Blink blink

Når man sådan går og ser på det samme dag ud og dag ind, kan man let, meget, meget let komme til at glemme, hvad man i grunden holder af, ved akkurat det, som man går og ser på hele tiden.

Det være sig sit tøj, sit hjem, sin kone/mand eller sin by.

Det er ikke  nogen hemmelighed, at jeg lider en smule af udlængsel. At jeg godt kunne trænge til at se noget andet, få noget inspiration eller bare at komme hjem igen og se det hele med nye øjne.

I dag tog jeg mig selv i nakken og kørte en tur rundt i byen. Jeg holder virkelig af at bo her, selvom jeg er lukket inde og fanget på et forholdsvis lille areal. Jeg kunne starte snescooteren op og køre og køre og køre indtil der ikke var mere benzin, men jeg ville højst komme ind til Kangerlussuaq og jeg er ikke sikker på, at bygden/transitlufthavnen ville stille mine behov.

Nej, jeg må genfinde glæden ved at bo her. Lukke øjnene, trække vejret dybt, åbne øjnene igen, blinke et par ekstra gange og se på det hele med et lidt friskere syn.

Jeg forsøgte i dag. Virkelig!

Havneindsejlingen så jo fin ud på det tidspunkt.

Det var før det begyndte at blæse op.

Du kan ikke se det på billedet, men der ligge rigtig, rigtig mange edderfugle dernede på vandet.

De passer rigtig godt på hinanden og jeg skulle bare tænke på, at nærme mig vandkanten før de var væk.

Du skulle meget gerne kunne klikke på billedet og se det det næsten, som jeg så det:

Lidt senere tog min søster Lena og jeg op til min far. Min mor kommer først i morgen, så vi ville lige tjekke, at han ikke var alt for ensom.

Det tror jeg ikke han var. Han er god til at underholde sig selv med små og større projekter, men klagede dog ikke over, at vi kom.

På køkkkebordet står min mors plante. Den så fin ud.. ligesom de andre planter. Det er ikke altid, at mændene husker at planter ikke vokser på kærlighed alene, men skal have det skyllet ned med en sjat vand i ny og næ.

Selvom jeg har set mine forældres udsigt sådan ca. en milliard gange, stillede jeg mig ud på deres altan og tjekkede byen fra den vinkel.

Du burde også kunne klikke billedet større og se dig lidt nærmere omkring.

Da Jan fik fri arbejde og det fik han tidligt, ville jeg tjekke om der var ørne i dag.

De kom i samme sekund, som vi kørte ud mod lufthavnen.

Jeg ved ikke, hvad det er som de har gang i sammen med ravnene, men i mine øjne lignede det en smuk synkron-dans.

Jeg forestiller mig, at det er noget territorialt og sådan noget, men det lignede en stille og tavs, men smuk og yndefuld dans.

De kredsede højt, højt over vores hoveder og mit zoom-objektiv blev rullet ud i fuld længde, men det rakte kun lige akkurat.

Det begyndte at blæse rigtigt koldt, så jeg blev pænt siddende i bilen, da Jan gik over for at fodre hundene. De skal ikke have så meget i dag, for de skal ud og køre i morgen.

Ravnene dukker op af det blå, kredser om hundene, når de bliver fodret og håber, at der er lidt rester til dem. De er godt nok frække og de ved lige nøjagtig hvor lange hundenes kæder er.. og holder sig udenfor rækkevidde.