Torskedeller uden anvisning

En brist ville nogen kalde det. Rebelsk, ville andre sige. Egenrådig, siger enkelte. Genstridig mener mange. Kreativt, siger nogle få. Jeg ved ikke, hvad jeg selv skal kalde det, men jeg kan bare ikke finde ud af at følge en opskrift. Det er fuldstændig ligegyldigt om det er en madopskrift, en brugermanual, en anvisning på hvordan en ting skal samles eller en strikkeopskrift. Nææææ, det passer heller ikke, for jeg er faktisk blevet ret god til at følge en opskrift..næsten da, for jeg kommer altid liiiige lave lidt om, tilføje lidt, ændre lidt eller undlade lidt. Der er altså bare ingen, der skal bestemme, hvordan jeg laver...strikker...synger...samler... øøøh... Det skal jeg altså nok selv finde ud af... I dag købte jeg en pose røde linser. Jeg havde overhovedet ingen planer med dem, og købte dem da også udelukkende fordi de havde en flot farve. Der var taget torskefars op af fryseren i morges og linserne blev blandet i farsen sammen med et par favne store, grønlandske rejer. Farsen blev lavet på gehør, som absolut ikke er absolut, og fuldstændigt i trods mod min traditionelle fiskefrikadelleopskrifter, som jeg ikke har, men dellerne smagte godt sammen med kartoflerne fra Pers kartoffelmark og det til trods for at kartoflerne havde været frosne, ja- faktisk blev de lagt direkte i fryseren da, de blev landet herhjemme, og i aften, puttet direkte fra fryseren i en gryde med koldt vand og kogt langsomt op. De er de sødeste og bedste kartofler jeg nogensinde har smagt, så jeg tror jeg vil forsøge at putte et par købekartofler i frysern og koge dem, lige som dem jeg kogte idag. Måske er det frosten, der gjorde det?? Sådan er det med sortebærrene ihvertfald, og hvem ved?? De røde linser smagte forøvrigt pragtfuldt med torskefarsen, så det er ikke sidste gang heller at det bliver praktiseret herhjemme for torsk kommer vi til at spise en del af denne vinter, men da jeg ikke har en opskrift, bliver de nok og højst sandsynligt anderledes igen næste gang. Dagene går med masser af timer på skolen, foreningsarbejde og heldigvis noget dominostrikning. Jeg er knoklet ned om aftenen, og nætterne føles alt, alt for korte. Jeg løber stærkt, og indimellem også hurtigere end min mentale kondition kan klare, så jeg tæller dage ned til fredag, hvor min efterårsferie starter og jeg forhåbentligt kan få indhentet alt det, som render fra mig.