søndag den 20. november 2011

At komme hinanden ved i små samfund og hvordan man kan piske maridt op af ingenting

Planen var, at Jan skulle ind i hytten i går morges.

Vejrudsigten var som den plejer: dårlig.

 

Godt vejr alle ugens arbejdsdage, for så at drille i weekenden.

 

Der har jo været noget blæste sidste weekend og Jans fantasi løber stærkt, nærmest lidt løbsk og han har malet en vis herre på væggen om ikke hver dag, så ret så tit:

Hytten lå spredt over hele baglandet, hytten var blæst i fjorden, taget var blæst af, der var blæst sne ind i hytten.. find selv på flere skræk og maridts-scener og jeg lover dig, at Jan har været igennem dem alle. Ligget søvnløs og fundet på flere maridt han kunne plage sig selv med, hvilket han så også har gjort.

 

Han ville gerne have været inde og sætte flere plader på fundamentet, for at stive det yderligere af, men det kom han ikke.

 

Udhalet til jollen har ligget derinde i fjorden i over et halvt år nu og skulle også op inden fjorden frøs til og det er jo højst sandsynligt snart.

Hvis dagslyset ikke var noget problem, ville det ikke have været noget at pive over, men det bliver mørkt allerede kl. 15.30 og da har vi ikke engang fri fra arbejdet, så det skulle være og helst i går.

 

Han kom afsted i formiddags sammen med en kollega.

Der var kraftige snebyger, som indimellem gik over i en anelse slud og jeg forestillede mig, at de nok var kolde og sultne, når de kom hjem, så jeg bagte store, hvide hvedebrød og lavede varm kakao helt fra bunden af, piskede fed fløde til skum med vanilie og satte en stor gryde med lammekød over til suppe, efter at jeg havde svunget støvsugeren rundt i det meste af huset og ryddet de værste bunker væk.

 

Det er meget sjældent, at vi har besøg.. enormt sjældent og skulle vi have besøg, skulle hjemmet jo vises fra sin bedste side.

 

Da Klaus var her for 14 dage siden var han en flittig gæst i vores hjem og den sidste aften inden han rejste tilbage til Jylland, lavede jeg stærk suppe og en halv milliard sushier.

Måske kom der andre og flere, men kun måske?

At stå med for lidt mad, må være enhvers værste maridt, selvom skabet bugner af både finvalsede og grovvalsede havregryn, så der blev straks lavet ekstra.

 

 

Og da jeg annoncerede mine brød og kakao, kunne jeg fornemme, at der måske ville komme flere?

 

Så der blev lavet ekstra.

 

Hele to store brød ekstra.

 

Men ak..Jans kollega havde en anden aftale senere på dagen, så der var brød nok til Sara, Jan og mig og det til de næste mange, mange dage

hvidtbrød

(de ekstra kommer i fryseren til en anden dag) og resten af kakaoen kan varmes i morgen eftermiddag,

kakao

når fyraftens-klokken kan ringe os hjem.

 

Der er intet så skidt, at det ikke er godt for noget.

Vi har noget at glæde os til i morgen eftermiddag, hvor mandag står for døren og Jan kan med let sind gå i seng og lade maridt om hytten bag sig, for den stod naturligvis akkurat, som da vi forlod den sidst

udhalehentning

Kom godt ind i den nye uge

1 kommentar:

  1. Hej
    Jeg vil da lige sige tak for stærk suppe og god sussi og øv at jeg ikke lige kan komme fordi og se din glidende overgang :-)
    Har det godt og hej igen
    Klaus

    SvarSlet

Tak for din kommentar. Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding