lørdag den 28. december 2013

Afslapning

Julen er nu næsten helt afsat, men vi nyder stadig de feriedage, som den bragte med sig.

D. 25. december, som er mere højtidelig heroppe end d. 24. december (i gamle dage sagde man at d. 24. var børnenes jul, d.25. de voksnes jul og d.26 var de unges jul, men om nogen overhovedet kan huske, hvad man sagde i gamle dage, tvivler jeg på?!)  og traditionen tro, havde min mor gennem uger og måneder samlet sammen og forberedt til den julefrokost, som hun inviterer os til d. 25. december.

Der var alt, hvad hjertet overhovedet kan begære:

Ammassetter /lodde var stegt og derefter marineret, ørreder i lage, hellefisk i lage med tupaarnat (skotsk timian) og grønlandsk post, rensdyrleverpostej, mattaksalat, hjemmelavet lammerullepølse, gravad laks, røget laks og en masse andet, som kunne skylles ned med forskellige slags øl og hjemmegjorte kryddersnapse.

1

2

3

4

5

Saras ryper var blevet fyldt og grydestegt helt perfekt og ville man supplere med perfekt stegt and, var der også mulighed for det.

ryper

Ingen af os orkede det store ostebord bagefter, som min mor ellers havde købt ind til og vi nøjedes alle med resterne af ris ala manden.

Jeg holdt mig ikke tilbage ved spisebordet, ved kaffebordet eller bordet med madresterne nogen som helst af dagene og det medførte en voldsom trang til frisk luft og nu kommer en indrømmelse: de ski, som jeg fik for en menneskealder siden i julegave, har jeg nu fået prøvet på 5 km. løjpen.. jeg faldt ikke og kom ved egen hjælp hele vejen rundt og måske skal jeg prøve igen een af dagene, når pistemaskinen har lavet en ny løjpe.

Jeg fik varmen i min baksen med ski og stave og hvis nogen har set mig derude, er jeg ikke i tvivl om, at de har fået rørt lattermusklerne.. win-win.

Det har sneet, snee og sneet og alt, hvad der hedder løjpe, spor eller bare antydning af menneskelig aktivitet ude i fjeldet, er sneet til og væk.

I går tog Jan og jeg sneskoen frem fra skuret, fandt salonriflerne frem og tog op i fjeldet for at se efter flere ryper. 

ude

Det sneede og lyset var tungt, diffust og den sne, som blev hvirvlet op af de små vinde, som også var, gjorde det svært og skelne tingene fra hinanden.

Vi så en flok forskræmte ryper, der flaksede forskræmte afsted og forsvandt, men måske vigtigst af alt, fik vi rørt os i den friske luft.

Faktisk fik vi rørt os hele to gange i går, for efter aftensmaden tog Jan og jeg hinanden i hånden og gik en rask tur.

Det gør godt at komme ud og selvom det er mørkt, giver det lidt ekstra energi på de her dage, som ellers bliver brugt henslængt i sofaen foran fjernsynet eller i sengen med en bog.

Det er fedt at kunne bruge sine feriedage på den her måde og jeg nyder dem til fulde.

Hvordan er dine feriedage mon gået? Har du fået det ud af dem, som du ville?

 

2 kommentarer:

  1. Hellefiskene er jo noget min barndomsveninde Elisabeth har lavet, så det skal jeg ikke have æren for :-) Synes selv, at rensdyrleverpostejen er den bedste, jeg har lavet indtil nu. Håber jeg kan huske, hvad jeg "puttede" i - til næste år. Jeg selv har været i kirkegården i dag, har aldrig aldrig før oplevet så megen sne, så nu har gravene igen fået et lys.
    KH mor

    SvarSlet
  2. Her i DK har julen været grå og regnfuld. Der er kommet så meget vand de sidste 14 dage. Når jeg læser dit indlæg savner jeg sne og frost og dermed det særlige lys der følger med. Men der er vidt ingen sne i vente for os. Jeg har nydt juledagene sammen med familien, lavet ingenting og spist god og rigelig mad. Idag venter en tur i skoven med hundene og ellers sofa hygge med yngste. Gode juledage til dig og dine.

    SvarSlet

Tak for din kommentar.
Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding.