onsdag den 19. december 2012

Min største julegave

Og så var det lige præcis i dag, at Sara kom på juleferie.

Jeg har ikke holdt om hende, kysset hendes kinder eller duftet til hendes hår siden d. 03.august, så hun var savnet helt ind, hvor det næsten gør ondt.

Telefonen er opfundet, skype er et must og sms-erne er ligeglade med afstanden og det har fungeret, men at kunne holde om hende og indsnuse hendes helt egen duft, gør nu noget andet end et billede, som indimellem fryser fast på min computerskærm, når der er blevet skypet.

 

De sidste dage er fløjet afsted og så alligevel ikke.

Jeg har ikke kunne samle mig om ret mange ting, ej heller bloggen eller kameraet, så der har været lidt stille. Jeg regnede med, at du nok kunne gætte dig til hvorfor?

Hvis ikke, så ved du nu, at mine tanker fløj hvileløst rundt inde i mit hoved og at de ikke kunne finde hvile i de mange kringelkroge og ej heller kunne finde ud og ned på tastaturet.

 

Sara kørte fra Horne til Ålborg i går aftes og videre i nat fra Ålborg mod Kastrup med tog og selvom hun er 15 år og ret så kvik til det meste, var jeg alligevel en smule nervøs, sov alt for let og vågnede af ingenting.

Min søvn var så let som en sky og lettede af det mindste, selvom jeg intet ville kunne gøre alligevel.

Hun havde fået stukket sin farbror telefonnummer i hånden i tilfælde af at hun skulle få brug for hjælp, men alt gik planmæssigt og så kunne jeg få hende i mine arme, hvor jeg jo synes, at hun retteligt hører hjemme.. endnu.

 

Laura, Jan og jeg kørte i alt for god tid ud mod lufthavnen og halvvejs derudaf måtte vi lige sagtne farten, så vi ikke skulle holde og glo i alt for lang tid og så var det at jeg fik øje på en lille brun polarræv.

Der er mange, som tror at polarrævene altid er hvide, men der er vist flere brune end hvide her i distriktet og de skifter ikke farve ligesom fx. ryperne gør.

Denne her var lille. Mindre end de normalt er, så jeg regner med at det nok er en unge fra i sommer. Den styrtede afsted, da vi standsede bilen og jeg hoppede ud med mit kamera, men den var dog nysgerrig nok til at stoppe op for at se, hvad jeg var for een.

Den var langt væk og selvom billedet er kornet, kan du nok se, at det er en ræv?

1

2

3

4

5

Jeg har zoomet så meget, som jeg overhovedet kunne og lavet udsnitsforstørrelser, så kvaliteten er derefter, men hvor kunne det være sjovt at komme tæt på og få et ordentligt billede.

 

I går kl præcis 12, lød sirenen i hele byen og min kollega, som er brandmand (dame) styrtede afsted.

Hovedparten af brandkorpset består af frivillige og de må jo så forlade deres respektive arbejde, for at komme nødlidende til hjælp, når alarmen går.

Alarmen viste et 1-tal, som vist betød katastrofe-alarm og lidt efter ringede min mor, som har udsyn til lufthavnen og som var ringet op af min far, som havde hørt fra en anden, at et fly var faldet ned på landingsbanen.

Mit hjerte begyndte at hamre helt vildt og jeg tænkte på Sara, som skulle komme i dag og jeg tænkte på alle de mennesker, som ville blive berørt, hvis rygtet talte sandt.

Det gjordet heldigvis ikke.

Det var en stor øvelse og der var ikke sket noget som helst, men endnu engang kunne jeg konstatere, hvor hurtigt kamikposten, som jo i vore dage er udvidet og forfinet med både sms og facebook, kan viderebringe informationer af enhver art.

 

Vejret som er altafgørende for al trafik heroppe hos os, viste sig heldigvis også fra sin fineste side i dag.

Frosten har skruet en anelse op for sin charme og der er blevet koldere.

dagslys

 

Væsentligt koldere, men solen tittede frem og der var ikke en vind, som rørte på sig.

stille

og mens vi langsomt kørte afsted mod lufthavnen, efter at have fotograferet den lille ræv, kunne vi pludseligt se flyveren flyve hen over vores hoveder og så kan jeg ellers love dig, at jeg fik trådt på speederen.

Vi nåede frem, så vi kunne se Sara stige ud af flyveren

landet

og jeg vil på absolut ingen måde skjule, at der røg en tåre eller tre ud af øjenkrogen, da jeg fik Sara i mine arme.. nøøj, hvor det føltes godt.

ankomst

 

Der har lydt latter, snak, musik og endnu engang latter fra pigernes værelser.

Indimellem har der været lidt stille, men følelsen af, at de begge befinder sig under samme tag som mig, føles ubeskriveligt dejligt.

 

Jeg mangler at få Simon under taget, men han kommer ikke hjem til jul.

Han skal arbejde og så må jeg krydse fingre for, at han kan finde vej herud i løbet af det nye år, inden det bliver for gammelt.

Jeg overgiver mig til julestemningen, som for mig er, når familien er samlet.

Jeg behøver ingen andre ting end at have min glade og lykkelige famile lige omkring mig og indenfor rækkevidde.. men jeg supplerer gerne med tændt stearinlys og varme i stuen.

Håber at du har haft en ligeså god dag som den jeg har haft.

10 kommentarer:

  1. Så godt, at hun nåede frem i god behold. Jeg var godt nok også noget nervøs for den lange togtur i nat og om hun kunne have sine ting i fred osv. Synes også hun pludselig kun var en lille pige, der skulle ud i den store verden - helt alene. Iggu. Godt hun er hjemme hos sin moaar nu. Sender 1000-vis af juletanker op til Jer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hun nåede helskindet frem; træt, men glad. Jeg er lykkelig for, at hun har dig omkring sig og kan hente hjælp hos dig. Jeg sender dig (og dine tre drenge) juletanker og kram

      Slet
  2. Tænker på hvordan din mor havde det da du boede på kollegiet i Viborg... før mobiler og computere med facebook og skype var opfundet.
    Men dejligt for dig at få din "lille" pige hjem til jul.
    Glædelig jul og godt nytår til dig og din familie.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hæ.. kan du huske mønttelefonen nede ved køkkenindgangen? Den blev godt nok brugt flittigt ind i mellem, men det var så dyrt og jeg nåede kun lige at sige ganske få ord inden den dyttede på livet løs. Glædelig jul til dig også Henriette (din blog burde lukkes pga alle de fristende lækkerier du altid viser frem) ;-)

      Slet
  3. Jeg ved lige præcis hvordan du har det indeni :-)
    Kan du have en rigtig god jul - også selv om du selvfølgelig savner Simon :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er en meget speciel følelse den jeg har indeni og man ved lige nøjagtig, hvordan den føles, hvis man selv har stået der :-) og tak i lige måde

      Slet
  4. Jeg forstår helt bestemt dine følelser. Jeg syntes det var forfærdeligt, da Ann i en alder af 19 rejste fra trygge Bovrup til Holte for at flytte sammen med Kenneth.
    Du kan være stolt over din datter - FLOT at klare sig selv sådanne :-)
    Jeg håber du hurtigt også får Simon at se i det nye år.

    Dejlige billeder af den lille ræv :-)

    Mange kærlige julehilsner fra DK. Måske vi ses igen - når du kommer til DK :0)Tror desværre ikke lige vi får muligheden for at sætte kursen mod Grønland igen til næste år :-(

    Susanne

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er meget stolt over Sara og over, at hun er så selvhjulpen på så mange områder. Vi må lige mailes ved når tid nærmer sig og glædelig jul herfra også

      Slet
  5. Ja, det var jo forfærdeligt at skulle skille sig af med sine børn. Da jeg i sin tid (1958) rejste hjemmefra var der ikke engang helikoptere eller andet form for flyvemaskiner - det var kun breve, for jeg havde ikke råd til at sende telegrammer. Så da Dorthe rejste til DK i sin tid, tænkte jeg meget på, hvordan min mor mon havde det, da jeg rejste. Men Dorthe kunne vi da snakke med telefonen, hun kunne komme hjem til jul osv. Så alt det her som Dorthe nu har "overtaget" kender jeg altfor godt til.
    Nu har jeg mine piger med mænd og børn omkring os - vi mangler lige Dudi og hendes familie, som vi inderligt håber, at de kommer tilbage i det nye år - så er det ligesom ringen er sluttet for mit vedkommende, og sådan fortsætter livet jo - vi har det godt, og har ingen som helst grund til at beklage os, bare vi er raske og sunde. God jul til alle bloglæsere fra Dorthes mor <3

    SvarSlet

Tak for din kommentar. Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding