter vasket det.

Der var utroligt meget lanolin i det, udover altså halm, sand og græsstrå.

Nu lyder det måske som om det er noget skidt det hele?

Lanolinen var supergod til mine tørre hænder, så jeg tænker at jeg vil strikke en krave mere af resten af det uheldigt spundne garn..og at det snor sig, gør kun at det har fået en spændende effekt og snavset røg ud med de mange baljer vaskevand… men ved du mon hvordan jeg får uld-lugten/fåre-lugten helt væk?

Og så har jeg jo pga den første løse krave, fået investeret i filtenåle og det resulterede i en masse perler filtet i uld fra Sydgrønland, den samme sending som til kraven.

Ulden var pænt delt op i farver; hvid, grå, sort og brunt.

Min perlekæde i ægte uld passer så flot til min nye bluse og den vejer ikke noget.

En sove-vante er det også blevet til i løbet af weekenden. Een.

Jeg ved ikke om spæd-børn/små børn sover udenfor i deres barnevogne i andre lande, men heroppe er det meget almindeligt, at børnene sover til middag udenfor i deres barnevogn og dermed får frisk luft.

Det kræver dog en meget varm påklædning og en god voksi-pose med fyld af uld, varme tæpper og at barnevognen står i læ.

Min venindes barnebarn sover udenfor i sin barnevogn og for meget lang tid siden strikkede jeg et par luffer og dem er drengen vokset fra.

Da han ikke skal bruge tommelfingeren, mens han sover og den derfor bare vil fylde ekstra i vanten, som bruges henover de strikkede, har jeg undladt at strikke tommel i.

Luffen er strikket i moskus-uld to-trådet og i blå/natur og de to garner skifter hele tiden og ligger “dobbelt” og giver ekstra varme.

Jeg må heller komme hen i sofaen og strikke den anden også, så drengen kan holde varmen i sin middagslur

Lygtepæl

2012-01-22T19:50:00.001-03:00

Er der tilstrækkeligt med lys, er der også skygger.. og der var masser af sollys i dag.

Uldklump på 4 ben

2012-01-22T19:45:00.001-03:00

Jan har været ude og køre hundeslæde både i går og i dag.

Han siger, at det går meget godt.

Jeg kan ikke udtale mig, for jeg har ikke været med.

Jeg er simpelthen for kuldskær for øjeblikket og er bange for, at jeg vil fryse fast til slæden og først tø op igen engang til juni- om nogensinde.

Det afholder mig dog ikke fra, at tage ned og hilse på hundene, når Jan alligevel står dernede.

Og indrømmet: Hvalpen er også ualmindelig tiltrækkende.

Som en magnet, nærmest.

Den er begyndt, at spise lidt fast føde, men dufter stadig en anelse af hvalp.

Der er ikke meget som dufter ligeså godt som nyfødte menneske-børn… og bittesmå hundehvalpe.

Hvalpens mor skal man ikke forsøge, at bide skeer med.

Bare nogen af de andre hunde kigger på hvalpen knurrer hun og viser tænder.

Og sikke nogle tænder!

Jeg kom til at kigge nærmere på hende i dag, mens hun meget kontant fortalte de andre, at de bare kunne holde sig væk.

De tænder ser da mildest talt ikke særligt, hverken sunde eller pæne ud.

Tæven er een, som vi har lånt drægtig, da vores to tæver ikke bliver drægtige og vi ringede derfor for at høre, hvor gammel hun er.

Ejeren mente, at hun er ihvertfald 7-8 år.

Uanset tændernes tilstand er hun dog en god mor, som giver klar besked om, hvor meget man må kigge på hendes unge

men model for tandpasta bliver hun ikke uden et par besøg hos en god tandlæge.

Formiddags-bid

2012-01-22T19:33:00.001-03:00

I går formiddags kunne jeg ud af vores hoveddør, som jo nærmest er et stort vindue, se en ravn, som havde fundet noget spiseligt.

Jeg er tilbøjelig til at sige, at den nok har stjålet det, men det kan jo ligeså godt være, at det er fundet, efterladt og skaffet på helt lovlig vis..

Man skal ikke så meget som blinke med øjnene, før ravnene har opdaget een, så jeg undlod, at åbne døren og iagttog dem gennem den noget (meget) beskidte rude.

Zoom-objektivet blev fundet frem, men du må bære over med gryn og vindues-snavs.

Som du kan se, er ravnen ikke meget for at dele med de andre ravne.. overhovedet.

Det endte med, at den heldige ravn med maden, tog sin formiddagsbid i næbbet og fløj væk for at få lidt mad-ro

Tak

2012-01-22T11:48:00.001-03:00

Tusind tak for alle jeres søde, dejlige kommentarer til min bluse.

Jeg har aldrig nogensinde fået så mange kommentarer på et indlæg på min blog, så jeg er da fuldstændig overvældet.

Lige om lidt, noget senere, når kaffen er drukket og dagen, som byder på sol og flot himmel, er indtaget, vil jeg vise dig en ulden halskæde, en løs krave og en foreløbig enlig krave, men først bagefter.

Tusind tak for dine søde ord til min bluse

Nusser(t)-hed og soltilvænning

2012-01-19T23:10:00.001-03:00

Nåå jo.. jeg vil da forresten også lige opdatere dig om vores hundehvalp, som er pakket så godt og grundigt ind i fedt, blød pels og lækkerhed.

Der bliver sagt nåååårh rigtig mange gange, når den bliver hevet ud af kassen og dens mor får sig en lille, velfortjent pause.

Den er så tyk og velnæret, at den næsten ikke kan holde sig selv oprejst, men så er det godt, at man kan lægge ned og patte hos sin mor og at der er nogen, som gider at bære lidt rundt på een

Og så slipper du heller ikke for at se, at solen var fremme igen i dag.. Dét kan jeg sagtens vænne mig til, selvom jeg hverken skal arbejde ude eller på anden måde er afhængig af, hvordan vejret ellers er

Vesten, der blev til en bluse eller for 266 gram pral

2012-01-19T22:10:00.001-03:00

Jeg strikkede en vest lige før jul.

Den er rigtig flot, hvis jeg selv skal sige det.

Flot design, som sidder godt, men jeg tænkte, at den ville være endnu mere anvendelig, hvis den var lukket foran og havde lange ærmer.. altså en bluse og så bestilte jeg ellers garn.

Jeg har strikket og strikket og strikket. Føles det som..

Det har taget mig præcis 17 aftner, at strikke denne bluse med optrævlinger, eder, forbandelser, men med et fortrøstningsfuldt håb om, at den ville blive lige så god, som den er blevet.

Ærmerne ville ikke helt som jeg ville, for dem skulle jeg jo selv finde på, ligesom jeg lige skulle greje, hvordan jeg ændrede herligheden til en bluse.

Jeg slog maskerne til ærmerne op i bomuldsgarn, så de var lige til at pille ud igen, hvilket jeg så gjorde, da jeg kom så langt, samlede maskerne op og så fortsatte jeg iøvrigt glatstrik og fletningen fra siden op under ærmet, ligesom fletningerne fra raglan-erne fik lov til at leve videre.

Det gjorde så, at der var / er tre fletninger under ærmerne og hvis jeg havde været elev, var det rigelig god grund til at række hånden op i tide, utide og hele tiden, for jeg synes, at de er blevet vellykket.

Hele blusen er strikket ud i et stykke og det eneste syning og hæftning, der har været er der, hvor hals-fletningen samles bag i nakken.

Den er strikket udelukkende på pind 3 og der er brugt 266 gram new zealandsk lammeuld.

Den er let og varm og så synes jeg faktisk, at jeg er sluppet rigtig godt afsted med mit karry-gule/sennepsfarvede projekt.

Jeg er også vild med halsen.. fletningen hele vejen rundt og at den bliver strikket på de masker, som får lov, at blive siddende, når blusen er færdigstrikket og som bliver afsluttet/istrikket fletningen.

Nu tror jeg at jeg har fået fletninger nok for denne måned, så det næste, som kommer på mine strikkepinde bliver noget helt andet.

Finpudset

2012-01-16T21:41:00.001-03:00

Kan du huske, at jeg strikkede en krave?

En løs krave.

Jeg havde problemer med at sætte pynten på og havde i første omgang syet det på, men det så ærligt talt grimt ud og heldigvis skrev Lea i sin kommentar, at jeg skulle bruge en filtenål.

Min kollega havde heldigvis en filtenål, som jeg måtte låne, men nu har jeg skaffet mig mine egne filtenåle, så nu kan jeg lave nogle flere løse kraver, hvis jeg skulle få behov for nogle i andre farver.

Det er et stykke tid siden jeg blev færdig med kraven, men først nu jeg fik taget mig sammen til at få fotograferet.

Jeg synes, at kraven er blevet fin og så varmer den over de skuldre, som jeg alt for ofte trækker op om ørerne, så jeg får spændinger, myoser og andet skidtværk i. Varmen er med til at sænke skuldrene en anelse

Tak for dit gode råd, Lea

Synes godt om-knap

2012-01-15T21:54:00.002-03:00

Sara og Lena efterlyser en knap.. “synes godt om knappen”.
Hvis jeg vidste hvordan, ville jeg da gerne sætte en synes godt om/synes IKKE godt om ind under hvert indlæg
Indtil videre må I nøjes med at synes godt om/-IKKE godt om i tankerne

(P.S Hvis du ved, hvordan man indsætter de ønskede knapper vil jeg da gerne høre fra dig. Jeg skriver altid i google live writer, hvis det har nogen betydning)

Lidt om alt og ingenting

2012-01-15T21:27:00.001-03:00

Det har blæst stort set hele ugen.

I grunden kan jeg være ligeglad, for jeg arbejder jo ikke udenfor, skal ikke ud og rejse (øv) og kan køre bil til og fra de aktiviteter, som jeg skal til (arbejde og indkøb), men hvor ville det være dejligt at se lidt mere dagslys og måske endda kunne være ude i det.

I dag var solen lidt fremme og snefygningen ser altså flot ud i modlys/sollys.

Dét måtte Jan og jeg forsøge, at forevige

I morges var der et flot, spændende lys, men det var svært at fotografere det

Så kunne jeg da også bare forsøge mig med snefygningen og modlyset.

Billedet er taget lige udenfor vores hus ved siden af vores skur og jeg kan selv godt lide det.

Ud mod lufthavnen på vejen kom der indimellem også nogle kraftige vindstød, som blæste sneen afsted.

Det afholdt ikke de mennesker, som havde valgt sig en gåtur i modsætning til vores magelige køretur i at fortsætte gåturen.

De institutioner, som stadig er dansk-ejede flager med det danske flag, Dannebrog. Det er nok ikke så tit, at Dannebrog står i en heftig snefygning som her?

I Ilulissat døjer de med mågerne, som er sultne. Her i byen er de vist også sultne. Der er ihvertfald mange af dem i og omkring byen.

På havnen på isen var mågerne igang med at spise een af deres egne.

Skroget var pillet helt rent og der var kun vingefjerne tilbage.

Inderhavnen er frosset til og jollerne ligger på land. (Gad vide om du kan se dette fine billede, som Mads har taget og lagt på facebook?)

Jeg øver mig i lille dybde-skarphed og stille rigtigt skarpt. Der skal øves en hel del.

Og så tog jeg et billede af disse måger i løbet af ugen.

Jeg synes, at det er lidt sjovt, som de ligger på rad og række midt på snescooter og hundeslædesporet og foran en masse lænkede hunde.

Ugen, som gik

2012-01-15T21:03:00.001-03:00

Der bliver spurgt til, om jeg har det godt?

Der bliver spurgt til, om der er noget galt?

Der bliver spurgt til, hvorfor bloggen ligger stille hen?

Jo, jeg har det godt, der er ikke noget galt og bloggen ligger lidt stille hen, fordi min fritid er alt for begrænset i forhold til mine mang sysler.

Jeg græd lidt i tirsdags, da Laura steg ombord på flyveren, men jeg holdt hurtigt op igen, da jeg jo skulle på arbejde og se nogenlunde normal og almindelig ud inden jeg trådte ind i klasselokalet.

Det hjalp også, at vide, at hun glædede sig til at komme tilbage til efterskolen og se alle de andre elever, ligesom det også hjalp mig, at vide, at hun har det så godt som hun har det på skolen, så hvis jeg nu skal være helt, helt ærlig og selv-erkendtlig og det skal man jo være engang imellem, så græd jeg nok mest for mig selv.

Var trist over, at skulle undvære hende og hendes tilstedeværelse i 6 måneder mere.

Ren og skær selvynk og selvmedlidenhed, for nu at sige det som det er.

Jeg kan vist bedst lide, når alle mine unger er lige omkring mig. Indenfor rækkevidde, synsvidde og krammevidde.

Tirsdag gik over i onsdag, som hastede videre til torsdag, stærkt efterfulgt af fredag, hvor jeg skam satte mig foran computeren for at nedfælde en linie eller to, men endte i massiv net-surfing.

Lørdag er og bliver nok den bedste dag i ugen. Syn’s jeg.

Det er den første dag, hvor jeg kan sove til jeg vågner, drikke kaffen i eget tempo og lave ingenting.

Være fri for forpligtelser og rende rundt i bløde tekstiler og morgenhår hele dagen, hvis jeg har lyst.

Det gjorde jeg så i går, da een af vores venner dukkede op med sine to små børn.

Vi kan ikke prale af at have mange gæster til hverdag og da slet ikke uanmeldte, så hjemmet bliver ikke rengjort i tide og utide.

Jeg vil meget hellere bruge min tid på noget andet end at rende rundt og vaske køkkenskabe af og tørre nullermænd op.

Det bliver da gjort, når der virkeligt trænger og det gjorde er i går.

Jeg havde lige akkurat ryddet badeværelset, for at gøre det rent, da det bankede på døren.

Det er hyggeligt, når folk kommer uanmeldt.

De ved jo, at de risikerer, at folk er iført pyjamas, morgenhår og roder rundt mellem nullermændene og i værste fald ikke ønsker besøg, men i går stillede jeg min ikke-eksisterende rengørings-trang ind i skabet igen og hyggede mig hele eftermiddagen med gæsterne, hvor den mindste både nåede at få sig en flad leverpostejmad og få sig en lur inden de drog af igen.

Badeværelset blev rengjort inden aftensmaden og gulvet blev støvsuget, mens jeg tænkte på alle de mange emner, som nåede at blive vendt over kaffen/kakaoen, leverpostejmaden og hyggen.

Een af de emner, som blev vendt i går og som har rumsteret i mit hoved med mellemrum, er nogle af de henvendelser, som jeg får.

Inden du skriver:” så luk dog bloggen” vil jeg skynde mig at tilføje, at jeg heldigvis modtager så mange søde, venlige og opmuntrende mails i min indbakke, at de andre henvendelser ikke fylder mere end, at de kommer ud af systemet igen rimeligt hurtigt.

Jeg får meget, meget ofte emails fra folk, som vil benytte mine billeder til både det ene og det andet.

Meget, meget ofte siger jeg “ ja” og er glad for,at de spurgte først.

Det er da smigrende, at nogen synes om mine billeder, men jeg får altså flere og flere henvendelser, hvor tonen er lidt hen af: “ må jeg lige få dit billede” “ jeg skal lige bruge dit billede” og kan du ikke lige gøre det og det for mig.

I ugens løb blev jeg spurgt om jeg ville holde en fotoudstilling om 14 dage.

Fjorten dage.. øh.

Jeg har masser af billeder og også billeder, som kunne være sjove, at se pustet op i stor størrelse, hvor en lille skærm ikke giver meget retfærdighed, men at arrangere en udstilling, tager heroppe fra noget mere end 14 dage, men det kunne “initiativ”-tagerne godt løse for mig, for de havde da masser af fotokopi-papir og en printer og så var det vel bare at gå i gang, for de havde masser af hvide vægge, som de gerne ville have fyldt ud med billeder,- en fotoudstilling.

Jeg fik ikke noget for det, for det var jo en rigtig god mulighed for mig, at få vist mine billeder i deres lokaler, hvor der kom mange mennesker og jeg måtte gerne sælge printene.. øh!

Måske lød det hovskinovski, da jeg sagde, at jeg ikke havde behov for at udstille mine billeder, ej heller at sælge dem, for jeg synes igrunden at jeg eksponerer mig selv tilstrækkeligt og skulle trangen komme over mig, at jeg ville se mine billeder hængt op på en væg, vil jeg gerne, at det blev gjort ordentligt.

Jeg tror, at de blev lidt sure på mig.

De kontaktede straks een af mine venner, som også fotograferer og han sagde også nej og det endda i en noget mere bestemt tone end den, som jeg anvendte. Han ringede til mig, for vi havde snakket om “tilbuddet” til mig.

Tiden er for øjeblikket til, at alting enten skal være gratis eller ihvertfald ufatteligt billigt.

Bilka-billigt, made in china-noget og det smitter af på alt andet.

Håndarbejde af enhver art må heller ikke koste noget, skal faktisk helst være gratis, for det er jo bare noget, som er lavet i fritiden i et privat hjem og af en person, som muligvis også har fast arbejde og derfor ikke skal leve af det.

Der er nok ikke mange som tænker på den tid, der er blevet brugt og da slet ikke tiden, som er gået med at øve, øve og atter øve inden produktet blev så godt, at du/de ville købe det.

Idéudviklingen og redskaberne til at skabe tingen.. det være sig strikkepindene, hæklenålen, guitaren, kameraet eller drejebænken bliver ikke betalt ind via salget, ligesom arbejdslønnen holder sig pænt under en flad femmer.

Det er en af grundene til, at jeg hellere vil beholde mit strik, billeder eller slebne sten selv, –ikke sætte det til salg, for det andet er faktisk i mine øjne, at gøre grin med det arbejde, som jeg har lagt i mit arbejde, som godt nok er min fritidsbeskæftigelse, men dog stadig et stykke arbejde, som har kostet både tid,investering og penge til materialer.

Et andet emne, som blev vendt i går over kaffen var henvendelser.

Ofte, når jeg har besvaret en mail, ofte noget om at gøre nogen en tjeneste, svare på spørgsmål vedr. Grønland, Sisimiut eller noget foto/strikkerelateret får jeg ikke engang et TAK som svar.

Alting er gratis, koster ikke noget og det er en selvfølge, at hvis man er offentligt tilgængelig med fx. en blog, uanset, hvor privat den er, så er man til rådighed, kvit og frit.. synes man, at mene derude blandt nogle?!

Jeg får intet for det udover din kommentar eller din mail.

Jeg bliver så glad for et: “TAK for hjælpen” og det er da noget af det mindste at give tilbage for en andens tid, ville jeg da mene.

Måske er jeg firkantet, for kostbar og for selvfed, men vi fik snakket om det over kaffen i går, da vi fik uanmeldt besøg og det gjorde godt, at vende det med andre.

Jeg kunne nikke noget så genkendende til dette indlæg, da jeg læste det.

Pli, takt og tone, almindelig høflighed og situations-fornemmelse er vist noget, som er ved at forsvinde hastigt, i takt med at vi bare vil have.. helst gratis og uden nogen omkostninger.

I dag mødte vi dog een som var ude og gå.

Een, som er heroppe for en kort bemærkning for at undervise.

Hun var ude og trække lidt (gratis) frisk grønlandsk luft.

Luften var der masser af og den blev hvirvlet hurtigt rundt og afsted. Det har den gjort hele ugen, faktisk.

Hun har også masser af pli, takt og tone og sagde ja tak, da vi spurgte om hun ville med os ud og køre en tur.

Jo og ja, hvis det ikke var til ulejlighed.

Der er tre ørne omkring byen for øjeblikket (vi havde lige set dem)

og dem ville vi gerne have vist hende, men fuglen var fløjet og så gik turen omkring Sømandshjemmet, hvor hun gerne ville give kaffe.

Nu er søndagen gået.

Lørdag er bedre end søndag.

Søndag er hyggelig, men der er udsigt til en ny uge, hvor vækkeuret bestemmer og kaffen skal indtages inden klokken ringer.

Inden jeg slutter vil jeg lige tilføje, at den forgangne uge er gået med at strikke et ærme sådan ca. 10 gange.

Det samme ærme, vel at mærke.

Sådan må det være, når jeg vælger at strikke uden opskrift og med en bestemt idé i tankerne.

Og jeg har brugt penge på garnet, som så ikke skal gå til spilde og investeret tid i det, som allerede er strikket, så jeg strikker videre endnu engang.

Ugen er også gået med at lave et hylster (på moderne dansk: et cover) til min bærbare computer.

En hel telefonbog fra sidste år er blevet klippet ud i fine strimler, strimlerne er klistret ind i pakketape og flettet sammen.

Jeg har sat bittesmå billeder ind i tre af strimlerne. Et af Simon, et af Laura og et af Sara.

Lynlåsen er sat i, men bliver pillet af igen.

Jeg er ikke helt tilfreds, så der skal lige tænkes om.

Noget med nogle magneter og så skal der tænkes lidt hank eller rem popnittet fast til hylstret.

Hulk

2012-01-09T20:45:00.001-03:00

Øv I morgen rejser Laura

Idoler

2012-01-08T00:55:00.001-03:00

Jeg er stor fan af Tina.

Hun er bare så god med et kamera.

Og så har hun taget nogle gode billeder af nogle vandperler.

Lena, min søster har fået en pose vandperler og jeg har fået een af hende.

Jeg skal vist lige øve.. rigtigt, rigtigt meget, før jeg viser noget som helst frem

Kl. 14.57 og deromkring lørdag i januar

2012-01-08T00:51:00.001-03:00

Ud af mit soveværelsesvindue kl 14.57 kunne jeg se den flotteste himmel

og så kan det da nok været at jeg fik kameraet under armen og ud i bilen.

Indrøm, at det er en fantastisk himmel!

En kort, lang /lang, kort fredag

2012-01-06T23:00:00.001-03:00

Det er hellig-tre-kongers aften.

Heroppe og ihvertfald i Sisimiut betyder det halv fridag.

Jeg havde nu fri kl 12 alligevel, så forskellen for mig er ikke så stor, men for andre er det jo lykken.

Vi har ikke tradition for at fejre hellig-tre-konger som sådan.

Der er dog tradition for, at man klæder sig ud og går rundt til folk.

De udklædte er klædt ud til ukendelighed, går med en stok, en skistav, går ind hos folk og danser, får noget slik, en kage ell. lign. og går igen.

Mitaartut.

Man sværter sit ansigt til med sovsekulør eller trækker en nylon-strømpe stramt ned over ansigtet.

Da jeg engang spurgte, hvorfor og hvordan traditionen mon var opstået, fik jeg fortalt, at det var for at gøre som de tre vise mænd, der kom på barselsbesøg hos Josef og Maria.

Caspar, Melchior og Balthazar formodedes at have set fremmed-artet ud og deraf udklædningen.. men hvad ved jeg og hvad jeg har fået fortalt, er måske bare gætterier.

Hvorom alting er, er traditionen, som er meget gammel ved, at uddø og for at holde liv i den underholdende tradition, arrangerer kultur-huset en slags konkurrence for mitaartut, de udklædte, igen i år.

Det har jeg ikke været nede og se eller deltage i.

Jeg nåede heller ikke at tage hen på kirkegården, hvor Centrum-kiosken igen i år havde sat levende lys.

Det er så rørende, så stort, så følelses-ladet og så flot både i tanke og i handling, at det stikker i hjertet på den gode måde.

Jeg nåede, at få et par billeder af de allersidste lys, som stadig brændte.

Og jeg nåede også at få foreviget lidt af det nordlys, som spillede på himlen.

Og så nåede jeg ned på Spejdersøen, for enden af Tøsebakken, hvor Iglo-mountain er i gang med at lave en kæmpe iglo. Hvad den skal bruges til og hvornår, ved jeg ikke.

Og så vil jeg lige nå, at strikke et par rundgange på mit strikketøj og nyde resterne af en fredag, som, selvom den var lang, føles alt for kort og som snart er forbi

Kraftig, ulden magnet

2012-01-06T17:30:00.001-03:00

Han er en magnet.

En kraftig een af slagsen.

Han er tiltrækkende.

Han tiltrækker os allesammen.

Han er tyk og velnæret og hans mor passer meget, meget godt på ham.

Han mangler bestemt ingenting. Heller ikke menneskelig opmærksomhed.

Det nyder de store godt af.

De får lidt ekstra klap og kløen bag ørerne.

Balto er nok den hund, som jeg har flest billeder af.

Han er en ældre herre efterhånden, men det er nu ikke derfor, for vi har et par enkelte andre hunde, der er lige så gamle som ham.

Jeg synes bare, at han er så køn en hund.

Kan du huske, at han havde fået skåret hele sit ansigt op?

Det er helet fint, som du kan se, men han har fået et synligt ar.

Han er dog stadig den mest fotogene hund, jeg kender.. der er ihvertfald et eller andet over ham.

Hverdags-torsdag i januar 2012 i Sisimiut

2012-01-05T18:29:00.001-03:00

Dagen har været som de fleste andre dage:

Lidt op ad bakke på arbejdet

men ikke værre end det og ikke mere end, at det kun var et par enkelte trin.. resten var ligeud, ligetil og ganske almindeligt.

Mødes med Jan og Laura efter arbejdstid

Jeg kan næsten ikke ha’, at Laura skal tilbage til Danmark på tirsdag.

Hun glæder sig til at se alle de andre og det er naturligvis godt.

Tænk, hvis hun ikke ville tilbage.

Dét havde været endnu værre for mig.. og for hende, men jeg nyder, nyder, nyder, at hun er lige omkring mig, er gavmild med kram og kys, spiller musik nede fra sit værelse, sidder i køkkenet og laver lektier, synger, når hun er i bad, hendes: “ Mooo-aaar” og hele hendes tilstedeværelse.

Men det er nu rart, at kunne slå solskærmen ned i bilen og kunne se hende i spejlet

Vi kørte en tur ud til lufthaven for at få det meste ud af den smule dagslys, der er og som der heldigvis kommer mere og mere af

Solen står op og går ned stort set det samme sted i horisonten, men den efterlader det smukkeste lys og de flotteste farver

På havnen er der travlhed.

Jollerne skal op på isen for ikke at fryse fast i den.

Det er svært for fisker-og fangerne at komme ind og ud, men der var både fugle og sæler, der blev landet

Een havde stillet en tom ølflaske i sneen.

Inde i mit hoved blev det straks til en længere fortælling om en fisker/fanger, der har hygget sig med de andre, fortalt om vind, vejr og den sidste fangst, fået sig en øl mere og pludselig ringer konen og beordrer ham hjem.. uuh, som han har fået travlt. Har ikke fået flasken med, som han kunne have indløst og fået 2 kr for.

Måske det bare er en påhængsmotor-mekaniker, der er blevet tørstig og har nuppet, hvad der nu engang var eller en kone, som har ventet på sin mand, medbringende en øl, men som blev træt af at vente og har drukket øllen selv.

Nu står flasken ihvertfald i sneen og venter på, at een samler den op og scorer panten.

Hvorfor der ligger et par gummistøvler smidt i sneen kan jeg ikke gætte mig til.

Måske de er glemt af ejermanden, da han endelig fik fat i en taxa i dårligt vejr?

Måske ejermanden havde fået nye og ikke gad slæbe de gamle med hjem?

Måske nogen har stjålet dem og efterladt dem i sneen?

Måske..

Nu ligger de ihvertfald i sneen og ved næste snevejrsdag er de væk under sneen.

Mens jeg stod og kikkede på de gamle gummistøvler, kom Lena kørende forbi.

En hurtig aftale om at mødes til kaffe hos min far og mor og så kørte hun videre.

Nu er eftermiddagen også brugt efter en hurtig kop kaffe hos mine forældre, lidt handlen i butikkerne og en tur på posthuset.

Mit strikketøj skal have et par omgange på pinden i aften.

(Nogen hader bare karry-gul. Jeg elsker den og har altid gjort det. Den klæder mig og jeg klæder farven. Det bilder jeg mig ihvertfald ind og hvis ikke, kan det også være det samme, for jeg elsker karry-gul, orange-rød, rust-rød, dyb gul, jord-brun, chokolade-brun, kaffe-brun, ravne-sort, regnvejrs-grå, stort set alle jordfarver, signalfarver, klare farver og … bare de ikke er pastelsarte.. og så forresten karry-gul.)

Ingen store planer om hverken det ene eller det andet resten af dagen i dag.

Som du kan høre, der det blevet hverdag igen, men heldigvis har jeg nogle gode, solide hverdage, som jeg ikke skal klage over.

(til de af jer, som vil vide det, har jeg taget alle billeder med mit 50mm objektiv 1,4 f.. du ved, min julegave. Jeg øver mig i at bruge det)

Unikke strømpepindeholdere

2012-01-04T21:24:00.001-03:00

Jeg har 4 strømpepindeholdere til salg.

De er lavet af rensdyr-gevir, koster 100 kr pr holder (hvilket er billigt) og skal de sendes ud af landet koster det yderligere 18 kr. (der kan være ca 3 stk i een kuvert til 18 kr.)

Det er først til mølle-princippet

Hundekoldt

2012-01-03T21:50:00.001-03:00

Der er ligeså koldt i dag, som der var i går.

Bilen startede uden at brokke sig i morges og Jan kørte Sara og mig i skole. Han kunne gå hjem og lægge sig i sin seng igen, hvis han ville.

Han ville godt, men han kørte op til tandklinikken, hvor han skulle bestille en tid til tandlægen.

Han har en kedelig visdomstand, som drillede, smertede og satte ham i stå lige før jul.

Det blev imidlertidigt afhjulpet med noget pencillin, for der var betændelse og det skulle væk, før der kunne gøres noget som helst.

Nu gør tanden ikke ondt mere, men der har været problemer med den før, så han har besluttet at der må gøres noget mere effektivt og varigt.

Tandlægen kikkede ind, undersøgte og tog nogle røntgenbilleder, som desværre ikke så alt for sjove ud.

Ikke særligt sjove for Jan ihvertfald.

Tanden ligger klemt om en nerve, som i værste fald, hvis den bliver beskadiget, kan give varige mén.

Tandlægen vil nok mene, at det er en faglig udfordring, men tandlægen (hun) turde ikke gøre noget, men ville snakke med sin mandlige kollega og i eftermiddags, efter at de havde talt sammen om tanden, ringede de og fortalte Jan, at de ville fjerne den i starten af februar.

Jan siger ikke så meget, men hvis jeg var ham, ville jeg ryste lidt i bukserne, klapre med de tænder, som snart bliver reduceret med een og være lidt nervøs.

Jeg hader at gå til tandlæge, selvom jeg ikke har grund til det og altid går derfra med følelsen af, at have overdrevet min frygt og angst for tandlæger.

Jans planlagte hundeslædetur med Johannes

i dag blev aflyst, da han ikke vidste om han kom afsted til tandlægen i dag og ifald han gjorde, hvordan han ville have det efterfølgende.

Heldigvis for Sara og mig, for det betød, at vi også blev afhente fra skolen, da vi fik fri.

Laura blev kørt til frisør og mens vi ventede på, at Lauras lokker blev afkortet kørte vi en tur ud og så på den frosne verden.

Den var smuk, betagende og lige, hvad jeg trængte til at se efter den første arbejdsdag i dette kalender-år.

Jeg er fristet til at sige i og ikke på havnen i dag.

Fisker-og fangerne havde travlt med at hive deres joller op på isen, inden jollerne frøs fast i isen.

Vi nåede også ned og se til hundehvalpen, der næsten lige har fået øjne.

Sara nåede både at sige “nååååeeeh” til både den

og de voksne hunde, der var glade for at se hende

Laura blev hentet tilbage fra frisøren og så kunne vi ikke køre flere rundture i byen uden, at det blev mistænkeligt.

Som du måske kan fornemme, så er der koldt udenfor.

Hundekoldt, faktisk, men den kolde dag har alligevel afgivet varme til hjertet, så den første arbejdsdag alligevel ikke var så slem som frygtet

Aftenkøretur

2012-01-02T23:10:00.001-03:00

Det er hundekoldt, men det er så flot en aften.

I skal lige se de billeder, som vi fik ud af køre os en tur til aften.

Og Jan tog også nogle billeder med sit kamera:

Og Jans billede fra i morges:

Og da vi kom hjem tog jeg endnu nogle billeder ud af vinduet:

(kan du svare mig på, hvorfor billederne sådan skiller-agtig i farverne? Er det fordi jeg har gjort dem for små?)

Sidste juleferiefridag

2012-01-02T19:50:00.001-03:00

I går morges ville bilen under ingen omstændigheder starte.

Det var ganske enkelt for koldt og i morges ringede Jan så ud til autoværkstedet, som hentede bilen.

Der er ellers oliefyr i bilen, men det går i stykker for et godt ord og vi vil ikke poste flere penge i det.

Det viser sig, at vores bil har et stik, som virker, så i fremtiden skal vi bare.. (BARE) have sat strøm til.

Når temperaturen når ned omkring de 18-20 grader giver vores bil op og vil helst bare stå og fryse lige så stille, men ligesom os andre, går det fint, når først den er kommet i gang og i omdrejninger og får rystet kulden af sig og varmen ind i kabinen.

Vi kunne heldigvis hente bilen i eftermiddag, få handlet lidt ind og set os omkring.

Ikke at vores udsigt fejler noget.

Næ!

I morges var der det mest fantastiske lys mod syd, men det var svært at fange og et blink med øjet, så var det væk igen.

Det bliver jo mørkt allerede inden vi når eftermiddagskaffen, men mørke kan nu også være spændende nok.. især nede på havnen, hvor trawlerne ligger mast ind i mellem hinanden og skutter sig i sørøgen.

Man skal kigge længe og lede en del, men i mørket findes der altså også lidt at hænge glæden op på.

Sørøg er en slags tåge, der kan opleves om vinteren.

Den opstår, når kold og tør luft møder damp fra varmere vand.

Varmt vand forståes ved, at vandet er varmere end luften og når luften når –22, så..men flot og fascinerende er det.

Nede på havnen stod også en container, som altid vil minde mig om filmen: “ Drengen, som ville gøre det umulige” og om farmor.

Farmor havde set filmen og sendte den til pigerne, da de var små og har du ikke set den flotte, betagende tegnefilm, om en dreng, som bliver født i en fangerhytte i Grønland, men som bliver taget af en isbjørn, bør du straks se den og betages.

Jeg har set den næsten 10 gange og en gentagelse ville kun gøre den bedre, vil jeg tro.

I morgen er det almindelig arbejdsdag. Den første efter den lange ubrudte kæde af hyggelige, dejlige fridage med tid til familien, søvnen og sig selv.

Selvom jeg holder af hverdagen, ville jeg nu gerne have haft en bunke fridage mere, bare en lille bunke.

Årets første tanke

2012-01-01T02:49:00.001-03:00

Jeg kom til at tænke på, at jeg aldrig nogensinde har holdt et brag af en nytårsfest.. hverken da jeg var helt ung eller senere.

Jeg har aldrig nogensinde været meget fuld en nytårs-aften.. allerallerhøjest en anelse bedugget.

Jeg fik barn som 21 årig og det betyder, at jeg har skullet være i stand til at tage vare på især mit barn, men også mig selv og skullet være frisk næste dag.

Nytåret er jeg altid gået ind i, med al for meget fornuft og for stramme tøjler.

Måske jeg skulle til at tænke på at prøve at holde nytår på en helt, helt anden måde inden jeg bliver for gammel?

Om ikke andet så for at kunne sige, at jeg har prøvet?

Den er altid blevet holdt i familiens skød pånær een gang, hvor jeg holdt den stille og roligt med amning og i tosomhed.

Jeg surfer lidt rundt på nettet og læser om alle de forskellige måder, folk tager afsked med det gamle år og byder velkommen til det nye.

Uanset, hvilken fest-form jeg har valgt, har byen dog altid lignet et årtusinde-skifts-fejring til nytår.. hvert år,

Der bliver bestemt ikke sparet på krudtet.

Farvel til 2011 / velkommen til 2012

2011-12-31T14:39:00.001-03:00

Lige om lidt vinker vi farvel til år 2011.

Jeg hader at sige farvel.. men tænker, at når jeg har så svært ved at sige farvel, må det skyldes, at det som jeg skal tage afsked med, er godt og dejligt.

Det har dette år været.

Igen, fristes jeg til at sige og det er jo glædeligt.

De sidste 365 dage har budt på mangt og meget.

Vi har oplevet, levet, vokset og er blevet rigere.

Ikke rige på penge og jordisk gods, men på oplevelser og minder.

Sara var i sommer i England på sprogrejse, mens Jan, Laura og jeg var i Østrig i en hel uge.

Det var en dejlig tur med masser af gode oplevelser og Sara kom også hjem fra England med bagagen fuld af gode minder.

Vi var i Danmark, hvor vi havde nogle dejlige uger med familie og venner. Dejlige stunder, som er gode at tænke tilbage på.

Faktisk har jeg aldrig holdt en bedre ferie, hvor det var så svært at komme væk fra.

Da vi rejste efterlod vi Laura i Danmark.

Det må være den sværeste “farvel og på gensyn”-afsked jeg har taget, men bare en måned efter at hun var startet på efterskolen, kunne jeg høre på hende, at det var et godt og trygt sted hun var havnet.

Så gør det ikke så meget, at farvel-let var så svært.. for mig.

Efteråret gik med hytte-byggeri og da vi lukkede af for vinteren for ganske kort tid siden, var det også lidt svært, at sige “farvel og på gensyn”.

Den hytte giver allerede så meget til drømmerierne og jeg ved, at mange af vores drømme lige om lidt bliver realiseret og virkeliggjort.

Lige om lidt vinker jeg farvel til 2011.

Farvel og tak for alt.

Du gav mig så meget år 2011 og jeg er så taknemlig.

Vi er sunde og raske.

Mine tre børn har det godt, trives og udvikles i den rigtige retning.

Hverdagene er der flest af og jeg synes, at vi fylder hverdagen med de rigtige ting.

Ting, som giver mening, giver fylde og som giver glæde.

Jovist har livet i år 2011 også indimellem vist tænder og bidt fra sig, men småbiddene har ikke fået lov til at bide sig fast og blive hængende.

Indimellem har jeg bidt igen.

Bare et lille nap, et haps, et niv, for at vise, at jeg ikke vil give plads til bidemærker eller sår.

Jeg vil tage alle de små og store ting fra 2011 med ind i det nye år.

År 2012.

Jeg vil fylde dig med de akkurat samme ting, som jeg fyldte på året, som vi lige om lidt vinker farvel til.

Jeg vil ikke lave store forkromede projekter og nytårsfortsæt for 2012.

Nej!

Jeg vil fylde hverdagene med glæde og taknemmelighed, tage det sure med det søde og håbe på, at livet i 2012 er ligeså skånsomt og kærligt, som det viste sig at være i det forgangne.

Jeg vil, inden vi starter på et nyt, uspoleret kalenderår, sige tak til dig derude.

Tak fordi du fulgte med og gav dit besyv med.

Det glæder mig altid, når du skriver en kommentar, en mail eller en hilsen.

Dem har jeg fået rigtig mange af igen i år og det glæder mig.

Pas godt på dig selv og dine og kom godt ind i det nye år.

Kærlig hilsen Dortheivalo

Købe-strik og luksus-knapper

2011-12-31T13:52:00.001-03:00

Een har engang sagt: “ jeg omgiver mig med kloge mennesker, for så tror folk, at jeg også er klog”.. eller noget i den retning.

Jeg omgiver mig med dygtige mennesker, har jeg lyst til at sige, for så…

Min lillesøster Lena havde strikket denne flotte krave i moskus-uld, men den var blevet for lille til hende, men den passede mig.

Jeg har betalt for garn-prisen, men hun ville ikke have noget for sit store arbejde. Heldige mig.

Der var endnu ikke syet knapper i, så jeg var på vej ud for at købe nogen, da min far kom forbi og hørte om min plan om købe-knapper.

Han tilbød straks at han ville lave nogle til mig.

De er lavet i moskushorn, så det kan ikke passe bedre sammen.

Kraven er umanerlig varm, let og lækker, så den er allerede taget i brug og mens den nu hænger på mine skuldre og varmer, tænker jeg på de dygtige mennesker, som ovenikøbet er kloge, som er omkring mig.

Tak til min dygtige far og til min dygtige søster og se så lige resultatet af min søsters og min fars arbejde

Vindstille

2011-12-31T00:38:00.001-03:00

Nu er dagen ikke bare gået på hæld, men er gået helt bort.

En ny dag er startet, men først skal natten overståes.

Til aften var der for en gangs skyld ingen vind. Næsten ingen vind, så vi kørte en tur; Sara, Jan og jeg, mens Laura havde besøg af en veninde.

Jeg havde håbet på nordlys, men himlen er dækket af et tynd lag skyer.

Øv.

Så kan vi da også bare tage et billede af sygehusets juletræ og glæde os over, at vi er sunde og raske.

Jeg håber ikke, at der ligger nogen på sygehuset.

Jeg håber, at alle sidder hjemme i deres trygge, gode hjem og nyder hinandens selskab den næstsidste (faktisk den sidste, for klokken har rundet midnat) dag i 2011.

Og jeg kunne da også bare forsøge, at fotografere byens juletræ en gang til… forsøge, men så kom vinden tilbage og rystede mit stativ, (okay, jeg hjalp lidt til, da jeg indså, at det alligevel var ødelagt og måske fordi jeg blev en anelse hidsig)

men måske jeg kan nå, at få et ordentligt billede af byens fine træ inden det bliver pillet ned?

Jeg ville så gerne have fotograferet lidt, men jeg føler, at alle de billeder, som kan tages i og omkring byen er blevet taget.

Jeg kunne jo selvfølgelig også bare starte forfra og forsøge, at gøre det lidt bedre og bedre og bedre, for der er masser af plads til forbedringer.

Skulle det mon være mit nytårsfortsæt?

Krav på en krave og luksustilbehør til mine strømpepinde

2011-12-30T20:11:00.001-03:00

Jeg troede, at jeg havde strikket det sidste stykke strik for i år, men i går aftes kom jeg til at kede mig.

Intet at strikke på og det eneste at give sig til var køkkenskabe, der trænger til at blive vasket.

Køkkenskabs-rengøring i juleferien? NUL.

Så fandt jeg et nøgle sort Drops Karisma frem og strikkede en løs krave efter gehør.. jeg har nemlig set nede i strikbutikken de lækreste kraver og tænkte, at det kunne jeg vel selv lave.

Da jeg kom til pyntningen måtte jeg dog give tabt.

Dem nede i forretningen er med indfiltet pynt og det kunne jeg altså ikke få til at lykkedes, så jeg har syet min pynt på, som iøvrigt er cocoon garn, som jeg har klippet lidt til.

Måske det også handler om, at det er ren ny uld, som ikke lader sig filte så let?

Nu har jeg noget varmt pynt, som varmer skulderne og jeg laver helt sikkert nogle flere kraver med noget andet pynt senere.. en dag, hvor alternativet er køkkenskabs-rengøring eller gulvvask.

Jeg fx. se kraven med frynser, med perler, med franske knuder og …

Og for en gangs skyld var jeg en anelse forudseende og skrev ned undervejs med maskeantal og udtagninger, så det hele kan gøres om, når tid, lyst og behov er til det.

Og så synes jeg lige du skal se, hvad min far har lavet til mig:

En strømpepindeholder i moskushorn og træ fra en gammel gevær-kolbe.

Den er bare så flot, så flot og billedet yder slet ikke holderen retfærdighed.

Jeg er altså bare så heldig, som nogen kan være!

Lyst

2011-12-30T19:59:00.001-03:00

Har du fulgt med i nissebanden i decembermåned?

Ikke for at skuffe dig, men der er en hel del snyd i den julekalender, bare at du ved det.

Det er skam rigtigt nok, at julemanden bor i Grønland og han har en masse trofaste nisser, som hjælper ham.

Det skal der ikke sås tvivl om.

Dét er ikke snyd, men der er altså meget, meget koldt på denne årstid heroppe, så de har ikke kunnet løbe afsted uden varmt overtøj, som de gør i julekalenderen og ikke mindst, er der overhovedet ikke dagslys på den måde, som kalenderen viste.

Næ, der er faktisk mere mørkt i Uummannaq, hvor filmen er optaget, end fx. her i Sisimiut og her er skam mørkt nok.

Ikke for at klage eller brokke mig, men næsten hele juleferien, som (hulk hulk hulk) snart allerede er forbi, har det blæst, stormet og sneet.

Nogen gange på samme tid endda og så har det været mere mørkt end det ville have været, hvis himlen havde været fri, blå og høj.

I morges da vi vågnede, kunne vi se blå himmel, men vi kunne også ud af vinduet se, at det blæste.

Sneen blev flyttet rundt på, men indefra og bag ruden, hvor her var varmt og lunt, så det godt ud.

Der er altså et eller andet over snefygning.

Omkring middagstid stilnede blæsten og fygningen og frem tittede solen og Jan og jeg styrtede ud for at hilse den velkommen og for at nyde det alt for sjældne syn.

Det var godt, at Jan fik gang i hundeslæden i går, hvor der var en anelse mindre koldt.

Og mens der stadig var en anelse dagslys. I dag ville have været for koldt.

Hundene var glade og det var Jan såmænd også.

Laura var med for at hjælpe Jan afsted.

Især den første tur, kan det godt være lidt problematisk, hundene er vilde, vil slås og markere sig i hierakiet.

Som du kan se, skal man være pakket mere end godt ind, hvis man vil køre hundeslæde på denne tid af året, så Nissebanden i Grønlands påklædninge tyder mest af alt på at filmen er optaget i det sene forår, hvor der stadig er sne og is, men varmere i vejret og lyst det meste af døgnet.

Jeg siger det bare, så du ikke bliver skuffet, hvis du engang vil herop og finder det mørkt og koldt.

Da Jan og jeg kørte afsted i dag for at se det sjældne syn af solen, stoppede vi et sekund, hvor jeg tog dette billede.

Dem, som bor i det hus, hvor solen skinnede ind ad, må have følt, at de blev badet i lys.

Kan du se vinduet, hvor solen spejlede sig?

Og ude i sydkvarteret,

var der også adskillige vinduer, som strålerne kiggede ind af.

I dag kl 14.49 var solen allerede væk i gen.

Den hang lige over horisonten i et langt, rødt og magisk øjeblik, inden den forsvandt.

Lige inden lyset forvandler sig til mørke, farves verden i det mest fantastiske blå lys.

Indendørs snerydning

2011-12-28T23:41:00.001-03:00

Det har blæst og blæst og blæst og blæst.

Vinden har været i øst og vores dør lukker ikke helt tæt.. kunne vi konstatere i morges, da vi stod op.

Det er ikke hver dag, at vi skovler sne.. indendøre.

ØV!

Vest og sure miner

2011-12-28T23:38:00.001-03:00

Jeg ønsker mig en gine til min fødselsdag.

En gine i min størrelse og uden ansigt.

Det ender næsten altid med, at jeg bliver både sur og frustreret, når jeg skal fotograferes.

Jeg indstiller kameraet, skyder et par prøvebilleder for at være sikker på, at det bliver skarpt

og alligevel går det altid galt..

og så bliver jeg sur.

Og der er endda ellers autofokus på mit kamera, som er slået til.

Jeg ved, at Jan tager fine og gode billeder med sit kamera, men det er mig en gåde, at det alligevel går galt, når han får stukket mit kamera i hånden.

Nu ved du så, hvorfor jeg næsten altid ser så sur og bister ud på billeder.. de billeder, som Jan tager.

Når Sara tager billeder af mig, står hun altid og laver gas, fis og ballade, siger mærkelige, underlige og uforudsigelige ting, som får mig til at grine, så måske skulle jeg have ventet til hun kom hjem?

På den anden side, er det jo ikke et billede af mig, men et billede af den færdige vest, som jeg blev færdig med i går, som jeg vil vise.

Planen var, at jeg ville bruge en stor, hvid knap, lavet af narhval-tand, som jeg har liggende, men da det kom såvidt, at der skulle knap i, kom jeg i tvivl og syntes, at den blev for hvid og kønsløs.

Heldigvis sad min far i sin kælder i dag og lavede strømpepinde-holdere og jeg gik derfor over til ham og lavede to knapper,

som jeg har sat en broche-fidus bagpå, så jeg kan skifte “knap”, når og hvis humøret er til noget andet end rensdyr-gevir.

Farven på vesten er meget svær at gengive på billederne, men den er mere mørk og rust-rød end orange.

Det bliver vist det sidste jeg får skrevet på min “strik 2011” (listen er at se i venstre side af bloggen)

På nedenstående billede passer farven sådan nogenlunde, selvom jeg ser meget hvid ud i ansigtet (har også lige været ovre og se Twilight med Laura i biffen)

som du kan sikkert kan se, har jeg syet en tynd, tynd gennemsigtig elastik i ærmet.

Det flanede og så mildest talt dumt ud, men elastikken har nu lagt ærmet en anelse ind til armen.

Der har nu ellers været nok at smile af i dag.

Jeg har købt en paryk, som vi naturligvis startede med at sætte på Jans hoved.

Den stakkel og godt, at han ikke har hår.

Han er nu pænere uden.

Jeg prøvede den også.

Nu ved jeg ihvertfald hvilken frisure og hvilken hårfarve jeg IKKE skal have.

Og nu ved du, hvorfor jeg ønsker mig en gine til min fødselsdag engang.

En af gaverne

2011-12-26T12:21:00.001-03:00

Jeg har fået et objektiv af Jan i julegave. 50mm 1,4F, som der øves på.

Der behøves ikke meget lys for at fange billedet.

Desværre vil de indfangede ikke så gerne offentliggøres, så du må bare tro på, når jeg siger, at billederne er knivskarpe.

Hvalpen, som er født lige før jul, siger dog ikke så meget. Grynter lidt veltilfreds og laver små smaskelyde.

Jans tæver er enten golde eller så har hans hanner ikke lige fattet det med forplantning og mangfoldiggørelse, så Jan har lånt en tæve, som var med hvalpe, af sin bror.

Der kom 4 hvalpe i alt, hvoraf de tre var tæver.

Tæverne blev slået ihjel øjeblikkeligt, mens hannen fik lov at blive.

Den er stor og velnæret og hans mor passer på ham.

Jan passer godt på både mor og hvalp.

Det er efterhånden mange år siden, der sidst har været hvalpe i Jans hundespand og hvalpen har allerede været ude af kassen for at blive beundret.

Prøv lige at se en baby-pote:

Og en lille snude:

Den er godt nok kær, den hvalp.

Til jul tændes der levende lys på kirkegården.

Det er så smukt og rørende.

Vi tænder også lys på “vores” grave.

Lige nu blæser der en meget, meget hård vind fra øst, drejende mod syd, så det er næsten umuligt, at fotografere.

Desværre, men du skal da lige se lidt af kirkegården, så du kan forestille dig, hvor smukt det er:

Himlen har været overskyet, så der slippes ikke meget lys igennem ovenfra.

Jeg kunne ellers godt trænge til lange, lyse dage her i min ferie, hvor der kunne samles energi til arbejdet, interesserne og alt derimellem.

Faktisk fantaserer jeg om en sejltur op til hytten.

Fantasien går på en tændt, varm ovn, stille hav, masser af stearinlys og alle mine kære omkring mig, men det har lidt lange udsigter, for jollen er på land og fjord-isen er endnu ikke frosset til, så man kan køre på den..men lige om lidt..om en måned eller to..

Måske jeg skulle fantasere om noget mere realistisk, som fx en kop kaffe, som er lige indenfor rækkevidde, hvis jeg rejser mig?!

Og jeg kunne strikke lidt videre på min vest under den tændte lampe, som giver rigeligt med lys, sidde i mit sofahjørne og se lidt fjernsyn og indordne mig årstiden uden at lade fantasierne løbe af med mig.

Jeg kunne så meget og jeg tror, jeg vil kaste mig ud i det.

Det røde julemysterie

2011-12-25T10:55:00.001-03:00

Så gør det ikke noget, at jeg viser vesten, som jeg strikkede på i slutningen af november og starten af december.

I min familie trækker vi lod blandt de voksne, hvem vi skal give en julegave til og i år skulle jeg give min mor en julegave.

Min mor og jeg har nogenlunde samme tøjsmag uden vi dog går i det samme tøj og jeg tænkte straks, at jeg ville lave en gavekurv til hende.. det fik jeg nemlig af Dudi sidste år og det vakte lykke. (Mine julegaver i år er et helt kapitel værd, så dem får du ikke at se endnu, men jeg vil så gerne vise dem, så lige om lidt..)

I løbet af efteråret, havde min mor henkastet sagt, at hun ønskede sig en vandfast mascare, så det var jeg ude og finde til hendes kommende julekurv og hun klagede på et tidspunkt over sine tørre hænder og med al den opvask, madlavning og rengøring hun foretager for at byde os på god mad og hygge, så syntes jeg helt bestemt,at hun også skulle have en fed, god håndcreme ned i kurven.

Der blev også lagt et tørklæde i cashmere/silke ned i kurven og en lidt mere privat ting også, men det, som jeg var allermest spændt på var, om hun kunne lide denne vest, som jeg strikkede til hende:

Garnet er originalgarnet fra Geilsk og jeg strikkede str. M/L. Hvor mange gram, der gik til vesten kan jeg ikke huske, men det var hyggeligt strik og jeg kunne godt finde på at lave een mere på et andet tidspunkt, for kraven gør, at skuldrene er varme og “skødet” gør, at man får dækket de uheldige “folder” lidt væk.

Designet er sjovt og anderledes med den store cirkel, der ender som en vest, så jeg håber, at den bliver et hit.

I går var det børnenes jul med juletræsdans og gaveuddeling.

I dag er det de voksnes jul. Siger man heroppe og i morgen er det de unges jul.

Lige om lidt skrå vi allesammen over gaden igen for at spise frokost hos min mor.

Det er ikke en almindelig frokost, men et bugnende frokostbord, som er blevet forberedt over lang tid.

Jeg ønsker dig og dine glædelig jul.

Dagen før

2011-12-24T01:22:00.001-03:00

Julen er fyldt med traditioner. Ihvertfald for vores vedkommende.

D. 23 december går jeg over til mine forældre, hvor jeg pynter deres juletræ.

Det er en tradition, at juletræet ser ud som det gør.

Det er pyntet med røde kugler, guld-ornamenter fra Unicef og papirstjerner og et enkelt rensdyr, som er tussegammelt.

Juletræet ser altid sådan ud.

Nogen vil måske mangle både englehår, guldlamellerne, kræmmerhusene, papirhjerterne og flag-guirlanden?

Hjemme hos min mor ser juletræet dog altid sådan her ud og jeg synes det er pænt.

Det skal jeg jo næsten synes, eftersom det er mig, som pynter det på samme måde år efter år efter år efter år.

Det er også en tradition, at hun har en julebuket stående på skænken.

En flot een, købt i Centrumkiosken og oftest købt og hentet af min far.

Det er tradition, at når juletræet er færdigpyntet, kan vi sætte os i sofaen, hvor der bliver trakteret med Lenas fine hjemmelavede julekonfekt, æbleskiver, gløgg/te/kaffe og de hjemmebagte klejner og brune kager, mens vi beundrer det fine træ.

Der hænger naturligvis stjerner i vinduerne og mange forbinder den orange julestjerne med jul i Grønland.

Den har dog aldrig hængt hverken hos os eller hos mine forældre.

Hos mine forældre hænger denne ude i vinterhaven og en stor rød een i altandøren:

Hjemme hos mig, skifter det lidt. I år hænger der en stor guld-stjerne i stuevinduet, men sidste år, var den i rød metal-papir.

Sara har fået en ny stjerne i år.

Det ses ikke så tydeligt på billedet, men den er mere grøn, end den er noget andet:

Laura har haft sin i rigtig mange år. Hun har selv valgt den, da hun var lille. Som årene går, bliver jeg mere og mere glad for den.

Inde i det værelse, hvor Simon sov, da han var her, hænger der en stor hvid een af slagsen.

Den er enkel og elegant.

Det er vist den, som skal hænge i stuen næsten år.

Hvis jeg husker det..

I år har jeg kun hængt guldfarvet pynt op i stuen.

Sidste år nåede jeg at blive så uendeligt træt af den julerøde farve, så i år blev det guldpynten, som kom op.

Jeg har en pænt stor kasse med julepynt i guld, hvid og røde farver. Det skifter lidt fra år til år, hvilken farve jeg kan holde ud at kigge på i en hel måned.

Min krans af grene, som hænger over sofabordet har skiftende pynt året rundt, men lyskæden hænger der altid og giver lidt lys.

Jeg er meget, meget lidt glad for lamper, der hænger ned fra loftet, så der er kun kransen og lamperne over spisebordet.

Traditionen tro, laver jeg ris a’la manden til i morgen.

Dudi har sendt mig to hele stænger af Princips de bedste. De er suppleret med nogle rimeligt gode fra Brugsen. I mangel på bedre-vaniliestænger.

Grøden duftede fantastisk. Den er afkølet og en kæmpebunke mandler er smuttet ud af deres skind.

De skal hakkes og blandes i grøden i morgen sammen med en smule flødeskum.

Ikke for meget og heller ikke for lidt.

Der er også tradition for, at vi tager på kirkegården og tænder lys for vores bedsteforældre og jeg har en grav, hvor jeg sætter lys to gange om året.

Graven er ikke min, men mine venners.

De bor her ikke mere, så derfor har jeg fået det ærefulde hverv, at kigge lidt til den.

Det ansvar tager jeg meget alvorligt, men på den hyggelige, gode måde og med stor glæde.

Kirkegang og dans om juletræet er også fast tradition sammen med and og masser af tilbehør og det er lige så sikkert om amen i den kirke, som vi næsten lige har forladt, at jeg spiser for meget.

Har du også en meget traditionel jul?

Lyset forude

2011-12-22T12:57:00.001-03:00

Det var slet ikke i går, men først i dag.

Filminstruktøren

2011-12-21T23:03:00.001-03:00

“Kan det gøres bedre, skal det gøres bedre” og udfra den devise, trævler jeg nu op til “rib-kanten”. Måske lidt helt op?

ØV ØV ØV, at jeg ikke gjorde det for flere timers strik siden, da jeg opdagede det.

Inde i mit hoved kørte der en fin film med mig i hovedrollen:

Jeg gik rundt om juletræet med al sin pynt i overovermorgen med glade, velfriserede, velduftende, artige og tålmodige børn i hænderne, mens jeg sang rent, højt og meget smukt, en tårefremkaldende julesalme, mens alle smilede taknemligt til mig, julegavere lå under det smukt funklende juletræ i fint indpakningspapir og brede sløjfer, som jeg delte ud til de glade, tålmodige, artige, nybadede, nyfriserede børn… iført min vest, der til forveksling kunne minde lidt om een, som ihvertfald julemandens kone, godt kunne tænkes at gå i og alle blev glade og tilfredse med de gaver, som de havde fået.

Jeg ved ikke helt, hvor børnene skulle komme fra og hvis der var nogen, så var de nok hverken tålmodige eller særligt lykkelige eller taknemlige for min skønsang rundt om det juletræ, som plejer at se ud som det har gjort de sidste, mindst 20 år og under det ligger der aldrig julegaver, for de ligger i nogle sorte sække, der er gemt væk ude i bryggerset indtil dansen om træet er overstået og som en oftest skidt udklædt julemand deler ud i hast.

Båndene er som regel ikke brede, for gaverne er oftest pakket i en forretning og jeg tvivler på, at julemanden, hvis han fandtes, havde en kone,- for hvem ville frivilligt være gift med en gammel, tyk mand med langt usoigneret fuldskæg, som aldrig gik i andet end sit røde kluns, kravlede rundt på folks tage, havde en irriterende og larmende ho-ho-ho-latter, kun arbejdede en måned om året og som ikke ejede en anstændig bil, men kørte rundt i en åben kane i den kulde og som folk i al almindelighed hverken troede på eller såede tvivl om.

Så den vest…

Jeg ved ikke, om jeg vitterligt troede på, at fejlen ville rette sig selv, hvis jeg ignorede den.

Til de af jer, som ignorer en (strikke-)fejl i håb om at det ordner sig selv, kan jeg oplyse, at der kun går kostbar strikketid fra og at der bliver mere at trævle op, samtidig med, at du slider unødigt på garnet.

Som et plus kan siges, at jeg har øvet mig i at strikke vrang masker, retmasker og tælle til mindst 200 og nogen og firs… altså hvis jeg skal sige noget.

Det har jeg lidt en fornemmelse, at jeg bliver nødt til. Ihvertfald overfor mig selv!

Som endnu et plus kan jeg også tilføje, at jeg har været beskæftiget med noget, som ikke generer andre og at jeg har fået meget ud af mit garn ved at strikke det to gange.

Nå, men så ved du jo, hvad jeg laver de næste mange timer og sålænge jeg sidder med to tilspidsede pinde og en rulle garn mellem hænderne, laver jeg ikke andre ulykker.

Nu kører der en hel anden film rundt inde i mit hoved.

En lidt mere realistisk film, hvor jeg pakker en pakke op, som jeg selv har pakket og som indeholder en vest, som jeg selv har strikket og har ventet alt for længe med at strikke til mig selv i indbildt angst for, at jeg ikke kunne.

En tese, som jeg i denne første omgang ikke har kunne modbevise. Men næste gang! Lige om lidt kører det bare!

I min egen indre og lidt mere realistiske dogmefilm, ser jeg mig selv iført vesten, som har en knap, lavet af en meget gammel narhvaltand. (hvis altså jeg lige kan huske, hvor jeg har gemt knappen) Knappen har siddet i en taske for en menneskealder siden, men det gør den jo ikke mindre pæn og den vil virkelig klæde vesten, som vil klæde mig utroligt meget, når jeg engang efter nytår skal på arbejde igen.

Væk med Hollywood-filmen inde i mit hoved og ind med noget social-realistisk dokumentar-agtigt noget.

Jeg starter lige forfra og rigtigt og denne gang læser jeg endda opskriften, som er til for det samme.

Som om, jeg lader mig slå ud af at skulle trævle op.. næ, det er skam noget jeg gør med al mit strik. Vel nærmest et kendetegn for mit strikkeri!

Og så kom Laura endda i dag.

På årets korteste dag.

Den dag som skulle være den dag, hvor der er mindst dagslys og hun lyste min dag op.

Min juleferie startede også i dag og den skal nydes ligeså meget, som Lauras tilstedeværelse skal nydes og det er enddog meget.

Og næste gang jeg hiver kameraet frem, når hun ikke at skjule sig..

Jeg vil have et godt og ordentligt billede af hende, som jeg kan kigge på, når hun rejser mod syd igen og jeg skal undvære hende i endnu et halvt år.

Hun er allerede at finde på musikskolen og mens jeg venter på hende, vil jeg pille op, trævle op, starte forfra på julemandens kones vest.. nåååe, på min arbejds-vest anno 2012

Om 15 timer!

2011-12-20T20:30:00.001-03:00

I morgen kommer Laura. I morgen.

Jeg nåede at hente et lånt keyboard til hende, støvsuge det meste af huset, gøre badeværelset rent og hjælpe Jan med at vaske køleskabet og ikke mindst have besøg af et par glade småbørn og deres forældre.

Nu skal der slåes nogle timer ihjel med noget strik, TV, i morgen en halv arbejdsdag inden jeg kan hente Laura i lufthavnen.

Grønlandsfly, vejret, teknikken vover bare lige på at forsinke, udsætte eller på anden måde forhindre Lauras ankomst i morgen ved middagstid.

Der bor en bager…

2011-12-18T23:35:00.001-03:00

Normalt gør jeg intet ud af julen.

Næsten ingenting.

En julestjerne kommer op, lidt pynt hist og pist,

en juledekoration kommer på bordet og hvis tiden er til det, kan jeg finde på at bage pebernødder med børnene.

Altså dengang de var børn og ikke teenagere.

At bage hørte IKKE julen til, herhjemme.

Alle de steder, hvor vi kommer, bugner der af julebag af enhver tænkelig slags og alle steder bliver man jo nødet, så man næsten vender vrangen ud på sig selv.

Af een eller anden grund fik jeg dog pludselig lyst til at bage jule-småkager selv i år.

Det er aldrig sket før.

Måske fordi, at Laura er på vej?

Måske fordi, at jeg ved, at een af mine venner kommer forbi i julen og ønsker god jul?

Måske fordi, at jeg har nået den alder, hvor jeg bliver nødt til at begynde at øve mig, hvis jeg skal nå, at blive ekspert inden jeg bliver 80?

Uanset grunden gik jeg i køkkenet,

fik tændt ovnen i dag og fik bagt den kæmpestore brunkage-dej jeg lagde sammen igår sammen med klejne-dejen til en halv million småkager.

Det er første gang, jeg bager brunkager selv og hvis jeg selv skal sige det (og nu der ikke er andre, der siger det, må jeg jo hellere sige det selv), er det blevet intet mindre end rigtig gode.

Jeg fik også bage en stak vaniliekranse.

Der blev forsøgt med en sprøjtepose, men det endte i sørgeligt grat-værk, så jeg rullede og formede.

Der er nogen, som er så heldige at eje en Kenwood-køkkenmaskine med tilbehør og hele svineriet og så er der så os andre, der var dumme nok til at købe en cremefarvet Kitchenaid, bare fordi den var på bud og kostede lidt mindre end Kenwooden.

En fin maskine med retrolook og den rigtige udstråling, men efter min mening, absolut kun til pynt.

Der er set meget kønnere vaniliekranse før.. faktisk tror jeg ikke, at der er set så mærkeligt udseende vaniliekranse som mine tidligere, men jeg lover dig, at de smager godt.

Opskriften er farfars legendariske og næste år, vil jeg sørge for, at have den helt rigtige vaniliestang, så smagen træder frem og igennem og ikke som nu, gemmer sig bag smørret, sukkert og melet.

Sara blev smittet af bage-iveret og fik trillet kokoskugler og smagte kun på et par enkelte, så dåsen er ganske fyldt.. endnu.

For første gang nogensinde har jeg også kogt klejner.

Jeg er overhovedet ikke glad for det med kogende olie, men det skal ligesom til, hvis klejnerne skal bages helt færdige.

De fortjener bestemt også et stort bifald, hvilket både Jan og jeg så gav dem.

Ikke dårligt af en første-gangs-klejnemager.

Dåserne er genbrug, men den store måtte Jan ud i byen og købe i dag, da brunkagerne blev ved og ved og ved med at vælte ud af ovnen.

Købe-dåsen (det lyder lidt frækt!?) er altså meget stor.. Jeg stillede forrige uges rødvinsflaske ved siden af, så du kan se, hvor stor den er

Og dåsen er næsten fyldt helt op til randen.

Jeg ved ikke, hvad man siger, der hvor du kommer fra? Noget med, at når der er to søndage i en uge?

Her siger vi, når noget er så usandsynligt, at vi ikke forventer, at det vil ske: “Når ravnene bliver hvide” og det bliver de efter al sandsynlighed meget snart, for Jan har også bidraget til kagedåsefyld.

Han bagte dollarkager i går og familien valfartede til vores hjem.

Dollarkagerne var vellykkede, fyldt med store generøse chokoladestykker, var knasende og søde.

Jan var tilfreds. Faktisk så tilfreds, at han har lovet en gentagelse engang i fremtiden.

Nu er ravnene jo begyndt, at få hvide fjer, så måske det sker snart?

Måske han ligefrem bliver bidt af at stå i køkkenet, måle mel og sukker op istedet for at stå med opvaskebørsten i hånden, når jeg har bagt. Måske vi snart og efter små tyve år bytter roller?

Måske?

Der blev også bagt en gufguf-kage til i morgen.

Vi skal til begravelse. Een af vores venners kone, som jo også var vores ven, er død, efter lang tids sygdom.

Jeg ved ikke hvordan man gør andre steder, men heroppe holder man en slags kaffemik efter begravelsen og alle som har tid og lyst, hjælper til med at bage kagerne til kaffen.

Det har jeg naturligvis, selvom jeg langt hellere ville have bagt i en anden anledning.

Den er endnu ikke delt, fyldt op med fyld eller pyntet, men det må gøres inden jeg går i seng.

Som du kan forestille dig har jeg stået i køkkenet hele dagen og noget af aftenen med.

Mine fødder er ømme, skuldrene trætte og hænderne knastørre af al den håndvask.

Jeg er noget nær hysterisk med at vaske hænder, når jeg laver mad og så bliver hænderne fuldstændigt udtørrede.

Mit hår lugtede som en uhygiejnisk pølsevogn af al det klejne-olie, så nu er det vasket og hænderne cremet ind.

Mon ikke fødderne trænger til at komme lidt op mens strikkepindene får sig en rundtur?

Og mens jeg ventede på småkagerne kunne jeg jo ikke lade være:

Og jajajaja.. tysk er bare ikke mit sprog!

Nå, men så denne da:

VO5

2011-12-16T23:06:00.001-03:00

Pludselig kommer jeg i tanke om den grønne VO5 shampoo.

Kan man mon få dem endnu?

Måske var det kalejdoskoperne og gamle barndomsminder, der aktiverede hukommelsen?

Evigheds legetøj

2011-12-15T22:41:00.001-03:00

Aaaaj, ved du hvad?

Jan kom hjem med en pakke i dag.

En pakke fra Klaus.

Han kunne lige huske, at jeg er vild, vild, vild med kalajdoskoper og han har sendt hele tre af slagsen.

Jeg behøver ingen julegaver de næste 5 år og fødselsdagsgaverne i fremtiden kan snildt være, at du pakkede kalejdoskoperne ind igen og jeg ville blive jublende glad hver gang jeg åbnede og opdagede at det var kalajdoskoperne.

Jubiiii!

Jeg er vild med dem.. hov, det har jeg sagt.

Det er underholdning til evig tid.

Jeg havde et som barn. Et rødt et.

Hver gang du kikker ind, har du et nyt spændende billede.

Unikt, smukt og spændende.

Tusind tak, Klaus.

Det var lige verdens bedste gave du lige sendte (og jeg ved godt, at jeg skal dele.. lidt..?! med de andre)

Det var lidt sjovt, at fotografere ind i skopet... se selv:

Nu ved du, hvorfor jeg ikke får støvsuget, ryddet op, strikket, fotograferet, slebet sten, vasket mig under armene, lavet varm mad…. jeg sidder lige så stille og kikker ind i de evigt skiftende mønstre, farver og former, undres, glædes og fortrylles.

Fælles julepynt på arbejdspladsen eller hvordan man får et frikvarter til at gå med kreativiteter

2011-12-15T22:29:00.001-03:00

Min kollega er meget ferm med papir og saks.

Lige for øjeblikket laver hun julehjerter. Det er et pillearbejde af den anden verden, men resultaterne er bare så flotte.

Hver gang hun bliver færdig med en sætter hun dem fast til vinduet på lærerværelset, hvor hun sidder.

Det pynter og giver mange positive kommentarer.

Der bliver også lavet andet end hjerter og disse mus har da helt klart kronede dage med al den gule ost.

I et ynkeligt forsøg på at være med til at bidrage med julepynten på lærerværelset, har jeg lavet et 3D snefnug i metalpapir.

Den var lidt svær at fotografere, men du slipper ikke for at se den.

Og jeg har sæt to sædvanlige stjerner fast til vinduet, hvor jeg plejer at sidde på lærerværelset i frikvarteret.

De er lavet af mellemlægspapir (du ved dem man lægger mellem madderne i sin madpakke)

Workshopping

2011-12-15T22:20:00.001-03:00

Jeg deltager i en workshop i disse dage. Eller rettere aftener, for workshoppen starter først kl 19, så dagene er lidt lange, men gode.

Det er meget anderledes og lidt tankevækkende, at deltage i workshoppen.

Der er folk med som jeg kender og hvis billeder, som jeg kan skelne mellem alle andres, men der er også folk med, som jeg absolut ikke kender.

Det er interessant, at møde folk på den måde.

I går skulle vi med en stump garn illustrere vores liv, os selv.

Selvfølgelig, havde jeg nær sagt, fingerstrikkede jeg et par centimeter for at vise, at jeg har en del hobbies, som jeg sætter meget, meget højt.

Der er en del mennesker, som gør deres hobbies, deres passion til deres levebrød og faktisk har der lige i fjernsynet været en udsendelse om folks passioner.

Det er interessant, hvad der fænger det enkelte menneske og det kan også være interessant med folk, hvor intet absolut fænger.

Jeg tilhører den kategori, som er let antændelig og hurtigt bliver fanget og interesseret i noget.

For 10-15 år siden kunne jeg ikke læse en strikkeopskrift og sten, var noget man kastede efter de løse hunde.

I dag er jeg så absolut fanget af at strikke og i perioder sliber jeg sten.

Det hele skal fotograferes og derfor slæber jeg rundt på mindst et kamera hele tiden. At jeg så indimellem også øver mig i at tage lidt bedre billeder, kan vel også kaldes en hobby.

Jeg tror ikke, at jeg nogensinde ville forsøge, at gøre een af mine hobbies til min levevej, for hvad skulle jeg så lave i min fritid?

For mig er det vigtig med alsidigheden, afveklingen og inspirationen fra begge mine verdener.. fritiden og arbejdstiden. Nogen gange overlapper de hinanden og nogen gange er de virkelig to verdener, to forskellige liv, som ikke har noget med hinanden at gøre.

Det forsøgte jeg at illustrere med min fingerstrikkede stump, som Sara var så venlig at fotografere, for hun var nemlig med i går, men kunne ikke deltage i dag pga matematik-lektier og i morgen, som er sidste dag, har hun også meldt afbud, da hun skal til klassefest.

I aften skulle vi skrive nogle ord på et stykke papir og klippe papiret ud.

Okay!

Vi skulle fortælle noget om vores liv igen.

Jeg valgte at løse opgaven på denne måde:

På juletræet, som står i cafeen i Taseralik, hænger der en lyskæde.

Een af lysene forsøgte jeg at ramme/fotografere i centrum af papiret, hvor havde klippet hjerter ud.

Jeg synes selv, at jeg har en positiv tilgang til mit liv i al almindelighed.

Når jeg støder på problemer vælger jeg at se mulighederne og forsøger at lukke øjnene for begrænsningerne.

Da jeg var 21 år fødte jeg mit første barn, med et alvorligt handicap.

Dét satte rigtig mange ting i perspektiv og jeg forsøger til stadighed, at fastholde det perspektiv.. at være taknemmelig og glad for de muligheder, som jeg får, bliver givet eller som jeg selv vælger.

Naturligvis er der glimt af utilfredshed og ærgelse hver dag, men de fylder ikke meget, for det må de ikke. Mit liv skal være lyst, let og enkelt i sin grundform.

Hjerterne behøver jeg vel ikke engang at forklare?

De symbolisere al den kærlighed og omsorg, som jeg føler, jeg er omgivet af.

Jeg føler mig elsket af rigtig mange mennesker og det er jeg dybt taknemmelig for.

Og ordet nysgerrig.. jeg elsker at lære og det kommer sig af, at jeg er så nysgerrig.. hvordan gør man? Kan jeg?

Jeg genbrugte et hjerte.

Hjertet for kærligheden og perlerne i massevis for at symbolisere alle de stunder, glimt og episoder af lykke, som jeg allerede nu har oplevet.

Det er en smule stressende, at blive stillet en opgave, som skal løses på 10-15 minutter og med kun en stump garn eller et stykke papir, men lærerigt.

Skøgen

2011-12-12T00:58:00.001-03:00

Måske jeg skulle slå mig fast ned som hue-producent istedet.

Hattesælger.

Det er efterhånden et par huer, som er røget af mine strikkepinde på det sidste og det er lidt en parodi, for jeg går så sjældent med hue.

En har jeg fået solgt, een har jeg givet væk og een ligger og gemmer sig til en god lejlighed.. fx. en fødselsdag eller lignende.

Den sidste kan få følgeskab af denne hue fra bogen: “Hattedamer” af Annnette Danielsen.

Modellen hedder Skøge.

Altså huemodellen og alene pga af huens navn, har jeg iført mig læbestift.

Den skal skam præsenteres ordentligt.

Jeg kludrede rundt i opskriften og boblerne ligger ikke helt som opskriften foreskriver og det endte med, at jeg bare strikkede derudaf og efter godtbefindende.

Det ses forhåbentligt ikke i denne mørke tid og når musikken ellers spiller.

Garnet er Navia og der er brugt 1½ nøgle garn til huen og pinde nr. 4.

Min før så trofaste model, Sara har sagt op og har kvittet jobbet som model for mig og det er jeg ked af.

Hun gør sig så fantastisk på billeder og ydermere og som om det ikke er nok, er det svært, at få hende til at fotografere for tiden, så både Jan og Simon har måttet være den, som trykkede efter, at jeg indstillede og gjorde ved med kameraet.

Denne detajle var årsag til, at jeg valgte Skøgen, som mit første projekt fra bogen “Hattedamer” . Måske jeg skulle strikke den igen???

Hvis det garn, som jeg har bestilt til min vest ikke er kommet i morgen, tror jeg sørme, at jeg vil forsøge mig Skøgen een gang til og denne gang uden fejl og mangler.

Det er først gang jeg strikker bobler og jeg skulle liiiiiige.. inden jeg helt forstod, hvordan de skulle vende og dreje.

Lyn-besøg

2011-12-12T00:44:00.001-03:00

I morgen rejser Simon tilbage til Kangerlussuaq.

Det har været det hurtigste 14 dage nogensinde.

Vi nåede knap at se ham og nu er han lige om lidt væk igen.

Der var dagligdagen, hverdagen med arbejde, pligter og alt for lidt tid til at se ham, men måske han snart kommer herud igen?

Man kan jo have lov at håbe!

Strømpepindeholdere i rendyr-gevir

2011-12-11T22:38:00.001-03:00

Hvordan andre kan leve uden en strømpe-pindeholder, er mig en komplet gåde.

Når jeg en sjælden gang strikker strømper og skal have dem med i tasken, formår jeg altid, altid at få trukket pindene ud af strikketøjet, når jeg skal have det op af tasken.

Det gør jeg ikke mere.

Jeg har nemlig en strømpepindeholder, som min far har lavet.

Forrige lørdag sad jeg oppe i hallen og solgte min fars flotte kuglepenne, to håndfulde strømpepindeholdere og lidt af mit eget strik+ t-shirts.

Strømpepindeholderne var væk i løbet af et split-sekund, kuglepenne var der også salg i, ligesom mit strik (det som jeg ikke skal bruge selv-strik) også hurtigt fik ben at gå på.

Der var en del, der gik forgæves efter strømpepindeholderne og der har også været forespørgsler på dem her på bloggen.

Min far fandt lidt materiale, at lave nogle holdere af og der ligger nu hele 5 stk. på mit bord.

De er lavet af rensdyr-gevir og er meget flotte.

De koster 100 kr. + porto og hvis du er interesseret, kan du lægge en kommentar.

Det er først-til-mølle-princippet og der er foreløbig kun de 5 holdere.

Der er stadig nogle få kuglepenne tilbage.

De er lavet af moskus-okse-horn (Tryk på linket..det røde)

Du kan se nogle af dem her, men er du interesseret kan du sende mig en mail eller lægge en kommentar. Kuglepennene koster fra 500,-dkk og opefter.

Bestiller du, sender jeg strøpepindeholderen/kuglepennen, såsnart pengene er registreret på min konto.

Det sædvanlige

2011-12-11T22:28:00.001-03:00

Min far og mor, Lena og Johannes var ovre og spise hos os i aften.

Jeg ved ikke, hvad de synes, men jeg synes, at det var hyggeligt.

Min kogekunst er ikke stor og larmende, men det er da altid spiseligt og solidt.

Alt det fine, smarte og moderne med lange indviklede navne og med ingredienser, som skaffes fra den anden siden af jordkloden lader jeg pænt andre om.

Jeg holder mig til det, som jeg nu engang kan finde ud af og der er ikke mange overraskelser at hente i mit køkken.

Til forret lavede jeg en lakse-spinat-roulade og i mangel på asparges, lagde jeg en mandarinbåd ovenpå som pynt. Mærkeligt, men det smagte ok. Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at det skulle være sådan.

Til hovedretten serverede jeg de sædvanlige flødekartofler til rensdyr-køllen, som var stegt i en stege-so og den var mør og tilpas stegt.

Ingen overraskelser, at hente der heller.

Desserten bestod af noget så enkelt som jordbær blendet sammen med lidt fløde og sukker og en cigar-chokolade som knas til.

Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne finde ud af at lave noget specielt, noget overraskende, noget fremmedartet eller bare noget, som ikke var sædvanligt, men på den anden side, kan jeg så til gengæld sige, at jeg ikke går galt i byen, med det som jeg nu engang kan finde ud af.

Noget skal jeg jo sige, når jeg nu ikke tør/kan/vil kaste mig ud i den store forfinede madlavning med ugers forberedelser.

Nogen går vældigt op i, hvad de har fået at spise eller hvad de/andre har haft på, men skal jeg være helt ærlig husker jeg aldrig maden eller min egen/andres påklædning bagefter, hvorimod stemningen huskes.

Hvordan har du det med gæstebud?

Juletræet

2011-12-11T00:40:00.001-03:00

For en gangs skyld er byens juletræ flot, smukt og præsentabelt.

Det er STARK, som har sponsoreret træet og Royal Arctic Line, som har sponsoreret transporten.

Hvis jeg kunne, ville jeg skrive dem en stor tak. TAK for det flotte træ.

Det er et flot træ, som er værd, at vise frem.

Og i virkeligheden burde jeg vel også sige tak til ungerne og de unge, for at lade pærerne være, så lyset i træet bliver ved med at brænde.

Sidste år sad jeg i hele to dage og læste julehistorier op for en samling blandede elever.

Jeg læste især H.C. Andersens eventyr.

Dem er jeg helt vild med og kan læse dem igen og igen og igen og atter engang.

Jeg læste eventyret om grantræet og det gjorde indtryk på eleverne, ligesom det også gør indtryk på mig, hver gang jeg læser det.

Ida, Josef og Jim i Taseralik

2011-12-11T00:26:00.001-03:00

Rigtig mange mennesker jeg kender, vil gerne bo i en storby. Helst så stor som muligt.

De vil bo et sted, hvor der sker noget.

De vil nyde godt af storbyens muligheder, have alternativer og noget at vælge imellem.

Det forstår jeg godt, men hvis jeg havde rigtig mange muligheder og alternativer at vælge imellem, ville jeg ikke opleve så mange forskelligartede ting, som jeg gør her i Sisimiut.

Jeg tager det, som der nu engang er og det giver mig nogle oplevelser, som jeg måske ville have valgt fra, hvis jeg havde noget andet at vælge istedet?

Nu til aften var jeg til en koncert. En julekoncert med to operasangere og byens to kor.

Min mor havde inviteret og købt billet til os allesammen: Lena, Johannes, Jan, min far, min mor (naturligvis) og mig.

Hvis jeg ikke var blevet inviteret, så havde jeg købt en billet selv.

Og inviteret Jan med.

Helt sikkert og jeg ville bestemt ikke have fortrudt.

Kulturhuset Taseralik var fyldt til bristepunktet og mange, mange mennesker gík forgæves.

Der var ganske enkelt ikke plads til dem og efter koncerten havde jeg lidt ondt af alle dem, som ikke fik den gode musik-oplevelse.

Repetoiret var alsidigt og vi fik sange og salmer på tre sprog: grønlandsk, dansk og engelsk.

Jeg kunne godt have levet med, at korene sang nogle kortere sange

og knapt så mange, så der var mere tid og plads til at høre Ida Heinrich, Josef Lund Josefsen og Jim Milne, men det er jo smag og behag.

Jim var som sædvanlig ekseptionel god på klaveret

og var han kommet helt alene, havde jeg været mere end fuldt ud tilfreds med kun at skulle høre på hans lækre klaverspil, men han havde Ida Heinrich med.

Ida er grønlands første og så vidt jeg ved, eneste kvindelige operasanger og hun virkede sikker i alle sine fremførelser i aften.

Som hun kunne synge.

Det var godt, at Ida var taget med Jim til Sisimiut.

Jim havde også Josef med

og han er vist og så vidt jeg ved, den eneste mandlige operasanger.

Han gjorde det også fantastisk.

Især, da han sang fadervor på grønlandsk, gjorde han det med indlevelse og stor overbevisning.

Vorherre må helt sikkert have hørt hans bøn, om ikke andet gjorde vi og jeg var fuldt tilfreds med hans sang.

Det var vel nok godt, at Jim fik Josef med også.

Jeg er glad for at bo i en lille by, hvor mulighederne er så begrænsede, at jeg næsten helt ukritisk kommer til alt, hvad der bliver tilbudt her i byen, for det giver mig mulighed for at høre, se og opleve nogle ting, som jeg ikke selv ville have valgt.

En ting er sikkert: jeg ville have valgt, at komme til koncerten i aften og hvis der er mulighed for at at høre Ida, Jim og Josef, der hvor du bor, bør du drage afsted og få dig en god musikoplevelse, som den jeg fik i aften.

Tak for billetten, mor og tak til Ida, Josef og Jim.

P.S Jeg gider ikke engang at undskylde den dårlige billedkvalitet. Du ved, at jeg er elendig til at tage billeder i mørke.

3 D snefnug

2011-12-09T23:56:00.001-03:00

Det handler forresten ikke kun om strik….

Denne har voldt mig lidt problemer, men nu stiller jeg mig tilfreds og siger, at det er godt for i dag.

Skulle du få lyst til at lave een selv, kan du finde vejledningen her

Hue med snoninger i moskus-uld

2011-12-09T19:41:00.001-03:00

Første gang jeg strikkede den, blev den alt, alt for lille, så jeg trævlede den op og startede forfra.

Nu er den afleveret til min mor, som skulle have den.

Den er strikket i 2-trådet (2x1-trådet) mørkebrunt moskus-garn og vejer 65 gram.

Garnet har været det rene maridt, at strikke i, for jeg har skullet pille dækhår ud af garnet, mens jeg sad og strikkede. Dækhårene er stive og stikker og gør absolut intet godt for noget som helst i en hue.

Nu er den blød og lækker, men jeg er spændt på, hvordan den med tiden vil arte sig.

Moskus har det med at strække sig, udvide sig og blive lidt slasket.

Opskriften er stadig fra Drops og denne gang har jeg fulgt opskriften til punkt og prikke.

De andre to, både den blålilla og den røde har jeg ikke strikket så lange, da jeg bedst kan lide, når en hue sidder tæt til.

Sara har været så sød, at ville fotografere for sidde model ville hun desværre ikke.

Sjalet, jeg har på, er forøvrigt også i moskus.

Det er i den neutrale farve.

Mønsteret er fra Arnica og jeg bruger det meget, meget ofte.

Håndledsvarmerne på øverste billede er også strikket i moskus-uld og mønsteret er ud af hovedet og uden opskrift.

Hvad der er på strikkepinden lige nu??? Der er endnu en hue, men en anden slags og i noget helt andet garn.

Anemoner og dækhår

2011-12-05T23:15:00.001-03:00

Der er fart over feltet og jeg når ikke engang at registrere, at jeg har for travlt.

I lørdags sad jeg oppe i hallen og solgte mine t-shirts, lidt strik og ikke mindst min fars fine kuglepenne i moskushorn og strømpe-pindeholdere i rensdyrtak.

Der var rift om strømpepindeholderne og det ikke uden grund.

De er altså bare for praktiske og har man en pinde-holder, vil man ikke undvære nogensinde igen.

I går blev der strikket på livet løs.. det blev der også i lørdags oppe i hallen, når jeg ikke lige skulle tage imod betaling eller forsøge mig udi sælger-kunsten.

Aldrig har jeg strikket så hurtigt og jeg kunne da også temmeligt selvtilfreds lukke den sidste maske af i går aftes, vaske og blokke sjalet ud og skrive til min bekendt, at hans julegave til hans mor var klar.

Jeg håber, at hun bliver tilfreds.

Garnet er det lækreste, lækreste bløde moskusuld,

som er svært at gengive blødheden på, på billeder,

men forestil dig en let sommersky, dun fra en baby-engels vinge eller en det blødeste dun på indersiden af en omsorgsfuld edderfuglemors rede, så har du blødheden på dette sjal.

Der er brugt 70 gram moskusuld, pinde nr.4 og opskriften er “franske anemoner” af Karen Noe.

Garnet kostede 375 kr pr. 50 gram

Garnet er købt i Qiviut, som har den bedste og fineste kvalitet moskusuld-garn jeg indtil nu har set.. og jeg taler af bitter erfaring (og nej! Jeg får IKKE procenter hos Anita),- for jeg købte noget et-trådet mørkebrunt moskusuld til en hue til min mor, men 85% af tiden går med at pille de stive, stikkende dækhår ud af ulden,

de 5 % af tiden med at ærgre mig over at jeg købte ulden (i jysk sengetøjslager, af alle steder på jorden) og de sidste 10 % af tiden med at strikke.

Huen skal nok blive god og pæn, tror jeg, selvom jeg har været nødt til at gå flere pindestørrelser ned og arbejdet skrider da også fremad.

Jeg har lovet mig selv, at når jeg er færdig med huen, skal jeg igang med endnu en vest.

Måske?!

Jeg tænker på denne, som Irene har været så ualmindelig sød at sende mig opskriften på, da den ikke længere var tilgængelig på nettet.

Denne er også i tankerne konstant, men jeg har et kit, som længe, længe har råbt efter mig om at blive strikket. Måske jeg skulle starte med råberen, for at få lidt ørenlyd til de næste projekter?

Jeg har jo også en spændende bog liggende: “ Hatte-damer” som også rummer fristelser.

Juleklip på skolen og døgnets manglende timer

2011-12-02T19:39:00.001-03:00

Jeg har haft juleklip med mine elever på skolen og det er mit sølle bidrag til pynt i klassen.

Mine kollegaer holder julefrokost i aften. Jeg bliver hjemme, for jeg har faktisk så travlt, at jeg ikke burde gå i seng i aften.

Der er julemarked i hallen i morgen, hvor jeg skal sælge mine t-shirts, min fars kuglepenne i moskus-horn og strømpepinde-holdere i rensdyr-tak.

Derudover har jeg en bestilling til et sjal og en hue, som skal strikkes.. inden jul!

Og i virkeligheden ville jeg gerne have nået, at strikke en cardigan/jakke også inden jul, men døgnet består kun af 24 timer, hvoraf nogen skal bruges på skolen, nogen til at sove i og så er der jo ikke meget tilbage til kreativiteter.

Istedet for at sidde her, må jeg hellere gå i gang lige nu!

Julegave fra Simon, hue med snoninger og indkøbt varme til sjælen

2011-12-01T23:22:00.001-03:00

Så kom Simon hjem i dag på en ultrakort ferie.

Han rejser om 12 dage, for han skal have vagt både til jul og til nytår.

Det havde han også sidste år og jeg synes, det er uretfærdigt, at han ikke kan være sammen med os i julen.. eller måske rettere synes jeg, at det er uretfærdigt, at jeg ikke kan være sammen med ham i julen.

Jeg er dog glad for, at han har et arbejde, som han kan holde ud, for taxa-jobbet tærede ham op og han brød sig bestemt ikke om at køre taxa.

Han er færdiguddannet automekaniker, men der er rift om jobsene, finanskrise, global opvarmning, miljø-forurening og langt til månen, har han fået at vide, når han har søgt, søgt og atter søgt.

Jeg er bare glad, når han er glad, men i dag blev jeg dog meget glad da han gav mig en julegave. Det sker ikke hvert år.

Fødselsdagsgaver og en mors-dags-buket er han utrolig flink til at sende og jeg er taknemmelig hver gang. Hver eneste evige gang.

Han har snakket længe om, at han har købt en gave til mig og han glædede sig til at give mig den og da jeg kom hjem fra arbejde i dag, kunne han da heller ikke vente med at give mig den.

Jeg får stadig kuldegysninger ved tanken om, at han har købt en gave til mig og så i den kaliber og med ordene, da jeg spurgte om hvorfor, svaredes : “fordi du er en god mor”.

Jeg fik et par sælskinds-moonboots og jeg svæver da også som bevægede jeg mig ude i rummet.

Forstår du, at jeg er meget, meget glad?

Taknemlig og rørt?

Stolt og bevæget?

Dét er jeg ihvertfald.

Jeg blev også færdig med endnu en hue med snoninger.

Denne gang i rød i garn fra Geilsk.

Tynd uld lagt dobbelt og strikket på pind 3½.

Jeg har brugt 70 gram og opskriften er fra Drops.

Nu skal der vist ikke strikkes flere af lige netop den hue, for jeg har fået bogen i dag og jeg overvejer, at strikke en “prinsesse”, nu når jeg er så godt i gang med snoninger, men jeg har et lille hængeparti i form af en bestilling på et sjal i moskus.

Jeg blev utilfreds med mig selv på billederne, som Sara tog,

så Sara blev tvunget til at sidde foran kameraet iført huen og hun er ikke specielt glad for rød, men hun gør sig altså noget bedre på billeder!

Der var open-by-night i en af byens tøj-forretninger i går og Sara halede både Jan og mig med ned.

Vi gik tomhændede derfra, mens Sara fik et af sine tøj-ønsker opfyldt.. en stor sparkedragt også kaldet one-piece.

De skulle være noget så moderne

Jo-jo!

Jeg købte mig en æske te i dag.

Der skal ikke så meget til at fange min opmærksomhed.. sjælevarmer!

Lige, hvad jeg har brug for i denne tid. Og sloganet, når du slår flabben op, er da også for herligt.

Det er ikke fordi der mangles te her i huset.

Jeg drikker en masse te i løbet af en dag, men dagen skal startes med en halv kop kaffe inden den ene liter te efter den anden skylles ned.

Dagen er omme forlængst.

Jeg burde ligge i min seng og sove meget dybt og tungt.

Det gør jeg så ikke lige.

Huen skal lige skylles op og lægges til tørre og der skal findes lidt frem til i morgen, hvor fredagen længelsfuldt venter på mig.

Fredag betyder weekend og sove længe, morgenkaffe hjemme med Jan og alt dét glæder jeg mig til.

Jeg elsker valnødder. Det er vist ikke alle, som kan lide valnødder.

Banke, banke på

2011-11-30T22:21:00.001-03:00

er du der?

Bibliotekets dekorationer og frossen dug på ruder

2011-11-29T21:30:00.001-03:00

Det har været en ualmindelig lang dag.

Og for øvrigt også koldt.

Hele –12 grader med en bidende vind, som ikke gjorde kulden varmere i farten.

Først almindelig undervisning fra 08.00-13.40, hvor de sidste to timer foregik på medborgerhuset, hvor mine elever skulle have noget seksual-undervisning og så tilbage igen på skolen, hvor jeg skulle til trinmøde.

Vinduerne i lokalet, som vi holdt møde i er dobbelt-ruder.. vel engang termo-ruder?

I dag var der frosset dug (?) mellem glassene og taget med makro, ser det sådan her ud:

Lyset i øverst, er genskin fra loftsbelysningen og der var mørkt udenfor og det gav det hele et sjovt og anderledes udtryk, som jeg blev nødt til at fotografere

Da mødet sluttede kl 16, styrtede jeg afsted for at komme på biblioteket.

Hvert år laver jeg nemlig deres juledekorationer og normalt plejer det at være om lørdagen før 1. søndag i advent, men i lørdags, da jeg kom op på biblioteket, havde de glemt, at købe lysene til dekorationerne og så er hele ideen jo ligesom lidt vissen.

Jeg nåede ikke derop i går pga. travlhed, altså min travlhed, men i dag nåede jeg det og det var som sædvanligt hyggeligt.

Jeg får ikke en øre for det, men jeg bruger biblioteket meget, meget flittigt.

Jeg bilder mig selv ind, at hvis jeg gør noget godt for andre, vil jeg blive behandlet derefter.. senere- eller mine gode intentioner vil forgrene sig en smule ud til andre?

Nogen gange skal man bare gøre noget godt og uselvisk og om ikke andet gør jeg det ihvertfald een gang om året, når jeg laver juledekorationerne til biblioteket

Farver og pynt til bibliotekets juledekorationer har jeg ikke valgt og jeg ville måske ikke have valgt netop de farver selv, men det er spændende, udfordrende og sjovt, at lave en “bunden” opgave på den måde.

Måske har du lagt mærke til at jeg har lavet en liste over alle de bøger, som jeg indtil nu har læst i år?

Skønlitterære bøger.

Den står i venstre side på bloggen lidt længere nede sammen med færdiggjort strik for 2011.

Vores bibliotekt er, byens størrelse taget i betragtning et godt og solidt bibliotek, hvor enhver burde kunne få stillet sin læselyst.

Der ligger aviser og tidskrifter

og der er børnebøger, som kan læses i børnehøjde

med selskab af kendte personligheder

Der er hyggeligt

og især om foråret kan man være heldig, at der i et glas med vand på skranken står aflæggere af deres planter, som man må få.. gratis, kvit og frit.

Skulle man få lyst til at surfe lidt på internettet, er der også mulighed for at låne en stationær computer.. altså i en time.. ikke at tage med hjem

Nu kan de andre lånere ihvertfald også mærke at det er en anelse jul, hvis de skulle have lyst til at mærke det og personalet synes forhåbentligt, at det er lige så hyggeligt, som jeg synes.

En snoning på toppen og besøg af en webstrikker

2011-11-29T20:50:00.001-03:00

Har jeg fortalt dig, at jeg havde besøg af en webstrikker i sidste uge?

Webstrik er et forum for strikkere og jeg har og har haft meget, meget stor glæde og nytte af webstrikkerne.

Har der været et spørgsmål, et problem eller en mindre krise af strikke-relateret karakter, har jeg altid kunnet få hjælp og vejledning hos webstrikkerne.

Webstrikkerne arrangerer hvert efterår en kæmpestor strikkefestival og jeg har trawlet alle deres blogge igennem for at nyde deres billeder, som altid, altid oser langt væk af strik, hygge og fristelser i form af garn, opskrifter og nye design .. og ikke mindst inspiration.

Jeg har aldrig deltaget i en strikkefestival.. ikke engang en strik-in eller strikkecafé, men jeg har mødt to webstrikkere, som også har blog, i en sommerferie for efterhånden alt for mange år siden.

I min sommerferie 2008 mødte jeg nemlig Mette, som udover at have inviteret mig, også havde inviteret Laila.

Det var rigtig, rigtig hyggeligt og det var dejligt, at få sat ansigt på nogle navne, som optræder i webstrik-gruppen.

I sidste uge havde jeg så mulighed for at møde Jane, som p.t er i Kangerlussuaq. Hun skulle heldigvis en lille tur herud til Sisimiut og de af jer, som ikke ved det, så er det ikke sådan, at man bare lige tager en tur rundt i Grønland.

Det er dyrt, at rejse internt i Grønland og den bette tur fra Kangerlussuaq til Sisimiut, der i luftlinie er en strækning på ca 160 km. koster omkring 1800 kr (tur-retur).

Jeg havde nogle dejlige, hyggelige timer sammen med Jane og vi var en tur i byens eneste garn-forretning, hvor jeg købte noget garn til en hue, som jeg havde søgt hjælp til hos webstrikkerne. (jeg kunne ikke finde opskriften på nettet).

Jane havde taget en bog med, som hun viste mig og jeg blev så fristet, at jeg, straks hun gik, bestilte et eksemplar til mig selv, som nu er på vej med posten.

Tusind tak for besøget og din tid, Jane.

Mens jeg venter på bogen, kunne jeg passende strikke den hue, som jeg købte garn til og den ligger nu færdig og klar til at blive vasket.

Farven er mere lilla end på billedet.

Jeg strikkede den ikke så lang, som opskriften foreskriver og det fortryder jeg en anelse lige nu, men jeg bilder mig ind, at den bliver lidt længere, lidt blødere og lidt mere “slasket” (på den gode-måde-slasket), når den har fået lidt vand og sæbe.

Den er strikket på p.3½ og der er brugt 87 gram Karisma fra Drops og jeg tror sørme, at jeg vil strikke een mere, selvom jeg ved, at jeg ikke kommer til at gå med dem selv.

De første 75 huer går allerede rundt her i byen, for den er meget, meget populær og alle som kan noget med en strikkepind og et nøgle garn, har strikket den og jeg er den kedelige type (vil nogen sikkert mene), at uniformering af enhver art, hører militæret, brandkorpset og søværnet til

Denne gang vil jeg strikke den i noget andet garn og lidt længere.. bare for at prøve

Alpehue langt fra Alperne

2011-11-27T22:45:00.001-03:00

Jeg får også strikket lidt i ny og næ..

Ikke alverden, for halvdelen bliver jo som sædvanligt trævlet op og strikket om.

Eller lagt væk.

Jeg var næsten og lige ved at trævle denne alpehue op også, for et eller andet har jeg misforstået med “cirklen” i midten.

Min er skæv, selvom jeg forsøgte at sy den fint og lige sammen.

Der er blevet brugt 93 gram ganske almindeligt strømpegarn fra Brugsens hylder og pind nr 3½.

Opskriften er ikke længere tilgængelig, men var at finde her (http://www.gavstrik.dk/opskrifter/alpehue.pdf )

Til gengæld kan du finde en rigtig flot udgave her og farverne er lige præcis nogle jeg godt kunne tænke mig at svøbe mit hoved ind i.

Min udgave af alpehuen kommer i gavekassen og så må jeg jo håbe, at nogen jeg kender, der har fødselsdag eller lignende har lyst til at eje en alpehue i netop de farver. (Den mørke er en meget mørk lilla, der er brugt hvid og beige)

Juledekorationer (2011)

2011-11-27T17:16:00.001-03:00

Siden i går har jeg lavet juledekorationer.

Hele 7 af slagsen.

Det er en smule hårdt for hænderne, for jeg bruger enebærgrene og de stikker jo som een i helv..

Jeg har lavet to hjem til os og hvis du ikke kan ane det på billedet, kan jeg fortælle, at de er ret store.

Denne står ovre i hjørnet på det runde bord og lyser op i et mørkt hjørne.

Og dette kalenderlys står på køkkenbordet

Jeg har lavet to til min mor også. De er mindst lige så store som mine egne.

Lena har også fået to og ydermere en dekoration til hendes kontor på skolen.

Enebærgrenene samlede jeg, da jeg var i Narsarsuaq, hvor der var 5 timers ventetid på at komme videre til Nuuk. Jeg købte en af Airgreenlands store sportstasker, som jeg fyldte op med enebærgrene og jeg kunne sagtens, sagtens se mig selv hente en stor taske fyldt med enebær-grene hvert år, hvis nogen gad at sponsorere, tihi..

De sidste tre har jeg endnu ikke fotograferet, men mon ikke det bliver gjort een af dagene?

Den sidste dekoration, som jeg lavede blev lavet med klokken som hujende tilskuer, for jeg ville gerne ned og se byens juletræ blive tændt.

I år er byens juletræ så fint og flot i modsætning til forrige års træer, som mildest sagt har været grimme

I år ankom julemanden ikke på sine gå-ben, men svævede i en line over byens unger med sin sæk (altså julesæk) svævende efter sig.. Byens brave, dygtige brandmænd havde vist arrangeret og havde line i julemanden, så sikkerheden var i orden.. sjovt og anderledes og gjorde hele turen ned til juletræstændingen til en oplevelse.

Øvelser

2011-11-27T16:59:00.001-03:00

Kameraets autofokus stiller ikke helt skarpt og det gør mine øjne forresten heller ikke mere.. men der var lige et par billeder, som jeg ville tjekke fra i forgårs.

Jeg ville gerne have fotograferet den hue, som jeg blev færdig med i fredags, men jeg synes, at det er svært at fotografere sig selv, så jeg må lige vente til Sara får fri fra sit arbejde og har tid til at forevige den.. Jan vil ikke sidde model til den og det vil du kunne forstå, når du ser den.

Jeg vil gerne lige vise dig, hvordan jeg ser ud, uden hue og når jeg skal agere model for Sara så vil du have større forståelse for, hvorfor jeg stædigt bliver siddende bag kameraet og ikke foran

Og selvom Sara er meget, meget dygtig med et kamera, syn’s jeg nu også, at hun er så fantastisk foran kameraet: