tirsdag den 3. december 2019

Her bor jeg

Her bor jer

https://www.facebook.com/jensimand/videos/10161266183700360/UzpfSTEwMDAzMTk4ODc5NjcxNjoxNjk4ODc1ODA3NTQyMDE/

Prøv at trykke på linket og se en fin video, som Jens Andersen har lavet og lagt på youtube

søndag den 10. november 2019

Det længste efterår i mands minde

Længere nede i indlægget er der blodigt billede af en død sæl, så hvis du ikke vil se det, så skal du skynde dig videre til en anden side :-)



Denne weekend har det blæst kraftigt fra øst.
Det har blæst både fredag og i går lørdag og derfor kom vi ikke i hytten.

Det gjorde vi sidste weekend, men faktisk tog vi hjem tidligere end planlagt, for der er altså bare mørkt derinde i fjorden på denne årstid.


Det bliver mørkt allerede kl 18 og det er altså ikke mørkt som her i byen, hvor der er gadelamper og lys fra naboernes vinduer.

Der er mørkt som i virkeligt mørkt.



Og så bliver aftenen virkelig lang, når du ikke kan komme ud og der først igen begynder at lysne ved 08-tiden om morgenen.

Vi gik en tur op i fjeldet i håb om at kunne skyde et par enkelte ryper, men der var ingen.. eller jo, der var denne, som nåede at flyve sin vej.
Heldigvis for den.
Jeg nåede da at få et billede af den på lang, lang afstand.



Vi besluttede os for at sejle hjem, men på vej hjem af, sejlede vi ud på havfuglejagt og fik to tejster, som vi honningmarinede og stegte til aftensmad.

Om søndagen var vejret rimeligt og vi var lidt hooked på flere hav-fugle, så vi sejlede ud igen.



Virkeligt langt ud, men der var ingen fugle, men jeg skød en enkelt sæl, som jeg slagtede og parterede og delte i 5 store portioner, som kom i fryseren til når børnene kommer hjem til jul.
De vil meget gerne have sælkød.


Jeg lavede en stor portion til os selv om aftenen og Jesper kom og spiste med.
Skindet med det tykke lag spæk, skar jeg ud i små lunser til hundene som de så får de næste mange gange de skal fodres, ligesom indvoldene kom i hundefoder-kurven.

Vi har ingen sne.

Et lille tyndt, tyndt lag, som udgiver sig for at være sne, ligger over fjeldet, men nu er det meste faktisk blæst væk.

Selvom jeg er glad for at der ikke er så koldt; faktisk er meget, meget varmt taget årstiden i betragtning, så trænger vi til normale tilstande med sne og frost, men med de klimaændringer der er , så er det måske ikke noget, som længere er normalt?






Pele Møller, jazzerpalaaq i Taseralik

Ind imellem møder jeg en blog-læser her i Sisimiut.

Han kigger ind imellem ind på denne adresse og kan så konstatere, at det er et stykke tid siden, at jeg har skrevet.

Jeg sidder jo her bag skærmen og føler mig nogenlunde både sikker og ubemærket, men bliver så ind imellem, når jeg møder ham, mindet på, at der sidder andre end min mand og læser med.

Det er sjovt at få respons fra fremmede på den måde.

Jeg mødte min blog-læser i går og han bemærkede, at jeg ikke havde skrevet i et stykke tid og han forsøgte så at regne ud, hvad årsagen mon kunne være?

Han gættede på, at det var fordi at Jan var kommet tilbage fra kurset i Danmark, at jeg ikke havde haft tid, men det handler nok mere om manglende vane og at jeg jo tror mig alene her bag skærmen.


Jeg mødte blog-læseren i kulturhuset Taseralik i går aftes, hvor han også skulle ned og høre Pele Møller.
Pele Møller har været fast lyd-kulisse i mit liv siden både når jeg i en ungdomsbrandert skulle sætte musik på til lidt dans, skulle gøre rent og skulle have noget at skråle højt med på og hvis jeg skulle have noget baggrundsmusik til mine sysler.

Jeg hører meget musik.

Noget musik hører man pga teksterne, noget musik for rytmens skyld, noget musik for at falde til ro og andet for at komme i omdrejninger og noget musik skal man bare sætte på afspilleren for at kunne skråle højt med på.

Jeg kan ikke selv spille på noget instrument og jeg har ikke den store og ej heller helt rene, sangstemme og de sidste par år har jeg faktisk haft problemer med min stemme pga "sanger-knuder"/ mine stemmelæber slår for hårdt mod hinanden (jeps, jeg har fået det undersøgt meget grundigt at en tilrejsende specialist og netop pga knuden, stoppede jeg med at ryge for snart 2 år siden og jeg savner stadig indimellem det hyggelige ved rygningen..altså indtil jeg er i nærheden af nogen, som ryger) men jeg elsker at synge og høre musik, når jeg går rundt herhjemme.

Musikken bringer mig ofte tilbage til nogen perioder i mit liv og minder tydelige, klare og følelserne, som jeg havde dengang bliver ofte vakt til live på godt og ondt i mere eller mindre grad.

Jeg vil vove den påstand at jeg er ret alsidig i min musiksmag, men der er bare noget musik jeg selv sætter på end andet.
Pele Møller har spillet med rigtig mange forskellige, men kendetegnede for hans musikere er vel, at de alle er dygtige og dedikerede musikere, der altid udstråler en stor respekt for Pele Møller.



Det forstår jeg.

Ikke kun fordi han er en ældre herre på 80, men han udstråler også noget.. et eller andet og noget med at han gør sig umage og måske vil nogen mene at han ikke er den største eller bedste, men han spiller på en måde, så man føler sig i sikker musikalsk havn, når man lytter til hans musik og føler at intet går galt, så man føler sig tryg i de klassiske vuggende jazzede rytmer.



Jeg har ikke forstand på hverken swing eller jazz.. faktisk har jeg ikke den store forstand på musik, men jeg ved, hvad jeg kan lide og jeg kan lide, at lytte til hans musik både til hverdag og fest.

I går aftes i Taseralik havde han medbragt sin søn.

Sønnen er knap fyldt 20 og nu behøver man vel i grunden ikke gå så meget op i alder, hvis det altså ikke lige er fordi, at sønnen, Glenn spiller så forbandet godt på klaveret til sin fars musik.

Drengen er kun knap 20 og hvis han har tænkt sig at blive ved med at spille musik de næste 60 ligesom sin far, kan du såmænd godt forberede dig på at høre meget, meget mere til ham.
Han er bare vildt dygtig.



Pele Møller har altid nogle fremragende forsangere til sin musik.
I går til aftenens forestilling var ingen undtagelese, der var det Kuunu Berthelsen



der sang for og Nathan Kreutzmann, der sang kor.



De gjorde det fantastisk godt.


De spillede fra 19.30 til 21.00 og billetprisen for den fantastiske oplevelse var sølle 100 kr pr person, da de var godt sponsorede af blandt andet tips og lottomidler, fonde og jeg skal komme efter dig.

Tænk, at kunne gå til så flot et arrangement næsten gratis.



Jeg følte mig priviligeret over at kunne sidde på 1. række så tæt på den mand, der har lavet det meste af det musik, der har genlydt fra mine højtalere til hverdag og fest igennem årtier.



Hvis jeg havde haft modet,  havde jeg efter koncerten gået hen til ham og givet ham hånden og sagt ham så mange tak.

Jeg turde ikke, men jeg håber, at han kunne mærke, ikke bare min, men hele salens taknemlighed for musikken både i går og op gennem tiden,- for det kunne jeg.

Jeg har taget vildt mange billeder fra koncerten.



Det måtte vi gerne.

Heldigvis, for nu har jeg billeder til minde om den gode, hyggelige, stemningsfulde koncert jeg var til i går sammen med mine forældre og Jan.

Qujanaq Pele Møller, tak for musikken.








torsdag den 24. oktober 2019

Lige inden vinteren

Jan havde en eller anden form for efterårsferie i sidste uge.

Måske ville det være mest passende at kalde det en forlænget weekend,  ligesom min efterårsferie også kun bestod af 3 ekstra dage oveni i weekend.

Jeg klager skam ikke over de ekstra dage, hvoraf den ene faktisk var en bonos-feriedag, da vores kursus-afholdere ikke kunne nå frem.
Det, som var lidt træls og som vi på ingen måde var herre over, var at Jan skulle på kursus mandag og tirsdag, hvor jeg havde fri-dage og at han havde fri onsdag, torsdag og fredag, hvor jeg skulle på kursus.
Jan valgte at tage med een af sine kollegaer ind til vores hytte for at gå på rype-jagt.

Der var ingen ryper, men der var masser af hygge at hente og de havde nydt det med en dram, kaffe og afslapning


Der var dårligt vejr om fredagen, så Jan og jeg tog over i kulturhuset, hvor der var åben scene og næste dag, havde havet lagt sig, blæsten tabt pusten og solen tittede frem.



Der var gamle, brugte store bølger derude på havet endnu, men vi listede os afsted og da vi rundede fjordmundingen, var fjorden stille, solen skarp og luften frisk.


Der var ny-sne helt ned til vandkanten.


Dagene bliver hastigt kortere og kortere og der er ikke meget at give sig til, når mørket sænker sig over fjeldet.
Intet tv og kun hinandens selskab.


Det er meget naturligt at gå tidligt i seng og måske endda også for tidligt.

Vi har en lille højtaler i hytten, som vi tilslutte vores mobiltelefon og vi har en enkelt solcelle, så vi kan lade både telefon og højtaler op og ydermere giver den lille solcelle også lys til de 4 små LED- lamper vi har sat op.

Jeg strikker og drikker te og Jan læser og slapper af.
Jan kan sidde lige så stille og slappe af med ingenting.
Jeg misunder ham lidt den evne.


Jeg skal helst have noget mellem hænderne og allerhelst producere noget, men jeg øver mig i at lave ingenting, men jeg er ikke så god til det.. endnu.

Vi læser bøger, når vi går i seng.
Vi går tidligt i seng. Faktisk går vi nogengange for tidligt i seng.. i weekenden vågnede jeg allerede ved midnatstid og følte mig udsovet, men da jeg fik tjekket klokken og kunne konstatere at dagen end ikke var helt forbi, fik jeg lagt mig igen og heldigvis faldt jeg i søvn igen.

Skal du tisse om natten, skal du ud.
Udenfor.
Ud i nattekulden og i weekenden blæste det en anelse oppe fra fjeldet, som var pakket ind i ny sne og vinter-forventninger, så der var koldt om de bare ben, som jeg smuttede ud med.
Måske var det forskellen mellem nattekulden og lune dyne-varme, som nu driller blæren og minder mig om, at det måske er en bedre idé at klæde sig lidt på inden jeg smutter udenfor næsten nøgen i sneen i bare ben og termo-gummistøvler?
Rigtigt dumt, men let og bekvemt.
Når man render ud, når man ikke at mærke at der er koldt og det er måske også bare en myte, at man får urinvejsinfektioner, snue, forkølelser og lignende, når man bliver kold?


Som sædvanligt føltes det af alt for lidt da vi forlod hytten og det smagte af mere, men hverdagen skal passes og faktisk skulle Jan rejse om mandagen.

Han er på Sjælland disse dage, men kommer hjem i morgen mens jeg stadig er på arbejde.
Der har været usædvanligt stille, mens han har været væk.
Der er stille når vi kun er os to, men der er endnu mere stille når der kun er mig.

Katten har holdt mig med selskab og jeg har netflixet og rodet med mit garn.


I morgen, når jeg kommer hjem fra arbejde, er Jan tilbage og jeg forestiller mig, at hvis vejret er til det, pakker vi en madpakke og sejler op til hytten, hvor vi lader skuldrene falde på plads og nyder det, som bliver een af de sidste weekender i hytten på denne side af jul.. der er så småt ved at komme ny-is på vandet og snart fryser fjorden til.




onsdag den 9. oktober 2019

Palindromdato 9102019 eller lidt om årstidsvemodighed

I weekenden var vi som sædvanligt i hytten, men vi fik en lidt anderledes tur, end vi plejer.
Vi kom derind i nogenlunde fint vejr om fredagen midt på dagen.

Vejret var fint, lidt køligt men slet, slet ikke i nærheden af, hvad det ellers plejer at være og ydermere er der jo absolut ingen sne og fjeldet ligner det, som plejer at dukke frem af sneen om foråret: et brunt fjeld uden farver,



men om foråret er der sneklatter rundt omkring og det er der jo ikke nu.. eller det vil sige, at vi om lørdagen, da vi gik op i fjeldet for at se om der var ryper eller harer først fik lidt regn, som vi så besluttede vi ikke gad, at gå rundt i og derfor gik forlod ved at gå ned og tilbage til hytten.

Vi fik sat vand over til te og smurte os nogle gode rugbrødsmadder da vi kom ind i hyttevarmen og jeg ringede over satellit-telefonen til min søster, for at høre til vejret ude ved kysten.
Hun kunne fortælle, at havet var skummende hvidt og at der blæste kraftigt ude hos dem og rådede os  på det kraftigste til at blive, hvor vi var.. det var vi jo ikke specielt kede af, så vi kunne læse i vores bøger resten af dagen, drikke noget mere te, kigge ud på vejret, der slog rigtig om og blev dårligt med sne, regn, slud og meget kraftig kuling og der blev rusket i vores lille hytte, men vi hyggede videre med god aftensmad og pandekager til endnu en kop te.



Der blev meget, meget mørkt om aftenen, så søvnen indfandt sig helt naturligt og jeg sov fra stormens larmen.

Vi vågnede til et sneklædt landskab, som dog hurtigt smeltede.


Om søndagen lagde vinden sig, jeg havde ikke mere garn til det sjal, som jeg strikker på og bogen var  læst færdig, så vi vaskede op, ryddede op og pakkede sammen.

Jeg følte, at jeg havde været væk længe og været i en helt anden verden, da jeg låste døren og trissede ned mod jollen.. lidt vemodigt, for jeg ved jo at sæsonen lakker meget hurtigt mod enden og at det snart er tid til at låse rigtigt af og vente på at der kommer is på fjorden, så vi kan køre derud.
Dagene bliver kortere og kortere og selvom der ikke rigtig er kommet sne eller frostgrader endnu, så er det ellers sen-efterår og meget snart rigtig vinter.

Jan og Jesper ville have været inde og hente Jespers telt og lejrudstyr i går, men der blæste en kraftig østenvind inde i Amerloq, så de måtte vende om og sejle tilbage i går.
Telt og lejrudstyret skulle stadig hentes og da Jan har sent fri dag, tilbød jeg at jeg kunne tage med.
Der var en anelse bølger da vi sejlede ud, men de lagde sig mere og mere, som vi sejlede først ind ad den ene fjord og videre gennem den næste.













Alting gik fuldstændigt gnidningsfrit og vi fik pakket hans lejr sammen, ærgret os over at vi ikke bare kunne blive i det gode solskinsvejr, men skulle hjem inden det blev mørkt


Vejrudsigten for weekenden ser ikke for spændende ud og mit garn er ikke kommet.. endnu.
 måske er jeg ovre i, at jeg skal have spundet noget uld selv.. hundeuld fra egne hunde?
Og bage nogle boller og varme noget kakao?
Måske..


søndag den 29. september 2019

Weekend-taknemmelighed

Nogen gange må man bare være vikar for sig selv og det valgt jeg at være for mig selv i torsdag og i fredags.. ikke at forstå, at jeg ikke lavede noget eller at det jeg leverede ikke ville kunne tåle et tjek, men jeg kørte altså på dampende og da jeg kom hjem i torsdags, var der udsolgt og jeg kunne bare klaske sammen og kunne så ikke mere.

I fredags var  jeg en anelse friskere, men bestemt ikke rask, men jeg var på arbejde og det gjorde godt begge dage at komme ud og komme blandt andre mennesker.

Jan og jeg havde aftalt at hvis jeg var frisk til at tage afsted, ville vi tage afsted og op i hytten.
Om jeg er snottet herhjemme eller om jeg er skvattet i hytten, er lige fedt, men jeg vil ikke have feber eller være mega-syg, så jeg mærkede efter og om eftermiddagen tog vi afsted og ankom hytten i det fineste vejr.

Vi tændte godt op i ovnene, tændte for en masse hyggelige stearinlys, lavede skoldhed te af frisk vand fra elven og vi nød roen og stilheden; jeg med mit strikketøj og Jan med noget læsestof.

Der bliver mørkt ude i fjorden.


Ikke bare lidt mørkt, men rigtig, rigtig mørkt, hvor der ikke er andet kunstigt lys end det lidt vi selv laver.

Og så er der jo rig mulighed for at se nordlys, hvis der er noget, for det bliver så ikke forstyrret af kunstigt lys.



'



Der var lidt fredag aften og jeg nåede da lige at få et par billeder inden det forsvandt igen.

Om det er det dybe mørke, som ikke bliver forstyrret af små kunstige lyskilder eller om det er stilheden, som nærmest larmer i ørerne eller om det er den friske luft eller kombinationen af det hele blandet med den indre ro, som jeg finder derude, der gør, at jeg faldt i søvn og sov i hele 6 sammenhængende timer, ved jeg ikke.
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har sovet så mange sammenhængende timer i træk og det var så fantastisk.

Vi gik en tur op i fjeldet.



Jeg var jo stadig ikke rask, så det gik langsomt og på vej op ad fjeldet, hostede, harkede og snottede jeg, som var jeg betalt for det, men vi kom op og kom omkring.

Vi sad længe på forskellige udsigtspunkter og nød udsigterne, stilheden, storheden, efteråret milde vejr og at vi har muligheden for at opleve al den skønhed.

Jan skød en hare, som skal tilberedes en af dagene, langsomt og med gode råvarer til.




Og så nød vi lidt mere af det hele deroppe i fjeldet, hvor man befinder sig i en tidslomme, der står stille og hvor du er fuldstændigt afsondret fra omverden. På det gode måde.

Ingen kan komme i kontakt med dig og du befinder dig i det store ingenting og alting og er kun dig.
Det er både fascinerende og lidt skræmmende.

Da vi kom ned i hytten igen, drak vi te, spiste knækbrød og nød at vi ingenting skulle og at vi kunne gøre med resten af dagen, som vi lystede. At være ejer af sin egen tid. Sådan havde jeg det.


Mit liv her i byen blev helt uvirkeligt og føltes langt væk.


Tidligt på aftenen blev vi pludseligt pakket ind i tæt, tæt tåge og midt i al tågen kom nordlyset hvirvlende og det så helt uvirkeligt ud og så forsvandt tågen næsten igen.




Det er ret usædvanligt med tåge på denne årstid.
Der har været meget varmt, taget årstiden i betragting og farverne på fjeldet er underlige.. ligesom når sneen smelter om foråret og fjeldet titter frem.

Jeg nåede lidt ud og få et par billeder af nordlyset inden vi igen blev pakket ind i tæt tåge.

Da vi gik i seng, var mørket massivt og ligge der i det totale mørke med kun de fjerne lyde af lidt stille bølgeskvulp og en næsten udtørret elv, der risler bag skrænten og det gjorde det til en speciel oplevelse at falde i søvn, men det gjorde godt.

I morges var luften tæt af tåge og der var rimfrost på jorden, taget og trappen.



Vi bryggede kaffe til tonerne af Carl Nielsens: "tågen letter", spiste spejlæg og Jan fik en morgendram.

Vi sad så i stilheden og fulgte tågen, der delvist lettede, bølgede frem og tilbage og endelig gav op og lettede.






 Det er første gang vi har set en sæl inde fjorden, så vi blev noget overraskede.

Vi sad og kiggede på de 4 toppede skallesluger-hunner, der svømmede rundt nede foran hytten



og som havde afløst gråænderne, der lå der i fredags, da vi kom og da kaffen var drukket og opvasken klaret, måtte vi pakke tingene og gå ned til jollen.

Nede foran jollen fik jeg øje på en sæl.



Den lå ca 15-20 meter fra vores jolle.


Vejret slog om og bølgerne var pænt store på den sidste del af turen hjem og vi nåede i havn inden det begyndte at regne rigtigt.



De indre batterier er ladet op og influenzaen er næsten-næsten, jaget væk.




Vi føler en stor taknemmelighed over muligheden for at kunne have disse flotte oplevelser.