lørdag den 19. september 2009

Livstegn

Jamen, jeg er her skam endnu.

Om det er teaterstykke nr. 2 inden for ganske kort tid, der gjorde mig mund (skrive)-lam eller om det bare er livet i al almindelighed, der løber så stærkt at jeg næsten ikke kan få vejret, der gør at der var lidt tavst på denne kanal?

Jeg kan iøvrigt, efter teaterstykke nr. 2 stadig ikke rigtigt lide teater.

Om jeg har berøringsangst? Naah, det tror jeg ikke. Jeg kan vist bare ikke lide, når det hele bliver for selv-smagende, selvfedt eller opstyltet.

Og som om det ikke var rigeligt at skulle se teater, så sad jeg på allerførste række og kunne virkelig følge med i hver en lille detalje, og som du ved, er det jo detaljerne, som gør det… Måske har jeg været uheldig?

Men et eller andet vulgært sted har jeg oplevelsen af, at være tilskuer til offentligt onani (undskyld!!)

(og hvad kalder jeg så lige det at have en blog, hvor jeg lægger hele mit liv og min sjæl til offentlig skue? Er det måske ikke at udstille sig selv, være selv-fed, selvsmagende og selvcentreret?

Er der er forskel? Egentligt ikke, og jeg holder jo af at surfe rundt i blogland, hvor jeg læser blogge, hvor især kvinder lægger stort og småt ud om deres liv og levned)

Nå! Jeg må hellere trække i flydedragten og sejle mig en tur i den friske havluft inden jeg kommer for godt i gang med at analysere andre og mig selv, for det er jeg vist ikke så god til.

Jeg må hellere løbe efter det liv, som render stærkt i øjeblikket.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak for din kommentar. Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding