Stenmesse-eftertanker
Een af grundene til, at jeg ikke sliber så mange sten mere er, at jeg ikke kan finde ud af at få dem indfattet.
Jeg har tyet til halvfabrikata-indfatninger, men det bliver i længden meget, meget kedeligt og ensformigt.
Jeg har nogle ideer til, hvordan det kunne have været, men mine evner rækker ikke til det.
Eller måske skulle jeg rette det til, at jeg ikke har prøvet og derfor ikke ved hvordan.
Jeg har en forestilling om plader og lodde og sjove former, men jeg trænger til kursus af een eller anden art.
Jeg har søgt lidt på nettet, men intet fundet, så hvis du hører om et intensivt sølv-/guldsmedekursus i sommeren (juli) 2011, så giv mig venligst praj.
Jeg har en bunke sten, som trænger til at blive indfattet for at blive færdige.
Jeg havde en brøkdel af nogle af de halvfærdige ting med på messen og de lå foran min slibemaskine, så folk kunne mærke de glatte sten og se farver, former og udtryk.
(denne sten er samlet op fra vejen og har et hul foroven til en øsken)
(Denne satellitsten har hul til et øsken, så jeg kan trækken lædersnøre igennem)
(det bliver lidt trivielt i længden med et hul til lædersnøre)
Jeg har forsøgt med rensdyrtak
og jeg indfattet et par enkelte i kernelæder, men jeg forstiller mig fx. at disse sederitter kunne være sjove i kobber/messing og i et lidt råt udtryk.
Jeg er vild med sederit, som har et dybt skær, er svær at slibe og som i virkeligheden er så sart.
Mine små månesten fra Ivittuut, som jeg også er ret vild med, kunne være pæne, hvis de kom i selskab med lidt sølv
og jeg har nogle rå nuummitsten, som jeg ikke engang er gået igang med endnu, da jeg ved, at jeg bliver nødt til at stoppe processen, når sten er slebet og vi når til indfatning.
I dag havde jeg min grønne sodalit ring på.
Indfatningen er halv-fabrikata, men halskæden, også i grøn sodalit er planslebet (i hånden på et spejl og med pulver.. the hard way) og som jeg føler hører med til ringen, er indfattet i en tynd lædersnøre og ørestikkerne er sat på en stik.
Jeg gad godt noget andet og mere spændende.
Man bliver iøvrigt beskidt af at slibe sten 
Og så skal jeg lige tilføje, at alle stenene er her fra Grønland… og nej, hvor er det svært at fotografere sten på den måde.
Oh my, hvor er de sten smukke
SvarSletSå du kan slibe sten - hvor sjovt, og hvor er de skønne alle sammen.
SvarSletJeg sleb sten i flere år på aftenskole, men havde ikke råd til selv at investere i det rigtige udstyr. Jeg har en tromlesliber, men den kan ikke slibe cabochoner :-)
Jeg har en hel masse smykker, jeg selv har lavet og gik af de samme grunde, som du nævner, på et sølv- og guldsmedekursus en vinter. Og dér gik så min begrænsning... jeg var rigtig god til at slibe sten, men jeg er ikke god til at arbejde i metaller.
Jeg elsker sten i alle afskygninger og ville gerne kunne slibe selv igen, men vores lærer stoppede, og det gjorde kurset dermed også.
I har så mange smukke sten i Grønland, men jeg er ikke klar over, om man selv kan finde dem, eller om de er svært tilgængelige?
Ja, Asdis, sten kan være utroligt fascinerende.
SvarSletEllen: At slibe sten kan være både hyggeligt og givende. At forme så hårdt et materiale og få dem næsten som du vil have dem. At de er naturskabte, ægte og rigtige..
Jeg gad virkelig godt prøve at indfatte mine sten selv, men mulighederne heroppe er få, for ikke at sige ikke-eksisterende.
Nogen af stenene er svære at finde, men der findes heldigvis så mange flotte sten lige til at samle op. Her i byen er vi ydermere så priviligerede,at vi kan købe råmaterialerne i en kombineret sten-og skindsy-stue, hvor manden er meget dygtig og vidende (alt-vidende) om sten
I al ydmyghed - tak for den pæne omtale.. Bjarne
SvarSlet