søndag den 20. februar 2011

Tomme reder

Efter sommerferien skal Laura på efterskole.

Hun skal være væk hjemmefra i et helt år.

Jeg glæder mig på hendes vegne.

Glæder mig over alle de oplevelser hun formentligt får og alle de nye mennesker, som hun skal møde.

Glæder mig over, at hun skal prøve noget nyt, noget spændende og prøve at leve i et helt år i et andet land.

Hun har da været på ferie i Danmark, prøvet at opleve sommeren og prøvet at holde jul et par gange.

Hun har boet hos sin farmor og farfar i hele 6 uger i december-måned, men at gennemleve et helt år uden al det vel-kendte..det har hun ikke prøvet.

Og så alligevel, mens jeg sidder og glæder mig på hendes vegne, brister mit moder-hjerte en lille smule.

Årene gik for stærkt og for hurtigt og jeg føler mig slet ikke parat til at slippe den mindste, mindste smule.

Jeg har lyst til at holde endnu mere fast, holde tæt og længe.

Jeg har lyst til at sidde i weekenderne, drikke min kaffe, mens tonerne fra enten hendes guitar eller keyboard lyder fra hendes værelse, mens hun øver endnu en sang for fuld hals.  Mærke hendes tilstedeværelse og nærvær.

Vi lærer vores børn at være selvstændige og selvhjulpne og når de så folder vingerne ud for at vise deres færdigheder, bliver vi bange for den tomme rede, til trods for vores stolthed over, hvor dygtigt de flyver.

Eller er det mon kun mig, der har det sådan???

Må vist hellere finde mit sofa-hjørne inden tankerne tager overhånd!

laura

10 kommentarer:

  1. Jeg glæder mig også på Lauras vegne. Efterskole er, for de fleste, en fantastisk erfaring at have med sig i sit videre liv.
    Min yngste er lige begyndt i vuggestuen, så jeg er ved at lære at give slip på et lidt andet niveau :-)
    Jeg kan sagtens forstå at du ømmer dig lidt over at skulle sende hende så langt væk i så lang tid, men det er dejligt at du har opdraget et menneske som kan og tør.
    Og så tillader jeg mig altså at glæde mig en lille smule til jeg endda kan sidde med kaffen og høre mine lave et eller andet som ikke foregår direkte oven på mig, eller bare til de selv kan skovle mad ind og holde deres numser rene!

    SvarSlet
  2. En dag skulle der stå, ikke endda...

    SvarSlet
  3. Jeg tror der er mange der har det som dig. Jeg var nu glad for at vores flyttede hjemmefra som 18-årige. De rejste så ikke så langt - for det er det da - men kun et par kilometer. Vi løb ikke hinanden på dørene og kunne heller ikke "tilfældigt" se om de/vi var hjemme eller ude. Som du har fortalt om Laura så både kan og vil hun - og hun vil blomstre. Hvis hun er ved at gå til af hjemve, så kan hun vel komme hjem igen. Hun klarer sig nu nok bedre uden dig end omvendt - og det er da både normalt, heldigt og ganske betrygende for dig. Kort sagt: det skal nok gå altsammen!

    SvarSlet
  4. Laura: Jeg glæder mig skam også på hendes vegne. Jeg tænker, at det er af egoistiske grunde, at jeg vil have hende omkring mig?! Hun kan.. det ved jeg jo, godt klare sig selv og hun vil.. Nøøøj, hvor kommer jeg til at savne hende

    Taxastrikker: Jeg kan se direkte over til mine forældre, men vi sidder ikke lårene af hinanden. Det har vist fundet et godt leje.. det der med at besøge hinanden.
    Jeg er faktisk meget tryg ved at sende min store pige ud i verden, men så alligevel.. tænk, hvis der sker noget og jeg ikke er der og så videre... Jo, det skal nok gå

    SvarSlet
  5. Det er dejligt, når vi kan se, at vores børn klarer sig godt. Og dejligt, at vide, at de får og har nogle muligheder ude i verden, som vi måske ikke fik. Jeg kan godt forstå dine tanker - har jo selv siddet med dem. Og de er tilladte, har jeg fundet ud af. Forsøgte ellers at fornægte dem, men så råber de bare endnu højere!! :-) Jeg kunne ikke tillade mig, at være ked af det, det er jo sådan livet er. Men jo, man skal tillade sig selv, at være ked af det.

    Og for os her i Grønland er det jo ofte en lang rejse de unge skal ud på - ikke bare lige hen til nærmeste by, så man kan stikke hovederne sammen til søndagsmiddag. Nej, det er ofte mere end 4.000 km væk. For mit vedkommende var det 10.000 km, helt ned syd for ækvator i to år!!

    Dog har det hjulpet mig, at se det - ikke som en dør, der lukker sig, men som en dør, der åbner sig for Klaus og mig, en dør med en masse muligheder ude på den anden side. Vemodet gemmer jeg indeni, men det er også vigtigt, at lytte til det, når det gør opmærksom på sig selv.

    SvarSlet
  6. Tror du er helt normal :-). Det er så dejligt at se, at vores kære børn klarer sig og er selvstændige, selvhjulpne og selvbevidste. Men den dag kommer jo, hvor alt må stå sin prøve - for de rejser. Børn er kun til låns - jeg glæder mig til den dag, hvor de flyver - men jeg gruer også for det. For dælen hvor bliver der stille :-). Men jeg forstår dig...Danmark er jo ikke just 'rundt om hjørnet'.

    KH Gittemay

    SvarSlet
  7. Ja, jeg ville nok også have det som dig. Komme til at savne. Mine børn er små endnu, så den tid kommer om 10 år til mig. Hvor er verden bare lille, har lige set, at du har lagt en kommentar på min kusines facebookprofil Maliina om sprogdebatten og hvad der egentlig definerer en grønlænder. Er jo selv halvt grønlandsk, men taler kun dansk, har dog gået til grønlandsk i et år - synes, det er et ret svært sprog, og så skal grønlændere lære to fundamentalt forskellige sprog, tænk, hvis vi danskere også skulle lære grønlandsk ;-)

    SvarSlet
  8. Det kan være svært at sende sine børn afsted,. men hvor bliver de sælvstændige af det.

    SvarSlet
  9. Fru Olsen: Jeg er overbevist om, at Jan og jeg nok skal finde på noget at lave-både sammen og hver for sig, men Danmark bliver pludseligt et land laaangt, laaangt væk.

    Gittemay: Jeg er såmænd ikke bekymret for Laura, men vist mest for mig selv :-)

    Parnas: Jeg "baby-sittede" Maliina og Malik, da de var små. Hun gør et godt stykke arbejde og hun er bare så fornuftig.

    Brittsol: Det bliver de nemlig

    SvarSlet
  10. Hvor sjovt! Emil var min fætter og de kom ofte i mit barndomshjem. Min mor hed Kalapilik. Ja, verden er lille. Ja, og Maliina er dygtig ;-)

    SvarSlet

Tak for din kommentar. Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding