torsdag den 27. november 2014

Tudevorne gamle kone

I morgen kommer Simon.

Han kommer for at fejre 1. søndag i advent, når nu han ikke kan fejre jul og nytår sammen med os.

Lidt har også ret.

Jeg har forsøgt at planlægge og gøre lidt klar, så jeg har mest mulig tid i overskud.

Der er mange ting, som lige skal gøres klar til den første søndag i advent, men hvad vi ikke når i dag (weekenden) må jeg indhente senere, for jeg nægter at stresse.

 

Det er lidt ærgerligt at Simon ikke var her i går, for i går blev der filmet her i byen.

Der blev filmet til den traditionsrige julehilsen til/fra Grønland.

Jeg vil ikke røbe for meget, men med min fremskredne alder og hang til snottårer ved store begivenheder, kan jeg da uden at rødme fortælle, at jeg blev rørt om hjertet i går, da Drs drone filmede her i byen.

Det var stort og bevægende, ihvertfald for mig, at så mange af byens borgere mødte op og deltog i den meget specielle hilsen, som bliver sendt d. 21. december.

Vil du ikke gøre mig den tjeneste at tænde for dit fjernsyn på den kanal og se, hvad vi, herfra byen sendte som hilsen til alle jer fra alle os?

Jeg skal ihvertfald se det og hvis jeg har mulighed for det vil jeg endda indspille det og gense det, hvis jeg på noget tidspunkt skulle komme i tvivl om, at vi her i byen er gode til at stille op til fælles begivenheder og arrangementer..

Simon vil ihvertfald på det kraftigste blive opfordret til at se, hvad han lige akkurat gik glip af at deltage i, når det bliver vist på både dansk og grønlandsk tv d. 21. december.

Program-oversigten på Dr1 rækker desværre ikke helt frem til den dato, men jeg ved, at den bliver vist heroppe kl 20.

 

Simon slipper dog ikke helt for at blive fotograferet, når han kommer, men det bliver ikke af Dr. Det er bare mig, som gerne vil have et fætter/kusine billede, så jeg hev kameraet op af tasken i går og tjekkede om det stadig fungerede.

Kunne mit kamera tale, ville det nok have udtrykt forundring og lettere forbavselse over at blive brugt med kun 5 dages mellemrum.

Jeg har næsten glemt, hvordan man stiller lys og lysstyrke, så jeg måtte prøve mig lidt frem og Sara stillede sig heldigvis foran kameraet (mod betaling=en pose bland selv slik, når hun en dag får lyst til det) og kunne så prøve lidt af og uanset kvaliteten på billederne, kan jeg konstatere, at jeg har en køn datter.

1

2

35

..og så er vi en lille smule tilbage i det der med den fremskredne alder og hangen til at flæbe over alt og ingenting; bare synet af mine børn, kan få mit hjerte til at slå lidt hårdere og tanken om, at der kan ske dem noget, kan aktivere mine tårerkanaler.

I morgen kommer Simon og vi skal fejre første søndag i advent med stjerne i vinduet og se kommunens juletræ blive tændt og så kan det være lige meget om han blev filmet af DRs drone eller ej, for han kan, ligesom dig og mig, bare tænde for sit fjernsyn d. 21. december og se, hvad der næsten fik mig til at tude snot af bevægelse.

5 kommentarer:

  1. Åh jeg SKAL også bare se Julehilsen til Grønland, et meget fast punkt her i huset. Vi, min grønlandske mor og jeg, har også med som publikum, hvilket også er en meget speciel oplevelse. Rigtig meget glæde, mange tårer og en stor længsel {;o) glæder mig til at se hvad også min hjemby Sisimiut vil vise {;o)

    SvarSlet
  2. Selvfølgelig skal vi se programmet, det gør vi hvert år.
    Du har da ikke nogen køn datter, hun er da bedårende smuk!

    SvarSlet
  3. Selvfølgelig vil der blive tændt for tv'et - og vi vil glæde os til at se programmet. Og gense punkter fra vores fantastiske ferie.
    Nyd din weekend sammen med Simon og resten af familien.
    Knus fra et lille sted i Sønderjylland

    SvarSlet
  4. Kære Ivalo. Jeg ser den herlige udsendelse hvert år. Glæder mig til at se og høre grønlænderne fortælle, det grønlandske kors smukke sang og se billeder af naturen. Din datter er meget køn,og det er du faktisk også. Har lige set 2 herlige TV udsendelser om musikgruppen SUME' og flere familiers liv i en lille bygd med 57 indbyggere. Tak for at du skriver meget. Spændende. Mvh Hanne fra Vestjylland i Danmark

    SvarSlet
  5. Jeg ser den hver år, men i år tænkte jeg på dig, det var et flot skue med den levende adventskrans. Glædelig jul vh Lykke

    SvarSlet

Tak for din kommentar. Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding