lørdag den 25. marts 2017

Fokus-punkter

“Life is like a camera.

If you only focus on the good things- you´ll capture it perfectly”

 

står der i bunden af min lille fototaske.

 

Jeg plejer at sige til mig selv, at hvad jeg fokuserer på, bliver min virkelighed, men meningen er jo den samme.

Jeg siger også ret tit til mig selv, at man bliver, hvad man tænker og eftersom du selv kan styre, hvad du vil tænke på, så forsøger jeg at tænke gode tanker.

Og hvorfor nu alle disse slidte klichér?

 

Jans snescooter står på værksted.

Det har den sådan set gjort i en uge og et par dage.

Værkstedet er nok lige så træt af at den står der og fylder hos dem, som vi er træt af at den ikke står herhjemme og er køreklar.

Værkstedet mangler reservedele, for at kunne ordne den og næsten alle flyvninger har været aflyst i den her uge, som næsten er forbi. 

Det kan værkstedet jo ikke gøre for, men reservedelen skulle have været med i flyveren og posten i denne uge og så er det jo lidt svært.

Jeg havde sat næsen en lille smule op efter, at vi skulle i hytten og holde weekend, men hverken Jan eller jeg havde udtalt os højt om, hvad vi gerne ville have weekenden til at gå med, når vi ikke vidste, hvad vi havde af muligheder.

Der er masser af muligheder, så det er jo ikke der, at skoen trykker. Vi kan jo bare benytte os af de resterende mange andre muligheder.

 

Jeg gryntede højt og sagde AAAARRRGH et par gange i løbet af dagen i går, hvor solen stod højt på den klare, blå himmel.

Et par gange, efter at jeg havde fået fri, overvejede jeg at tøffe ud på min lille snescooter og se på verden, men jeg var i det der humør, hvor jeg gerne ville være sammen med nogen, hvis der skulle opleves noget godt.

Nogen gange, en sjælden gang, synes jeg, at det er skidt, at jeg aldrig rigtig fik stablet et netværk af nære venner på benene, men børnene var små og der var kun et enkelt år imellem dem, den ældste krævede også sit, ligesom arbejdet tog for meget tid og for meget energi.

De venskaber, der var, enten flyttede til andre byer eller ebbede ud på grund af forskellige livsvilkår, men vi havde og har jo stadig hinanden, Jan og jeg, men nogen gange er det måske lidt for lidt, næsten kun at have hinanden.

Jovist, kender vi da en del, men når vi skal ud i naturen eller i hytten, har vi lidt for meget nok i hinanden og det giver bagslag.. en sjælden gang, som for eks. i går for mig.

 

Jan fik sent fri, så dagen var næsten væk, da jeg hentede ham på arbejdet.

 

Laura skulle arbejde og øve med bandet, så vi aftalte stiltiende at spise ude.

Sådan lidt a´la trøstespisning.

 

Vi nåede knap hjem, før der stod et par af dem, som jeg skal fotografere sammen med i næste weekend under Arctic Circle Race.

De har forsøgt at hjælpe mig med at mit store objektiv, som jeg meget gerne ville have brugt, men som ikke fungerer.

Det har været til reparation hos Photocare i Viborg og det har været en lang historie, med Jesper, som tog det med til Danmark, da han skulle på juleferie og svigerfar, som hentede det igen, da det var færdig og som sendte det op, hvor det var pakket ind i både bobleplast, gamle aviser, foret kasse og hvad har vi!

Og så virker skidtet stadig ikke.

Det er dybt øv.

Du kan godt høre at jeg er inde i en periode, hvor tingene ikke rigtig fungerer for mig?

Jeg prøver altså virkelig ikke at lade mig gå på af det og gentager for mig selv, som et mantra, at det er døde ting og at så længe mit helbred er i orden, mine børn er sunde og raske, er glade og har det godt, at min mand trives og er sund og rask, så er resten lige meget, men jeg kan jo godt mærke, at der er en masse frustrationer, som bobler derinde, når tingene ikke fungerer som de skal, så jeg var faktisk så glad for at mine foto-venner pludselig dukkede op i går aftes og forsøgte at hjælpe mig.

Vi fik også snakket om alle mulige andre ting og de viste mig en masse små fif med min computer og forsøgte at lære mig noget billedbehandling og vi fik drukket al for meget stærk kaffe og sludret om fælles interesser.

I min hverdag er der nok, som brokker sig, som fokuserer på negative ting, på triste ting og på ting og situationer, som vi ikke selv er herre over.

Det tager energi og dræner én og omgivelserne for humør og glæde, men det kan ligesom ikke rigtig være anderledes og jeg prøver at lade det gå ind af det ene øre og ud af det andet øre igen, så hurtigt så muligt, for sådan noget brok smitter som bylder og pest og jeg forsøger at holde mig mentalt sund.

 

Det var derfor opløftende og ret befriende at mine foto-venner pludseligt kom dumpende.

 

Inden Jan og jeg faldt i søvn, blev vi enige om, at vi da bare kunne køre en tur med hundene, selvom der ligger dyb, dyb sne overalt og føret nok er tungt og i formiddags tog jeg mine ny-strikkede mamelukker på,

iførte mig en varm dunjakke og solen dukkede frem af de lette skyer og vi kom af sted.

Jeg medbragte mit kamera, så jeg kan nå at lære at bruge det inden fredag (endnu en kliché: det bedste kamera, er det, som du har med-agtig).

Vi havde en dejlig dag.

Du burde prøve at køre hundeslæde engang.. hvis du ikke har prøvet det. Ikke bare en lille tur, men en god lang tur, hvor hundene finder tempoet og hvor tankerne inde i dit hoved når at falde på plads og sindet finder ro. For det gør det.

Det er fedt at køre snescooter. 

Du kommer hurtigt frem og du når at få set en masse.

Det er fart og det er energi.

Det er sjovt og det er i visses øjne smart og sejt, men giv nu dig selv den oplevelse at prøve sådan en lang hundeslæde-tur.

Jeg har aldrig kørt til/-fra Kangerlussuaq, men jeg har kørt andre lange strækninger sammen med Jan, da vi lige mødte hinanden.

Faktisk var vi aldrig at finde i byen, da vi lige mødte hinanden.

Vi kørte slæde om vinteren.. hver weekend og helst også  et par korte ture i løbet af ugen og om sommeren var vi ude og sejle.

Så du Chris McDonald U-turn udsendelser?

Så du afsnittet, hvor de kører fra Kangerlussuaq og herud?

Jeg vil æde min gamle sko på, at de mentalt fik rigtig meget ud af den tur.

Da jeg googlede lidt på nettet fandt jeg denne blog.

Der er ikke mange, som har slædehunde mere.

Alle søger tilsyneladende det hurtige og lette og det  er det langt fra med grønlandske slædehunde og hundeslædekørsel.

Hvis du finder nogle millioner et eller andet sted (mindre kan nu også gøre det) så giv dig selv den oplevelse, at tage herop og book en lang hundeslædetur.

Jeg kan næsten med garanti love dig, at du helt automatisk slipper for negative, tunge, pessimistiske tanker, når du har siddet på slæden et lille stykke tid. Faktisk slipper du næsten helt for tanker og falder blot ind i en meditativ ro, hvor det eneste du lader slippe ind i sjælen er hundenes vejrtrækning og medernes stille, knirkende sang over sneen og det frosne landskab.

Sådan havde jeg det også i dag efter et ganske få øjeblikke på slæden med Jan.

(Jan havde sin nye sweater på, som jeg har strikket til ham i LettLopi. Mønsteret hedder Hlekkur)

_SNG5530

_SNG5537

_SNG5560

_SNG5565

_SNG5567

Jan havde ikke andet på end sin sweater. Jeg fatter ikke at han kan holde varmen. I skyggen, hvor der blæste lidt, var der hvinende koldt

_SNG5581

_SNG5582

_SNG5585

 

_SNG5589

Når man bruger en pisk, når man kører hundeslæde, er det ikke meningen at man skal ramme. Den bruges til at markere med. En sjælden gang, kan det dog blive nødvendigt at de får et lille rap, men pisken må aldrig bruges hverken for meget eller i sjov.

_SNG5594

Han hedder Blondie.

Vi kan godt lide en god western af den klassiske slags herhjemme. (“Den gode, den onde og den grusomme”. Vi havde også en Tuco engang. Nu om dage, har vi dog ikke den store indflydelse på, hvad hundene skal hedde. Den tjans har Sara helt overtaget)

_SNG5615

Prøv lige at lægge mærke til tæven, som står bagved og er så jaloux over den opmærksomhed, som den anden tæv får. Hunde er altså bare jaloux anlagt

_SNG5619

I morgen tager jeg det hurtige og det lette. I morgen tager jeg en tur ud på scooteren, for at køre ud og se, hvor langt de er kommet med at sætte ACR-campen op.

Jan skal ud og køre med to kvinder, som vil opleve det at køre hundeslæde.

4 kommentarer:

  1. Desværre skal jeg vinde i Lotto - og jeg spiller ikke - for at få den oplevelse, men jeg kan levende forestille mig den meditative virkning og næsten mærke kulden bide i næse og kinder.......

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er desværre hundedyrt at rejse, især herop og det er desværre hundedyrt at booke sådan en slædetur, men hvis nu...

      Slet
  2. Jeg håber, at det hele snart vender, så du igen har medvind :-)

    Når det r sagt, så skal du lige have at vide, at billederne fra jeres slædetur er magiske og smukke og i den grad skubber til min udlængsel, så tak for dem og god søndag :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg håber og satser også på at tingene vender fra nu af.
      Dine billeder på din blog fra Alaska og omegn sendte mig afsted mod fjerne distinationer og min drømme om at besøge Alaska blev ikke mindre.
      Når du, som er så vildt god til at tage billeder, roser mine billeder, så bliver jeg altså stolt, så tak for dine roser

      Slet

Tak for din kommentar. Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding