søndag den 23. december 2012

At sende en tanke og håbe, at den når frem

Nogen af vores allerkæreste venner måtte for et par år siden rejse fra byen.

De gjorde det bestemt ikke af lyst, men de er faldet godt til i Danmark.

Lige inden de rejste, spurgte de, om jeg to gange om året ville lægge en blomst på deres lille datters grav og måske lyder det mærkeligt i dine ører, men jeg blev faktisk meget beæret over at skulle være den, som fremover kigger efter graven.

Jeg tænker, at det må være svært at rejse fra en grav, selvom det i nogens øjne/opfattelse bare er en grav.

Det er jordiske rester, som måske ikke betyder alverden for nogen, men til jul og en bestemt dag i juni, går jeg over på kirkegården.

Jeg har sørger for at jeg har tid nok til at stå en stund og tænke på vores venner og have tid nok til at sende dem en kærlig tanke.

 

 

Heroppe er der ingen graver eller kirkegårds-tjener.

Når nogen dør, graver familien selv graven, lægger selv kisten i hullet, dækker den selv til og senere holder den.

 

To gange om året, er jeg ovre og lægge en blomst og jeg står altid en lille stund og tænker på vores allerkæreste venner, som desværre måtte rejse. Desværre for dem og desværre for os.

 

De inviterede tit og meget ofte til fin og god mad og deres selskab var altid mere end almindeligt hyggeligt og jeg følte altid, at jeg gik fra dem rigere i hjerte og sind.

 

Vi har aldrig været så flittige til at invitere tilbage.

Det har vi aldrig været og er det stadig ikke.

Det ærgrer mig meget i dag at vi ikke fik inviteret lige netop dem tilbage lige så flittigt.

Vi fik så meget og gav så lidt.. eller sådan føler jeg det ihvertfald.

 

Når jeg to gange om året går over med blomsten på kirkegården, tænker jeg på alle de dejlige timer vi har tilbragt i hinandens selskab og selvom jeg aldrig nåede at se deres lille barn, som døde, føler jeg lidt at de stadig er her og glædes over at jeg lærte dem at kende. Og kan gøre dem den lille tjeneste at gå over på kirkegården med en lille opmærksomhed og sørge for at graven ser fin ud.

 

I dag var jeg ovre og lægge en julekrans.

Sneen lå som en stor og tyk, varm dyne over den lille grav og jeg fik den gravet fri, så gravstenen igen tittede op. Julekransen blev lagt og jeg stod en stund og tænkte på vores venner, som nu bor i Danmark og som har det godt, sendte dem en kærlig tanke og ønskede dem en glædelig jul og at næste år må blive endnu bedre, bringe dem kærlighed og masser af fremgang.

kirkegården

4 kommentarer:

  1. Svar
    1. Sådan har jeg det også indeni

      Slet
  2. Det er i mine øjne også en særlig ære du har fået.

    Billedet er virkelig smukt

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg føler det som en stor ære, som jeg værner om og tak for din kompliment

      Slet

Tak for din kommentar. Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding