Weekend-taknemmelighed

Nogen gange må man bare være vikar for sig selv og det valgt jeg at være for mig selv i torsdag og i fredags.. ikke at forstå, at jeg ikke lavede noget eller at det jeg leverede ikke ville kunne tåle et tjek, men jeg kørte altså på dampende og da jeg kom hjem i torsdags, var der udsolgt og jeg kunne bare klaske sammen og kunne så ikke mere.

I fredags var  jeg en anelse friskere, men bestemt ikke rask, men jeg var på arbejde og det gjorde godt begge dage at komme ud og komme blandt andre mennesker.

Jan og jeg havde aftalt at hvis jeg var frisk til at tage afsted, ville vi tage afsted og op i hytten.
Om jeg er snottet herhjemme eller om jeg er skvattet i hytten, er lige fedt, men jeg vil ikke have feber eller være mega-syg, så jeg mærkede efter og om eftermiddagen tog vi afsted og ankom hytten i det fineste vejr.

Vi tændte godt op i ovnene, tændte for en masse hyggelige stearinlys, lavede skoldhed te af frisk vand fra elven og vi nød roen og stilheden; jeg med mit strikketøj og Jan med noget læsestof.

Der bliver mørkt ude i fjorden.

Ikke bare lidt mørkt, men rigtig, rigtig mørkt, hvor der ikke er andet kunstigt lys end det lidt vi selv laver.

Og så er der jo rig mulighed for at se nordlys, hvis der er noget, for det bliver så ikke forstyrret af kunstigt lys.

'

Der var lidt fredag aften og jeg nåede da lige at få et par billeder inden det forsvandt igen.

Om det er det dybe mørke, som ikke bliver forstyrret af små kunstige lyskilder eller om det er stilheden, som nærmest larmer i ørerne eller om det er den friske luft eller kombinationen af det hele blandet med den indre ro, som jeg finder derude, der gør, at jeg faldt i søvn og sov i hele 6 sammenhængende timer, ved jeg ikke.
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har sovet så mange sammenhængende timer i træk og det var så fantastisk.

Vi gik en tur op i fjeldet.

Jeg var jo stadig ikke rask, så det gik langsomt og på vej op ad fjeldet, hostede, harkede og snottede jeg, som var jeg betalt for det, men vi kom op og kom omkring.

Vi sad længe på forskellige udsigtspunkter og nød udsigterne, stilheden, storheden, efteråret milde vejr og at vi har muligheden for at opleve al den skønhed.

Jan skød en hare, som skal tilberedes en af dagene, langsomt og med gode råvarer til.

Og så nød vi lidt mere af det hele deroppe i fjeldet, hvor man befinder sig i en tidslomme, der står stille og hvor du er fuldstændigt afsondret fra omverden. På det gode måde.

Ingen kan komme i kontakt med dig og du befinder dig i det store ingenting og alting og er kun dig.
Det er både fascinerende og lidt skræmmende.

Da vi kom ned i hytten igen, drak vi te, spiste knækbrød og nød at vi ingenting skulle og at vi kunne gøre med resten af dagen, som vi lystede. At være ejer af sin egen tid. Sådan havde jeg det.


Mit liv her i byen blev helt uvirkeligt og føltes langt væk.


Tidligt på aftenen blev vi pludseligt pakket ind i tæt, tæt tåge og midt i al tågen kom nordlyset hvirvlende og det så helt uvirkeligt ud og så forsvandt tågen næsten igen.

Det er ret usædvanligt med tåge på denne årstid.
Der har været meget varmt, taget årstiden i betragting og farverne på fjeldet er underlige.. ligesom når sneen smelter om foråret og fjeldet titter frem.

Jeg nåede lidt ud og få et par billeder af nordlyset inden vi igen blev pakket ind i tæt tåge.

Da vi gik i seng, var mørket massivt og ligge der i det totale mørke med kun de fjerne lyde af lidt stille bølgeskvulp og en næsten udtørret elv, der risler bag skrænten og det gjorde det til en speciel oplevelse at falde i søvn, men det gjorde godt.

I morges var luften tæt af tåge og der var rimfrost på jorden, taget og trappen.

Vi bryggede kaffe til tonerne af Carl Nielsens: "tågen letter", spiste spejlæg og Jan fik en morgendram.

Vi sad så i stilheden og fulgte tågen, der delvist lettede, bølgede frem og tilbage og endelig gav op og lettede.

 Det er første gang vi har set en sæl inde fjorden, så vi blev noget overraskede.

Vi sad og kiggede på de 4 toppede skallesluger-hunner, der svømmede rundt nede foran hytten



og som havde afløst gråænderne, der lå der i fredags, da vi kom og da kaffen var drukket og opvasken klaret, måtte vi pakke tingene og gå ned til jollen.

Nede foran jollen fik jeg øje på en sæl.



Den lå ca 15-20 meter fra vores jolle.


Vejret slog om og bølgerne var pænt store på den sidste del af turen hjem og vi nåede i havn inden det begyndte at regne rigtigt.



De indre batterier er ladet op og influenzaen er næsten-næsten, jaget væk.




Vi føler en stor taknemmelighed over muligheden for at kunne have disse flotte oplevelser.