fredag den 6. juli 2018

Tårefri dag i dag

I dag har jeg faktisk ikke grædt.

Ikke endnu og jeg forsøger faktisk at lade være.

Jeg har været lige ved og det har været tæt på, men jeg gjorde mig umage, bed tænderne sammen og skyndte mig at tænke på noget andet.

Det var nu også meget let at tænke på andre ting i dag, for allerede i går aftalte Jan og jeg med hans bror, at vi ville sejle ud til Itilleq, som er en bygd, der ligger syd for Sisimiut.

Min søster Lena ville heldigvis også gerne med._SNG7670

_SNG7671

(Du kan læse lidt om Itilleq her og lidt mere her)

_SNG7676

_SNG7677

_SNG7680

Der bor vel knap 100 mennesker og vist nok en enkelt hund i bygden og jeg tror faktisk at mange af dem var ude af bygden i dag.

_SNG7683

_SNG7684

Hunden var der, men den gjorde ikke meget væsen af sig.

Det gjorde de mennesker, der var derude heller ikke.

Der var meget stille.

Mere end stille.

_SNG7685_SNG7687_SNG7690_SNG7691

Vejret gjorde det nok heller ikke specielt fristende for folk at være udenfor, altså lige bortset fra os, som virkeligt trænger til at opleve noget andet, se noget andet, føle noget andet og måske endda snakke med nogle andre, var der stort set ikke andre.

_SNG7693_SNG7695_SNG7697_SNG7698

Vi trænger til at få nogle nye og anderledes indtryk, som vi kan bruge de lange vinteraftener på at bearbejde og blive klogere af og på.. det er vel derfor man tager ud og tager væk fra de hjemlige omgivelser?

_SNG7704_SNG7705_SNG7707_SNG7711

Det virkede for mig.

_SNG7713_SNG7716_SNG7718_SNG7722

Jeg har aldrig været i Itilleq med nogen af mine børn.

_SNG7727

Faktisk har jeg kun været i Itilleq ganske få gange og kun i korte øjeblikke, så der var ikke rigtig nogen minder at komme i tanke om og som kunne udløse de endeløse strømme af tårer, som ellers har flydt så lystigt fra mine øjne i denne uge.

_SNG7729

Vejret var ualmindeligt tungt og gråt.

Det var hundekoldt og hvis man ikke vidste bedre, så ville man ikke få nogen som helst mistanke om, at vi er i juli måned og det faktisk burde være lidt mere sommer heroppe.

Jeg er nu ret ligeglad med varmen for manglen på samme gør at der ingen satans myg er og det er altså dejligt.

_SNG7730

_SNG7731

Det er sundt og givtigt at komme lidt væk, komme lidt ud og det er godt at se, hvordan andre mennesker lever og bor.

Nu så vi ikke så mange mennesker i dag, men jeg snakkede skam med alle dem, som jeg mødte og jeg fik et lille indtryk af hvordan deres liv er.

De får forresten  deres drikkevand fra et rensningsanlæg, som renser havvand fri for saltet.

Jeg smagte det ikke, selvom jeg gerne ville.

Der er ingen biler og der er ingen hunde og der er ikke asfalt på deres små, smalle veje og måske ville jeg hellere have været i Ålborg lige akkurat i dag, hvor Sara er eller i Qaqortoq, hvor Laura underviser i noget musik på noget sommerskole. Simon arbejder på højtryk inde i Kangerlussuaq, så om jeg var derinde i bunden af fjorden eller ej, ville vist alligevel være det samme

_SNG7733

At græde sig igennem en hel sommer

Jeg ved ikke helt, hvorfor det er så forfærdeligt og hvorfor det er så slemt.

Jeg kan ikke engang helt sætte ord på følelserne eller helt præcisere, hvad der ryster mit indre så meget.

Jeg prøver.

Mest for mig selv, men kan du mon genkende en smule af det?

_SNG7313

I mandags rejste Sara.

Vi har hele tiden vidst at hun skulle rejse og jeg har indeni mig selv gået og forberedt mig på det.

Det troede jeg jo at man kunne.

Selvom jeg havde forberedt mig, så var jeg ikke helt forberedt på, hvad det ville sætte i gang indeni mig. I mit moderhjerte og i mit følelsesliv.

Jeg har talt med mig selv og gjort op i fordele og ulemper ved at Jan og jeg blev alene, men hver gang endte det med at jeg helst bare ville have at hun blev.

Hun er det yngste og selvom hun kun er 13 måneder yngre end Laura, så er hun mit yngste barn. Hende, som jeg fik sidst.

Hun var i Bruxelles sidste år og hun kom hjem sidste sommer.

Hun tog hjem og fik arbejde med det samme i en tøjbutik, hvor hun trofast og stabilt arbejdede lige indtil d. 20. juni.

I det sene efterår blev venskabet med Max lidt mere alvorligt og han rykkede ind i hjemmet som kæreste.

Han gik i 3. g indtil for et par uger siden.

_SNG7331

Det var ganske tydeligt at de var meget, meget glade for hinanden.

_SNG7332

_SNG7582

Det er i  hvert fald meget sjældent, at jeg har set to mennesker, der har det så hyggeligt i hinandens selskab.

_SNG7566

Der er blevet grinet rigtigt meget imellem dem og der er blev kysset, krammet, snakket, hygget og lavet en masse fælles ting, så allerede i foråret gik jeg og tænkte dystre tanker om Saras afrejse herfra byen, for kæresten skulle ikke med til Danmark da han ikke havde søgt uddannelse og han skulle “bare” hjem og holde sabbatår.

_SNG7471

Det er jo 2 år siden, at Sara blev student, så hun er nået dertil, hvor hun skal til og i gang igen.

(resten af billederne kan ses her)

Hun skal først til Ålborg på  et suppleringskursus i denne måned og planen er, at hun så skal til Århus og læse psykologi.

At hun skal til Århus og læse hænger sammen med at Laura læser antropologi i Århus og det er smart og bekvemt at de bor i samme by, når nu de er så langt væk hjemmefra begge to.

Det glæder jo deres mor, at de kan være samme, se efter hinanden, hjælpe hinanden og støtte hinanden, men i mandags, hvor Sara skulle rejse herfra, kunne ikke engang jeg være til megen gavn, da hun skulle tage afsked med sin kæreste.

Jeg forstod dem til fulde, da de græd i hinandens arme, da de skulle tage afsked og selvom min yngste søster var med på turen, fordi hun skulle ned og hente sin søn, der skulle ankomme fra Honduras, hvor han har været i et helt år, så var jeg knust på Saras vegne, hendes kærestes vegne og på på mine egne vegne.

Han tog afsted senere på dagen.

Han rejste mod nord og han var beklemt, ked og trist.

Det forstår jeg til fulde og det lagde til oveni min tristhed og sorg over at det sidste af mine unger forlod hjemmet.

Jeg græd da hans flyver også lettede og følte tomheden, som værende total.

Jeg græder faktisk stadigvæk.

Lidt hele tiden.

Rigtig og med alt for mange salte tårer.

Jeg lægger min hoved på Jans skulder og græder og græder over det tab som jeg faktisk føler at det er, for hverken Laura eller Sara kommer hjem igen bare sådan lige og når de kommer hjem, så jo formentligt på ferie og aldrig mere for at bo sammen med os.

Da Sara steg ombord på flyveren mandag formiddag, var det den sidste rest af mine tre børns barndom, der blev afsluttet.

Den sidste unge, der fløj og nu står jeg her alene og skal til at finde en ny rolle i livet.

En rolle, hvor jeg skal spille alene og sammen med Jan.

Og jo, du har ganske ret i, at der er rigtig mange ting, som bliver anderledes, når vi ikke bor 4 men kun 2 herhjemme; vi kan lettere tage ud og spise, hvis vi ikke gider at lave aftensmad, der er ikke så mange mennesker, der skal involveres, hvis vi skal noget, og mindre at koordinere, der bliver mindre tøjvask, mindre rodet og mindre trængsel på badeværelset.

Men det er jo småting og jeg savner dem så meget lige nu, at det næsten er ubærligt. Jeg græder lidt igen og savner dem, deres grin nede fra værelset, når de kommer op ad trappen og skal have noget at spise, at de ligger på briksen i hjørnet og griner, kysser og sludrer, deres morgenkaffedrikning, deres planlægning for dagen og deres blikke til hinanden.

Jeg savner, at Max sidder sammen med Jan og ser sport, kommenterer fjernsynet og jeg savner snakken, hyggen og stemningen af ungt liv.

Jeg græder lidt igen over, at alting også for os er nyt.

Det er nyt for de unge, at skulle finde fodfæste i nye byer, nye situationer med studier, nye venner, nye hjem, men det er også nyt for Jan og mig at skulle være helt alene og uden ansvar for andre end os selv (og hundene og katten) men mest græder jeg fordi jeg savner mine unger og fordi jeg føler at tiden gik for stærkt og jeg gerne ville have haft dem i bare lidt længere tid. Sådan helt egoistisk og selvisk.

Måske er det helt normalt og ganske naturligt, at man som mor, og jeg er rigtig meget, meget mor, har svært ved at give slip og lade gå?

Jeg ønsker dem alt det bedste og jeg ønsker, at de kommer ud og oplever verdenen, ser nye steder, får nye venner, oplever så meget som muligt og lærer nyt.

Jeg er så stolt over dem, at det næsten er kvalmende.. at de tør og at de gør, men jeg græder altså stadigvæk over at Sara rejste hjemmefra mandag formiddag.

Tirsdag aften pakkede vi lidt sammen.

Jan og jeg sejlede op i hytten og det føltes tomt og trist at forlade det mennesketomme hus og det føltes underligt at ankomme hytten, velvidende, at vi ikke var ventet af andre end katten, når vi engang skulle hjem igen.

Bevares, måde min søster og Jans bror er her og holder øje med både os, katten, hundene, planterne og huset, så vi går ikke rundt helt alene, men følelsen indeni var altså meget anderledes.

Og så græd jeg altså lidt igen. Og igen og igen.

Det er fuldkommen irrationelt og giver ikke mening og måske spiller et dalende østrogen niveau også en rolle, en snert separationsangst og angsten for det ukendte synger også med i grædekoret.

Hvis jeg ser bort fra det mange salte tårer, der faldt igen og hele tiden, så havde vi faktisk en god tur ind til hytten.

Jan lavede en lille trappe mellem de to reposer foran hytten.

Der blæste en kold og kraftig vind, så der var ingen myg.

_SNG7638

_SNG7642a

_SNG7648

_SNG7643

Jeg tullede bare rundt og lavede absolut ingeting.

Der blev taget et par enkelte billeder og så blev der lavet ingenting igen.

Vi blev nødt til at sejle hjem om aftenen.

Der var så meget tang i vores udhal og hvis vi ville være hjemme inden middag næste dag og …

Der var pænt gang i havet, da vi sejlede hjemad, men ingen fare og ingen grund til uro.

_SNG7645_SNG7650_SNG7654_SNG7655_SNG7658_SNG7661

(p.s hvorfor mon billederne på blogspotten falmer/bliver anderledes efter et stykke tid?? )

I aften kom der gæster.

De spiste med, hyggede, sludrede og følelsen af at blive forladt, savnet og bekymringen for det nye og det ukendte, trængte lidt i baggrunden og hvis jeg nu bare holder den kørende et stykke tid endnu, så kan det være at jeg kan være lige så moden, dygtig, modig og frygtløs, som mine børn.. jeg skal vist bare lige lære at være alene hjemme, at være mor til voksne, udeboende børn og være uden ansvaret for andre end mig selv (og katten), så kan det være at jeg græder, når der er grund til det og ikke som nu, helt uden gyldig grund.

torsdag den 21. juni 2018

10 år gammel sløjfe og endelig ferie

Kan du mon huske dette billede.

Nu har Johannes gået i skole i 10 år og han fik papirer på endt skolegang sammen med sine klassekammerater i fredags.

Hvis sandheden skal frem, så kan jeg ikke lige finde originalbilledet fra 2008.

Hvis jeg ledte længe nok, ville billedet såmænd nok dukke op, men det er ikke det vigtige lige nu, selvom det måske kunne være sjovt at sætte billederne op ved siden af hinanden.

Johannes gik ud af skolen i fredags med papirer på, at han har gået på skolen i 10 år og det var da lidt sjovt at slå en sløjfe på det første billede med et sidste-skoledags-billede.

_SNG7189

Desværre skulle de være i hallen og desværre fordi der er vildt dårligt lys derinde, så det var svært at fange et godt billede af ham og jeg jeg havde lidt haft i tankerne at det kunne være sjovt at stille akkurat de børn op ved siden af hinanden igen, men nogle af dem er rejst og så er det jo ret svært.

_SNG7185_SNG7190_SNG7256_SNG7259_SNG7273

Min sommerferie startede i går.

Jeg trænger til at sove længe og uden afbrydelser, men det med afbrydelserne bliver nok svært.

Måske er det min alder og mine hormoner, men ind imellem er jeg hælder jeg mest til at det er lidt stress, som gør, at vågner minimum 3 gange om natten og er vågen i længere tid.

Det bliver man ret træt af på flere måder. Måske er det en kombination eller måske er det noget helt andet?

Det er ihvertfald bare sikkert at jeg trænger til at have muligheden for at koble helt fra og holde fri og det kan jeg så nu.

Heldigvis.

Vi har ingen sommerferieplaner og skal ikke ud og rejse.

Det er både godt og skidt.

Skidt fordi at jeg kunne godt trænge til nye input og indtryk og jeg kunne godt trænge til at komme lidt væk hjemmefra, men jeg har kun feriefri-rejse hvert andet år og det bliver en lidt mærkelig sommer, hvor Sara rejser hjemmefra d. 02.juli og Laura kommer på sommerferie ca d. 23. juli.

Jeg passer hus med dertilhørende planter og vi har hunde, som vi også skal passe, så vi er ret bundne hertil, men vi skal i hytten, så meget som muligt, ud og sejle og læse bøger.

Godt, fordi vi kan komme så ofte i hytten, som vejret nu tillader det og i hytten plejer jeg at kunne sove og sove og sove.

_SNG7079

_SNG7116_SNG7118_SNG7139_SNG7143