lørdag den 9. november 2013

Alene-tanker en lørdag formiddag

Jeg sidder helt alene denne lørdag formiddag.

Kaffen består af nescafé, for jeg gider ikke brygge en hel kande kaffe kun til mig og der er kun mig lige nu.

3

I Hvalpsund bliver der nok brygget en hel kande og måske endda to, for det er der Jan befinder sig lige nu og han har glædet sig, som et lille barn i flere uger til at komme afsted.

Både til at komme lidt væk fra det sædvanlige og til at komme til,- både hos sin far og til det kursus, som han skal deltage i, fra næste uge.

1

 

Han skal være væk længe.

2

Hele to lange uger, skal jeg drikke min kaffe alene, for ingen af mine piger drikker kaffe og gjorde de, ville de såmænd nok hellere drikke den med jævnaldrende.

 

Dét er jo som det skal være.

 

Jeg kan mærke, at det bliver to lange uger, men jeg under virkelig Jan at få lidt faglig opdatering og nye input og jeg tænker, at der ihvertfald er to aftener om ugen, hvor jeg ser andre voksne mennesker, når jeg skal til syning om onsdagen og strik om torsdagen. Og er såmænd inviteret til både det ene og det andet der imellem.

 

Dét der med at se andre voksne mennesker, når man bor heroppe, skal man være mere end almindelig opmærksom på, har vi fundet ud af på den hårde måde…

 

Man kan jo ikke bare lige tage bilen eller toget og køre afsted for at besøge nogen i weekenden eller om aftenen og hvis det ikke lige var fordi der var en enorm gennemgang af mennesker, ville det heller ikke være noget større problem, men det har alle dage været sådan at folk rejste hertil, arbejdede i kortere eller længere tid og rejste så videre. Sådan har det været altid.

Kun ganske få bliver og så er det svært at have en fast og stabil venneskreds, hvis man ovenikøbet, ligesom Jan og jeg ikke har været gode til at holde fast i de venner, som vi havde, der rent faktisk blev tilbage i byen, -men vi fik to børn med 13 månederes mellemrum, samtidig med at vi havde Simon, som jo krævede lidt ekstra.

Al vores opmærksomhed var rettet mod vores egen lille familie, som skulle hænge sammen og fungere.

Vi var dengang gode til at få det til køre og vi blev i al vores to-somhed lidt for dygtige til kun at være os to, for vi er nu nået til det udviklingsstadie i vores tosomhed, hvor vi næsten ikke behøver andre.. eller?

Jan og jeg har alle dage været gode til at være alene og være alene sammen.

Vi elsker begge to at komme ud i naturen, sejle, køre hundeslæde, køre snescooter og tilbringe weekender langt væk fra civilisationen og det er ikke just de steder, hvor man møder flest mennesker og etablerer nye venskaber og det har vi snakket om et par gange de senere år, for indimellem mærker vi, at det måske kunne være sundt og givtigt at se andre mennesker og måske vi ligefrem også havde noget at tilbyde?

Så møder vi nye mennesker,- og måske er det os, som har fået børn på et usædvanligt tidspunkt?

 

Folk på vores alder (slut-40erne), som har små børn og som er i en fase af deres liv, hvor de skal finde barnepige, hvis de som par, skal ud og spise, eller folk på vores alder, som er nybagte bedsteforældre og derfor har al fokus rettet mod den lille ny generation og så er der hverken plads eller tilstrækkelig grobund, tilsyneladende, for et dybere venskab.. samtidig med at udskiftningen af folk heroppe er massiv.

Og nej, det gælder desværre ikke kun for danskere/udlændinge, at de kun er her i en årrække, – herboende/grønlændere flytter også til og fra byen.

Vi kender en del, hilser på en del og snakker, begge to, med en del mennesker i løbet af en dag, så det er ikke fordi nogen af os ville kunne burre os inde i huset uden at nogen ville begynde at savne os.

Det er jo ikke fordi, at vi helt har mistet vores sociale kompetencer i al vores tosomhed, for vi kender en del og deltager i mange arrangementer, begivenheder og i mange sociale sammenhænge.

Vores sociale kompetencer, helt privat, er måske lidt rustne og måske, der er en lille forbeholdenhed, der lurer under overfladen, når vi møder nye mennesker, fordi det ligger så dybt i os, at det måske er folk, som rejser væk lige om lidt og måske er vi længere tid om at tø op og lade andre krybe ind under huden på os end godt er? Eller måske huden er blevet lidt for tyk og uelastisk af de mange farveller, som vi har sagt gennem tiden?

Måske?

Jeg tænker store, indviklede tanker over formiddagens pulverkaffe og måske tankerne bare skyldes, at jeg gerne havde set Jan sidde overfor mig med sin kop kaffe og vi sammen kunne have snakket om, at det kræver mere end almindelig hårvækst på brystet, at være forældre til et sæt teenage-pseudotvillinge-piger, og vi kunne have taget endnu en tår af kaffen og blevet enige om, at vi dog er sluppet heldigt afsted med de piger, som faldt som flotte og farverige appelsiner i rap i vores turban. Og måske tankerne også er afledt af det fine vejr, som jeg gerne ville have delt med Jan og måske er tankerne slet ikke så indviklede, som jeg gerne vil gøre dem til, hvis jeg nu havde sovet uden de afbrydelser min underbevidsthed absolut behøvede fordi jeg lå alene og uden Jan ved min side.

Kaffen bliver drukket alene og uden min bedste legekammerat og livsledsager denne formiddag og kaffen smager såmænd fyldig og godt, men den sætter endnu engang tanker i gang om langvarige venskaber og den store værdi af at have kendt hinanden godt og længe, for jeg tænker, at det er nu, at venskaberne skal etableres/vedligeholdes, hvis vi skal have nogen at dele vores pensionist-charterferie sammen med, når vi kommer dertil i livet og måske det hele er noget uforståeligt vrøvl og jeg burde tage en kop kaffe mere inden jeg skyller den færdigstrikkede bluse op og lægger den til tørre.

4 kommentarer:

  1. Jeg forstår fuldstændig hvad du siger. Når man bor i udlandet som jeg, og egentlig har nok i sig selv og sin kæreste/bedste ven, så dyrker man ikke nye venskaber. Jeg har nok bare ikke det behov lige nu. Jeg forsøger dog at holde kontakt med de gamle venner i håbet om de venter på mig hvis, nej NÅR, jeg engang flytter tilbage til Danmark. Jeg har savnet Grønland på det sidste, og ikke mindst mine elever, så dine billeder er både en trøst og danner længsel. Jeg planlægger at komme derop til foråret, forhåbentligt så tidligt at jeg kan få taget nogle nordlys billeder. Mvh. Iben. PS. Husk at gøre noget for dig selv når du nu er midlertidigt alene.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det glæder mig at du har glæde af mine billeder af det "herhjemme". Vi ses, når du engang når herop

      Slet

  2. Tænker det er ens rigtig mange steder, selv i DK er der mange der er alene i mængden uden de dermed føler sig ensomme.

    'Man' gør bare ting alene og ved siden af andre.
    Og jeg får mere og mere den opfattelse at det er en tendens i der er i tiden.

    Så sent som forleden blev der nævnt i nyhederne, at danskerne dyrker motion. Ikke på klubhold men alene.

    Der er ikke det sociale med i konteksten.

    Når jeg kommer til at tænke over helt konkret over det, så kan jeg blive bekymret på de unges vegne. Der er unge der først skal til at lære livets sociale spilleregler i voksen alderen. Noget som den generation i 50'erne og opefter 'bare' blev opflasket med.

    Siden da er der sket mange ændringer i vores omgivelser og dem vi omgiver os med.
    Nu kan du i et par uger glæde dig og se frem til din bedre halvdel kan nyde kaffen med dig igen.

    Jeg vil ønske dig en god søndag og Tak for kikket på bloggen din :o)
    Hilsen fra Bente ( DK )



    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din kommentar Bente og ja, jeg tror at mange spilleregler går tabt i disse moderne, digitale tider. Vores forskellige sociale kompetencer bliver ikke dyrket og bliver derfor måske mangelfulde.

      Slet

Tak for din kommentar. Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding