onsdag den 15. december 2010

Kold københavner

Nogen mennesker mener helt alvorligt, at Jørn Riel er fuld af løgn.

Nogle smiler lidt af ham og syn’s at han har en livlig fantasi.

Det har han måske nok, men har du boet heroppe i bare et halvt år og har øje for de lidt mere underholdende eksistenser, ved du også, at helt galt på den, har Jørn Riel altså heller ikke været.

Der er hold i løgnen og sandheden. Fantasien fejler ikke noget heroppe i mørket og den bliver flittigt brugt til alternative og anderledes løsninger.

 

Nu er det så ikke lige Jørn Riel, jeg vil skrive lidt om, men snarere om en ung mand fra Vanløse, der fandt herop for 1½ år siden.

Næsten direkte fra Sydhavnen, hvor han tog afsæt til sin tur herop.. siges der.

 

Han fik nogle hunde og sidste sæson gik der mange og lange beretninger om hans manglende succes på slæden og hundenes totale svigt foran selvsamme slæde.

Det fratog ikke den unge mand fra Vanløse lysten til at lære at køre hundeslæde, så han brugte timer og atter timer sammen med sine hunde i sommer og han var een af de allerførste til at give sine hunde seler på og spænde dem foran slæden i efteråret.

Med stor succes.

Hånlatteren er forstummet, erstattet af lidt flov-smag i munden og det stolte smil kruser i mundvigene på vores slædekusk.

 

Imellem arbejde, træning og samvær med sine hunde, var han på kursus, hvor han fandt en grønlandsk skønhed og der ikke ikke lang tid inden vores unge mand fra Vanløse havde tabt sit hjerte.

Heldigvis samlede den unge, grønlandsk pige hjertet op i sine hænder og sådan noget lader en ung mand fra Vanløse ikke bare forbigå i tavshed.. åbenbart.

 

For et stykke tid siden fortalte han, at han nu ville flytte nordpå og hans hunde skulle altså med.

De hunde, som han har brugt så mange timer hos og med.

 

Alle andre ville have fået hundene aflivet eller solgt dem videre.

Men ikke vores gode Grønlandsfarer.

Han allierede sig med Jan, som spurgte mig, om jeg også gad.

Sidde ved rattet og træde lidt på bremsen ind i mellem.

afsted

Jo, jo.. “øøøh.. er det farligt”, fik jeg spurgt, men man skal ikke tage bekymringerne på forskud.

 

Hundene i en sele og bundet fast foran bilen, Jan ud på den ene side af hundene og vores unge mand til at gå foran ned gennem hele byen i myldretiden med masser af trafik på vejen fra den ene ende af byen og helt ned til havnen.

Vi fik en masse smil og vink hele vejen ned gennem byen. Det er ikke hver dag man ser et spand hunde bundet fast foran en hi-lux, men det er set før

foranbilen

Det er forøvrigt svært at fotografere, mens man kører på.. ikke hestekræfter, men hundekræfter.. hele 12 stk. Du må nøjes og tage billeder, som fotodokumentation og ikke billedkunst! (som sædvanligSmiley )

nedadhovedvejen

Nede ved kutteren, som driver hvalfangst op og ned langs kysten,- som hunde og mand skulle fragtes i, hev vores Vanløse-mand en frostboks frem med sodavand og øl.

påkajen

“En afskeds-drink”, sagde han højt på sin brede accent, som, hvis du lukkede øjnene, ledte tankerne ind i en baggård ved Sydhavnen, mens han kastede beroligende blikke ned til sine hunde, der nysgerrigt kikkede på ejer og hvalfangeren.

En stor bred mand med attituden i orden

afskedsreception

En fin afskedsreception af den lidt mere usædvanlige slags.

ob1

 

ob2

Mens han stod der på kutteren med sine hunde og rejsetasker, råbte han ud til os på kajen, at man ikke skulle tænke for meget over tingene..

ob4

 

omb3

Det har han vist evigt ret i.

Han løftede armen og forsvandt ud i mørket ledsaget af den hyggelige lyd fra kutteren og hundenes ivrige åndedræt.

afgang

afsked

 

Jeg håber, at kærligheden holder deroppe nordpå.

Det er ihvertfald ikke hver dag man møder en ung mand, kun lidt ældre end Jan og mig, med eventyr-lysten i god behold og mod på livet og kærligheden, der fragter sig selv og sine hunde afsted i en hvalfangerkutter kun 1½ år efter at han har forladt Sydhavnen.

Jørn Riel havde nok set lidt flere detaljer end jeg har set i dag og Jørn Riels historie havde måske været lidt mere farverig end min, men han er forfatter og kan tage sig nogle kunstneriske friheder.

Jeg er bare mig og kan vist ikke dække mig ind under kunstnerisk frihed.

Læs Jørn Riels skrøner i juleferien, smil og vid, at historierne ikke er fantasifostre og ren tankespind i Hr. Riels hoved. Ikke helt.

8 kommentarer:

  1. Jeg elsker Jørn Riel, og har læst en hel del af hans bøger. Også dem fra den modsatte side af kloden er værd at få fat i. Men jeg er altså også vild med 'Vejledning i sælfangst', den har jeg godt nok grinet af mange gange. Måske fordi jeg selv har prøvet hundeslædekørsel, det er sku irriterende når hundene ikke vil som en selv :-) Men jeg har aldrig mistet mine hunde, de er aldrig løbet fra mig. Derimod har jeg, sammen med min far, standset et hold hunde, og holdt dem indtil ejeren, godt forpustet, nåede frem. Han var grønlænder, og MEGET flov. Både over at at have mistet hundene, og at det var et par danskere der havde stoppet dem :-)

    SvarSlet
  2. Vejledning i sælfangst er skrevet af Flemming Jensen.. :) Underholdende læsning..

    SvarSlet
  3. Tak for en dejlig beretning. Jørn Riel læser jeg med jævne mellemrum, når jeg lige støder på dem i reolen. Har vist efterhånden været igennem dem alle flere gange. Hans bøger og din blog deler evnen til at huske os andre på at se det underfundige og eventyrlige i hverdagen.

    SvarSlet
  4. Selvfølgelig skal hundene da med! For nogen er en hund ikke bare en hund - og de hunde der er der jo lagt et stort arbejde i og dermed også en stor omgang kærlighed - det kan man jo ikke bare skrotte.

    SvarSlet
  5. Jeg har ikke læst Jørn Riel, men din historie med hunde for bil er for herlig!
    Håber ikke, de arme kræ blev søsyge...

    SvarSlet
  6. Christina i NZ: Det er bare så trææææls, når ens hunde løber fra een. Det eneste man håber på er, at ingen opdager det.
    Flemming Jensens: "vejledning i sælfangst" er bare sjov underholdning.

    Tak Laura. Jeg forsøger, at se det gode og sjove i hverdagen og nogen gange lykkedes det. Jørn Riel er bare suveræn til at genfortælle sjove, skægge og skæve episoder.

    Taxastrikker: Det er desværre ikke altid muligt heroppe, at få sine hunde transporteret nogen som helst steder hen medmindre man sætter et par måneder af til at køre dem selv. Vores ven fik mulighed for at komme med en hvalfanger, så det er jo godt. Måske skal jeg også tilføje, at hunde heroppe vel svarer til en fårefarmer i Danmark (hedder det det?) Han har jo heller ikke noget tættere forhold til det enkelte får?? Sådan cirka. :-)

    Christunte: Du har noget til gode. Du kan tro, at hundene var glade for gåturen foran bilen ned gennem byen.. jeg håber heller ikke de blev søsyge ;-)

    SvarSlet
  7. Skøn, skøn historie og farverig nok :-) Jeg er lige ved at græde af glæde over at der findes sådan nogen mennesker.

    SvarSlet
  8. Fru Olsen; De findes, men der bliver færre og færre af dem. Vi er ved, at være for ensrettet og kedelige, syn's jeg

    SvarSlet

Tak for din kommentar. Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding