Endnu en søsætning
Min far har hele min barndom fortalt mig, hvor stærk han er. Jeg har naturligvis troet ham, men i dag, da kunne jeg fotodokumentere det:
Se, han holder sin båd med een hånd… ;-)
Min far fik sin båd i vandet i dag. Jeg er blevet modigere.Jeg kan nu se på, både når kranen løfter fra land 
og i vand. 
Før havde jeg ikke nerver til at se det. Jeg kunne virkelig forudse alle de katastrofer, der kunne indtræffe både før, under og efter søsætningen. 
Puha! Men vognmanden kan virkelig sit kram. Han ved, hvad han har at gøre med, og har stadig overskud til at både smile, lave sjov og lave sit arbejde ordentligt. Det er fascinerende at se folk, som kan deres håndværk, arbejde, når de virkelig kan. Modsat er det også en ynk, at se, når folk tror, at de kan, og det hele så bare er blå-lys og tåge-horn. Distance-blænderi og snyderi. Uff!
Men farmands båd kom sikkert i vandet og kom pruttende i gang.
Jeg ville også udsende både røg og damp, hvis jeg havde stået en hel sommer og hygget mig i varmen, troet mig sikker på, at jeg fik et sabbat-år, og så pludselig blive gennet på arbejde. Skole 1/ Minngortuunnguup atuarfia har også sat mange i arbejde, både børn og voksne, for i dag fyldte skolen 60 år. Jeg var vist een af de ganske få, der ikke nåede op og få fødselsdagskaffe. Den kunne jeg så betale for på Sømandshjemmet, hvor både Lena og Jan gjorde mig selskab.
Til gengæld nåede jeg så meget andet, og især har jeg nået at læse alle jeres helt vildt dejlige kommentarer til min nye bluse. Jeg føler mig en smule vigtig, en smule god og ikke mindst føler jeg mig bare så heldig, at jeg har dig, der læser med herinde. Tænk al den støtte og opbakning jeg får hver dag af dig og alle de andre. Jeg føler mig så rig og min lille sorte samvittighed siger, at jeg slet ikke har fortjent det. Jeg labber det i mig, og nyder øjeblikkene, mens det står på. Har andre blog-ejere det mon også sådan?
Jeg er et heldigt menneske.
TAK!
Man går aldrig fejl af sømandshjemmet, men hvor var din far har plejer jo at være byens største kagedyr.
SvarSletVist har du fortjent det! Og jo, jeg tror vi er mange bloggere, der glæder os dagligt over de mennesker, som vil bruge tid og energi på at lægge en kommentar.
SvarSletJeg kender i øvrigt godt fornemmelsen du beskriver - tankerne om at det kan gå frygtelig galt under en søsætning. Sidste år tabte de en båd på havnen, den væltede ind i en anden og det var noget værre rod med brækkede master og andre rædsler. Heldigvis har vi ikke selv været ude for den slags uheld, men lige nu står båden på land, og jeg ved at det bliver med tilbageholdt åndedræt vi ser til, når den igen skal i vandet. Den vejer 11 tons, så det er en stor dame...
Byens største kagespiser, var ude og hente sin kagekone...
SvarSletLotten, puha, godt jeg ikke var med til "din" søsætning. Det må have været ganske forfærdeligt, at være tilskuer til. Og du har så ganske ret i, at det er dejligt og bekræftende, når der kommer en kommentar og at man ved, at nogen har lagt energi og tid på dig.
SvarSletJeg troede ellers, at min kagedyrmand og jeg har fælleseje - så må jeg for eftertiden spørge pænt om at få lov til at sejle med - jeg skal nok huske at tage kager med som proviant.
SvarSletKagedyrkonen