fredag den 7. juni 2019

Ugens tanke

Jeg sad forleden og skrev sammen med een af mine døtre om folk, som kun gider dig, når de kan bruge dig til noget, men som man ikke kan regne med, når det gælder den anden vej.

Man tror, at man har nogle fantastiske gode venner, som gider een og som vil gå til verdens ende for dig, men når det gælder, så er de pist borte.

De ringer ikke og hører til, hvordan det går, de gider kun at spise sammen med dig, hvis du laver maden eller hvis det er, fordi de ikke rigtig har andre den dag at spise sammen med, de gider kun, hvis de selv kan få noget ud af samværet, de glemmer din fødselsdag, de glemmer dine mærkedage og de glemmer sågar at du eksisterer, hvis det ikke lige er fordi, at de har brug for de kompetencer, evner eller andet, som du kan tilbyde.

De glemmer, at de har lovet at hjælpe dig med nogle ting og de glemmer, at de var inviteret hjem til dig, eller havde lovet at komme.
De glemmer, at du er til, lige indtil de får brug for dig.

Jeg sad bagefter og tænkte på, om jeg skulle have skrevet til min datter, at man skal droppe de venner, for det nemlig lige netop, hvad de ikke er; venner,  eller om jeg gjorde klogt i at tie og tænke mine egne tanker?

Min datter er i starten af tyverne og jeg synes det er så trist at man allerede i så ung en alder, skal erfare at langt, langt de fleste mennesker har nok i sig selv og kun vil dig, hvis de kan få noget ud af det selv.
Det at bare være sammen, nyde hinandens selskab og synes at det er nok, det bliver tilsyneladende en større og større mangelvare.

Jeg er mere end voksen.
Over 50 og jeg oplever det desværre også.

Man bliver så uendeligt skuffet, når man tror at man har en ven som (venner) men at alting skal foregå på deres præmisser.
Jeg er jo mere end almindeligt voksen og jeg har lært at trække en streg i sandet og opgive tanken om tættere venskab, når det ikke foregår i gensidighed og respekt, men som ungt menneske tænker man jo både i ensomhed og isolation og holder måske for længe fast i nogle mennesker, som ikke viser omsorg, respekt, høflighed og venskabeligt pli.

Jeg har lært at holde afstand til en bestemt slags mennesker og efterhånden lært at håndtere den form for skuffelser, men når unge mennesker skuffer hinanden med brudte løfter, manglende kontakt, respektløshed og manglende empati, knuger mit hjerte sig sammen i genkendelse og medfølelse.

Jeg har aldrig dyrket at have mange venner.

Jeg har altid holdt mig til 1 eller 2 tætte venskaber, for det er hvad jeg kan overskue.
Der har været perioder i mit liv, hvor jeg ikke har haft venner i min nærhed fordi vi boede for langt fra hinanden eller andre ting og det er okay for mig, for sådan er jeg indrettet.

Der er nogen, der har behov for at være sammen med andre mennesker tit, ofte og noget nær hele tiden.
De kan lide samvær og hygge, kan lide at være omgivet at venner og bekendte, at kunne spejle sig i andre og finde konstant inspiration i deres medmennesker.
Det forstår jeg til fulde, for sådan er de indrettet.

Efter min samtale med datteren, vil jeg huske mig selv på, hvor vigtigt det er at vise opmærksomhed og omsorg, for det betyder mere for nogle end for andre og måske er det lige netop din/min ven, som sidder med den bitre smag i munden over ikke at have fået opmærksomhed nok fra mig?

Det var vist den tanke, som har fyldt mest i denne uge.

Det er fredag i dag og weekenden bliver lang med en pinsedag på mandag og jeg håber, at I alle derude får jer et par gode fridage i gode, trofaste venners lag.

©Dortheivalo
en ensom hund i kulden


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Tak for din kommentar.
Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding.