søndag den 22. marts 2020

Nattoralik/Ørne-pral


Synes selv at jeg er sluppet godt afsted med dette foto 

lørdag den 21. marts 2020

Pause fra tankerne

Vi bliver jo bedt om at vaske hænder og holde vores hjem rent.

Meget rent.

Vaske overflader af og sørge for en høj hygiejne.

Jeg vil mene, at vi holder en rimelig hygiejne herhjemme.

Der bliver gjort rent jævnligt og vi tørrer af, støvsuger løbende, men skabe og skuffer får ikke særligt tit, så da jeg stod op i morges og havde drukket min første kop kaffe, var jeg pludselig i stødet til at tage alle skufferne i køkkenet.

Det måtte udnyttes, så alt blev hevet ud, sorteret i og blev tørret grundigt af inden det blev lagt ned i skufferne, der også var vasket meget rene.

Imens var solen kommet helt frem på den klareste blå himmel og Jan og jeg skyndte os at tage varmt tøj på og drøne ned til hundene, som fik seler på.

Hundene var helt i stødet og vilde med at komme afsted og jeg nød i meget, meget store drag at komme ud og især at komme væk fra de mange, tunge tanker, som jeg nok ikke er den eneste, der holder mig for øjeblikket?!



Tanker om verdenssituationen med covid-19 og alle de følger der er efter den med død og økonomiske ødelæggelse.


Over den horrible situation, som Italien står i og over den eksplosive vækst af smittede, der er på Færøerne.

Dét er ganske enkelt skrækkeligt, men jeg glemte de tanker et kort øjeblik, mens jeg var ude i dag.

Jeg under virkelig alle at komme lidt væk fra de mange tanker, som jeg forestiller mig, vi er mange, der har.

At holde en lille pause fra alt det ubegribelige.

Jeg nød i hvertfald de par gode timer, som jeg tilbragte sammen med Jan og hundene i dag på slæden i dag.




















Hav en god weekend og pas godt på dig selv


mandag den 16. marts 2020

Den første smittede i Nuuk

Vi vidste at det ville ske og i dag skete det så, at coronaen kom til Grønland.

De har konstateret et tilfælde i Nuuk og hvis det går ligesom det er gået i resten af verden, så spreder den sig til resten af landet.
Jeg håber det ikke men sandsynligheden er jo ret stor.
Personligt gør jeg hvad jeg kan for at holde hygiejnen i top og undgå enhver form for fysisk berøring med nogen som helst og jeg får mine elever til at vaske hænder i tide og utide.

Mine forældre er gamle og sårbare og jeg vil så utroligt gerne beskytte dem.


Især min far som meget snart fylder 79 er blevet meget, meget skrøbelig og vi passer på og forsøger at beskytte dem og os selv.


Min søster kom fra Danmark i fredags, men har forholdt sig hjemme siden. Hun har mulighed for at arbejde hjemmefra og lige nu er vi lærere også ved at øve os i at skulle undervise hjemmefra, hvis det skulle blive aktuelt.
Jeg håber det ikke, men det kan blive aktuelt, hvis det eksploderer ligesom i andre lande.

Vi har forsøgt at fylde hovedet med andet end corona-informationerne i weekenden, men først gjorde vi rent i lørdags, så det ikke skulle være endnu en stressfaktor i hverdagen og om aftenen havde vi hyggeligt besøg.
Vores gæst og vi aftalte at køre ind i bunden af fjorden og se noget andet end vores egen hytte.


Det var meget underligt at køre i den modsatte retning end vi plejer, men det var meget hyggeligt at se andre og nye steder.

Vi kørte længere ind i landet og Jan og vores ven gik en lidt længere tur op i fjeldet, hvor de kiggede efter ryper.

De fandt nogen, men de var ikke til at komme i til.
Jeg blev pænt siddende nedenfor i solen på min snescootere, hvor jeg tænkte lettere tanker som fik lov til at blive afløst af nye, ligeså lette tanker, der ikke var belæsset med bekymringer om forskellige vira, død, sygdom og andre tragedier.

Jeg sad lige så stille i den knirkende frost og nød solens stråler, der næsten, men også kun næsten varmede.


Jeg sad og i den dybe, dybe stilhed og lyttede til fjeldets stille hjerterytme, sneen der indimellem satte sig og mit eget åndedræt, der blev langsommere og dybere.
Jo, der var koldt.

Om morgenen inden vi kom, havde der været -27 grader, men så koldt var der heldigvis ikke da jeg sad på min scooter og nød stilheden, synet af de enorme vidder og indimellem Jan og vores ven, der kunne anes i fjeldet.
Det frøs omkring -20 og -23 og når der kom en vind fra toppen af fjeldet fra nord, kunne jeg mærke kulden i ryggen og nakken.

Da vi skulle køre ville min scooter ikke starte.
Der var strøm nok på, men den viste at motoren var for varm (hvilket den ved Gud ikke var, eftersom den havde stået slukket i mindst 2 timer i kulden) og det endte med, at Jan måtte trække mig hele vejen tilbage.

Så er der godt nok lang vej hjem, men det gik fint og værkstedet tog den ind i morges og kiggede på den og den startede fuldstændigt uden problemer, uden at de gjorde noget ved den.


Hvad der har stukket den, kunne de ikke se og så var jeg rigtig træt af det, men godt at den kan køre igen.

I morges

(udsigten fra mit stuevindue i morges)

var vi noget så eftertrykkeligt tilbage i virkeligheden med den kedelige nyhed om at Coronavirus var ankommet til Nuuk.

Vi har repeteret håndvask med eleverne, vasket hænderne og forsøgt at få en undervisning i gang, selvom omstændighederne er lidt svære lige nu.

Pas godt på dig selv derude.
Lyt og efterlev myndighedernes anvisninger og bliv for guds skyld hjemme, hvis du er blevet anbefalet at blive hjemme.. for din skyld, for min skyld og ikke mindst for de syge, de gamle og de sårbares skyld.
Pas godt på dig selv.



fredag den 28. februar 2020

Atsinnermiut - Naneruut (acoustic)



Jeg elsker altså bare Lauras stemme.
Og ikke kun fordi hun er min søde datter.

Ørnekiggeri

Dagene flyver afsted og det er allerede fredag igen.
Mens jeg befinder mig i en af de første dage i ugen, så synes jeg at det føles uendeligt, men alligevel bliver jeg lidt overrasket over, hvor tit det så igen er fredag.

I dag fik jeg en besked fra min guddatter at hendes datter (min datters guddatter) gerne ville besøge mig.
For ikke så lang tid siden, mødte jeg hende i Brugsen og på et slitsekund fik vi arrangeret at hun skulle besøge mig.
Det var hyggeligt og det havde åbenbart også været hyggeligt for hende, for hun ville gerne besøge mig idag.
Jeg var lynhurtig ude af døren på skolen for at hente hende.

Vi kørte ned om havnen for at se om man kunne se ørnen og den sad og pudsede fjer på taget af et hus.
Vi sad i bilen og kikkede på den og mens vi sad der og kikkede på den store fugl, blev vi enige om at vi ville på kulturhusets cafe og drikke te.
Altså bortset fra at hun hellere ville have en smoothie.



Vi sad og hyggede og fik vendt rigtigt mange vigtige ting her i livet, -både om hvorfor nogle plukker øjenbryn, mobning i skolen, grå hår og om det er bedre at gå i strømpebukser end bare at have strømper på.
Vi snakkede om ål i sokker, om hvorfor det føles som om hjernen fryser til is når man får en kold smoothie og om klassekammerater, der nogen gange var trælse.

Jan fik fri og ville gerne være en del af selskabet og vi besluttede at han også skulle se ørnen, der sad oven på det gule hus tag og kørte afsted.





Fuglen var fløjet, men vi fik øje på den og så hvor den satte sig og kørte op og fandt den.
Vi fandt kameraet frem og vi hyggede os med at vi kunne komme så utroligt tæt på den inden den spredte sit enorme vingefang og lettede igen.



Det er en hyggelig start på weekenden at Nukaaka, mit gudbarn, som er gudmor for min datter, som igen er gudmor for hendes datter, vil tilbringe eftermiddagen sammen med mig.


mandag den 24. februar 2020

At have noget at se frem til

I lørdags, da jeg havde fået fri fra det kursus, som lærerne er på, ville jeg lige prøve, om jeg kunne køre snescooter.

Eller rettere bremse, når jeg kører snescooter.

Bremsen sidder jo som bekendt i venstre side og skal klemmes med hånden, ligesom på en almindelig cykel og min håndskade sidder jo i venstre hånd og skal man køre sikkert og forsvarligt, bør man jo kunne bremse, så jeg måtte prøve.

Jeg kørte en ganske kort tur og heldigvis kunne det sagtens lade sig gøre.

Jeg kan mærke alle snescooterens motors rystelse i håndtaget /i hånden, men det er ikke værre end, at det sagtens kan lade sig gøre, når nu lysten til at komme hytten er så stor.


I går pakkede vi lidt rugbrød ned i rygsækken, fik startet scooterne op og kørte ud i vinterlandskabet
Det fryser 20 kolde minus grader og når kan kører med ca 50-80 km/t, så kan det faktisk komme til at bide en del i ansigtet, hvis man ikke får slået sit hjelm-visir ordentligt ned.

Det lover jeg dig så at jeg kan huske at gå gjort.

Da vi kørte afsted, skinnede solen forræderisk fra en flot blå himmel og udefra set, så det ikke specielt koldt ud, men vi vidste jo bedre og pakkede os godt og grundigt ind i mange lag uld og noget vindtæt yderst.
Solen skinnede stadig, da vi efter godt en 1/2 time nåede ind til vores hytte.

Jan fejede sne ned fra taget, 


så det ikke skulle begynde at dryppe, når solen stod direkte på og måske tøede det op, når vi sad på terassen under tag-udhænget, men han nåede lige akkurat at blive færdig før skyerne lagde sig over den blå himmel.




Så kunne vi da heldigvis sidde indendøre med en kop varm te og hygge og hyggede endnu mere, da min søster, min svoger, min nevø og hans kæreste kom forbi og sad omkring bordet sammen med os.

Om eftermiddagen måtte vi samle sammen, pakken sammen og køre hjem igen til civilisationen, for der er arbejde som skulle passes i dag, men nu er vi ladet lidt op og kan glæde os til næste gang, vi kan komme derind og lytte til den dybe, gode stilhed, nyde ensomheden og det simple liv.

I dag har jeg været til læge med min hånd.
Det har været planlagt længe og jeg er så glad for jeg har fået en henvisning til en ergo-terapeut og når der engang er en ledig tid (forhåbentligt indenfor de næste par uger /måneder) så kan jeg få noget genoptræning af hånden.
Det går langsomt fremad, men det gør stadig ret ondt og pegefingeren er svær/umulig at bøje (af sig selv) eller strække helt. 

Indfør nogle flere timer i døgnet, tak.

Der er folk, som klager sig over at der aldrig sker noget i Sisimiut.
Jeg ved ikke helt, hvad det er de helt konkret klager over og hvad det er for aktiviteter, som de efterlyser, for jeg synes at der sker så meget, at jeg faktisk ikke helt kan nå at deltage i alt det, som jeg gerne vil deltage i.



Altså.. bare det, at der den 3. fredag i hver eneste måned året rundt er åben scene i kulturhuset Taseralik, hvor alle, der har lyst, kan give et musikalsk nummer af enhver art, har mulighed for at træde op på den scene, som der er forberedt på forhånd og synge/spille eller begge dele.

Jan og jeg tager næsten altid ned og lytter.
Ingen af os giver den slags numre, men vi kan godt lide at lytte til alle de andre, som gavmildt deler ud af deres musiske talenter og dem er der faktisk mange af her i byen.

Om dagen er det børnene fra musik-skolen Serravik, der ofte giver mange numre og tidligt på aftenen, har de unge mennesker under 18 år mulighed for at spille og synge og efter kl 21, når de skal være ledsaget af en voksen enten bliver de med en voksen eller går  og giver scenen videre til dem over 18.

I den forgangne uge har gymnasieeleverne haft besøg af en kor-leder, som udover at dirigere gymnasieeleverne også inddrog et andet kor.

Hvis kor-sang skal falde i min smag, må det gerne være forholdsvis simpelt, enkelt og ikke for rodet at høre på.
Man skal kunne høre at der er styr på det og det var der med Line.
Det var lækkert og mine sarte øre-nerver blev smurt ind i blød, blid og lækkert kor-arrangement, som ikke provokerede eller fik mine små fimre-hår i ørerne til at stritte.

Min nevø Daniel, som går på gymnasiet deltog i koret og man kunne faktisk høre hans lækre stemme blandt alle de andre stemmer .. eller måske var jeg bare ekstra opmærksom på ham?

Om onsdagen er der strikke-café på sømandshjemmet og så er der sportsaktiviteter og som du kan regne ud, kor-sang, musikskole, en lille lift, hvor man kan komme til at stå på ski, Grønlands måske bedste langrendsski-løjper, et mega-fedt bagland, hvor man kan køre hundeslæde, snescooter eller bare gå en tur, der er biograf og der et motions-center i sportshallen og du kan dyrke holdsport i hallen, gå til spinning (på cykel) og spinding af moskusuld på aftensskolen og meget mere.

Jeg synes jo at der er rigeligt at give sig til og hvis man så oveni har nogle venskaber, som også skal passes, så skal man faktisk til at prioritere sin tid, hvis man også skal nå at sove, gøre lidt rent i hjemmet og måske endda passe sit respektive arbejde.

Jeg var til Åben Scene i fredags og det var mega hyggeligt. Jeg møder og snakker med nogle mennesker, næsten hver gang, som jeg normalt ikke snakker med og jeg ser og hører nogle talentfulde mennesker, som tør og vil dele deres musikalske talentere med os andre.
Dét er da fedt.


















torsdag den 20. februar 2020

20.02.20

Hvis man skriver dagens dato i dag udelukkende med tal, så er det en mega fed dato.
Det har været en okay dag, også selvom du ikke skeler til datoen.
Det har været en hård dag, hvor jeg igen i dag har krævet mere af mig selv end jeg kunne yde. Dét er ikke så smart, når jeg når hen på den tidlige aften, hvor jeg er træt uanset om datoen er fed eller ej.

Der er blevet koldt.
Ikke bare en lille smule koldt, men koldt som i kummefryser-koldt og lidt mere til.
Da jeg tog dette billede af sø-røgen nede på havnen, frøs det 22 minus grader.

Min højre tommelfinger, som jeg engang har skåret halvt over, bliver lynhurtig kold og min venstre pegefinger, hvor jeg stadig har smerter efter mit kniv-uheld d. 30. december 2019 blev endnu hurtigere kold, så jeg skulle ikke stå stille alt for længe.



Vores kat kommer aldrig ud.
Det må den ikke.
Ikke heroppe.
Alle katte skal holdes indendøre uanset, om de er sterilisert eller ej.
Vores kat ligger i en kasse, der er foret med et grønlandsk lammeskind og kassen står foran vores radiator i stuen, som er skruet godt op for tiden.
Vores kat har et godt omend stille liv, men jeg tror at den har det godt med at det stille og rolige, for hun er en meget forsigtig kat, som ikke så godt trives med for meget afveksling, larm eller uro.
Hun vil allerhelst bare være os og vores faste rytmer og rutiner.
Hun kommer aldrig ud og oplever de iskolde minus 22 grader og det tror jeg, passer hende rigtig fint.