torsdag den 12. april 2012

Fødselsdagskavalkade

Påske og lige deromkring er næsten altid lig med et marathon af fødselsdage i familien.

Lena skyder kavalkaden igang i dag og hun bød på kaffe, masser af kager og suppe.

flag

Min slankekur, som ikke er en kur, men en gradvis ændring og mindskelse af indtagelse af søde, usunde sager, gik sådan lidt skævt allerede i weekenden, hvor min mor bød på lammekølle og hjemmelavet vanilieflødeis.. jeg medbragte den altødelæggende kalorie-satan af en is, så den skal min mor ikke have skyld for, men jeg vil vove at påstå, at alt det andet satte mig ud af kurs, så det har resulteret i en vægtøgning på lidt over et ½ kg.

Der skal dog være plads til udskejelser, hvis ændringen af min vedvarende vægt, skal holde, så jeg er ikke fortvivlet, men bare lidt ærgerlig.

Jeg smilede både indvendig og udvendig ved synet af Lenas kaffebord.. af to årsager.

Den ene er vist åbenlys?

Prøv lige at se nogle fine kager

 

en ghanesisk guf-gufkage:

gufkage

en marengskage med æblefyld:

marengskage

en jordbær-roulade:

roulade

en æblekage:

æblekage

og ikke mindst den flot pyntede lagkage:

lagkagepynt

Grunden til at jeg også smilede var, at jeg både i går og i dag har forberedt Simons 25 års fødselsdag og bagt stort set de samme kager; en gufguf-kage, en roulade og en marengskage.

Jeg har også valgt at bage nogle andre, men familieskabet og de fælles smagsløg fornægter sig vist ikke.

 

Tillykke med din fødselsdag, Lena!

 

Det er ekstra hyggeligt, at gå til kaffemik, når også den yngste af mine søstre kan deltage.

Jeg synes altså, at jeg har kønne søstre:

lagkageorgie

duditillkaffemik

dudi

og nogle ville måske straks påpege, at dem vi elsker, i vores øjne også er smukke, men altså..!!

 

Jeg kan ikke stå for Silas mørke, mørke øjne og slet ikke glimtet i dem.

Ind imellem og hvorfor ved jeg ikke, kommer jeg til at tænke på “ de grædende børn”, men når jeg så søger og finder billeder af “grædende børn”, kan jeg overhovedet ikke se nogen sammenhæng mellem mine asssiation og det jeg rent faktisk ser:

silas

 

Silas er den yngste af børnene i familien og han har fødselsdag på søndag, så vi kan gå fra det ene kaffebord til det næste.. 12.april, 13.april og 15. april.

yngstogældst

 

Simon er det ældste af børnebørnene og som sagt fylder han 25 i morgen.

Mange, mange tanker hvirvler omkring i mine tanker og jeg ved, at jeg ikke er den eneste mor til et handicappet barn, som har tænkt  lange, mange og indviklede tanker.

Tanker var der mange af for 25 år siden og årene frem, men jeg tror aldrig, at jeg et sekund var i tvivl om, at vi nok skulle komme helskindet ud af det.

 

I nogle korte øjeblikke kunne jeg da gribes af en udefinerlig frygt, en angst og en smule bitterhed.

Jeg kunne gribes af en grim misundelse på mit barns vegne, når jeg så raske, rørige drenge, som spillede fodbold eller løb rundt i kvarteret.

Jeg kunne føle en uretfærdighed, men det varede kun i de korte øjeblikke, hvor håbløsheden sneg sig ubemærket ind under huden

Jeg kunne korse mig indvendigt, når raske sunde mennesker beklagede sig over en smule smerte, som lige om lidt alligevel gik over og så på, hvordan min søn kæmpede tappert efter lange, hårde og smertefulde operationer den ene gang efter den anden, men der gik kun et ganske kort øjeblik og så fik jeg skubbet de grimme og i virkeligheden meget destruktive tanker væk.

 

Og jo, i perioder vendte de hastigt tilbage og gjorde opmærksom på sig selv.. alle de grimme og ukonstruktive tanker, men i det store hele og det lange, seje løb, synes jeg, at vi har klaret med optimisme og modig kampånd, Simon og jeg.. især Simon.

Det andet nytter ikke noget og fører ikke til noget positivt eller godt.

 

Jeg ved, at dette digt er fortærsket, slidt og efterhånden er blevet en opbrugt kliché, men jeg genkender den forventnings glæde, som bliver afløst af forundring, skuffelse, modløshed og senere bliver en gave, som man ikke havde turdet håbet på, fordi man ikke havde evnen til at forestille sig andet end det sædvanlige.

Digt

Rejsen til Holland
At vente et barn er som at planlægge en drømmerejse til Italien.
Du køber en masse rejsehåndbøger og lægger eventyrlige planer.
Colloseum, Michelangelos David, gondolerne i Venedig.
Du lærer Italiensk. Alt er meget spændende...
Efter måneders spændt forventning kommer endelig dagen...
Du pakker dine kufferter og tager af sted. Flere timer senere lander maskinen.
Stewardessen kommer ind og siger: "Velkommen til Holland"
"HOLLAND?" råber du. "Hvad mener du med Holland?
Jeg har bestilt en rejse til Italien! Jeg skulle være i Italien!
Hele mit liv har jeg drømt om at komme til Italien!"
Men der er lavet om på fartplanen.
Maskinen er landet i Holland, og der må du blive...
Det er vigtigt, at de ikke har ført dig til et rædsomt sted.
Et sted fuldt af pest, sult og sygdom.
Det er bare et sted, som er anderledes.
Så må du ud og købe nye rejsehåndbøger
og du må til at lære et helt nyt sprog.
Du møder en helt ny type mennesker, du ellers ikke havde mødt.
Det er som sagt et sted, som bare er anderledes.
Tempoet er langsommere end i Italien; der er ikke så pragtfuldt.
Men når du har været der et stykke tid og har fået vejret,
ser du dig omkring og opdager efterhånden, at der er vindmøller i Holland...
Holland har tulipaner. Holland har endda Rembrandter...
Men alle du kender har travlt med at rejse til og fra Italien.
De praler af hvor vidunderligt de havde det der.
Og resten af dine dage vil du sige:
"Ja, det var der jeg skulle have været, det var det jeg havde planlagt".
Og smerten ved det vil aldrig nogensinde foretage sig...
for tabet af drømme har stor betydning.
Men...hvis du bruger dit liv til at sørge over den kendsgerning
at du aldrig kom til Italien, bliver du aldrig fri
til at værdsætte og nyde det helt specielle,
det virkeligt vidunderlige ved...Holland

af: Emily Pearl Kingsley

 

Jeg er stolt over at være mor til Simon.

 

Ligeså stolt som til hans søstre.

Så stolt, som kun en mor kan være, faktisk og det er altså ikke så lidt.

Jeg er stolt over, at have fulgt med ham så langt et stykke af den vej, som der blev givet os.

Kunnet holde ham i hånden, givet ham støtte og opmuntret, når vejen blev for stenet og uvejsom.

Han er voksen nu og går selv sine veje, men han er kommet hjem for denne weekend, så jeg kan lave noget kaffe og bage nogle kager til de gæster, som han har inviteret.

Der er rigtig mange, som jeg gerne ville have haft på besøg i morgen.

Der er rigtig mange, som er i mine tanker, for der har været utroligt mange varm-hjertede, stor-hjertede og givende mennesker, som har holdt os i hånden og grebet os, når vi var ved, at vælte bagover af en pludseligt opstået mod-vind.

 

Jeg ved, at de også tænker på os og sender os gode, varme og kærlige tanker.

For sådan er de mennesker, som omgav os dengang, men også nu.

 

Nu går han ind i sit 25. år og jeg ønsker ham af hele mit moder-hjerte tillykke og held i livet, som forhåbentligt bliver langt og lykkeligt.

7 kommentarer:

  1. Dejlig beretning, Dorthe Ivalo. I er blevet stærke sammen og det varmer at høre om jeres hjertevarme for hinanden.

    Stort tillykke til jer. Ligger her i min seng og bliver utroligt lækkersulten af alle de skønne kager.
    Der skal nemlig være plads til den slags ting.

    Det er ikke det man spiser mellem jul og nytår man bliver tyk af, det er det man spiser mellem nytår og jul:-)

    SvarSlet
  2. Kære Dorthe.
    Tillykke med din Simon. Han var en dejlig unge! Og han er blevet en stærk og dejlig ung mand. Og du knoklede for ham!
    Jeg ønsker jer alle en dejlig, dejlig dag og Simon allermest.
    De kærligste hilsner,
    Dorte

    SvarSlet
  3. Uhm, det ser lækkert ud. Det er der vist ingen slankekur, der kan modstå.
    Stort tillykke med din Simon.
    Dine søstre har nu også en smuk søster

    SvarSlet
  4. God kage fest til alle.

    SvarSlet
  5. Vi andre er også meget meget stolte af den seje Simon - tænk, han har fuldført sin uddannelse og forsørger sig selv nu trods sit handicap - han har bare vist at man kan når man vil.Han klager aldrig nogensinde over noget, derfor elsker vi ham af hele vores hjerte - altså aataa og undertegnede.
    KH mor

    SvarSlet
  6. Kære Dorthe Ivalo. Tak for opbakningen på min blog - det varmer at mærke støtten fra alle blogvennerne.

    Det er en meget personlig hade-kommentar, men jeg har rystet det af mig, sådan følelsesmæssigt. Pelsen er ved at være tør... og så kunne jeg alligevel godt tænke mig, at stå ansigt til ansigt med vedkommende og sige et par ting eller to... og jeg tror, at jeg er ved at være der, hvad angår vedkommendes identitet.

    SvarSlet
  7. Fru Olsen: Der skal rigtig meget for at vælte os af pinden og tak for din hilsen

    Dorte: Og du hjalp mig med at knokle, TAK

    Laila-H: Tak

    Lea: Tak

    Mor: Simon er en stærk ung mand

    Fru Olsen: Det manglede bare.. det var en sviner

    SvarSlet

Tak for din kommentar. Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding