lørdag den 15. februar 2020

Erstatning for OpenLiveWriter?

(psst.. og så savner jeg altså stadig Open Live Writer helt vildt meget stadigvæk. Jeg skriver direkte inde i blogger nu og det er jeg altså bare ikke særligt tilfreds med. Hvad kan man mon erstatte Open Live Writer med? Jeg har en mac)

"Det tager lang tid at få gamle venner"

Det er ikke så tit, at man får lov at fotografere folk sådan direkte og lige på.
Eller.. jeg kender ikke så forfærdeligt mange, som synes det er helt okay, at sidde og kikke direkte ind i et kamera og være helt afslappet med det.

Til min egen ros, vil jeg sige, at jeg faktisk ret ofte lykkedes med at få nogle rimeligt gode portrætbilleder, hvor den affotograferede er ser afslappet ud og ser ud til at hvile i sig selv.

Lidt sværere er det at tage et billede af en gruppe.
Især når gruppen består af mine søstre og mig selv.
Jeg satte alle indstillingerne og stak Sara mit kamera i hånden og gjorde mig meget umage med at se fornuftig ud.
Mine søstre, som til hverdag er meget, meget kompetente og seriøse, forvandler sig til fjollerikker, når vi står sammen foran et kamera, så det ender altid på denne måde.
Det er jo sådan set også sjovt nok og viser jo også en historie om 10-15-20-50 år.




Jeg er meget glad for de billeder, som jeg tog af min familie i julen og som jeg fik printet flot ud på fint mat, vandfast papir og sat på 5 mm skum.


Når der er så mange mennesker, der skal fotograferes efter hinanden, så glipper det næsten altid med et eller andet.
Jeg fik fx ikke fotograferet min mor og Simon alene, men fik fotograferet nogle af de andre lidt ekstra gange.
Sådan er det.











Jeg havde mit kamera med over til mine forældre i går. 
Mit gudbarns datter var med og jeg fik lov at fotografere hende og når jeg nu alligevel sad og sigtede på folk med et stort objektiv, kunne jeg lige så godt rette det hen mod min far, som også sad der.

Han er ved at være godt oppe i årene.
Næste gang han fylder år og det er i maj, fylder han 79.
Det synes jeg jo er en pæn høj alder.

Min far og mor har været gift i 54 år.
De blev gift 12 dage før jeg blev født, så min mor stod brud i Sønderborg med en stor brudebuket for at dække lidt over den mave, som røbede at de måske havde lavet mere end bare holdt hånd og gået lange ture, inden de blev gift.

Sådan var det jo dengang.

Min far var sølle 25 år da han stod der ved alteret og sagde "Ja" til min mor som var 21 år.

Jeg var selv 21 år, da jeg fik mit første barn og når jeg ser 21-årige synes jeg ikke de er særligt gamle, men det hænger jo nok sammen med at jeg nu er mere end dobbelt så gammel.

Mine forældre har holdt sammen i 54 år.
De har bryllupsdag d. 05. februar og lige om lidt fylder jeg 54.


Jeg sagde til mig selv i går, at jeg ville huske at få mit kamera med noget oftere, så jeg kunne få nogle billeder af mine familiemedlemmer noget tiere.

Vi forandrer os hele tiden.




Både udenpå og indeni.

Nogle gange kan man se, når folk har forandret sig indeni og andre gange kan man ikke se noget som helst.
Det som er sværest er når folk er under en kedelig forandring og alt det  gode og velkendte langsomt forsvinder ind i glemslens lette tåger.
Nogen dage letter tågen og solens skinner måske for en kort stund, men så lægger der sig tåge-dis ude i hjørnerne og ændrer det landskab som var det kendte.

Det er ikke alle, hvis billeder jeg må dele.

Faktisk tager jeg jo ret mange portrætbilleder af alle mulige, men det er ofte i en sammenhæng, hvor jeg ikke kan vise billederne, så jeg er lidt ekstra glad, når jeg må vise, hvad jeg har set.
I min verden er det hyggeligt at dele oplevelsen af et /vise et billede med andre, uanset om det er via nettet (facebook/instagram ell lign)
Har du det på samme måde?

Det er altid hyggeligt, interessant og dejligt at kunne se gamle billeder af folk, man kender og folk man holder af, og den eneste måde at få gamle billeder, er vel at starte med at fotografere folk nu.

torsdag den 13. februar 2020

Flere ørne

Jeg har bestilt tid til lægen og kan komme til d. 24. februar med min hånd.
Det er lidt lang tid at vente, men sådan er det.

Lægen kan højst sandsynligt ikke gøre noget ved den, men måske kan han/hun give mig et svar på, hvorfor det gør så ondt og hvor længe det skal blive ved med at gøre ondt.. måske skal det gøre ondt resten af mit liv, men så vil det være godt at få det at vide.

Jeg vil rigtig gerne have noget at forholde mig til, for det tærer lidt på kræfterne at have ondt og et eller andet sted, så synes jeg jo, at jeg tog min del af smerte, da jeg havde så forbandet ondt i hovedet.
Nu er det jo "heldigvis" kun en finger og ikke et helt hoved, men jeg bruger jo mine hænder rigtig, rigtig meget og når man tager hænderne op ad lommen, kan man komme galt afsted.. hvad jeg så ret så ofte gør.
Øv.

Det strammer indeni og det gør ondt alle mulige steder omkring de nerver,  som blev skåret over.
Min pegefinger kan ikke rigtig strækkes helt og den kan ikke bukkes helt sammen heller.
Jeg kan det meste med hånden og endnu bedre, så kan jeg faktisk strikke.
Ikke sådan en hel aften, men et par omgange og med mange pauser og det er jo bedre end ingenting.

Jeg lader lidt som ingenting det meste af tiden, men når jeg så bliver træt, mister jeg pusten  og ømmer mig.


I løbet af weekenden vil jeg ud og se om jeg kan køre snescooter.
Jeg skal jo kunne bremse og det gør man jo med sin venstre hånd.

Jeg var et smut nede ved hundene i dag, da Jan kom hjem fra sin slædetur og der kunne jeg mærke, at jeg manglede kræfterne i min venstre hånd og at jeg var lidt for forsigtig.
Når foråret rigtig sætter ind og dagene bliver lidt varmere, vil jeg jo utroligt gerne med ud og køre hundeslæde med Jan og da skal min hånd jo gerne være i orden.

To af hundene tog lige en rask lille slåskamp og fik bidt små-huller i hinanden.
Heldigvis ikke noget alvorligt og kun småskrammer.



Lige i dag frøs det hele 20 kolde minusgrader og man blev lynhurtigt kold, hvis man ikke holdt sig i bevægelse.

Da vi havde kørt Jans slædegæster hjem i bilen, kørte vi en tur ned til havnen, hvor der sad en havørn på et hustag.
Det er en meget ung ørn, tror jeg.
Der er ret mange ørne omkring byen for tiden.
De er enormt store, når de kommer flyvende med langsomme, dybe vingeslag og ravnene, som ellers også er nogle store fugle, ligner små unger ved siden af den store ørn.




lørdag den 8. februar 2020

Træt af snestorm

Jeg prøver at ignorere det meget dårlige vejr, som vi holder os for tiden.. eller faktisk havde vi rimeligt godt vejr hele ugen, hvor vi var på arbejde, men i går som vi fik fri, trak det sammen igen og  blæste op igen.
Ikke bare en frisk brise eller en rask vind.
Næ nej.
Vi har skam snestorm igen igen og sammen med 12-15 minusgrader, så kan det altså virkelig mærkes at det er vinter.
Stormen flytter en masse sne og der kommer sne ned fra himlen, så sigtbarheden er lig nul indimellem.
Med 1 rask hånd og 1 hånd, som stadig gør mega-ondt og hvor det indvendige stammer og er meget følsomt, dunker, prikker og gør ondt, fik jeg lært en teknik med at skovle med den gode hånd og have den dårlige til hjælp.
Jeg har virkelig lært en masse nye mærkelige teknikker for at kunne gøre hvad jeg plejer at gøre, selvom min venstre hånd gør så ondt.




Ind i mellem piver jeg over den møg-hånd og indimellem var i dag mens jeg skovlede for det er altså lidt besværligt at skovle med 1 1/2 hånd.



Tilfredsheden var dog enorm da jeg var færdig også selvom sneen føg til næsten øjeblikkeligt.

Jan og jeg fik skovlet ovre hos mine forældre, hvor deres trappe var helt væk



og nogle vil måske mene, at man skal vente helt med at få skovlet, men jeg synes at det er godt at holde det nede så meget som muligt, så man kan hentes hvis man fx skal hentes i ambulance, skal have slukket en ildebrand eller bare have kaffegæster eller lign.


Måske et dumt og åndsvagt argument?



Da vi havde fået skovlet kørte vi en tur rundt i byen mens der var lidt sigt.
Ravnene holdt sig lidt af en fest i vinden






Jeg er træt af stormes rasen og trænger til stabilt godt vejr, men ingen er herre over vejret, så jeg affinder mig og forsøger at finde indendørs sysler at hygge mig med.


Nej, det er ikke vores hus. Det er bare et tilfældigt hus i stormen.





søndag den 2. februar 2020

Omsorg og ørne-søndag


Tænk engang; Efter at jeg havde skrevet om min hånd i mit sidste indlæg kom jeg på arbejde om mandagen og fik et papir af min leder, som viste sig at være en mail til mig.



Jeg studsede lidt for min leder sagde at det var en privat mail, så jeg var jo nysgerrig efter at læse den.
Det viste sig at være fra en pensioneret læge, som helt tilfældigt var havnet inde på min meget gamle blog om grønlænderdragten og var så surfet videre til denne blog, hvor hun var havnet på mit indlæg om min dumme hånd-skade.
Hun havde søgt og havde ikke kunne finde en aktiv email-adresse til mig og havde sågar ringet hertil Sisimiut til en spar købmand for at høre om de kendte mig, hvad de ikke gjorde og hun havde søgt og søgt og til sidst fundet ud af, hvor jeg arbejdede og sendt mig en mail dertil.




Ud fra de forskellige mails, som hun senere videresendte,  kunne jeg se, hvor meget hun havde gjort for at komme i kontakt med mig og jeg blev virkelig rørt.

Hun havde skrevet en lang mail om hvordan jeg skulle/kunne behandle min håndskade og ud fra hendes anvisninger, kan jeg se, at jeg har gjort det meste rigtigt.

Men at nogen som jeg ikke engang kender og som ikke kender mig, har draget så stor omsorg for mig, har virkelig rørt mig.

Det er altså ikke hverken hver dag eller hvert år at det sker, at man hører om fremmede, der gør sig så umage for folk de ikke kender... eller det er ikke noget, som jeg er vant til, så jeg blev altså virkelig rørt.

Det går langsomt fremad med min hånd.


Jeg har fået følesansen næsten tilbage i næsten hele pegefingeren og jeg kan næsten bøje den igen.

Næsten.



Den er godt nok stadig hævet og selve ar-vævet indeni, hvor kniven har været inden og skære, er hårdt og gør stadig urimeligt ondt.

Jeg kan næsten gribe om ting nu og der er flere og flere ting, som jeg kan bruge fingeren til igen.


Det aller-allerbedste er dog, at jeg kan strikke næsten normalt igen.
Ikke så længe og ikke så hurtigt, men det kan lade sig gøre, så jeg tror på, at det nok skal blive godt igen.
Det er lidt utroligt så meget man / jeg bruger min venstre hånd selvom jeg er så højrehåndet.
Prøv at binde dine snørebånd uden at bruge tommel-og pegefinger på din venstre hånd (hvis du er højrehåndet) eller prøv at åbne et skruelåg uden den anden hånd eller vaske hår, bruge en fast håndsæbe ...
Nå! men det går fremad og det skal nok blive godt igen.


Jeg kan holde om mit kamera omend det er på en lidt anderledes måde og det var jeg glad for i dag.
Jeg har nogle venner, som indimellem dukker op hjemme hos mig. Det eneste vi sådan set har tilfælles er fotografering.

De er vanvittigt dygtige og kan nørde sådan fuldstædigt igennem.


Jeg kan bare sidde og glo beundrende på de unge fyre, mens de sidder i mit køkken og er gode.

De inviterer så nogle af deres andre foto-venner med og så nørder de videre i mit køkken.
Det er hyggeligt og jeg lærer lidt og kan få lidt hjælp, når jeg har brug for det.

Vi låner objektiver af hinanden og andet udstyr og hvis der sker noget i byen, som er ud over det sædvanlige, ringer de til mig og spørger om jeg vil med.


I dag skrev en af de unge fyre så til mig og en anden at han havde fået en uventet fridag og om vi ikke ville med ud og se om vi kunne finde nogle af de mange hav-ørne som der er i og omkring byen for tiden.

Jo, det ville vi da gerne og så kørte vi ud og fotograferede.

Jeg tog knap så mange som dem men oplevelse var fantastisk og måske jeg køre en tur mere med dem een af dagene og se om der skulle være flere foto-muligheder med de store, flotte rov-fugle, som åbenbart er så sultne, at de forsøger at finde føde på vores losseplads eller så har de bare funder ud af, at det er lettere?

søndag den 12. januar 2020

Dagens farve

Prøv lige at se nogle farver:

Billedet er taget med min mobil


Selvynk

Man skulle vel nærmest tro, at jeg havde lavet denne blog om til en brokkeblog?
Det var såmænd ikke meningen, men lige nu fylder min håndskade næsten det hele.
Jeg forsøger virkeligt ellers at flytte fokus, men helt ærligt, så er det ret svært, når smerterne hele tiden gør opmærksom på det.


Den 30.december huggede jeg min urte-kniv så hårdt ind i min hånd og nej! Selvfølgelig var det ikke med vilje!

Jeg tog på sygehuset med det samme og blev syet.



Blodet flød i rigelige mængder og det var faktisk lidt svært at vurdere, hvor meget jeg havde fået skåret over og fordi det var så hævet, var det svært at bøje og strække.
Jeg fik pencilen for en sikkerheds skyld og der har ikke været synlig betændelse.


8 dage efter fik jeg taget stingene, men hævelsen er der stadig og det gør så forbandet ondt. Faktisk helt urimeligt ondt og de pamoler og ibumetiner, som jeg må tage, tager kun lige akkurat toppen af smerterne.

Jeg bliver vist nødt til at gå til læge igen, for selvom jeg kan bukke og strække min pegefinger, gør det så ondt i bløddelen under pegeringeren og i den nederste del af pegefingeren (ind mod hånden) at jeg stort set ikke kan bruge venstre hånd.

Bare den mindste fnuglette berøring sender voldsomme elektrisk-lignende smerter, som får tårerne frem. Hånden føles kold, sovende og stikkende, men samtidig gør det voldsomt ondt.

Jeg er uendeligt træt af det og især af smerterne.
Da jeg fik taget stingene, snakkede jeg med en læge, som sagde at det så ud til at jeg havde skåret en masse nerver over og at der nok kom til at gå rigtig, rigtig mange måneder inden det var i orden, men at det ikke så ud til at jeg havde skåret sener over.

Jeg har pakket min hånd ind i et elastik-bind for at skåne den for alt for mange bevægelser, men mest for at ikke at komme til at røre ved den.
(Jeg kan ikke binde mine egne snørebånd, vride en karklud eller skære maden ud selv, så det skal altså bare gå i orden igen.
Selvom hånden gør vanvittigt ondt, vil jeg forsøge at gøre tingene selv, leve som jeg plejer og forsøge ikke at lade mig begrænse)

At jeg så samtidig får den ene smertefulde blist i munden efter den anden og gerne flere ad gangen, er vel nærmest en natur-lov, når kroppen er stresset, jeg har fået pencilin og tager så smertestillende flere gange om dagen.. (og jeg bruger kun tandpasta uden skum-middel)
Det er altså bare ikke en optimal start år 2020 har fået, men jeg håber og satser på, at jeg så har taget min andel for i år og at det kun kan blive bedre fra nu af)
Sidder der et klogt hoved derude, som kan fortælle mig om det går over af sig selv eller om jeg kan gøre noget for at det går hurtigere.


Vejret har været stormende og koldt siden nytåret.

Det har sneet og sneen har lagt sig i hårde fygninger og bulldozerne har haft travlt med at rydde vejene.
Simon skulle være rejst hjem tirsdag d. 08. januar, men pga vejret blev hans fly aflyst og aflyst.

Det gjorde ikke mig noget.
Snarere tværtimod.
Han kom hjem i fredags og som han selv sagde, så var det godt at have sine vante ting omkring sig, men at det det havde været dejligt at være herude.

Det har været så hyggeligt at have alle tre børn hjemme i julen.
Gid øjeblikket ville stå stille og vare ved. Jeg stor-nyder det.

De to yngste er her såmænd endnu og jeg nyder det i stor stil.
Og har nytte og glæde af dem, mens jeg er skadet.

Sara rejser tilbage til Århus d. 23. Hun har faktisk først fået rigtig juleferie d.03.januar, hvor hun afleverede en eksamen over nettet.
Hele julen var hun flittig og disciplineret, hvor hun læste hver dag.
Laura rejser til Nuuk herfra. Hun skal være udvekslingsstudent i Nuuk og jeg synes det hele er lidt spændende.


Jan og Sara har gået rundt indendøre, som løver i bur og ventet på at vejret skulle falde så meget til ro, at de kunne komme ud og køre hundeslæde.

Jeg tog med dem i går ved middagstid, da de skulle ud og fodre både vores hunde og de hunde, som Jan passer.

Nøøøj, hvor var det koldt, men også hyggeligt.










I dag artede vejret sig og Jan og Sara kom ud på en længe ventet kort slædetur, hvor der intet føre var og sneen var dyb nogen steder, hårdt andre steder og visse steder var der vådt (søen).