mandag den 10. september 2018

Stjerner

En bluse er færdig og sendt i Lauras retning.

Str XXL men den vejer under 300 gram

tirsdag den 14. august 2018

En almindelig hverdag .. næsten

Kan du huske dette billede? Det første i blog-posten her?

For et par uger siden, da vi var inde i vores hytte, var vi lige inde og vende længere inde i fjorden.

Det er hverken hvert eller hvert andet år, vi sejler længere ind i fjorden end til vores hytte, men da vi alligevel var der inde tog jeg et billede af nedkørslen/opkørslen, når man kører om vinteren for at vise hvordan det ser ud om sommeren.

_SNG7905

Denne weekend har vi været hjemme.

Jan har mega-halsbetændelse. Så meget at han faktisk har været til læge, som kunne konstatere, efter at have podet halsen, at der ingen bakterier var og at det var en virus-infektion, som holdt os hjemme i noget, som kunne ende med at have været sommerens flotteste vejr heroppe.

Næsten ingen sure miner over den dumme virus, men masser af sure miner over mig selv og til mig selv over, at jeg ikke bare tog afsted alene, men hængte mig i, at jeg ikke gad være alene en hel weekend.

Der er folk nok som siger, at de vil med, men når tid er, så skal de altid  noget andet, så jeg er holdt op med at spørge. Jeg orker ikke afslag og nej-er, så der var sure miner fra mig selv til mig selv over at jeg blev hjemme og kukkelurede, mens Jan forsøgte at tænke sig rask igen.

Faktisk døjer han stadig voldsomt. Det er meget, meget sjældent at han er syg og endnu sjældnere at han ikke kommer på arbejde, hvad han ikke gjorde i fredags, hvor han måtte melde sig fraværende pga sygdom.

Det er næsten et mirakel at han ikke oftere er syg, for jeg slæber flittigt alt muligt mærkeligt skrammel af vira og dårligdomme med hjem fra skolen, når vi har de der epidemi-lignende tilstande oppe hos os.

Jesper, Jans tvillingebror spurgte om nogen af os ville med ud og fiske i går, men der var kun mig, der ville med. Det gik nu også fint.

Vi fik lidt torsk, masser af frisk havluft og ligeså meget solskin og i dag kunne jeg så møde på arbejde med lidt bedre humør end i fredags.

Det var også i dag, der var første skoledag for eleverne.

Når de små, – altså de helt små, har første skoledag, gør jeg rigtig meget for at kunne opleve det. Jeg forsøger at holde mig aftale-fri.

Det er jo en ny livsfase de små poder begiver sig ind i.

De er så søde og især modige, når de slipper deres mors eller fars hånd der i skolegården og går der der 20-30 skridt hen til deres kommende klasselærer og står alene op ad væggen og ser deres klassekammerater gå de samme 20-30 skridt hen over den skolegård, som de skal bruge så mange frikvarterer på.

De er så modige når de står deroppe med front mod alle os andre og bliver samlet og senere går op i klasseværelset, hvor de får deres æble, deres saft, en blyant og deres skema.

Senere på dagen bliver der i mange hjem holdt lidt kaffemik og det bliver fejret at barnet nu er startet sin skolegang.

_SNG8009_SNG8013_SNG8032_SNG8044_SNG8057

  

Skoleåret er skudt i gang.

Det er for en gangs skyld helt i orden med mig.

Min sommerferie har ikke været verdens bedste.

Jeg trænger bare til hverdagens rutineprægede trommerum uden alt for mange udsving.

Hverdagen skal såmænd bare være genkendelig og overskuelig.

Der må helst ikke være alt for mange ting at tage stilling til og helst heller ikke for mange ting at kunne blive ked af det over.

I morges, dansk tid, trak Sara et eksamensspørgsmål som hun har 24 timer at forberede sig på at skulle besvare og når hun har været til eksamen i morgen formiddag i Ålborg, henter farfar hende og kører hende til Århus, hvor hun skal installeres.

Allerede næste mandag, kan hun begynde på nyt. Et skoleår og et skoleforløb, som hun aldrig har prøvet før.

Såfremt og ifald hun består sit enkeltfagskursus i samfundsfag B i morgen formiddag, starter hun på psykologistudiet i Århus.

Jeg er spændt og har i tankerne krydset fingre og tæer hele dagen.

Laura har købt sin returrejsebillet og rejser i slutningen af måneden tilbage til Århus og sit antropologistudie, så en helt almindelig og kendt hverdag går jeg så heller ikke i møde, for det er første gang Jan og jeg skal være alene sammen, sådan for altid og uden at skulle tage hensyn til andre end os selv og hinanden. Det er jo også nyt og så alligevel vel alligevel det samme?

_SNG8125_SNG8155_SNG8172

onsdag den 1. august 2018

Jans sidste feriedage

Kender du det, at du mister tidsfornemmelsen fuldstændigt og aldeles, fordi du har tænkt så mange og så lange tanker?

Sådan har jeg det lige for øjeblikket, skal jeg sige dig.

Jeg kan ikke rigtig hitte rede på, hvad dag det var jeg gjorde hvad, for jeg har tænkt så forfærdeligt mange tanker på det sidste og der har ærligt talt også været nok at tænke på og tænker over.

Tankerne bliver sorteret og bliver systematiseret og jeg rydder op og rydder ud.

Nok især det sidste.

Mine tanker kredser jo især om min nevø Silas, der stadig er i Island, hvor han ligger på sygehuset.

Der bliver passet ualmindeligt godt på ham.

Både min søster og hans far og hans bror Daniel, er taget over til Silas og det har han haft god glæde af. Det har min søster naturligvis også, for det er da noget af det hårdeste at have en barn, der har det meget dårligt.

Silas er i meget langsom bedring og der er ikke så meget at gøre for ham lige her og lige nu, end at give ham ro og masser af hvile, så kroppen kan rense den meget, meget voldsomme hjernerystelse ud og væk.

Jeg ville jo så forfærdeligt gerne kunne gøre noget for at hjælpe og lette, men lige nu kan jeg ikke gøre ret meget.

Det kunne lyde som om livet var een lang pinsel heroppe, men sådan er det bestemt ikke.

Faktisk tvang vi os selv ud og op i hytten i fredags, – var det vistnok.

Det pis-regnede og var koldt, koldt og atter koldt at sejle i åben jolle, men på en eller anden mystisk måde gjorde det faktisk godt at sejle i regnen, sommerkulden og de trælse bølger. 

Det gjorde godt på den der måde, at vi kunne mærke at vi var på vej og at det var til noget godt.

_SNG7901

Vi ankom op til hytten og da vi havde fået tændt op i skibs-ovnen og varmen begyndte at brede sig og roen lagde sig over tankerne og i kroppen, tænkte jeg over, hvorfor jeg dog ikke for flere dage siden var taget afsted, så jeg kunne sidde ved bordet, i hytten, ved ovnen foran vinduet og se ud på fjorden, mens jeg strikkede på mit luksus-strikketøj, men sådan er det jo og hver ting til sin tid og Jan og jeg sad der i den varme hytten, mens regnen stilnede af og tågen langsomt lettede, mens vi drak hver vores varme kop.

Vi sad i stilheden og lyttede til elvens brusen og havets sukken.

Vi lyttede til hinandens vejrtrækning og vi lyttede til hinandens tanker og ord.

Regnen holdt langsomt op og tågen kravlede op og ned ad fjeldsiderne for til sidst at lægge oppe i højden, inden den helt forsvandt.

_SNG7903

Vi sad og så tusmørket smyge sig ind til natten og vi kunne mærke roen lægge sig udenfor, indenfor og i os selv.

Måske har jeg fortalt det før, men det kan vist ikke gentages for tit, når man er glad for noget.

Jeg er glad for vores enlige solcelle, som leverer strøm til vores LED-bånd, som sidder over komfuret og til en lampe, hvor jeg kan sidde og strikke og ikke mindst til de to sengelamper, som vi har hængt op.

Især strømmen, der når ud til de to lamper ved sengen, er jeg glad for, for jeg elsker at lægge og læse i sengen.

Jan læser også en del og så kunne vi jo lægge os i køjen under hver vores varme dyne med hver vores bog.

At falde i søvn til naturens egne lyde som ikke bliver forurenet af motorlyde, lyden af strøm eller andre mærkelige ting, er bare lykken for mig.

Det sidste halve til næsten hele års tid, har jeg sovet let, meget lidt og sovet så uregelmæssigt at enhver nat med god søvn, bliver påskønnet.

Jeg, der altid har kunnet sove hvor som helst og når som helst.

Jeg sover ca 2 -2½ time for derefter at vågne op og være vågen i alt for lang tid inden jeg falder i søvn igen, for kun at sove de der sølle 2 timer, vågne op og .. det er altså pænt træls og det er næsten på klokke-slet jeg vågner op og ødsler søvn-timer væk på den måde, men at vågne op i hytten og kan se ud på dette,

_SNG7938

gør altså at det er knap så surt og når du så vågner op til dette

_SNG7944

og kan liste splitternøgen ud for at tisse og se på vejret, velvidende at den eneste, der måske skal lide under synet er de morgenfriske gråsisker, snespurveungerne og stenpikkerne, så gør de mange søvnløse nattetimer knap så meget.

_SNG7922

_SNG7925

Det er ualmindeligt sjældent at vi får besøg i hytten om sommeren, men vi fik besøg af Jans kollega, der har en lille dreng på 1 år.

Det var så hyggeligt.

Vi sejlede hjem med nogle fisk vi havde fanget og som vi gerne ville have i fryseren, fik vasket os under armene, fik sovet hjemme og sejlede så ind i hytten igen sammen med Laura.

Vi fik jo købt et rigtigt gaskomfur sidste sommer og det at der er en ovn, åbner for nogle muligheder, som vi ikke havde før. Vi har fx bagt boller i hytten et par gange og vi har nu også et par gange haft købepizzaer.

Ikke at det er kulinariske højdepunkter, men bare det at muligheden er der og at de der kedelige, pap-pizzaer faktisk bliver bedre i vores gas-ovn end hjemme.

_SNG7928

_SNG7929

Om aftenen kom Jans bror og datter, hendes kæreste og en ven på besøg og selvom hytten måler sølle 15 kvm, var der ingen problemer med at sidde 7 velvoksne mennesker rundt om bordet.

Laura ville med gæsterne hjem om aftenen.

Myggene elsker Laura, det er vi ualmindeligt mange, der gør, men kærligheden til myggen fra Lauras side, er overhovedet ikke gengældt.

Der var ikke så mange myg, men de få, der var, havde stukket snablen godt og grundigt ned i hende og givet hende stik som fik hende til at lige en teenager med voldsomt acne-udbrud.

Det er så hvad det er, for de klør jo så forfærdeligt og hun er helst fri, så hun tog hjem.

Jan og jeg blev.

Jeg tror, at vi helst begge to vil blive, så længe som muligt, hvis vi kunne.

Vi kunne krybe til køjs til lyden af elvens brusen, havets sukken og en skibsovnens sagte rumlen.

Selvom vi har en enkelt solcelle, så kan den kun levere strøm nok til vores lamper.

Sådan skal det være.

Vi vil ikke som nogle har i deres hytter, have hverken køleskab, emhætter eller andet i den retning.

Vi vil gerne have det så enkelt som muligt.

Vi elsker det simple liv når vi er i hytten, hvor vandet skal hentes i en dunk i elven, hvor den eneste underholdning er en bog eller et spil kort og en samtale over teen.

38292716_10216875629947195_9170114326420258816_n

Et spejlæg til morgenmad er luksus, når man ved, at ægget er blevet fragtet over hårde, små bølger i en hoppende, åben jollen.

Kaffen smager lidt ekstra godt, velvidende at vandet er hentet direkte fra elven, kogt og tålmodigt hældt over bønnerne i en tragt.

Det simpele liv. Det betyder så også at vi bliver nødt til at sejle hjem,

38149358_10216875630627212_6997832383361712128_n

hvis vi skal have lagt noget i fryseren, som vi skulle efter en fisketur inde fra fjorden, hvor 13 fine, store ørreder, skulle gemmes.

_SNG7908

_SNG7915

_SNG7917

_SNG7918

Denne gang gjorde det ikke så skidt at komme ind til mobildækning og internetsforbindelser, for når man hører at Silas er i bedring, langsomt, men dog i bedring, så er alt andet lidt i 2. række.

Jeg speedstrikket, turbostrikket på et sjal i det mest luksuriøse garn, du kan forestille dig.

Det er 50% moskusuld og 50% fin, fin silke.

Jeg har strikket et sjal, som skal gives som gave, men den del får du senere.

Du må dog gerne se det.

_SNG7953

_SNG7955_SNG7957_SNG7960

_SNG7965

_SNG7962

Der er brugt lige nøjagtig 100 gram garn og jeg havde ca 110 cm garn tilbage da jeg lukkede den allersidste maske af.

Det var godt nok lige til øllet, som Jan ville have sagt.

38126910_10216875818751915_2960007223209623552_n

Og min udgave af Tejla- sweateren vil jeg også gerne vise igen.

Den er altså bare lækker at have på. Det sorte/sortblå er uld-silke og meget lækkert.

_SNG7951_SNG7974

Selvom der er nok at tænke på og tænke over og tankerne indimellem er lidt tunge, så letter de skam også og giver plads til håb og optimisme.

Billederne er en skøn blanding af snapshots fra mobilen og kameraet, så bær over med kvaliteten.

38071664_10216875630227202_4171239158037086208_n

Jan starter på arbejde i morgen kl 08.30. Det kunne ikke være en værre dag at starte arbejdet på, for i morgen starter rensdyrjagtsæsonen også og han ved jo godt, hvad han helst vil.

Vi har dog ikke travlt med rensdyrjagten. Ikke endnu.

Der er kun Jan og mig i hverdagen og så meget spiser vi jo heller ikke at vi behøver at stresse over det.

Vi vil gerne have nogle flere fisk i fryseren og måske, hvis vejret er til det, kan jeg nå ud, mens Jan sidder i arbejdstøjet og fange et par stykker?

Måske?

onsdag den 25. juli 2018

Sara, Krista, Silas…

Mega-mega langt trist indlæg:

1

 

Lørdag for et helt liv siden, spurgte min søster Lena om vi ville ind til Sarfannguit.

_SNG7734

_SNG7742

_SNG7755

_SNG7759

Det er en lille bygd, der ligger inde i fjorden øst for os.

_SNG7761

Jo, det ville vi da rigtigt gerne.

_SNG7763

_SNG7764

_SNG7765

_SNG7767

Jeg gik rundt i det tomme hus, som pludseligt var for stille og alt for tomt, efter at Sara og hendes kæreste var rejst.

Sara er rejst til Ålborg, hvor hun er ved at tage et studenterkursus i samfundsfag B.

Hun kunne kun tage det som C niveau heroppe, da hun gik på gymnasiet og hun skulle bruge B-niveau for at komme ind på psykologi-studiet, som hun har søgt optagelse på i Århus.

Hun sidder så nu i den danske hedebølge og læser op og læser med og i starten af næste måned skal hun til prøve.

Der har været utroligt mange små-forhindringer med bolig, men hun kunne leje en studenter-bolig af en studerende i Ålborg, mens hun læste samfundsfag, da studenter-boligejeren var på sommerferie og det viste sig at være en grønlandsk studerende og hjemmet bar præg af at der boede en ung fra Grønland.

Det synes Sara jo er hyggeligt.

Det var straks lidt vanskeligere at finde en bolig i Århus. Det aller aller bedste fille måske , ihvertfald for mig, være at hun fik et kollegieværelse ved siden af Laura, så de kunne være sammen og passe på hinanden, men hun har fået noget fremlejet indtil januar og så må den vilde bolig-jagt sættes ind igen.

Måske var det også blandet lidt med nervøsitet og ængstelse, at jeg gik og småsavnede Sara da hun lige var rejst?

Faktisk gik jeg og græd flere gange om dagen af savn og en smule af angst for det nye liv, som Jan og jeg skal til at starte på.

Vi har aldrig været sådan alene uden ansvar for børn før og det er ikke nogen hemmelighed at jeg er en overpylrende hønemor med alvorlig separations-angst for / med mine børn og at jeg kun alt for langsomt vænner mig til nye tilstande og derudover skal have lang tid, alt for lang tid, til at vænne mig til nye situationer, så du kan nok forestille dig, at det er tomt og stille i huset, når de to glade turtelduer på en gang rejste.

Jo, så vi ville gerne med en tur til Sarfannguit og vi havde en dejlig afslappende dag derinde, hvor vi blev inviteret til kaffe og hjemmebagte, lækre horn hos en tidligere kollega.

_SNG7771

_SNG7772

_SNG7773

_SNG7774

_SNG7776

_SNG7778

Vi sejlede hjemad igen.

Huset var stadig tomt og stille, men heldigvis kunne vi invitere nogen til lidt aftensmad.

Een af Jans venner, havde lidt (meget) problemer på hjemmefronten og så var det godt at Jan gad lægge ører til.

Jeg lagde ikke så meget ører til. Ikke fordi jeg ikke gad, men fordi mine tanker strejfede og jeg ikke kunne indfange dem og lægge dem til ro.

Jeg var bare til stede og bidrog vist ikke med meget andet end at brygge kaffe og tage af bordet og det var jo både godt og tilstrækkeligt.

Om søndagen havde vi ingen planer.

Vi ville lave planer og havde brygget kaffen, da Jans bror ringede at deres faster var død for under en ½ time siden.

Faster K.

Jeg tror aldrig, jeg har mødt en mere næstekærligt menneske end faster K.

Hun var altid lyttende, medlevende og drog omsorg for sine medmennesker uanset om de var tæt på eller langt væk. Hun er var een af dem, som huskede alt hvad du havde fortalt og som spurgte til episoder og hændelser, fulgte op og fulgte med.

Hun var et kristent menneske både af ord og gerning. Der er utroligt mange troende mennesker, der gerne vil have os andre omvendt, men faster K. var bare et godt menneske.

Og positiv.

Selvom hun de sidste par år, døjede med en uhelbredelig lungesygdom, klagede hun sig ikke.

Hun spredte stadig glæde, latter og god energi omkring sig og gjorde hvad hun kunne for at deltage og være med.

Den sidste weekend, tilbragte hun hos sin bror, Jans far, i Jylland.

Vi ringede til dem og fik både set og talt kort med hende, mens hun sad hos farfar/Jans far i haven.

Om søndagen skulle Faster K. og Onkel E. køre tilbage og havde fået vendt bilen mod Sjælland og de var kørt afsted.

Ved Skærup skulle der tisses og skiftes ilt-apparat, men faster K. havde fået det dårligt og selvom der blev ringet 112 og der var kommet en ambulance, var hendes ikke til at redde.

Jan, som var tæt knyttet til sin faster, ville naturligvis med til begravelsen og der gik ikke mange minutter, fra vi havde fået den triste meddelelse, til billetterne var bestilt, pasning af hundene var arrangeret og vi havde fået en af Lauras veninder til at flytte ind i huset, så katten, blomsterne og huset ikke blev efterladt.

Jeg tog med.

Selvfølgelig gjorde jeg det, for at støtte Jan og fordi jeg holdt uendeligt meget af faster K.

Faster K. som tålmodigt brugte næsten en hel sommerferie for 20 år siden på at lære min yngste-datter Sara på at gå, og som vi glædede os til at se, hver gang vi var i Danmark.

Vi fik en billet til om mandagen, –dagen efter at hun var død og vi ankom sent om aftenen og kørte så over til farfar med det samme.

Han stod parat med sin søde kæreste og et par lune frikadeller og en varm leverpostej da vi ankom kl midt-om-natten.

Faster K. skulle begraves på Sjælland om fredagen, så vi kørte fra farfar allerede om torsdagen og vi havde selvfølgelig Sara med.

Da vi kørte gennem nabo-byen blev vi mødt af flag, der stod på halvt. Hele vejen.

Vi blev virkelig bevæget og da vi kørte ind mod kirken, stod flagene tæt.

Kirken, som har side-skibe, var fyldt med blomster-hilsner, bårebuketter og kranse over alt.

Selv vindueskarmene var fyldt op med blomster.

37904229_10216823924334587_3081458483044810752_n

Længe inden kirkeklokken begyndte at ringe, var kirken fyldt helt op.

Præsten holdt en fin tale over faster K. og vi sang hendes yndlings-salmer og farfar havde sin guitar med og sang to sange til sin søster.
Det var rørende og stærkt.

Jan var med til at bære faster K. ud og deres gamle efterskole, som de havde arbejdet for og i i næsten 40 år, stillede lokale til rådighed til begravelseskaffen og det var hyggeligt og helt i faster K. s ånd.

Sara, Jan og jeg kørte tilbage til Jylland om aftenen.

Farfar kom dagen efter.

Vi havde nogle dejlige dage med Sara og farfar inden vi selv skulle til at rejse tilbage og hjem.

37811361_10216824805156607_8732450162456133632_n

Vi kørte op til Ålborg i torsdags, så jeg kunne få det sidste kram og kys fra Sara.

_SNG7799

_SNG7803

_SNG7806

_SNG7810

_SNG7824

_SNG7852

_SNG7858

_SNG7860

Jan og jeg havde været i Limfjorden om tirsdagen og Jan havde fået fjordvand i øret, som ikke ville ud igen.

Han døjede med sin hørelse og havde ubehag og da han gruede for at skulle flyve med vandet i øret om fredagen, tog vi ind forbi et apotek og fik forskelligt vi kunne forsøge os med.

Vi kørte Sara hjem, men vi kunne da lige besøge hende lidt og forsøge os med de forskellige remedier, som vi havde købt til Jans ører.

Der var intet, der hjalp, så han accepterede og håbede at det ville tørre ud, dryppe af, fordampe eller andet..

Da vi satte os ned i bilen, hang der en fin gul, plastikseddel i vinduesviskeren. Vandfast og til at få øje på.

En parkeringsbøde, fordi jeg havde sat skiven ca 10 forkert og vi havde holdt ca 10-15 minutter for længe.

Øv!

795,- trælse kroner at skulle betale, men vi kan hverken gøre til eller fra. Øv. så havde jeg også den at tude over ned gennem Jylland, hvor jeg allerede stortudede over afskeden med Sara.

Mens vi kørte ned gennem landet, besluttede vi os for, at ville køre ind forbi den rasteplads, hvor faster K. udåndede.

Vi ville købe en kop kaffe og et stykke kage, sidde lige så stille og mindes, tage afsked og køre, for vi skulle ikke nå noget og hotellet, hvor vi skulle overnatte, var betalt, så vi gav os god tid og drak kaffen og snakkede om faster K.

Der skulle efter sigende være en flot nekrolog om hende i Kristeligt Dagblad og jeg håber at familien har gemt den så vi kan se den engang.

Begravelsen var så fin, så smuk og var så god og berigende en oplevelse, hvis man kan sige det om en begravelse.

Krista var så godt et menneske. Et smukt og positivt sind.

Tænkte hun mon nogensinde grimme tanker om sine medmennesker? Næppe.

Hun kunne altid finde noget godt at sige, nogle trøstende ord. Opmuntrende ord. Glade ord og selvfølgelig var hun glad for at synge. Livsglad og med en smittende glæde over livet som få.

Vi nåede helt frem og faktisk også over Storebælt, da min søster ringede til mig fra Sisimiut.

Min nevø Silas, havde været involveret i en meget, meget alvorlig trafikulykke og var kommet meget alvorligt til skade.

Han havde slået hovedet meget voldsomt, men på det tidspunkt, vidste de ikke hvor alvorligt det stod til med ham og om han havde fået andre skader.

Jeg skulle ringe og informere mine forældre, som er i sommerhus i Danmark og selvfølgelig mine børn.

Som du nok har fornemmet, så er vi meget tætte i vores familie. Vi bor stort set klods op og ned ad hinanden og vi ses i tide og i utide. Vi mødes planlagt og uplanlagt og vi er sammen ofte.

Silas blev evakueret til Island med en lille flyver, men der var desværre ikke plads i flyveren til hverken hans far eller mor/ min søster, så hun måtte selv finde en vej for at følge efter ham.

Skæbnen ville at der stod en helikopter her i byen, som var blevet brugt til noget eftersøgning og den kunne hun komme med til Kangerlussuaq.

Silas var stærkt medicineret (lagt i narkose) så han kunne klare flyveturen og han nåede frem til Island sent om aftenen.

Indtil for nylig boede der en islandsk familie her i byen og konen arbejdede på vores sygehus.

Hun tog imod Silas på sygehuset i Island.

Bare det at vide, hvem der står med en af eens kære, trøster.

At vide, at det er et kendt ansigt, som kender Silas. At vide, at det er en dygtig, kærlig, stærk og robust kvinde.

Dudi, min søster, Silas mor, kom på en flyver fra Kangerlussuaq til Nuuk og derfra videre til Island.

Alene det, at hun fik plads og kom videre og videre til Island er noget nær en rekord.

Silas har brækket næsen og det er hvad det er.

Han har fået en meget, meget alvorlig hjernerystelse og han sover meget. Tungt, men der er lidt flere vågenperioder og han har været oppe og stå og oppe og gå. Han har spist lidt, drukket lidt og har sågar fået børstet tænder.

I går rejste hans far og hans storebror til Nuuk for at kunne rejse videre til Island og de når forhåbentligt frem i aften.

De har fundet en bolig til den næste uges tid, men hvis du tilfældigvis kender et sted, som enten er gratis eller meget meget billig i Reykjavik og tæt på sygehuset, så må du gerne lade høre fra dig.

Vi håber, beder, krydser fingre, ønsker og beder i en uendelighed for, at Silas slipper helt uden mén.

Selvfølgeligt gør vi det.

I denne uge har vi oplevet en overvældende godhed fra folk vi kender og fra folk vi overhovedet ikke kender.

Vi har oplevet, hvordan folk har rakt hænderne ud og hjulpet, når vi har bedt om hjælp.

(Silas pas fx. nåede frem til Island gennem private hænder, da vi bad om hjælp på facebook.

Opslaget blev med lynets hast delt og inden der var gået et par timer, var det sendt afsted mod Nuuk og videre fra Nuuk til Island og venlige, ukendte mennesker, tog det i Island og transporterede det fra Keflavik til Reykjavik og videre til sygehuset. '

Det er så rørende og helt igennem bevægende og I skal vide derude, at når I/vi giver en lillebitte hjælpende hånd, kan det betyde alverden for en anden. )

Laura kom i mandags.

Hvilken lykke.

Hun har været i Qaqortoq og undervise i noget sommer-musikskole siden 9. juli og hun har haft en fantastisk tid i Qaqortoq, hvor hun mødte en masse dejlige mennesker.

Nu holder hun sommerferie her hos os indtil midten af august og det er lige netop, hvad jeg har brug for.

_SNG7873

_SNG7879

_SNG7890

Livet kan være så flygtigt.

Så skrøbeligt.

Det skrøbelige, kostbare liv, som vi tager for givet og som vi glemmer at sætte pris på. Som vi glemmer at passe på.

Alt for ofte, glemmer alt for mange, hvor kostbart livet er, men jeg tænker på, at det jo er, når vi har det rigtig godt, at vi ikke tænker over det?

_SNG7847

Tak til alle de mennesker, der sender god energi, karma og kærlighed i min søsters og hendes families retning.

Tak til alle de mennesker, der træder til og hjælper dem. Tak.