søndag den 29. september 2013

Hytte-udvidelse og lækker weekend

Torsdag eftermiddag kunne jeg tage hjem og holde weekend.

Vi har nemlig, hvad vi kalder jagtferie, indtil på tirsdag og denne forlængede weekend er, for mit vedkommende tiltrængt og jeg har glædet mig til den. G L Æ D E T mig!

 

Vi var inviteret ud og spise på hotellet sammen med en meget gammel klassekammerat fra folkeskolen.

Det er hverken hver eller hveranden dag at vi er ude og spise fint og det er endnu sjældnere at vi ser nogen fra vores gamle folkeskoleklasse.. hvis altså jeg ikke lige skal sige, at Jan og jeg jo ser hinanden hver dag.

Vi har nemlig gået i klasse sammen fra 1. klasse og til jeg rejste i 5. klasse til Nuuk.

 

Jan har ikke ferie, men han har så få timer, så han kunne få flyttet nogle timer, så han også havde fri i fredags, så vi forberedte os, så vi kunne komme afsted tidligt om fredagen.

 

Vi stod op sammen med vores piger, sendte dem i skole, drak kaffe og drog afsted i morgensolen i det dejligste vejr.

Vi havde jollen læsset med byggematerialer til en lille terasse til hytten og vi læssede nogle af de tungeste bjælker af i den store båd (Jans (gamle) /min fars båd), så de kunne medbringe det, når de efter planen, sejlede ind til os lørdag.

 

Vi ankom vores lille paradis i god ro og orden og slæbte brædder op, drak noget te og Jan gik sig en tur op i fjeldet, mens jeg faldt langsomt i søvn på yndlingsbriksen foran vinduet med den skønne udsigt over fjorden for mit indre øje.

 

Jan kom hurtigt ned fra fjeldet igen, for han havde forstrakt en lægmuskel, da han nåede op over den første bakketop, så han lagde sig med en god bog og nød stilheden sammen med mig.

Jeg blundede, vågnede op, kun for at konstatere at udsigten stadig var fantastisk, strikkede lidt, læste lidt og nød lidt mere af det hele, lukkede øjnene og trak vejret langsomt og dybt.

 

Jans lægmuskel jamrede sig lidt, prøvede at pådrage sig opmærksomhed, men tav så efter at være blevet talt til tavshed og  om aftenen kunne vi sammen stå udenfor og nyde de milliarder af stjerner, som nordlyset

22

svøbste sine fine farver om

23

og vi kunne nyde den friske, skarpe eftersårs-aftenluft inden vi gik til køjs til lyden af elven, som brusede og til lyden af havets bølger, som slog dovne slag ind mod kysten.

 

 

I går stod vi pænt tidligt op, trak i tøjet og vandre op i fjeldet.

Jeg undrer mig over, at min kondi bare ikke bliver bedre. Det ville helt sikkert være en fordel at kvitte de 4-6 grønne Look, som jeg ryger om dagen og det ville helt sikkert også være til gavn, hvis jeg dyrkede noget konditionstræning flere gange om ugen.. helt sikkert.

Mit hjerte hamrer og banker i høj hastighed og hver gang tror jeg aldrig at jeg når op over kammen.

Jeg puster og stønner hele vejen op over den første bakkekam holder en pause ved en stor sten, beundrer storheden, stilheden og glemmer at det var  hårdt at komme op.

Vi går i det blødeste, dybeste mos op, op, op og atter stejlt op ad bakke, kun for at konstatere at der er endnu en bakke, som jeg dog af een eller anden grund ikke puster op ad.

Der er blevet goldt, dødt og helt stille oppe i højden, bortset fra lyden af elven, som larmende sender koldt, frisk vand ned over fjeldet.

Og nu ville jeg selv undre mig over, hvis nogen syntes at noget som var goldt, dødt og helt stille var smukt, men det er det ikke desto mindre og et lille billede, som dette yder slet ikke retfærdighed. Overhovedet ikke.

 

2

 

Tidligere på året, plejer der at være en kvidren, pippen og skræppen af stenpikkere, gråsiskener, snespurve og laplandssværlinge og falkene skriger deres iørefaldende skrig.

Nu er de fleste fugle draget mod hver deres fjerne mål, så der er kun lyden af vores egne hjerteslag og af elven, som stadig bruser.

 

Vi gik og gik, så nogle andre håbefulde jægere, men så ingen med gevir på 4 ben.

 

Faktisk tror jeg slet ikke længere på, at der findes rensdyr i vores baghave.

 

Vi har været oppe så utallige gange at chancen efterhånden burde være der, men ak, der er altså kun den smukke udsigt over den storslåede natur, men det er da også gåturen værd, selvom den er hård det første stykke vej op.

 

Vi så et par harer, men de er blevet så sky her sidst på året, at de stiller sig på bagbenene over bare den mindste mistanke, spidser ørerne og stikker så af.

 

Een fik jeg dog ram på og jeg vil prøve at langtidsstege den i en stegeso i oven, senere på året.

1

 

Vi kunne fra toppen af bakken,

3

 4

5

6

da vi gik tilbage, se en jolle på vej ind til os, så vi skyndte os ned.

(Har du lagt mærke til at sneen igen er forsvundet?)

 

Det er ikke så tit at vi får besøg, så vi var spændt på, hvem det kunne være.

 

Han, vores gæst, hjalp os med at lægge tagpap på taget, da hytten blev bygget og jeg har adskillige gange inviteret til kaffe i hytten og endelig kunne vi vise frem.

 

Vi havde knap fået sat vandet over, før vi i det fjerne kunne se min far og mor komme tøffende i sindigt tempo ind gennem fjorden og så rendte jeg ned over fjeldet igen for at tage imod.

 

Vi fik, efter kaffen og min mors medbragte mandeltærte, fragtet det tunge byggemateriel ind på stranden fra båden og så var der bare hårdt arbejde at få det op til hytten og min far gik straks i gang med byggeriet.

9

Vi nåede både forbi aftensmaden og ind i mørket, hvor min far og Jan gik til og fra deres terassebyggeri.

Jeg puslede lidt med, gik til hånde og gik lidt i vejen indimellem og da det begyndte at blæse op i nattemørket, blev arbejdet indstillet og vi gik til ro.

Mine katastrofe-fantasier holder desværre ikke pause og puster sig op, gør sig til og lader mig ikke helt i fred, selvom jeg forsøger at sove, så jeg vågnede alt for mange gange, med katastrofe-tanker om, at den store båds anker rev sig løs, at den drev på land, at den drev væk, sank eller tilsvarende og når jeg nu alligevel var igang med at katastrofe-fantasere, kunne jeg ligeså godt inddrage ovnen i hytten, som jeg midt i nattens mulm om mørke måtte have tjekket af Jan, som naturligvis kunne berolige mig med ikke var gået ud eller ved at gå i brand.

 

I morges, inden solens første strålede nåede rundt om hjørnet ude ved os, var vi oppe.

Der var lyst og så kunne vi ligeså godt koge vandet til kaffen, spise min mors medbragte morgenbrød og gøre klar til fortsættelsen af byggeriet.

13

Dagen forinden, havde jeg lagt mærke til, at der var drevet en ordentlig kleppert af en bjælke ind på stranden nede ved elven og for at sikre mig at den ikke drev ud igen, lokkede jeg Jan med ned på stranden for at sikre mig den.

7

8

8a

Den var tung som et ondt år, men den blev bragt hele vejen op til hytten.

14

 

Vi var hurtige og effektive og efter frokosten kunne vi pakke skruer og sav sammen, fylde huller ud igen og rydde op efter os, for at sejle hjem.

10

11

12

17

18

15

Det har været en god og dejlig weekend med mine forældre og kun min venstre fods møg-knyst har lagt en dæmper på weekenden.

Den har til gengæld klaget sig og skreget op om opmærksomhend, selvom jeg har forsøgt at ignorere den og forbigå dens jammerklager.

Den er vist ved at være træt af at klage og synge lange, selvmedlidende sange, så lige om lidt står kun tilbage en dejlig, dejlig weekend, hvor hytten blev udvidet med en terasse, som næste gang vi kommer der op, får tilsat en flagstang, så vi kan hejse flaget, når vi er der, for at vise vores tilstedeværelse og begejstring.

19

Min far og mor sejler en del langsommere end vi gør, så efter at have spist Saras hjemmebagte kanelsnegle, som hun overraskede os med, kørte vi ned og tog imod de to “gamle”.

20

21

16

og de ville da heldigvis gerne afslutte vores samvær med noget Sømandshjems-aftensmad.

Det er dejligt at de gider at tage sig de mange timers sejllads ind i fjorden for at være sammen med os, hjælpe os med byggeri og ikke mindst efterlader min mor sig oveni købet hytten strålende rent for hver gang hun har været der. Der er vist ikke mange, som kan prale med den luksus at have sådanne nogle forældre.

Kan du have en god mandag.. jeg tilbringer min mandag med min egen tid til hvad jeg nu finder på og med endnu en dejlig weekend i minde-bagagen.

8 kommentarer:

  1. Vi (jeg) elsker da at komme i jeres "dukkehjem" snakken i søvne både på grønlandsk og dansk :-) - og vi siger da også mange tak for samværet - at I gider at være sammen med "gamle" mennesker forstår vi ikke altid - skam at jeg døjer med min knæ - det har alligevel været en superweekend for os (jeg)"gamle" - elsker naturen/stilheden og det storslåede natur, som vi er omgivet af - hvor jeg bliver poetisk inspireret af .
    KH mor

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi får så mange ting gjort i fællesskab og når så mange ting..

      Slet
  2. Igen et fantastisk indlæg fra din hånd. Sikke billeder, sikken hytte og sikke forældre! Hvor er der dog smukt oppe hos jer!
    Jonna

    SvarSlet
    Svar
    1. Der er meget, meget smukt, Jonna og jeg nyder det

      Slet
  3. Jeg kan dufte fjeldet ud af dine billeder og ved hvor fantastisk natten med stjener og nordlys er! Sove i hytte langt væk fra byen er balsam for sjælen - hils din mor og far kh Anni

    SvarSlet
  4. Hvor er der smukt på Grønland. Virkelig smukt som jeg ser gennem dine billeder.
    Tak fordi du stadig deler
    Ingrid
    Samsø

    SvarSlet
    Svar
    1. Der er smukt på den der storslåede måde og man skal lige huske sig selv på at se det, nyde det og værdsætte det. Jeg nyder også når jeg er i Danmark med alle de frodige pletter og skønheden, som er anderledes end heroppe

      Slet

Tak for din kommentar. Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding