mandag den 10. oktober 2016

At leve i luksus med ingenting

Det er snart et år siden, at jeg fik det så forbandet dårligt med voldsom, kronisk hovedpine og et blodtryk, som var skrigende højt.

Det er snart et år siden, at jeg knap kunne holde sammen på mig selv og overlevede fra dag til dag og håbede på det bedste hele tiden.

Jeg har nogle flash backs og indimellem, når der melder sig en smerte i mit hoved, bliver jeg nervøs og tror at jeg skal igennem hele møllen igen.

En tur til Nuuk og gennem CT-scanneren et par gange, et par indlæggelser, en masse blodprøver, en blodtryksmåler, der nærmest sad fast på min arm, en hel masse frustrationer, som jeg ikke kunne gøre noget ved og oveni fik jeg skabt en masse bekymringer hos mine nærmeste.

Dét var overhovedet ikke sjovt og jeg frygter hver gang jeg får den mindste smerte i mit hoved at en gentagelse er på vej.

Hver gang får jeg talt mig selv til ro.

Der var ingenting på nogen som helst af prøverne, som antydede andet end at mit hoved ser fint ud indvendigt og gudsketakoglov for det.

Selvfølgelig ville jeg rigtigt gerne have vidst, hvad der forårsagede al den smerte og al den forhøjede blodtrykken, så de folk, som tror at det var ren hysteri, kunne have hængt deres negative formodninger op på noget reelt, men desværre har jeg aldrig fået et entydigt svar på, hvad der udløste al den smerte og de himmelhøje tal på blodtryksapparaet, så måske skal det bare være sådan?

Jeg fik med lange gåture,  næsten daglig meditation, bevidsthed omkring mit blodtryk og forholdsvis sund kost, har jeg fået blodtrykket ned i et acceptabelt tal, så jeg undgår kemi.

Mit D-vitamintal var på knap 20, hvor det skulle lægge på minimum 50, så det bliver der også gjort noget ved, idet jeg tager så meget D-vitamin, at jeg må holde en hel indutri kørende samtidig med at jeg er bevidst om at få det gennem kosten også og straks at solen viser sig, står udenfor.

Om der er en direkte sammenhæng, kan der desværre ikke siges noget om, men jeg skal igen over og have målt tallet for at sikre at det går i den rigtige retning.

Jeg måler selv blodtrykket en sjælden gang. Ikke for tit og heller ikke for sjældent.

Det er snart et år siden at jeg blev trukket en anelse til side og blev mindet på, at godt nok er jeg født under en heldig stjerne, men jeg skal ikke vide mig alt for sikker.

Jeg blev heldigvis kun trukket en anelse til side, men det satte rigtig mange tanker igang og mange vinkler blev tegnet op på det store papir.

Jeg er generelt et taknemmeligt menneske. Jeg siger tak højt, jeg siger tak stille, jeg siger tak lydløst og jeg siger tak uden at sige det.

I disse dage siger jeg tak lidt oftere end ellers.

Tak for året som gik og tak for det heldige udfald.

Jeg er her endnu og jeg har det jo godt. Min familie har det godt og der er så meget at takke for.

 

 

I denne uge som er gået, døde en nær person.

Hun betød rigtig meget for meget, især i mine sene barndomsår, i min ungdom og specielt da jeg fik mit første barn.

Hun kaldte mig altid for sin grønlandske datter og jeg kom en del i hendes og hendes mands hjem, da jeg boede i Viborg under min gymnasietid.

Hun har sat sit præg på mig, så selvom hun mistede sig selv til demensen gennem de sidste år af sin levetid, vil jeg huske hende og hvad hun og hendes mand gjorde for mig.

Hendes kære mand holdt en dejlig tale for især mig til Jans og mit bryllup.

En tale jeg ikke husker ordret, men en tale, hvis indhold jeg husker i store træk. En dejlig tale med gode ønsker.

 

Hendes mand døde for knap et år siden og hun fulgte efter og blev begravet i lørdags klokken 11 dansk tid.

Hvis der er noget som helst liv efter døden eller noget, der minder derom, gad vide om hun så har mærket, at mine tanker var hos hende, hendes mand og hendes kære familie i lørdags, da jeg sad i hytten?

 

Jeg tænkte på hende hele formiddagen. 

 

Jeg ved, at de har haft et ualmindeligt spændende liv, rejst meget, læst meget, lært meget og givet en masse videre til, dem som tog imod.

De ville gerne have oplevet lidt mere og kunnet lidt mere og sidst vi besøgte dem, huskede både hun og hendes mand lidt.

Ikke alt og ikke det, som lå lige for.

Det var så trist at se, hvordan demensen trak dem ind til sig.

Det er en forfærdelig skæbne og ikke mindst for de nærmeste pårørende: børn og børnebørn, ægtefælle og andre kære.

Mens jeg gik i fjeldet i går formiddags efter at have nydt en kop kaffe, spist morgenmad sammen med Jan og sammen med Jan nød det gode vejr, stilheden og skønheden, gik jeg og tænkte på alle de gode stunder jeg har haft og stadig har.

 

Kan man nyde ekstra?

 

Jeg nød det ekstra meget denne weekend.

 

Og i fredags, i lørdags, i går, i dag, -for sidste år havde jeg det så skidt, at jeg ikke rigtig var i stand til at nyde al det gode, som også var. Livet kan hurtigt blive barberet ind til det skrøbelige ben, hvor man overlever og der ikke er meget overskud til at leve.

Nu er jeg tilbage til årstiden og flash backs-ene er der indimellem, men weekenden, mens jeg gik i fjeldet mindede jeg mig selv på, at være til stede i det nu, som jeg befinder mig i. Lige nu!

Og det gjorde jeg så, mens jeg i tankerne sagde: Tak til Gudrun for alle de gode stunder, som hun gav mig.

 

Jeg sagde også tak til Jan og tak til farfar, men det var nu noget mere jordnært.

Jan ringede i forrige uge til sin far og bad ham om at køre til Ålborg og  købe nogle LED 12 volts-lamper til os og de kom så i ugen, som nu er forbi.

Jan hængte to lamper op inde ved sengen i hytten i går og en ved den stol, hvor jeg plejer at sidde og strikke.

Indtil nu har jeg siddet med en pandelampe, men det er trættende i det lange løb og uden at have bedt om det eller for den sags skyld noget som helst andet, fik jeg så lige en god lampe til, når jeg strikker og en god lampe over min seng.

Det er luksus og TAK til farfar og Jan.

Er det for rørstrømskt? Jojo, men det skal der være plads til, når der er grund til det og denne weekend svøbte jeg størstedelen af mine tanker ind i tråde af taknemmelighed.

20161007_0091

Jeg plukkede blåbær og spiste dem øjeblikkeligt. Min mave var stopfyldt med blåbær allerede inden jeg nåede op i hytten i fredags om eftermiddagen, da vi ankom.

Jeg mindes ikke, at have kunnet plukke bær så sent på året før.

20161007_0094

Sortebærrene var også stadig fine. Dem plukkede jeg også nogle af, men der røg nogle i en lille pose til fryseren.

20161007_0097

Der var så stille i fjorden om fredagen. Det føltes næsten som om vi var de eneste mennesker i hele verden.

20161007_0098

20161007_0099

Jan satte sengelamperne op allerede om fredagen, så det var intet problem at gå meget tidligt i seng med en bog

20161007_0105

 

Jan skød en enkelt gråand. Jeg har aldrig tilberedt en gråand før, så jeg er lidt spændt på at tilberede den en af dagene. Har du erfaringer med at tilberede en gråand?

Denne vejer 1750 gram (med fjer og indvolde og hvad der nu følger med en hel and, som endnu ikke er plukket)

20161008_0005

20161008_0011

Se de smukke farver på fødderne. Jeg har aldrig tænkt over andefødder på den måde før, men de er da direkte smukke, hvis du spørger mig.

20161008_0022

Jorden var dækket af fine iskrystaller om morgenen. Det lignede næsten at alt var drysset med et tynd lag sukker.

20161008_0016

 

20161008_0020

 

20161008_0033

Den arktiske pil har smidt alle sine blade og frøene er pakket forsvarligt ind til deres rejse væk fra moderplanten.

20161008_0035

Vi gik en tur op i fjeldet.

Rensdyrjagten sluttede i sidste uge, så vi havde det lette skyts med op. Vi kiggede efter ryper og harer, men fik ingen. Det afholdt os overhovedet ikke fra at nyde turen i den fine, friske luft. Vi gik ad andre “veje” og endte nye steder, så verden fra andre vinkler.

20161008_0039

Dernede ligger vores lillebitte fristed. Det er ikke meget større end et skur. Sølle 15kvm er vores hytte. Der er ikke indlagt hverken vand eller strøm.. eller jo! Vi har en enkelt lille solcelle, som leverer strøm til et par LED-lamper og en LED-lysstrimmel.

Der er en spand med en tyk, solid pose i til wc og vandet skal hentes i en dunk i elven. Vi har to små gasblus, hvor vi kan lave mad, varme vand til te og kaffe og trods de meget privimitive forhold, så synes jeg at det er den vildeste luksus, at vi har hytten. Her falder mine tanker til ro, skuldrene bliver sænket og stilheden bliver dyrket. Vi får stort set aldrig besøg, så vi er bare os to, Jan og jeg, så vi lægger os, når det passer os, spiser, når vi er sultne og sidder i stilheden, hvis vi har behov for det. Der er ikke mange steder, hvor jeg kan finde den ro, som jeg finder i de sølle 15kvm, som vores hytte udgør.

20161008_0045

20161008_0048

20161008_0050

20161008_0056

Når man har sat lamper op her og der, skal man belønnes med varme nylavede vafler, bagt over gas og Jan klagede overhovedet ikke over lønnen.

20161008_0067

20161008_0070

Lampen gør nytte og der blev strikket et par omgange på det strikketøj, som alt for ofte bare ligger uden at blive rørt.

20161008_0072

I mit sidste indlæg spurgte jeg til lommekameraer.

Nu er mit spejlreflekskamera så også stået delvist af. Min bærbare computers låg er også gået i stykker. Både kamera og min bærbare er stort set lige gamle. Min bærbare købte jeg i 2007 for 4500kr og kameraet er fra efteråret 2008, så i virkeligheden har de gjort det godt. De har været brugt meget, meget flittigt og har vel “tjent sig ind”-agtig.

Jeg har siddet rigtig mange timer og søgt på nyt spejlrefleks-kamera, for det vil jeg ikke undvære.

Jan Canon G12 blev fundet frem og er blevet brugt denne weekend.

Et lille lommekamera må vente lidt for lige pludseligt skulle der prioriteres om.

20161008_0079

20161008_0081

20161008_0082

20161008_0089

Natten mellem lørdag og søndag var der det smukkeste nordlys og Canonen har sine begrænsninger, når det kommer dertil (også) Du skulle have været der og oplevet det smukke nordlys i den sorte nat, hvor en milliard stjerner hang på himlen og glimtede med den stille rislen af eleven og de dovne bølger fra fjorden, som skvulpede i vandkanten, som eneste lydkulisse.

Jeg er et heldigt menneske, at jeg kan opleve alt dette.

 

Søndag morgen vågende vi op til et helt andet vejr. Snefnuggene dalede tøvende end og der var en anelse mere koldt end gårsdagen.

 

20161009_0002

Har du noget at sige tak for?

 

P.S.: hvordan sikrer jeg mig at alle de D vitaminer jeg tager, nu også bliver optaget? Jeg har en fornemmelse af at mange af dem ryger igennem mig uden at blive ordentligt optaget?

7 kommentarer:

  1. Jeg siger hver dag - TAK FOR LIVET! - Og familien!
    Sikke en beskrivelse igen, Dorte. - Vi er med på sidelinjen til oplevelser i jeres skønne land og sted.
    Hils. - Faster K.

    SvarSlet
  2. Fantastisk beretning og meget smukke billeder, og hvor har du ret, nogle gange skal vi lige have en lille påmindelse for at huske, hvor godt vi har det. Har netop selv været igennem en svær tid, og et blevet så taknemlig for dagligdagen, mine kære ja det hele.
    Jeg er ikke god til at kommentere, men nyder dine indlæg med fortællinger om din hverdag i det smukke land og dine billeder.
    Pas fortsat godt på dig selv.

    SvarSlet
  3. Jeg ELSKER dine indlæg og siger det alt for sjældent, men det gør jeg altså. Ja, jeg prøver også at huske at være taknemmelig. Vi er heldige, at vi får lov til at rejse gennem livet. Sådan er det. Rigtig god dag til dig :-)

    SvarSlet
  4. hvor er det rigtigt som du ser det. I dag har jeg givet lidt hvidløg til min nabo at plante og modtaget valnødder - sikken en luksus. At bytte sin overflod. At kunne gå i haven og rekreer efter ulidelige arbejdstider - som du har mulighed for at bruge naturen. At se rigdommen i ens nærhed og hverdag. Det er en luksus uden lige. :-)

    SvarSlet
  5. Ja, jeg har meget at sige tak for. Du beskriver det så smukt. Det er det nære liv med nære, kære og netværk. Glæden ved at være. Glæden ved at skabe. Glæden ved at dele.
    Smukke billeder, hvad det så er for et kamera du har gang i.
    Ang D-vitaminer. De er fedtopløselige og optages bedst sammen med mad med lidt fedt i. http://www.apoteket.dk/Spoerg%20apoteket/Stil%20spoergsmaal/Naturl%C3%A6gemidler%20og%20kosttilskud/Effektiv%20D-vitamintilfoersel-optag.aspx

    SvarSlet
  6. Smukke smukke billeder - savner lys og sol, når jeg ser dem (:

    - K

    SvarSlet
  7. Ja, vores venner da vi boede i Nuuk, "Per" og Gudrun har vi også meget at takke for. Især takke dem for, at de tog sig af dig, da du gik på gymnasiet i DK, langt hjemmefra - for dengang fandtes der ingen gymnasier her i landet.
    Vi har haft rigtig mange dejlige oplevelser med dem gennem tiderne, bl.a.var vi på ferie sammen med dem i den sydlige Portugal i Algarve. Som tak for "pasningen" af dig gav vi dem en tur til Lissabon - også en uforglemmelig oplevelse. - Ja, "hvad er livet - et pust i sivet".
    KH mor

    SvarSlet

Tak for din kommentar. Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding