tirsdag den 8. marts 2011

Modstand

Det er desværre ikke så tit mere, at mine teenage-piger gider, at være sammen med mig (eller Jan).

Engang ville de kun være sammen med mig (og Jan) og det helst hele tiden.

Det er efterhånden nogen et par dage siden.

Frigørelses-processen er i fuld gang.

De vil hellere være sammen med deres veninder, dyrke deres egne interesser og i det hele taget leve deres liv selv.

Det er naturligt og sådan skal det også være.

I det store hele.

Som du nok fornemmer, så har jeg dog et lille “men” til det store hele, for de er kun 13 og 14 og jeg vil stadig gerne påvirke dem i den retning, som jeg mener de bør påvirkes i.

Heroppe kan en forældre hurtigt komme i mindretal og dét især, hvis man ikke taler sammen med de andre forældre.

Jeg har aldrig talt med mine teenage-pigers veninders forældre.

Dét er måske en fejl.

En stor een af slagsen måske?

Jan og jeg har nogle værdier, normer, regler og håb, som vi gerne vil give videre og nogen gange bliver det hårdt mod hårdt at vi spiller vores bolde.

Sådan må det være.

Ude i samfundet er der regler, påbud og normer, der også skal følges.

 

Det skal vises respekt og høflighed.

 

Jans og mit ansvar er at lære vores børn, at kunne følge de regler.. også selvom de regler måske ikke ligefrem altid gennemskuelige for det blotte øje.

Nøøj, hvor det nogengange giver nogle knubs at skulle vise vejen for sine (teenage-) børn.

Nogengange!

Nogengange, er ret tit herhjemme lige for øjeblikket, men jeg tror på, at vi kommer igennem med håret, skindet og håbet i behold.

Dét skal jeg gøre!

I dag har været en dejlig dag i begge mine pigers selskab.

Modstandsbevægelsen

laura trænger til at få klippet hår!

Vi var på kafé sammen.

Jeg gav sandwich til de mentalt og fysisk voksende piger.

En rensdyr-burger til Sara

rensdyrburger

og

en club-sandwich til Laura.

clubsandwich

Jeg belønnede mig selv med amerikanske pandekager med is og en styrkende kop, sort kaffe.

amkr

 

Vi kørte en kort tur, så nogle hunde

hundisolen

hvidhund

Jeg spekuler på, om dyr mon har de samme vanskeligheder med deres afkom, som vi mennesker indimellem har?

3 kommentarer:

  1. Been there, done that :-) Vi slap forholdsvist nemt igennem 3 x teenagere. Det er selvfølgelig fordi, at de er så umanerligt godt opdraget fra begyndelsen (host, host :-))

    Nej, min far sagde engang til mig, at man skal huske, hvor få år man har sine unger hjemme og hvor lang man har sammen med dem som voksne - og hvor meget man kan nå at ødelægge på den korte tid, man har dem hjemme. Det har jeg tænkt meget over og han har jo ret!

    Vi valgte vores kampe med meget stor omhu. F.eks. har jeg kun forsøgt mig med hævet stemme nogle få gange, for det udløste bare svar i samme tone og så kom vi ingen vegne. Det virkede faktisk her.

    Jeg har heller ikke gidet skændes med dem om rod på deres værelser. Jeg har bare lukket døren til værelserne og når de så kom og gerne ville have lov til at holde forfest i udestuen, fik de et: "De må I godt nok gerne - der skal bare lige være ryddeligt og rent på værelset først" - hæ, hæ!

    Få men faste regler som f.eks. "komme-hjem-tider" og alkohol gled faktisk også ned uden det store besvær.

    Selvfølgelig må de have slået sig i tøjret, men jeg kan kun huske nogle få gange - og dem må du besøge mig i sommerhuset for at høre ;-)

    Nu er vi så også så heldige at være begavet med børn med rolige gemytter, så.....

    Pøj-pøj med det.

    SvarSlet
  2. Mette: Jeg synes jeg prøver og prøver og jeg prøver det bedste jeg kan, men alligevel føler jeg ikke at mine evner rækker særligt langt nogen dage. Andre dage går det bedre og der er fred og harmoni mellem teen-erne og os gamle.. Det er i perioder, men jeg synes godt nok, at denne periode har varet for længe nu. Jeg forsøger, at vende skuden mod lysere horisonter, men "skibet" vil ikke altid som jeg vil.. Alt i alt har kan jeg ikke tillade mig at klage over mine børn, for de er faktisk meget søde og omgængelige i forhold til mange andre, men jeg vil på den anden side gerne, at når de engang flyver fra reden kunne sige, at jeg vitterligt gjorde mit bedste.

    SvarSlet
  3. Dorthe - nu er det jo også meget nemt for mig, som er på den anden side af det. Her hos os må der jo også have været dage, der var nemmere end andre, men som helhed husker jeg faktisk ikke ret meget. Og da slet ikke i forhold til de rædselsperioder nogle af vores venner har været igennem.

    Der har da også været dage, hvor jeg har haft lyst til at skrige "ungen" ind i hovedet, at nu skulle han fandme få ryddet det værelse op, men jeg har i stedet taget 10 dybe indåndinger og lukket døren.

    Vi har jo så også været heldige med, at vores teenagere er gået gevaldigt godt i spænd med hinanden. Jeg kan ikke huske, at de to "små" nogensinde har været oppe at skændes som teenagere - måske fordi det er en pige og en dreng? Jeg kunne da i hvert fald tage nogle gevaldige ture med min egen søster!

    Og ved du hvad - det er jo hjemme hos jer, at de skal "skeje" ud. Når de søde og rare sammen med andre, så har de jo lært "grundreglerne".

    Jeg har en veninde, der har 3 drenge og hos dem var der virkelig gang i den. Hun lærte sig at nyde de gode dage og at lagre dem, så der var lidt at stå imod med på de trælse dage.

    Kh
    Mette

    P.S. Mette (som arbejdede sammen med Nanna) vil gerne have Jens Eriks email adresse, så hun kan takke for julekort. Kan du hjælpe med den?

    SvarSlet

Tak for din kommentar. Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding