søndag den 15. september 2019

Bygevejr





(Jeg forsøgte at lave en time-lapse med min mobiltelefon, ligesom billedet er taget med mobilen, så kvaliteten er derefter)

Vi er næsten lige kommet hjem fra hytten.
jeg skulle på et tre-timers kursus i går på arbejdet fra kl 14 til kl 17.
Det ville have været så meget federe, hvis det havde været fra kl 08-11 eller lign., men sådan spiller klaveret så ikke altid og jeg må jo bare danse med på de skæve toner, som nogen gange bliver spillet.

Vi sejlede ud, velvidende at dagen i dag, ville byde på regn og slud, men vi vidste også at hytten ville byde på tørvejr, god varme, stilhed, ro og meditativ afslapning, så vi tog afsted, såsnart det var muligt og ankom akkurat et par minutter inden den første byge også valgte at befinde sig i fjorden.

Vi fik tændt op i ovnen, Jan varmede mad op og jeg kæmpede mig med at holde mig vågen.
De der næsten to døgn, hvor jeg havde holdt mig vågen, hvor jeg kørte tog, fløj flyver over Atlanten og videre herud til Sisimiut og en nat (fredag til lørdag) som var underlig uvirkelig, med alt, alt for mange opvågninger og roden rundt, kunne pludseligt mærkes, så jeg kæmpede.

Jeg nærmest besvimede i søvn da jeg fik mig lagt og vågnede, naturligvis havde jeg nær sagt kl midt-om-natten og jeg troede først at jeg lå og sov sammen Sara på hendes værelse og forsøgte at se hende i den dybsorte nat.
Jeg var forvirret og helt rundt på gulvet og kunne ikke finde ud af hvor jeg befandt mig, da det gik op for mig, at det ikke var Saras vejrtrækning og jeg blev nødt til at rejse mig op, stå ud af sengen og kikke ud af vinduet for at få sat tingene på plads inde i hovedet.


Det blæste meget kraftigt og der var regn og slud. Det var koldt og klamt, da jeg gik udenfor for at tisse kun iført Jans store skjorte og et par termo-gummistøvler, men jeg vidste nu med sikkerhed, hvor jeg var, hvad klokken var og med hvem jeg var, så jeg kunne krybe i seng igen under den stadig varme dyne og efter at have ligget et godt stykke tid, er jeg faldet i søvn igen. Heldigvis.

Vi kunne ligge længe i sengen i morges, nyde regnen og den våde snes trommen på ruderne, vinden der hyldede rundt om hyttens hjørner og ovnens sagte buldren,  lyden af bølgernes våde lussinger på klipperne og hinandens rolige vejrtrækning.

Kaffen blev brygget af elv-vandet, de medbragte æg blev stegt over gassen og Jan fik sig en lille morgendram.

Vi sejlede hjem og jeg er vist landet på begge ben nu.

Jeg glæder mig til næste weekend, hvor jeg håber på godt vejr, så vi kan sejle op til hytten igen, gentage det hyggelige døgn, som vi lige har haft


Laura og Jacob/åben scene aug 2019



Den 3. fredag i måneden er der åben scene, der bliver afholdt i kulturhuset Taseralik.
Musikskolen er primus-motor for arrangementet og nogle fredage er der mange, der spiller, hvor der andre fredage er færre.
Det er åbent for enhver, der har lyst til at give et nummer og heldigvis giver Laura ofte et eller flere numre, når hun er i byen og det falder sammen med "åben scene".
I august, hvor hun havde mulighed for det, gav hun og Jacob, der er musikskoleleder her i byen et nummer.
Måske var det meget passende nummer, måske var det upassende. Det afhænger af, hvordan man så branden i fjorden og tolker sangen.
Jeg synes jo under alle omstændigheder, at de gjorde det godt og selvom det er indspillet med en mobiltelefon på afstand, så kan du måske godt fornemme, hvordan det lød?




lørdag den 14. september 2019

Ikke anbefalelsesværdigt

Jeg startede med at tage bussen ude fra Sara og kørte ind til banegården i Århus, hvor jeg kørte med toget mod Kastrup lufthavn kl 00.47

Det blev en meget lang nat, for jeg vågner jo første gang kl 04.04 næsten hver morgen efter at have været små-vågen natten igennem, men heldigvis kunne jeg falde i søvn igen hos Sara torsdag morgen og vågnede derfor først kl 06, hvor jeg så lå og kiggede på hende til hun vågnede ved 7 tiden.

Hun skulle til forelæsning men først ved 13-tiden og inden da havde hun en masse, der skulle læses, så hun sad og var flittig mens jeg lå og læste lidt til det kursus, som jeg skal til i dag fra kl 14 til kl 17 (it better be good!)


Jeg fulgtes med hende ud af døren og brugte dagen på at ose omkring i Århus, drikke noget kaffe og kigge i forretninger, der dog ikke kunne friste.. altså udover en garnforretning, hvor jeg købte et fed håndmalet fed merino-garn.



Vi spiste aftensmad sammen, Sara og jeg, og så strikkede vi sammen indtil det var tid til at hanke op i kufferten og tage ned til bussen.


Laura havde jeg taget afsked med allerede dagen før, hvor jeg tog over på hendes kollegie og brugte hele eftermiddagen, hvor hun bagte både rugbrød og kage til det møde, som hun skulle deltage i om aftenen og i torsdags, skulle hun have besøg, så vi måtte tage afsked allerede om onsdagen.
Det regnede da jeg forlod hendes kollegie for at tage ud til Risskov, hvor Sara bor og regnen passede godt til de følelser, som jeg tog afsted med.


Jeg havde købt en billet til en stillekupé og der var stille og trygt på overfarten over til Kastrup.
Der blev læst lidt i en spændende, ny-indkøbt bog og jeg gyste indimellem til en anden bog, som jeg havde købt til 30 kr i en tilbudskasse med bøger, men jeg var bange for at falde i søvn, så jeg rankede mig og satte musik i ørerne istedet og sad så og blundede lidt med alle antennerne tændt og kl 04.47 ankom jeg så til Kastrup lufthavn, hvor der så skulle slåes endnu en del timer ihjel, da flyet først skulle lette kl 11 og der først kunne indleveres baggage kl 09.00

Der blev drukket store kopper kaffe i 7/11 og endelig kunne vi komme afsted.

I flyet faldt jeg altså i søvn og sov vel næsten 1 time.

Måske det er lettere at holde sig vågen og frisk, hvis man har nogen at snakke med undervejs og måske tiden ikke føles så uendelig lang, hvis man har nogen at dele den med?

Jeg nåede at kramme Simon i Kangerlussuaq og sidde lidt sammen med ham i hans pause fra arbejdet inden jeg skulle flyve videre.

Da jeg endelig ankom Sisimiut kl 14.15 grønlandsk tid (kl 18.15 dansk tid) var jeg så træt at jeg bare ikke orkede mere.
For træt til at sove og for træt til at være vågen, men jeg holdt ud og holdt mig vågen og gik i seng til den tid jeg plejer at gå i seng heroppe.. og vågnede så, som jeg plejer kl 04.04.
Aaargh, hvor er det bare så træls, at have erhvervet sig søvnproblemer!





Det bliver en lang dag med kursus og jetlag. Selvom kurset kun varer sølle 3 timer, men fordi det ligger midt i det hele og midt på dagen og splitter dagen op.

Det bliver en lang dag hvor kroppen stadig husker krammene fra mine børn og som jeg godt gad at bruge mange, mange flere dage sammen med.

Hvis jeg kendte datoen for hvornår de kommer hjem til jul, ville jeg begynde at tælle ned allerede nu og se frem til det.

Nu kender jeg kun klokkeslettet for, hvornår kurset i dag stopper og hvornår jeg så kan tage afsted og op i hytten.
Dét trænger jeg til.

I stilheden, i roen og den friske luft skal slappes af og jeg skal have sænket skuldrene til normal position og jeg skal forsøge at finde mig selv igen.

Bare jeg ikke skal holde mig vågen i over et døgn igen foreløbig.


torsdag den 12. september 2019

Til reparation 

Min fine bro, som jeg fik lavet i sommer og som kostede mig en månedsløn holdt i 3 uger og så knækkede den.
Det føltes skidt og det var ømt og jeg kunne mærke at noget skulle gøres.
I første omgang tog jeg jo til Danmark og fik det lavet da man ikke laver den slags i Grønland (udover hos den private tandlæge i Nuuk) så jeg valgte at få det lavet i Danmark under min ferie.
Jeg skrev til tandlægeklinikken, men de havde   og jeg var lidt i panik.
Da jeg fik fat på dem, var der ikke nogen problemer med at finde tid til mig.
De ville rydde og skubbe tiderne for at få mig i stolen så jeg skulle ‘bare’ gøre op med mig selv hvor meget jeg ville betale for en flybillet.
Jeg fandt en forholdsvis billig billet til 6400 og så skulle jeg bare arrangere og aftale.
Jeg har heldigvis kunnet bo hos mine døtre på deres kollegieværelse. Først hos den ene så hos den anden, lidt frem og tilbage og var lidt kastebold/delemor.
Jeg har forsøgt at være stille, at være usynlig, at fylde så lidt som muligt så de begge kunne få fred til deres studier ihv antropologi og psykologi hvor der er monster meget læsestof og så har jeg vandret lidt rundt i Århus for at slå tid ihjel.
Jeg var til tandlæge mandag og tirsdag.
Det tog tid og jeg er een af de mennesker, der er vanvittige dårlige til at blive bedøvet.
Der skal meget til og der skal åbenbart noget andet til og det fandt tandlægen heldigvis ud af allerede i sommer, men alligevel tog det tid.
At ligge med åben mund med blottede, slebne tænder er anstrengende og jeg har været øm i hele min højre side , men nu tror jeg næsten på at projektet er lykkedes.
Som jeg har skrevet før, så er mit sind skrøbeligt i denne periode af mit liv.
Sindet føles som krakeleret, fint, tyndt kinesisk porcelæn.
Nye livssituationer, børn der er fløjet fra reden, overgangsalder og indre hormonkrig, manglende egen-omsorg gennem mange, mange år, arbejdsrelateret stress og gamle ukonstruktive tanker, der bobler op og gør opmærksom på sig selv.
Tro det eller lad vær, men det er faktisk første gang jeg rejser helt, helt alene og det har været meget angstprovokerende for mig.. bare at skulle køre bus rundt i Århus, har været udfordrende, men pigerne har hjulpet mig, guidet mig og tegnet kort, peptalk-et og været tålmodige.
Jeg har altid haft een med eller været sammen med nogen og følelsen af at være helt alene, uden nogen at holde i hånden fysisk og mentalt har været overvældende og skræmmende.
Det er lidt en parodi, at jeg kan sejle rundt i tæt tåge i store bølger i en åben jolle uden at kunne svømme uden at være bange, men her hvor der er skilte, streger på fortovet, internet og google Maps er jeg bange og nervøs.
I nat tager jeg toget til Kastrup for at flyve hjem i morgen.
Allerhelst ville jeg bare blive hos dem.
Sove sammen med dem.
Sidde og kigge på de læser og studerer.

Spise sammen med dem og bare være sammen med dem, men det er beroligende at have set deres hverdag, hvor de handler, hvor de går i skole, hvor de stiger på og af bussen og så ved jeg jo også at de kommer hjem til jul.
I nat kører jeg tog og da jeg skal med den sene Danmarks/Grønlandsflyver, bliver der 4 timer at slå ihjel i det tidlige morgengry i lufthavnen.
Der er strikketøj og en tyk krimi og så har jeg planlagt at drikke kaffe alle de steder jeg kan komme til det.
Jeg havde glemt eller måske fortrængt at jeg skulle på kursus på lørdag.
Fra kl 14 til 17. Altså så kan man da heller ikke spolere en dag mere end det!
Jan er blevet beordret til at gøre klar, pakke sammen og stille frem til at jeg kan gå direkte fra kurset og bed i jollen, hvor vi så sejler op til hytten.
Jeg skal have fred og jeg skal falde til ro og finde mine fødder og kan man gøre det bedre  andre steder end i sin hytte? Nej vel!








onsdag den 4. september 2019

Ingen kommentarer

Min mor klagede over at man ikke kan kommentere på min blog, men jeg har ikke ændret noget og tænkte ikke videre over det, fordi der trods alt er kommet et par kommentarer på det sidste, men så ville jeg lige svare på kommentarerne og jeg må give min mor ret i, at der er noget galt.. jeg kan ikke engang svare på min egen blog. Dét er da godt nok øv og jeg ved ikke engang, hvad jeg skal stille op med det.
Det her blogspot-noget er vist ved at være for besværligt.. jeg savner stadig at kunne skrive på open-live-writer og nu dette.
Øv.
Har I nogen forslag til hvad jeg stiller op??

søndag den 1. september 2019

Weekend med mine forældre / ældreplejen

Det kommer nok ikke som en overraskelse for ret mange at vi har tilbragt weekenden i hytten, men det er altså ikke ret tit, at vi har mine forældre med.


Jan og jeg er jo i hytten stort set hver weekend og de få weekender, hvor vi ikke kan komme afsted, føles nærmest lidt spildte.
Denne weekend ville mine forældre gerne med og vi var spændte på om de ville nyde det lige så meget som vi plejer at nyde det.

Min far var ret overbevist om, at han under ingen omstændigheder kunne komme op ad fjeldet, men man kan jo som bekendt mere end man tror og det gik så fint.

Vi tog afsted i fredags da Jan havde fået fri fra arbejde. Sejlturen gik så fint og mine forældre, som gennem mange år har ment at det nærmede sig lidt farligt at sejle i åben jolle, var trygge nok ved at sejle med vores jolle.

Vi var så heldige med vejret.

Der var sol, en smule vind og absolut ingen myg.
Om lørdagen gik Jan og jeg en tur op i fjeldet.



Vi så nogle harer og det var vi utroligt glade for, for det er længe siden vi har set noget som helst levende.
De to falkepar, som plejede at yngle oppe i fjeldet over vores hytte, er pist væk. Vi har ikke set dem i dette år overhovedet.

Normalt plejer der at være mange sneharer, men disse er de første, som vi har set i år.




Vi plejer også at se enkelte nogle ryper.

Ikke mange, men nogle stykker, men der har stort set ikke været noget som helst levende oppe ved vores hytte.
Ikke engang myg.

Vi plejer at gå en tur op i fjeldet og kigge på det hele.
Vi går op på nogle fjeldtoppe og tjekker udsigter ud og hygger.


Og så går vi ned igen, tager en lur, spiser nogle madder og drikker noget te.
Vores samvittighed er lidt renere, når vi har været oppe og gå nogle skridt og haft pulsen op og køre lidt i højere tempo.

I lørdags lagde Jan sig, mens jeg sad udenfor med mine forældre, som hyggede sig med at plukke/spise sortebær og da tidevandet var på sit laveste, gik vi ned på stranden og plukkede en hel spandfuld blåmuslinger.


Der var spring og det betyder jo at der var ekstra-stor tidevandsforskel og vi kunne gå på havbunden et rigtigt langt stykke ud.


Vi valgte at tage afsted, da vandet var på sit højeste, så det var lidt lettere at komme ombord i jollen fra klipperne for de lidt ældre ben.

Forhåbentligt kan mine forældre leve et par dage på denne weekend?
Vi kan ihvertfald.




søndag den 25. august 2019

Tudemarie

Sara rejste d. 8 i denne måned sammen med sin kæreste. Sara skal læse videre i Århus og Max er i Vejle.

Det var vanvittigt hårdt og selvom der er facetime, skype og messenger, hvor man kan se og høre hinanden i modsætning til da jeg rejste til Danmark, hvor en telefonsamtale kostede 16 kr i minuttet, så syntes jeg altså det er hårdt at børnene rejser.
Og ja, de er altså voksne piger på 22 og 23 og jeg ser dem med stor sandsynlighed til jul.

Laura rejste i morges.
Mit hjerte, som ikke er helet over deres afrejse sidste år, gik lidt mere i stykker.


Dem, som har prøvet det før, siger at det bliver bedre og at det bliver lettere og inderst inde ved jeg det jo også godt, for jeg har jo vænnet mig til det med Simon, som jeg jo heller ikke ser særligt tit.
Når han rejser herfra, når han har været på ferie, så gør det ondt derinde i moderhjertet, men det er sket så mange gange, at jeg ved, at han kommer igen.

Sådan kommer det jo højst sandsynligt også til at gå med mine piger.
De kommer jo igen og de besøger os og er hjemme og vi skal være sammen og der er stadig oplevelser som vi skal have sammen..siger min hjerne, men hjertet hører ikke efter. Det hulker af smerte, vrider sig for at gribe fat og holde dem tilbage og klasker sammen i smerte, når flyveren letter med mine piger.

(Jeg læste en enkelt selvhjælpsbog i sommer, så jeg kan lærer at styre tankerne selv, men den gik ikke helt ind, så jeg skal have fundet nogle andre, som jeg kan blive klogere af. 
Jeg skal lære at komme over de her "livsforløbskriser" på en mere konstruktiv måde, så hvis du ligger inde med nogle forslag til  litteratur, som er værd at bruge tid på, så hører jeg gerne fra dig.)

Det skal nok blive bedre og det skal nok blive godt, lover min hjerne mit hjerte.

Laura havde planlagt noget afskedshygge med sine venner fredag aften, når hun var færdig med sit arbejde med at køre bus for de lokale guider (hun guider også turister, men ikke i fredags) og istedet for bare at sidde hjemme og kukkelure tog Jan og jeg og sejlede op i hytten.


Vi ankom sidst på eftermiddagen og inden vi nåede frem, faldt der et par dråber regn.













Før i tiden, var jeg overhovedet ikke glad for regn, men især efter den store naturbrand inde i fjorden i sommer og efter at have gået rundt oppe i fjeldet fra foråret og indtil nu, hvor det har været så tørt, så jeg er mere end almindeligt glad for det vand, som kommer ovenfra.

Vi fik lagt til og kom op i hytten og så kom der en lille byge regn. Det er ualmindeligt sjældent, at vi er inde i hytten, hvor det regner og det var enormt hyggeligt at høre regnen tromme på taget og ruderne.
Desværre drev skyen hastigt videre og ud af fjorden og det var fascinerende at se skyen haste afsted og kunne følge den.

Vi gik en tur op i fjeldet i går, nød efterårsfarverne og at der ingen myg var. Vi nød stilheden og nød at vi kunne høre elven.
Faktisk nød jeg også da jeg fik sok, da jeg trådte ud i "sumpen". Den har været knastør og jeg har kunne gå i det de sidste mange uger, men i går var der vådt og der var kommet vand nok til at jeg fik våde støvler og vandet trængte ind og gav mig en enkelt våd strømpe.

Vi snakkede om at gøre rent i hytten. Banke tæpper og feje gulvet, men vi nøjedes med at snakke om det og vaske op. Det er langt hyggeligere at ligge og læse, blunde og vågne op igen, læse videre og måske tage sig endnu et blund end at feje og banke tæpper og så sejlede vi hjem til Laura.

Det er hårdt at tage afsked og det havde måske været lettere, hvis jeg kunne tage bilen og køre ned til dem en torsdag eftermiddag når det passede mig eller at de kunne komme hjem på weekend når de havde lyst, men sådan er vores verden ikke skruet sammen, så jeg forsøger at være robust og stærk og det lykkedes ikke særligt godt lige nu.






torsdag den 22. august 2019

Nyd det nu det satans liv


Jeg havde alt for travlt til at jeg faktisk nåede at mærke sommeren,



jeg tror jeg vil finde tid til at nyde efteråret.





nyt på nyt

Siden sidst:

Jeg kom til tandlægen , for han var så flink at finde en anden tid til mig.
Vi skulle være landet fredag aften, men med aflysninger, udsættelser, strandinger og forsinkelser nåede vi frem tirsdag tidligt om morgenen.



 Der var blevet rykket rundt og lagt puslespil i tandlægetiderne for at jeg kunne komme til.
Jeg fik sovet 1 1/2 time i Lauras seng og tog så bussen ind til midtbyen, hvor tandlægen holder til og fik lavet det jeg skulle have lavet: en bro over en tand, som manglede.

Årsagen til at jeg overhovedet skulle have lavet den bro, var at det kun var et spørgsmål om tid før den bagerste tand flækkede, knækkede og skulle hives ud og det kan jeg ikke leve med, så jeg har sparet penge sammen i rigtig, rigtig lang tid og fik samlet nok sammen til at det kunne blive denne sommer.
Herligheden blev sat på plads den 08 juli og det gik rigtig fint og jeg var glad.. lige indtil den 06. august, hvor broen knækkede og hele herligheden nu sidder løst og den ene af mine tænder er ømme.
Og nej jeg har ikke tygget i noget hårdt eller noget sejt. Jeg har været forsigtig og passet på og da det knækkede havde jeg faktisk ikke noget i munden og lavede ikke anden end at gå op ad trappen.

Nu skal jeg så have det ordnet og der er heldigvis garanti på det, men jeg skal selv betale for rejsen til Danmark og oveni de 21000 kr som det kostede i første omgang, kan jeg så spytte yderligere  godt 6000 oveni.



Jeg prøver ikke at ærgre mig og jeg prøver at sige til mig selv at det kun er penge, men jeg er ikke helt i mål med at vende det.
Jeg bliver nødt til at vente lidt, ignorere ømheden, tygge kun med den ene side, være ekstremt forsigtig for jeg kunne ikke finde en billig billet til før starten næste måned. "Sur røv" har jeg mest af alt lyst til at skrige, men jeg lader pænt være.


Sommerferien blev også forkortet lidt.
Sara gik rundt herhjemme og Laura var rejst til Qaqortoq, hvor hun skulle undervise i musik og jeg savnede Sara og ville være sammen med hende, så beslutningen om, at rejse hjem en lille uge før tid, var såmænd ikke så svær at tage, selvom vi havde det hyggeligt hos farfar.

Tilbage på vores faste adresse gik tiden med at hygge med Sara og hendes kæreste Max, at forberede min mors 75 års fødselsdag, som min onkel og hans samlever rejste op for at deltage i og derfor boede hos os og lige pludseligt er vi tilbage i hverdagen.







Jeg har valgt at forlade specialklasseafdelingen, som jeg har arbejdet i i små 20 år.
Jeg valgte ved samme lejlighed også at forlade min funktion som rådgivningslærer for specialundervisningen og er startet som ganske almindelig lærer i yngestrinnet.
Nogen mener det er et underligt valg, men jeg trængte til noget som gav nogle flere positive undervisningsoplevelser og selv om jeg drøner rundt som en flue i et syltetøjsglas i disse dage og prøver at finde hoved og hale i det hele, så håber jeg at tingene falder på plads.

Selvom det er den samme bygning jeg arbejder i, så er det helt nye elever, helt nye kollegaer, helt nye klasselokaler og helt nye arbejdsgange og ydermere er det ca 25 år siden jeg underviste så små elever.
Dét er svært og jeg er megamega træt om eftermiddagen og besvimer tidligt på aftenen.

Jeg har haft massive søvnproblemer de sidste par års tid, så jeg er ydermere i gang med at forsøge at ændre søvnvaner, så jeg har overskud til alt det nye.

Ude i hytten er alt ved det gode vante.




Det til trods for at der har været en voldsom naturbrand længere inde i fjorden, som har givet alvorlige rygproblemer den ene af gangene vi sov i hytten.



Branden varede i over en måned og blussede så kraftigt op at man blev nødt til at kontakte beredskabsstyrelsen for at få hjælp og de kom heldigvis op med noget materiel og mandskab, som vi ikke har og sammen med de frivillige lokale brandfolk, fik de slukket for ilden.

Et kæmpestort stykke fjeld er brændt fuldstændigt ned. Da det var værst, kunne vi herude i byen ikke have vinduer stående åben og byen var indhyllet i røg.
Det var rigtig væmmeligt, uhyggeligt og utrygt, så det er så fedt at ilden nu er slukket.



Der var bloglæsere, der skrev til mig, efter at have set og hørt om vores brand i nyhederne og tak for omsorgen og tankerne.



Først var det branden, som bragte os i de grønlandske og danske nyheder.
Nu er det så ikke kun Sisimiut, der er i medierne, men hele landet og det har Trump sørget grundigt for.





Jeg behøver vel ikke at tilføje at jeg ikke sympatiserer meget med ham?



Forhåbentligt bliver folk verden over lidt mere nysgerrige efter at vide noget mere om Grønland, som han er så interesseret i og måske det ligefrem kan føre noget positivt med sig?



Hvem ved?