torsdag den 8. maj 2014

Skanken.. en undervurderet spise

Der er aldrig nogen, som har beskyldt mig for at være eminent i et køkken, men hvis jeg selv skal sige det.. og det bliver jeg vel nødt til, når nu der ikke rigtigt er andre, som vil, så klarer jeg mig faktisk udmærket.

Jeg følger aldrig rigtig en opskrift til punkt og prikke og det er måske lige akkurat det, som gør, at jeg ikke er eminent, men bare almindeligt god.

Ganske få gange i de 22 år, som Jan og jeg har spist af de samme gryder, har vi måttet smide ud og finde på noget andet.

I et stykke tid, har jeg snakket lidt løst om en trykkoger, måske drømt lidt i hemmelighed om en trykkoger, men drømmen har dog ikke været så stor og påtrængende, at jeg ville betale 626,-kroner for en, men i mandags var der pludseligt lagersalg i butikken og trykkogeren var sat ned til 174,- kroner og så slog jeg selvfølgeligt til.

Efter at have læst brugsanvisningen igennem, blev jeg faktisk lidt bange for den og måtte ringe adskillige gange til min søster for at få råd og for at blive beroliget.

Den første ret i trykkogeren var en lammerullesteg, som fik akkurat for lidt, fordi jeg ikke turde at lade den koge op og igennem.

Rullestegen var bestemt spiselig, men min drøm om en over-mør steg blev ikke indfriet.

I går tog Jan nogle rensdyr-skanke op af fryseren og jeg gik i dag i butikken og tænkte lidt over, hvad man kunne gøre ved dem.

Det optimale havde naturligvis været, at de var skåret i skiver, men det blev de ikke.

Jeg startede med at brune dem

foto 1 (3)

i gryden, tog dem op, brunede løg,

foto 2 (3)

hvidløg og gulerødder, lagde skankene ned i gryden igen, hældt oksekødsbouillon ved og næsten en hel, mørk lager øl, og hældte det meste af en dåse flåede tomater ved og lagde så låget på.

 

Det tog lidt tid inden der var fuld tryk på gryden, fordi jeg ikke turde skrue op for blusset og så fik den ellers lov at stå.

Min søster blev kun kontaktet en enkelt gang.

Fra jeg startede og til jeg kølede gryden af igen gik der 1 time og 3 kvarter.

Jeg kogte ris med safran i

foto 4 (3)

og havde, mens skankene trykkogte i gryden, lavet gremolata og da jeg mente at tiden var gået for skankene, tog jeg kødet op,

foto 3 (3)

siede “sovsen”, sødede den en anelse og jævnede den.

Kødet var så mørt, at jeg ikke kunne få det op af gryden, så jeg måtte bruge en hulske.

Det faldt fuldstændigt fra benene og smagte af så meget og så godt.

Jeg glæder mig allerede til at skulle lave de resterende skanke, som stadig lægger i fryseren og jeg behøver vel ikke at tilføje at Jan også glæder sig til næste gang?!

foto 5 (3)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak for din kommentar. Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding