mandag den 19. november 2018

Den berømte mandag

Laura siger at jeg skal opdatere min blog, men jeg er vist gået helt i stå.

Laura er nok den sidste i verden, som stadig kan huske at jeg har en blog.

Det er også lidt svært at samle tråden op, for hvor skal jeg starte og hvor skal jeg slutte?

Der er gået for lang tid og der er sket så mange ting og så ikke alligevel.

Jeg kunne måske fortælle, at der er blevet vinter heroppe.

Ikke bare lidt, men faktisk rigtig meget.

Der er koldt og der er kommet meget sne.

Som sædvanligt var jeg vemodig og trist over at det smukke, smukke efterår forsvandt så hurtigt.

Fjeldet var lidt ekstra smuk i år, syntes jeg

P1000582

P1000342

og jeg huskede at nyde det og huskede endda at tage et par billeder.

P1000313

Jan og jeg var på rensdyrjagt

P1000402

P1000503

P1000358

P1000516

P1000593

og vi havde nogle fantastiske oplevelser, bare os to og vi har nogle gode, gode stunder fra efteråret at huske tilbage på.

Vi har været ude og fiske og vi har husket at vi ikke skal fylde fryseren nær så meget som vi plejer, eftersom der jo kun er ham og mig.

Vi havde også nogle fantastiske weekender i hytten, præcis som vi plejer og vi bliver bare mere og mere glade for vores lillebitte hyggelige hytte.

Det er der vi samler ny energi, hvor vi samler  fornyede kræfter, hvor vi slapper af og hvor vi finder ro.

P1000435

Nu er det vinter P1000684

og jeg kæmper lidt med at byde den oprigtigt velkommen, men i dag skulle det altså være.

I dag var det den der mandag, hvor alle planer skal virkeliggøres.

Du ved, den der mandag vi snakker om, når vi vil på slankekur på mandag, når vi vil begynde at motionere på mandag eller sådan noget.

I dag var det dén mandag.

Jeg stoppede med at ryge i marts og forinden havde jeg tabt 26 kg, men taget små 10 kg på igen og rygestoppet gjorde absolut intet godt for vægten heller, så  i dag var det lige præcis den mandag, hvor jeg tog mig selv i nakken og genoptog mine gåture. 

Et sted skal jeg jo starte.

Det skulle være rigtig godt at gå 10.000 skridt om dagen og det skulle være så fint at spise grove grøntsager, undgå sukker og i det hele taget spise fornuftigt.

I dag var det lige præcis den mandag, som vi alle altid snakker om og som vi aldrig helt ved, hvornår er.

Hele weekenden har jeg gået og forberedt mig mentalt på at jeg skulle møde mandagen i dag og nu er dagen næsten gået og det har været et godt møde. Jeg har en forestilling om, at tingene hænger sammen og at hvis jeg får startet sted fx med gåturene, så sætter det gang i andre positive ting.

Jeg kom ud og gå med musik i ørerne og med det lange ben forrest.

Mens jeg forberedte mig mentalt i weekenden fik jeg taget et par enkelte billeder af nogle fremmede

_SNG9210 

hunde i den lille snestorm vi havde.

_SNG9200

Stormen kan du ikke se på billederne, men som du måske kan fornemme, var der helt whiteout på nogle tidspunkter.

_SNG9236

_SNG9261

_SNG9239

_SNG9195_SNG9208_SNG9209_SNG9214_SNG9219_SNG9223_SNG9238_SNG9243_SNG9246_SNG9247_SNG9264_SNG9269_SNG9280

Jeg får strikket ualmindeligt meget for tiden og een af dagene skulle jeg måske fotografere noget af al mit færdige strik.

mandag den 10. september 2018

Stjerner

En bluse er færdig og sendt i Lauras retning.

Str XXL men den vejer under 300 gram

tirsdag den 14. august 2018

En almindelig hverdag .. næsten

Kan du huske dette billede? Det første i blog-posten her?

For et par uger siden, da vi var inde i vores hytte, var vi lige inde og vende længere inde i fjorden.

Det er hverken hvert eller hvert andet år, vi sejler længere ind i fjorden end til vores hytte, men da vi alligevel var der inde tog jeg et billede af nedkørslen/opkørslen, når man kører om vinteren for at vise hvordan det ser ud om sommeren.

_SNG7905

Denne weekend har vi været hjemme.

Jan har mega-halsbetændelse. Så meget at han faktisk har været til læge, som kunne konstatere, efter at have podet halsen, at der ingen bakterier var og at det var en virus-infektion, som holdt os hjemme i noget, som kunne ende med at have været sommerens flotteste vejr heroppe.

Næsten ingen sure miner over den dumme virus, men masser af sure miner over mig selv og til mig selv over, at jeg ikke bare tog afsted alene, men hængte mig i, at jeg ikke gad være alene en hel weekend.

Der er folk nok som siger, at de vil med, men når tid er, så skal de altid  noget andet, så jeg er holdt op med at spørge. Jeg orker ikke afslag og nej-er, så der var sure miner fra mig selv til mig selv over at jeg blev hjemme og kukkelurede, mens Jan forsøgte at tænke sig rask igen.

Faktisk døjer han stadig voldsomt. Det er meget, meget sjældent at han er syg og endnu sjældnere at han ikke kommer på arbejde, hvad han ikke gjorde i fredags, hvor han måtte melde sig fraværende pga sygdom.

Det er næsten et mirakel at han ikke oftere er syg, for jeg slæber flittigt alt muligt mærkeligt skrammel af vira og dårligdomme med hjem fra skolen, når vi har de der epidemi-lignende tilstande oppe hos os.

Jesper, Jans tvillingebror spurgte om nogen af os ville med ud og fiske i går, men der var kun mig, der ville med. Det gik nu også fint.

Vi fik lidt torsk, masser af frisk havluft og ligeså meget solskin og i dag kunne jeg så møde på arbejde med lidt bedre humør end i fredags.

Det var også i dag, der var første skoledag for eleverne.

Når de små, – altså de helt små, har første skoledag, gør jeg rigtig meget for at kunne opleve det. Jeg forsøger at holde mig aftale-fri.

Det er jo en ny livsfase de små poder begiver sig ind i.

De er så søde og især modige, når de slipper deres mors eller fars hånd der i skolegården og går der der 20-30 skridt hen til deres kommende klasselærer og står alene op ad væggen og ser deres klassekammerater gå de samme 20-30 skridt hen over den skolegård, som de skal bruge så mange frikvarterer på.

De er så modige når de står deroppe med front mod alle os andre og bliver samlet og senere går op i klasseværelset, hvor de får deres æble, deres saft, en blyant og deres skema.

Senere på dagen bliver der i mange hjem holdt lidt kaffemik og det bliver fejret at barnet nu er startet sin skolegang.

_SNG8009_SNG8013_SNG8032_SNG8044_SNG8057

  

Skoleåret er skudt i gang.

Det er for en gangs skyld helt i orden med mig.

Min sommerferie har ikke været verdens bedste.

Jeg trænger bare til hverdagens rutineprægede trommerum uden alt for mange udsving.

Hverdagen skal såmænd bare være genkendelig og overskuelig.

Der må helst ikke være alt for mange ting at tage stilling til og helst heller ikke for mange ting at kunne blive ked af det over.

I morges, dansk tid, trak Sara et eksamensspørgsmål som hun har 24 timer at forberede sig på at skulle besvare og når hun har været til eksamen i morgen formiddag i Ålborg, henter farfar hende og kører hende til Århus, hvor hun skal installeres.

Allerede næste mandag, kan hun begynde på nyt. Et skoleår og et skoleforløb, som hun aldrig har prøvet før.

Såfremt og ifald hun består sit enkeltfagskursus i samfundsfag B i morgen formiddag, starter hun på psykologistudiet i Århus.

Jeg er spændt og har i tankerne krydset fingre og tæer hele dagen.

Laura har købt sin returrejsebillet og rejser i slutningen af måneden tilbage til Århus og sit antropologistudie, så en helt almindelig og kendt hverdag går jeg så heller ikke i møde, for det er første gang Jan og jeg skal være alene sammen, sådan for altid og uden at skulle tage hensyn til andre end os selv og hinanden. Det er jo også nyt og så alligevel vel alligevel det samme?

_SNG8125_SNG8155_SNG8172

onsdag den 1. august 2018

Jans sidste feriedage

Kender du det, at du mister tidsfornemmelsen fuldstændigt og aldeles, fordi du har tænkt så mange og så lange tanker?

Sådan har jeg det lige for øjeblikket, skal jeg sige dig.

Jeg kan ikke rigtig hitte rede på, hvad dag det var jeg gjorde hvad, for jeg har tænkt så forfærdeligt mange tanker på det sidste og der har ærligt talt også været nok at tænke på og tænker over.

Tankerne bliver sorteret og bliver systematiseret og jeg rydder op og rydder ud.

Nok især det sidste.

Mine tanker kredser jo især om min nevø Silas, der stadig er i Island, hvor han ligger på sygehuset.

Der bliver passet ualmindeligt godt på ham.

Både min søster og hans far og hans bror Daniel, er taget over til Silas og det har han haft god glæde af. Det har min søster naturligvis også, for det er da noget af det hårdeste at have en barn, der har det meget dårligt.

Silas er i meget langsom bedring og der er ikke så meget at gøre for ham lige her og lige nu, end at give ham ro og masser af hvile, så kroppen kan rense den meget, meget voldsomme hjernerystelse ud og væk.

Jeg ville jo så forfærdeligt gerne kunne gøre noget for at hjælpe og lette, men lige nu kan jeg ikke gøre ret meget.

Det kunne lyde som om livet var een lang pinsel heroppe, men sådan er det bestemt ikke.

Faktisk tvang vi os selv ud og op i hytten i fredags, – var det vistnok.

Det pis-regnede og var koldt, koldt og atter koldt at sejle i åben jolle, men på en eller anden mystisk måde gjorde det faktisk godt at sejle i regnen, sommerkulden og de trælse bølger. 

Det gjorde godt på den der måde, at vi kunne mærke at vi var på vej og at det var til noget godt.

_SNG7901

Vi ankom op til hytten og da vi havde fået tændt op i skibs-ovnen og varmen begyndte at brede sig og roen lagde sig over tankerne og i kroppen, tænkte jeg over, hvorfor jeg dog ikke for flere dage siden var taget afsted, så jeg kunne sidde ved bordet, i hytten, ved ovnen foran vinduet og se ud på fjorden, mens jeg strikkede på mit luksus-strikketøj, men sådan er det jo og hver ting til sin tid og Jan og jeg sad der i den varme hytten, mens regnen stilnede af og tågen langsomt lettede, mens vi drak hver vores varme kop.

Vi sad i stilheden og lyttede til elvens brusen og havets sukken.

Vi lyttede til hinandens vejrtrækning og vi lyttede til hinandens tanker og ord.

Regnen holdt langsomt op og tågen kravlede op og ned ad fjeldsiderne for til sidst at lægge oppe i højden, inden den helt forsvandt.

_SNG7903

Vi sad og så tusmørket smyge sig ind til natten og vi kunne mærke roen lægge sig udenfor, indenfor og i os selv.

Måske har jeg fortalt det før, men det kan vist ikke gentages for tit, når man er glad for noget.

Jeg er glad for vores enlige solcelle, som leverer strøm til vores LED-bånd, som sidder over komfuret og til en lampe, hvor jeg kan sidde og strikke og ikke mindst til de to sengelamper, som vi har hængt op.

Især strømmen, der når ud til de to lamper ved sengen, er jeg glad for, for jeg elsker at lægge og læse i sengen.

Jan læser også en del og så kunne vi jo lægge os i køjen under hver vores varme dyne med hver vores bog.

At falde i søvn til naturens egne lyde som ikke bliver forurenet af motorlyde, lyden af strøm eller andre mærkelige ting, er bare lykken for mig.

Det sidste halve til næsten hele års tid, har jeg sovet let, meget lidt og sovet så uregelmæssigt at enhver nat med god søvn, bliver påskønnet.

Jeg, der altid har kunnet sove hvor som helst og når som helst.

Jeg sover ca 2 -2½ time for derefter at vågne op og være vågen i alt for lang tid inden jeg falder i søvn igen, for kun at sove de der sølle 2 timer, vågne op og .. det er altså pænt træls og det er næsten på klokke-slet jeg vågner op og ødsler søvn-timer væk på den måde, men at vågne op i hytten og kan se ud på dette,

_SNG7938

gør altså at det er knap så surt og når du så vågner op til dette

_SNG7944

og kan liste splitternøgen ud for at tisse og se på vejret, velvidende at den eneste, der måske skal lide under synet er de morgenfriske gråsisker, snespurveungerne og stenpikkerne, så gør de mange søvnløse nattetimer knap så meget.

_SNG7922

_SNG7925

Det er ualmindeligt sjældent at vi får besøg i hytten om sommeren, men vi fik besøg af Jans kollega, der har en lille dreng på 1 år.

Det var så hyggeligt.

Vi sejlede hjem med nogle fisk vi havde fanget og som vi gerne ville have i fryseren, fik vasket os under armene, fik sovet hjemme og sejlede så ind i hytten igen sammen med Laura.

Vi fik jo købt et rigtigt gaskomfur sidste sommer og det at der er en ovn, åbner for nogle muligheder, som vi ikke havde før. Vi har fx bagt boller i hytten et par gange og vi har nu også et par gange haft købepizzaer.

Ikke at det er kulinariske højdepunkter, men bare det at muligheden er der og at de der kedelige, pap-pizzaer faktisk bliver bedre i vores gas-ovn end hjemme.

_SNG7928

_SNG7929

Om aftenen kom Jans bror og datter, hendes kæreste og en ven på besøg og selvom hytten måler sølle 15 kvm, var der ingen problemer med at sidde 7 velvoksne mennesker rundt om bordet.

Laura ville med gæsterne hjem om aftenen.

Myggene elsker Laura, det er vi ualmindeligt mange, der gør, men kærligheden til myggen fra Lauras side, er overhovedet ikke gengældt.

Der var ikke så mange myg, men de få, der var, havde stukket snablen godt og grundigt ned i hende og givet hende stik som fik hende til at lige en teenager med voldsomt acne-udbrud.

Det er så hvad det er, for de klør jo så forfærdeligt og hun er helst fri, så hun tog hjem.

Jan og jeg blev.

Jeg tror, at vi helst begge to vil blive, så længe som muligt, hvis vi kunne.

Vi kunne krybe til køjs til lyden af elvens brusen, havets sukken og en skibsovnens sagte rumlen.

Selvom vi har en enkelt solcelle, så kan den kun levere strøm nok til vores lamper.

Sådan skal det være.

Vi vil ikke som nogle har i deres hytter, have hverken køleskab, emhætter eller andet i den retning.

Vi vil gerne have det så enkelt som muligt.

Vi elsker det simple liv når vi er i hytten, hvor vandet skal hentes i en dunk i elven, hvor den eneste underholdning er en bog eller et spil kort og en samtale over teen.

38292716_10216875629947195_9170114326420258816_n

Et spejlæg til morgenmad er luksus, når man ved, at ægget er blevet fragtet over hårde, små bølger i en hoppende, åben jollen.

Kaffen smager lidt ekstra godt, velvidende at vandet er hentet direkte fra elven, kogt og tålmodigt hældt over bønnerne i en tragt.

Det simpele liv. Det betyder så også at vi bliver nødt til at sejle hjem,

38149358_10216875630627212_6997832383361712128_n

hvis vi skal have lagt noget i fryseren, som vi skulle efter en fisketur inde fra fjorden, hvor 13 fine, store ørreder, skulle gemmes.

_SNG7908

_SNG7915

_SNG7917

_SNG7918

Denne gang gjorde det ikke så skidt at komme ind til mobildækning og internetsforbindelser, for når man hører at Silas er i bedring, langsomt, men dog i bedring, så er alt andet lidt i 2. række.

Jeg speedstrikket, turbostrikket på et sjal i det mest luksuriøse garn, du kan forestille dig.

Det er 50% moskusuld og 50% fin, fin silke.

Jeg har strikket et sjal, som skal gives som gave, men den del får du senere.

Du må dog gerne se det.

_SNG7953

_SNG7955_SNG7957_SNG7960

_SNG7965

_SNG7962

Der er brugt lige nøjagtig 100 gram garn og jeg havde ca 110 cm garn tilbage da jeg lukkede den allersidste maske af.

Det var godt nok lige til øllet, som Jan ville have sagt.

38126910_10216875818751915_2960007223209623552_n

Og min udgave af Tejla- sweateren vil jeg også gerne vise igen.

Den er altså bare lækker at have på. Det sorte/sortblå er uld-silke og meget lækkert.

_SNG7951_SNG7974

Selvom der er nok at tænke på og tænke over og tankerne indimellem er lidt tunge, så letter de skam også og giver plads til håb og optimisme.

Billederne er en skøn blanding af snapshots fra mobilen og kameraet, så bær over med kvaliteten.

38071664_10216875630227202_4171239158037086208_n

Jan starter på arbejde i morgen kl 08.30. Det kunne ikke være en værre dag at starte arbejdet på, for i morgen starter rensdyrjagtsæsonen også og han ved jo godt, hvad han helst vil.

Vi har dog ikke travlt med rensdyrjagten. Ikke endnu.

Der er kun Jan og mig i hverdagen og så meget spiser vi jo heller ikke at vi behøver at stresse over det.

Vi vil gerne have nogle flere fisk i fryseren og måske, hvis vejret er til det, kan jeg nå ud, mens Jan sidder i arbejdstøjet og fange et par stykker?

Måske?