onsdag den 31. august 2011

Japanske nekrologer

For et stykke tid siden, måske endda et helt år tilbage i tiden, så jeg en udsendelse om nogle japanere, som var på et slags kursus i døden.

Og måske endda rettere livet.

Hvis jeg ikke husker helt forkert var det selvmords-kandidater eller folk, som havde forsøgt, at begå selvmord?

 

Jeg husker faktisk ikke, hvorfor de skulle på det her kursus.

 

Det er heller ikke det, som hæftede sig i min bevidsthed.

 

De skulle arrangere deres egen begravelse, lægge sig i en lukket kiste i et vist antal minutter (måske 10-15 lange minutter af slagsen) og mens de så lå der i mørket, skulle de forestille sig deres venner og families følelser og tanker, når de stod på den anden side af kistelåget.

Det, som hæftede sig rigtig, rigtig dybt i min bevidsthed var, at de også skulle skrive en nekrolog over dem selv.

 

Det gav jo anledning for kursus-deltagerne, at reflektere dybt over deres liv og nedskrive nogle mål, som de kunne holde fokus på.

Livs-mål.

Det synes jeg var meget tankevækkende.

rust

Mange skriver en liste ned inden de skal ud og handle, inden de skal på arbejde, en huskeliste til manden/konen, men måske aldrig en liste til sig selv over noget så vigtigt som ens eget liv?!

 

Man behøver jo ikke at blive alvorligt og dødeligt syg, for at stoppe op og tænke lidt dybere over tilværelsen.

Man behøver jo bogstaveligt talt ikke død og pine for at sætte sig ned for at rette tankerne lidt til:

Hvad skal være min livshistorie?

Hvad er hovedtemaet i mit liv?

Hvad vil jeg gerne kunne huske, når jeg ligger på den sidste dag og inden jeg for alvor slipper håndtaget?

Hvordan bliver jeg mest tilfreds med min tilværelse og hvad kan jeg selv gøre, for at virkeliggøre mine tanker og håb for mit liv?

begroet

Nogen jeg kender, er meget syge og da jeg fik  mit første barn, nærmest boede jeg på Rigshopitalet i 3 måneder. Jeg oplevede den hårfine grænse mellem liv og død. 

Een af mine bekendte er indlagt på sygehuset og kæmper en  kamp mod sin sygdom.

 

Dét sætter tanker igang hos mig og jeg håber, at jeg, når jeg forhåbentligt, engang om mange, mange år, står på tærsklen, kan vende mig om og se tilbage med tilfredshed og glæde, kan sige, at jeg gjorde mit bedste for at få det gode med i livet og satte nogle spor, som andre også kan få lidt glæde af.

Jeg er ikke den, som kommer til at ændre verdens-historien, men min egen historie må gerne være god og det er jeg jo den nærmeste til at sørge for.

Faktisk kan jeg ikke engang stille andre til regnskab for mit ve og vel eller bede dem om at skrive min historie.

 

Det er min opgave, at sørge for, at jeg har det godt og kun min.

At andre vil mig det godt, gør mig taknemlig og glad og jeg er parat til at modtage alt det gode udefra, men den indre tilfredshed og ro, som gør mig i stand til at modtage og ikke mindst til at give videre, skal jeg selv sørge for.

denrådetråd

Inden dagen går helt over i nat og en ny dag, vil jeg sige TAK for i dag og tak fordi jeg fik øje på den røde snor, som pludseligt og uvist af hvilken grund, mindede mig på udsendelsen om japanerne, som øvede sig i at være døde, så de bedre kunne værdsætte livet.

2 kommentarer:

  1. Hej Dorte, ret tankevækkende, den røde tråd, og nekrologen. Den liste du snakker om, kalder man en 'bucket list' på engelsk, and 'spand-liste', en liste over de ting man gerne vil nå før man 'kick the bucket' sparker til spanden så den vælter, altså dør. Så vidt jeg har kunnet finde ud af, startede ideen hos syge mennesker, især mennesker med terminale sygdomme som fremskræden kræft osv., men nu er der også mange raske mennesker der bruger udtrykket om deres liste over de ting de gerne vil nå inden de når en vis alder/bliver gift/får børn/dør. Jeg har en ide om, at vi er blevet lidt blødsødne, at død og sygdom tit gemmes væk, så det er noget vi ikke tænker så meget over som vi måske burde. Vi skal jo alle sammen dø, så hvilket eftermæle vi vil have efter vi er borte, og hvilke oplevelser vi vil have medens vi stadig er i live, det burde nok egentlig være noget vi lige tænkte over af og til.

    SvarSlet
  2. Det har du nemlig ret i, Christina. Det er altid godt at stoppe op og tænke lidt engang i mellem

    SvarSlet

Tak for din kommentar. Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding