torsdag den 10. oktober 2013

øvelser i anerkendende samtaler med mig selv

I weekenden, mens Jan og jeg var i hytten, sad vi og snakkede om, at det kunne være lidt fint og hyggeligt med  lidt små billeder på væggen derinde.

Jeg tænkte lidt på små billeder i små rammer af den nærmeste familie og på nogle små fine postkort, som jeg har.

Faktisk er  det nogle julekort af kunstneren Naja Abelsen, som vil passe rigtigt godt i hytten og mens jeg fandt dem frem fra gemmerne, fandt jeg også fire rigtigt fine postkort af Knud Hegnet.

Jeg har forsøgt at finde billederne ude på det store internet for at kunne lægge et link ud til dig, men fandt dem ikke, men jeg kan jo altid fotografere dem, når det kommer op og hænge på væggen inde i hytten.

Billeder af familien skal jo bare findes på harddisken og printes ud og det svære ligger faktisk mest i at udvælge nogle.

 

Mens jeg sad og rodede rundt i gemmerne fandt jeg nogle skitser, som jeg fik startet på engang i start-/midt halvfemserne og jeg sad og kiggede lidt på dem og kom til at tænke…:

Når andre har klappet sig selv på skuldrene har jeg i grunden altid ramt lidt ved siden af og det som skulle have været et opmuntrende klap på skuldren, er endt med at blive et hårdt slag ned i hovedet. AV!

Jeg har altid slået mig selv oveni hovedet med mine fejl og mangler, med det resultat at jeg lynhurtigt stoppede med hvad jeg nu måtte have gang i. Og der har været en del med tiden. Altså af ting, som jeg havde gang i.

 

Jeg nåede aldrig rigtig at blive god til noget.

 

Skal man være dygtig, skal man øve sig og jeg forventede altid at jeg var verdensmester fra starten af.. mindst. Og var jeg ikke det, kunne det være (næsten) lige meget og så mistede jeg lynhurtigt lysten til at fortsætte.

 

Og hvis jeg nu greb mig selv i barmen og var lidt ærlig, så burde jeg jo faktisk skrive hele ovenstående i nutid, for jeg er stadig slem til at ramme ved siden af, når jeg skal klappe mig selv på skulderen. Jeg rammer stadig ned i mit eget hoved med hårde slag.

 

I dag, sagde een jeg kender til / om mig, at jeg ikke forstår at modtage ros og det tænkte jeg lidt over, mens jeg sad og rodede rundt i alle de der gamle skitser, som jeg kasserede i sin tid og opgav at lære at tegne/male/skitsere og jeg tænkte, at hvis jeg havde været lidt bedre til at rose og anerkende mig selv lidt mere, havde jeg sikkert været lidt bedre i dag og måske endda villet vise mine krusseduller frem.

Sjovt er det jo i grunden ikke, men tankevækkende, at uanset, hvor meget ros og anerkendelse du /jeg får af mine omgivelser, så er det vigtigste dog, at man/ jeg kan rose mig selv og der halter jeg nok lidt stadigvæk.

 

I anledningen af at det er den tiende dag i den tiende måned i år eller måske helt uden anledning, vil jeg bryde en grænse og vise noget kasseret frem alligevel, som en stille opmuntring til mig selv.

Billederne er taget håndholdt med mobilen og kvaliteten er så også derefter. Nogen gange skal man bare skynde sig at gøre, hvad der lige falder een ind inden man fortryder og i denne sammenhæng var det så mobilen, som lå ved siden af mig, som blev hevet frem inden jeg dækkede til og gemte væk.

1

2

3

4

Nå! Men det var så lige de der billeder ind til hytten, som jeg kom fra….

10 kommentarer:

  1. Jeg har mange gange undret mig, at du ikke er god til at modtage ros. Du har alle dage fået ros og anerkendelse - og det skal du "bare"modtage med tak.
    Du er så god til mange, ja, alt hvad du prøver er altid så pæne og flotte, du skal simpelhen være meget bedre til at være selvfed <3
    KH mor

    SvarSlet
  2. Hahaha.. selvfed! Det er vi mange, som skal øve os i at være! Det ligger jo ikke helt til alle

    SvarSlet
  3. Jeg vil give din mor så inderligt ret. Du viser da hele tiden på din blog en masse ting du er supergod til Og jeg kan faktisk også godt lide dine "kruseduller". Så hvis du ikke vil give dig selv et opmuntrende klap på skulderen, så får du et fra mig. Håber jeg ikke rammer helt ved siden af her helt fra Fyn. ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Du ramte fint og godt og det hele handler mest om at jeg er for dårlig til at anerkende mig selv, for jeg får masser af ros og anerkendelse fra mine omgivelser

      Slet
  4. Jeg giver også din mor og Henriette ret. Du er smadder dygtig til at lave en masse ting. Dengang du fortalte om jeres nationaldragter, sad jeg og læste indlæggene flere gange. Hvor lærte jeg dog meget. Og følte med dig over, at den er ved at uddø, som vores nationaldragter forsvinder her i Dk.
    Dit strik er også i en skøn klasse, så du får bestemt vist en masse gode ting frem som netop du er god til.

    Tag endelig i mod ros, for den styrker os jo helt ind i sjælen.

    Kh. Lis

    SvarSlet
    Svar
    1. Det glæder mig at du fik noget ud af min blog om grønlænderdragten. Jeg er bestemt ikke ekspert udi det, men har blot skrevet, hvad jeg selv vidste og forsøgt at vise det med billeder

      Slet
  5. Jeg synes dine skitser er rigtig flotte. Jeg er vild med farverne på den sidste. Måske burde du tage skitseriet op igen?

    Iben.

    SvarSlet
    Svar
    1. Måske skulle jeg gøre lidt ud i blyanten igen, men tiden mangler jeg alt for ofte. Tak for dine roser

      Slet
  6. Svar
    1. Tak Erika. Jeg skal øve mig i at se noget godt i det jeg selv laver

      Slet

Tak for din kommentar. Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding