tirsdag den 12. september 2017

På nettet

Der var forresten billeder i Sermitsiaq fra vores motionsløb i fredags.

De kan ses her og ja, jeg tog billederne og der er mange flere.

Måske kommer der også nogle i vores lokale Ugeavis i morgen?

Små glæder

Nogen dage er det altså de små glæder i livet, som redder dagen.

Nogen dage har altså flere små glæder, som gør, at man kan redde flere dage af gangen.

I dag var altså een af de dage.

I går syntes jeg, at den trykken jeg har haft i min ene kindtand, lige var en anelse for meget, så jeg satte mig udenfor tandklinikken, som for øjeblikket har til huse på min arbejdsplads, mens tandklinikken er under renovation.

Faktisk har tandklikkerne her i landet igennem rigtig, rigtig mange år, haft én for mig, meget underlig og uforståelig måde at håndtere akut-bestillingerne til tandbehandling på.

Man skal komme før kl. 08 om morgenen og stille sig i kø og når klokken så er 8 og personalet er klar, bliver man kaldt ind en efter en, hvor man skal redegøre for, hvorfor man gerne vil til tandlæge.

Man får så en tid, hvis man er heldig og hvis ens tilfælde er grelt nok til samme dag.

Hvis man er uheldig og der ikke er tid nok til en eller hvis dit tilfælde ikke er akut nok, så må man enten leve med sit tandproblem eller stille sig i kø næste dag og næste dag og næste dag igen.

Det betyder, at du skal stå meget tidligt op og forsøge at komme først i køen og krydse fingre for at der er tid til dig den dag, smat at din arbejdsplads er forstående for, hvorfor du kommer for sent den dag og måske de kommende mange dage.

Jeg ville ønske at man kunne telefonere og bestille en tid eller endnu bedre booke en tid på nettet, som man fx. kan i Danmark, men jeg kan så glæde mig over at tandlægebesøg, uanset, hvad du får lavet, så er det gratis.

Men hvis du som mig, får rykket en tand ud, som jeg gjorde for snart to år siden, kan du ikke få lavet hverken implantat eller krone.

Du må ganske enkelt lære at leve med den manglende tand eller få det lavet under en ferie, når du alligevel er i udlande.

Hvis jeg havde råd, havde jeg rejst et eller sted hen og få lavet den dumme tand, som mangler, for jeg har meget svært ved at vænne mig til den og især fordi tanden bag den (begge kindtænder) er skrøbelig og i stor fare.

Det er alle tænder vel mere eller mindre, når man kommer en lille smule op i årene?

Da det begyndte at trykke i den skrøbelige tand, blev jeg virkelig nervøs og jeg kunne sagtens finde ud af at stå tidligt op i morges og sætte mig i køen kl kvalme og mine fingre var krydset helt ud af vinkel i ønsket om at kunne komme til og hvilket heldigt asen jeg var, at der næsten ikke var nogen, som sad i kø, at min bekymring blev taget alvorligt og at der var tandlæger nok i dag til at håndtere og tage sig af patienterne.

Den unge, kønne tandlæge, kiggede på min tand, bankede forsigtigt på den, tog et røntgenbillede og sagde at hvis der var betændelse, så var der ikke så mange andre muligheder end at rykke den ud også.

Sad jeg lige der i tandlægestolen og blinkede tårer væk og prøvede at være tapper?

Som om det ikke er tappert nok i sig selv at sætte sig i  s t o l e n med den der hæslige hagesmæk og glo op lampen, som iøvrigt nok er udstyret med en eller anden form for syg web-kamera, så folk med syg humor og bizar trang til at more sig over andres kvaler, kan kigge med.

Nå, men billedet blev taget og gudsketakoglov så den fin ud og tandlægen kunne nøjes med at slibe alle de for-tænder glatte, som var blevet rillet, hakket og hvor der var slået små hakker af.. sikkert af at skære tænder over deres reservationssystem eller bare af ælde og daglig slidtage.

Se!

Det var da en glæde, der var til at tage og føle på.

Da jeg kom helt hjem efter en forholdsvis lang arbejdsdag, kunne jeg glæde mig over, at efterårets smukke farver

_SNG1382

også er at finde lige udenfor min hoveddør, så jeg låste mig ind, hentede mit kamera og glædede mig ekstra over de fine, brændende farver,

_SNG1384

som jeg synes er de smukkeste farver af alle farver.

_SNG1395

_SNG1388

_SNG1387

_SNG1380

Har du haft noget at glæde dig over idag??

mandag den 11. september 2017

Den første sne

Vi ved jo godt at sommeren ikke varer evigt.. desværre.


Jeg fik slet ikke nok af denne sommer og jeg synes, at den varede kortere end ellers.

Der har været mange  weekender, hvor vejret har været så dårligt, at vi ikke har kunnet komme ud og sejle og dem føler jeg snydt for.

Jeg savner at være mere oppe i vores fredelige hytte og jeg savner at lade op i weekenden og få samlet energi sammen til hverdagene.

Weekenderne i byen går alt for ofte med rengøring, oprydning og andre pligtrelatrede aktiviteter, som minder for meget om hverdags-beskæftigelser, så måske skulle vi også til at lære at foretage os ingenting og mere lystbetonede ting, når vi har fri?!

Der har faktisk også været rigtig mange almindelige hverdage, hvor vejret ikke rigtig har tilladt andet end at jeg kunne gå hjem og ærgre mig lidt over at vejret har været ustabilt.

I morges vågnede jeg så op til dette

 

og i et splitsekund var jeg ærgerlig og syntes at alting var forbi.
Aaargh men så bliver det jo vinter og solens skinner og hundeslædesæsonen starter og snescooterturene er gode, så måske skulle jeg til at få lært at glæde mig over de mange muligheder istedet for at ærgre mig!


lørdag den 9. september 2017

Rene skuffer

Det der køkkenskabs-vaskeri og rengøring, er vist noget af det mest kedelige og utaknemmelige man kan give sig til at lave en lørdag, men nogen gange skal det jo gøres.

Det er et stykke arbejde, som ingen lægger mærke til, er blevet gjort og medmindre man fortæller om det selv, vil ingen andre end jeg opdage, at det er sket, tror jeg.

Det er bare så møg-kedeligt, men nu  kan jeg læne mig selvtilfreds tilbage i sofaen og vide med mig selv, at skabe og skuffer (pånær 2 af skufferne) er rene.

Allerede i formiddags begyndte de første forløbere til stormen at ankomme byen.

De slog smut om hushjørnerne og fik løse plastikposer til at lette og hvirvle til vejrs.

Skyerne formede sig dramatiske på den stålgrå himmel og varslede ringe sejlvejr, så vi kunne lige så godt tage en kop kaffe mere og hælde sæbe i spandene og forberede os på at få hængepartierne i hjemmet overstået.

For mit vedkommende var det så skuffer og skabene, der trængte til at blive tørret af og for Jans vedkommende var det en skyde-dør, der skulle sættes op.

Vores hus er gammelt og vægge, gulve og lofte står ikke helt i vinkel mere, hvis de da nogensinde har gjort det, så det er med lodder og trisser, der skal repareres, renoveres og istandsættes og alligevel kan de skæve hjørner ses og mærkes.

Vi vælger at synes at det er charmerende.. hvad kan vi ellers mene?

Da skufferne var tørres af og skydedøren lukket, aftensmaden spist kørte vi ud i stormen for at se på havet.

Jeg lover dig, at der er gang i den.

Det regner til og med, så det er vist meget fint, at vi blev hjemme.

_SNG1203

Da jeg steg ud af bilen for at tage et billede af det oprørte hav,

_SNG1205

blæste det så meget, at jeg ikke kunne holde kameraet helt stille, så billederne blev lidt rystede.

_SNG1207

Man kan måske fornemme på billederne, hvor meget det blæser?

_SNG1219

Apropos vores ikke helt vinkelrette hus: det piver lidt og ryster lidt, men der er lunt og godt og ikke at forglemme de rene skuffer.

_SNG1229

_SNG1275

Hav en god søndag

_SNG1242

Jeg filmede lidt med min mobiltelefon og mit lille klip kan ses her

fredag den 8. september 2017

U-ærgerlig

I dag afholdt skolen det årlige motionsløb.

Det blev afholdt i det dejligste solskinsvejr, hvor temperaturen var perfekt til at løbe i og der ingen myg var.

mobilfotomobilfoto

Jeg løb kun rundt og tog de sødeste billeder af eleverne, der løb, gik, luntede og alt derimellem.

Vores skoles elever løb ialt 2765,6 km og de lærere, som valgte at løbe sammen af eleverne løb samlet 120 km.

1.-3. eleverne løb de 639,6 km og 4.-10.kl-erne løb 2126km samlet.

Det svarer til at de små hver løb 6,6 km og at de store, –altså dem fra 4. kl og op gennemsnitligt løb hele 10,37 km.

Dét synes jeg altså bare er få vildt flot.

Der var nogle af eleverne, der virkelig fik rendt nogle kilometer til.

Da jeg efter arbejdstid kørte hjem, kørte jeg en tur omvej og tog ud og så på horisonten.

_SNG1174

Vi skal ikke i hytten denne weekend på grund af meget dårlig vejrudsigt for i morgen.

Det bliver for risikabelt at have en båd liggende for anker et eller andet sted, så det mest sikre er at blive hjemme.

Min fornuft synes jo, at det er okay, men indeni er jeg ærgerlig og synes det er helt vildt træls, for jeg kunne så godt bruge min weekend ude i det fri, hvor der er højt til loftet og hvor lydkulissen er naturens egne og hvor luften højst er forurenet af små fugles prutterier og fjeldets efterårs dufte.

Men deroppe på udsigtspunktet Nasiffik, hvor man kan se næsten til Canada og hvor du kan næsten kan se jorden krumning, kunne man også se de to skibe, der er ved at lægge vores søkabel ud, så vi kan få mere internet for pengene.

Jeg glæder mig, for så vil jeg kunne se nogle film på nettet i de weekender, hvor jeg er tvunget til at sidde i sofaen og ikke kan sidde i hytten.

Måske kan du se Tele Post egne billeder '>her. Det er nogle billeder de har lagt på deres facebook-side, så måske virker linket, måske ikke.

Ellers må du nøjes med at se mine to billeder af skibene,

_SNG1173

der arbejder derude på Davidsstrædet.

Jeg vil strikke lidt på et forsømt strikketøj, glo lidt DR og forsøge at lade være med at ærgre mig over, at sidde hjemme og ikke i hytten.

torsdag den 7. september 2017

Magiske sekunder

De der ualmindeligt smukke solnedgange vi har for øjeblikket.

Det smukke syn varer desværre ikke særligt lang tid, så man skal være hurtigt, hvis man vil have et billede af det og så giver et sølle mobilfoto alligevel ikke det smukke syn retfærdig


onsdag den 6. september 2017

At blive god til at lade tingene passere

You can´t calm the storm, so stop trying.

What you can do, is to calm yourself.

The storm will pass”

_SNG0588

Her forleden var der et meget frisk blæsevejr, som piskede havet op.

_SNG0631

Der er noget dybt fascinerende over et oprørt hav,- altså vel at mærke, hvis man står på land, hvis du spørger mig.

_SNG0636

For rigtig mange år siden var jeg i Skagen på Grenen kunstmuseum og se Aksel Linds malerier af hav, hav og atter hav.

Han havde malet havet i alle dens afskygninger og havde sågar været heroppe og malet hav heroppe fra med isfjelde i baggrunden.

Da Jan og jeg var på Grenen kunstmuseum, gik han rundt i sine hvide gevandter og var hyggelig, snaksaglig og rørig, så det er ret mange år siden, for han døde som bekendt i 2011.

Jeg synes, at han fangede rigtig mange hav-situationer, hvis man kan sige det sådan, på en flot og dragende måde og jeg ville ønske at jeg kunne fange havet med kameraet på bare nogenlunde samme måde, men det lettere sagt end gjort, men jeg forsøgte her forleden.

_SNG0674

Jeg kan ikke rigtig svømme.

Måske er det fordi jeg er en lille smule bange, når jeg kommer i vandet, men jeg elsker at sejle og jeg elsker at se på havet.

Havet i alle dens afskygninger spejler så fint det, som jeg nogen gange føler indeni.

Nogen gange er der stille og roligt, mens der engang imellem er krusninger, små-bølger og uro, mens der en sjælden gang pisket op med hvidt skum og rasende brøl derinde bag pandelappen.

_SNG0674a

Jeg er blevet rigtig, rigtig god til at styre mit temperament med årene. I hvertfald udadtil.

Følelserne er stadig de samme, men jeg ved jo, at de går over akkurat ligesom havet derude også lægger sig igen, bliver blankt og roligt.

Det handler jo bare om at vente lidt og lidt mere til, og hvis det, som ophidsede mig i første omgang, stadig gør mig oprørt, så ved jeg at det er noget, som jeg skal gøre noget ved, enten ved at sætte ord på.

Det hjælper altid at gå sig en lang tur eller sætte sig ved vandkanten og se ud over havet og lade tankerne og følelserne finde deres rette plads.

Det har bragt mange tanker og følelser i bevægelse at bo sammen med sine voksne børn og indimellem har jeg næsten glædet mig til at de flyttede hjemmefra og vi kunne passe hvert vores, men tanken var næsten ikke tænkt færdig før jeg næsten tudede ved tanken om at de vitterligt gjorde det.

Altså flyttede.

Laura flyttede sidste måned til Århus.

Jeg savner hende, men jeg ved at hun har det godt og så er det knap så slemt at hun vitterligt er flyttet.

Sara bor stadig hjemme og hun er også voksen og det giver en gang imellem,- en sjælden gang, også nogle gnidninger, men vi bor i et stort hus og vi kan heldigvis snakke om tingene, så det går såmænd.

Men altså de der ambivalente følelser…

Og så er mit østrogen-niveau jo nok stærkt dalende, selvom jeg ikke i det daglige mærker noget til det.. eller er det mon dem, som gør, at jeg har alle disse urolige følelser og tanker?

Jeg ved det ikke, men det er helt sikkert, at når jeg ser ud over havet og det gør jeg jo næsten hele tiden, tænker jeg tit, at havet er en vel-voksen mor, som mig, der ikke har lært at tøjle sine følelser.

_SNG0651

tirsdag den 5. september 2017

Om lister, hunde, kat, weekendture og lidt mere om lister

Engang skrev jeg lister.

Hver dag.

Jeg skrev dem især dengang børnene var små og der var mange ting, som jeg skulle huske på.

Både ting, som skulle gøres, ting, som skulle handles ind, ting, som jeg ville nå; både for mig selv og for husstanden og jeg lavede lister for i dag, for i morgen, næste uge og for de kommende måneder.

Mine lister var til tider lange og mange, men der var styr på dem og på alle de ting, som jeg gerne ville nå.

Hvorfor holdt jeg i grunden op?

Måske troede jeg på et tidspunkt, at når børnene var blevet større, så var der mindre at huske på?

Jeg tror, at jeg læste på et tidspunkt at man blev dårligere til at huske, når man skrev alting ned og dermed ikke trænede sin hukommelse eller måske er det bare endnu een af mine egne, hjemmestrikkede lommeteorier, der ikke har hold i andet end min frie fantasi?

Men jeg gik i dag og tænkte at det måske var en rigtig god idé at få lidt styr på alle de mange små projekter, der rumsterer inde i hovedet på mig, alle mine drømme om at nå i mål med både fornøjelige ting og med ting, som er pligtbetonede.

Een af de ting, som jeg ville skrive på min liste er, at jeg skal skrive et par dagbogsnotater hver dag.

Bare et par linier, så jeg kan se tilbage og glæde mig over ting og oplevelser, som er sket.

Jeg vil foreksempel gerne, om et par år, mindes om den her weekend, som jeg lige har forladt.

Den har været rigtig, rigtig god.

Jan og jeg gik og kikkede ud af vinduet rigtig mange gange i lørdags og vi kunne konstatere, at vejret måske lige var lidt for friskt til at tage ud og sejle i.

Ikke at det ikke kunne lade sig gøre, men bølgerne gik stadig højt derude mod nord, hvor vi gerne ville hen og vores motor er jo stadig i tilkørselsfasen og må stadig kun sejle halv kraft, så vi gik lidt rundt om os selv et par gange og blev så enige om, at en hjemme-weekend måske heller ikke var at foragte.

Vi har hundehvalpe

_SNG0779_SNG0780_SNG0782_SNG0783_SNG0786

og de er omkring 3 uger og stadig bløde, runde og gryntende.

_SNG0789_SNG0794_SNG0795

Jeg havde ikke set dem ved selvsyn og da Sara og Jan skulle ned og fordre hundene, valgte jeg at gå med for at se dem.

Der er altså ikke noget sødere og mere nuttet end dyre-unger og disse hundehvalpe er altså bare så bedårende.

Det er lidt svært at forestille sig, at disse små, gryntende, velduftende pelstotter, vokser sig meget store på ret kort tid og kan udvikle sig til slemme slagsbrødre af den meget hårdføre slags.

_SNG0768

Vidste du for resten godt, at man ikke må indføre andre hunderacer til slædehundedistrikterne, som går fra Sisimiut, hvor vi bor og nordefter og til Østgrønland?

Og vidste du også at gennemsnitsvægten på en grønlandshund ligger mellem 30-35 kg?

_SNG0841

(Jeps! jeg fik ikke den ene pote med på billedet. ØV)

Der er efterhånden flere sider på nettet,

_SNG0769

hvor du kan hente oplysninger om den grønlandske slædehund og du kan finde nogle sider her og her og så har dyrlæge Marit Holm sammen med Finn Siegstad skrevet denne lille folder, hvor man kan læse om pasningen af slædehunden heroppe, men jeg synes også du skulle slå et smut forbi denne side, hvis du vil læse lidt om vores flotte, arbejdshund.

Sara har et helt specielt forhold til een af hundene, som vel nærmest kan betegnes som hendes.

De er voldsomt glade for hinanden og “Nuunukasik” opfører sig, som var han på både speed og ekstra stærk kaffe, når Sara dukker op._SNG0844

_SNG0845_SNG0847_SNG0857_SNG0861a_SNG0865_SNG0877

Hun bruger også lidt ekstra tid på ham og er indimellem ude og gå nogle gode, lange ture med ham i fjeldet.

_SNG0878

Han har en sjov vane med at skulle nappe hende forsigtigt lidt over det hele og ansigtet får også et par kærlige nap.

“Storm” er virkelig lidt af en storm.

Han er så livlig og styrter omkring, men foran slæden er han knap så ivrig.

_SNG0886

Der er et hieraki, som skal opretholdes i sådan et hundespand og han er en af de yngste og en af dem nederst i hakkeordenen.. endnu, så han bliver trynet og er derfor knap så kry.

The boss

Der er dog ingen tvivl om, at Jan er den som allerøverst i hierakiet og det er som det skal være.

Herhjemme i huset, er Saras kat alene og katten er ret ligeglad med hakkeordener og hieraki.

Hun bestemmer fuldstændigt selv.. altså katten (såmænd også Sara) og gør som hun lige føler for.

Der er ingen tvivl om, hvis kat hun er og folk, som tror at katte ikke er trofaste eller har en god hukommelse, kan roligt tro om igen.

Katten (Asasasfu) kunne sagtens huske Sara efter knap 10 måneder og hun havde bestemt heller ikke glemt sin kærlighed til hende.

Der er adskillige folk, som hun bestemt ikke kan lide og hun ignorerer dem høfligt og hvis de folk, som hun ikke bryder sig om, insisterer på at klappe, klø eller kæle med hende, hvæser hun stille og rejser sig op og forlader selskabet.

Selvom en kat ikke har ansigtsmimik, som en hund har, så har de det så meget mere i deres personlighed.

_SNG0892

_SNG0898_SNG0899_SNG0904_SNG0905_SNG0907_SNG0913

Her i Sisimiut må en kat ikke gå rundt udenfor uden at gå i snor, så vores lille kat, er i den grad inde-kat, men hun har så også meget plads at boltre sig på, da vi jo bor på  flere etager.

Da både hunde og kat var fotograferet og vi havde spist aftensmad, kikkede Jan og jeg ud af vinduet igen og selvom bølgerne stadig var lidt urolige, valgte vi at skynde os at pakke en madpakke og et par ekstra strømper ned i rygsækken og tog op i hytten.

Vejret var vist det, man kan kalde friskt og det var en smule mere besværligt at komme i land end ellers, men vi nåede det hele inden mørket faldt på.

IMG_8288

At lægge sig under dynen i hytten og falde i søvn til kun naturens egne lyde og dem sagte klukken af skibsovnen, – det giver altså bare en anden og bedre søvn end man kan få andre steder.

At vågne op, når lyset langsomt bryder frem og fugle insisterer med deres kvidren på livsglæde..

Jeg kunne vist leve i vores hytte i adskillige måneder uden at mangle storbyen.

Om søndagen var, da kaffen var drukket og udsigten var beundret gik vi en tur op i fjeldet.

Den lette nattefrost er blevet en fast del af nattelivet og det er et smukt syn,

IMG_8298

når solens første stråler rammer jorden og tør den hinde-tynde frost af bladene og dråberne glimtrer som en milliard små krystaller overalt.

Hvis du gider at gå meget langt op, er der både masser af sortebær

IMG_8295

og masser af blåbær,

IMG_8293

og hvis du vil have plukket nogle, så tror jeg at det altså snart skal være.

IMG_8304

Vi så enkelte harer og enkelte ryper.

Mest af alt så vi dog gode udsigter

IMG_8316

med storslået natur.

IMG_8307

Og apropos storslået natur og fine udsigter, som må jeg altså hellere skrive på min endnu-ikke-eksisterende liste, at det lille, gamle kompaktkamera skal lades op og at kortet skal tømmes.

Og måske burde jeg skrive på min liste, at jeg faktisk hellere vil slæbe mit tunge spejlrefleks kamera med og få nogle lidt bedre billeder, næste gang.

Og på en anden liste vil jeg skrive at jeg skal huske at fortælle om den rensdyr-jagttur, som Jan var på sammen med en kollega i dag og måske på samme huske-liste-linier, kunne jeg skrive på at jeg heller ikke har vist billeder fra en anden jagttur, som Jan og jeg foretog os.