torsdag den 5. december 2013

1stk. enkeltfrosset udenbys turist

Ude i Qinngorput, hvor min søster og hendes familie har fået en god og lækker lejlighed, skal man tænke sig en smule om,hvis man skal ind til selve Nuuk by.

mandogkone

Busserne kører, men jeg har ikke helt fundet ud af om det er på må og få og når det passer ind eller om de vitterligt har en plan.

Da jeg forleden dag stod nede ved busstoppestedet og forsøgte at tyde køreplanen, kom der en flok skoleelever, som tålmodigt forsøgte at indvi mig i, hvad jeg synes er et hemmeligt og meget indviklet kodesprog.

De børn morer sig højst sandsynligt over mig endnu og jeg griner gerne med, hvis de kommer forbi igen, for jeg kan selv se det komiske i, at jeg styrter ned mod busstoppestedet i den overbevisning at bussen ankommer om lidt og så kan jeg stå og vente i lange halve timer.

Jeg forsøgte at holde mit løfte til dig i går og hev kameraet op af tasken et par gange i løbet af dagen, men det blæser virkeligt kraftigt og sneen fyger afsted og den iskolde vind gør et ihærdigt forsøg på at afkøle dig hurtigst muligt.

hhekirken

Jeg var kommet afsted uden overtræksbukserne og kun ifør et par cowboybukser var jeg ikke meget bevendt.

Har du nogensinde set de der poser med enkeltfrosne rejer?

Man overhælder vist hver enkelt reje med vand og så bliver det frosset ned lynhurtigt.. sådan følte jeg mig i går, da jeg stod inde i byen.

 

Jeg fik spist frokost med min allerældste veninde ( har kendt hende siden vi begge var omkring 6-7 år) og om eftermiddagen drak jeg kaffe med en anden veninde (som jeg har kendt i ca 25 år)

Fælles for samværet med dem var, at jeg følte, at vi ikke havde været fra hinanden i mere end et par dage og ikke år og dage. Jeg ville gerne have haft længere tid med dem og for den enes vedkommende ville jeg gerne have mødt hendes børn..igen, men lidt har også ret.

Tiden fløj desværre afsted, men jeg følte mig tryg, elsket og værdsat i deres selskab og jeg ved, at adskillelsen ikke betyder så meget i den store sammenhæng.  Jeg føler mig priviligeret, for det er ikke alle forundt at have så trofaste og givende venner.

Jeg kan høre vinden jamre sig, når den runder de skarpe hjørner på boligblokken herude.

Den tager tilløb ned ad Store Malene, får fart på og er ekstra kold, når den når ned omkring, især mig.

I dag husker jeg lige overtræksbukserne, så den ikke kan række sin kolde tunge af mig, når jeg står rystende af kulde og forsøger at få foreviget bare et eller andet herfra mit besøg i Nuuk

2 kommentarer:

  1. Vil også meget gerne se billeder af Daniel og Silas, hvis det kan lade sig gøre
    KH mor

    SvarSlet
  2. Privilegiet er mit! Og jeg må ubetinget møde dine piger!
    KH Dorte

    SvarSlet

Tak for din kommentar. Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding