fredag den 31. oktober 2008

Fredag

Det har siden onsdags været nogle hektiske og massive dage, og jeg er ikke sikker på, at jeg kan få det hele med. De har i hvert fald været så hektiske, at jeg ikke engang har nået at få kameraet op af tasken i det omfang, som jeg gerne ville. Okay, der har heller ikke været lys nok i skolens gymnastiksal, hvor dagen i forgårs og i går blev tilbragt. Udenfor har vejret vist sig fra sin værste side med regn og rusk. Jeg ville utroligt gerne have udforsket byen noget mere, for hvad jeg overhovedet ikke var klar over var, at byen ligger spredt udover en fjeldside og der dermed skal forceres en masse trappetrin og stejle bakker. Pigerne og jeg opgav vores tælleri da vi nåede til 172 trin på en trappe som vi skulle både op og ned ad. Vi var godt nok næsten helt oppe, men der var godt nok mange. Jeg havde både tung rygsæk med min bærbare, kamera og andre livsnødvendigheder i og en kuffert både op og ned ad trappen. Jeg kan mærke hvert et trappetrin i hele min krop i dag, og jeg forestiller mig, at jeg kommer i helt god form inden jeg igen vender tilbage til Sisimiut og vores kære Hilux, som normalt er den, som fragter mig rundt, i modsætning til mine ben, der er til dagligt er reduceret til at træde på speeder og kobling. Inden jeg får vævet mig ud i forklaringer og ikke mindst bortforklaringer om min manglende kondition, kan jeg skynde mig at fortælle at Laura og Sara i går blev gradueret. De var (som sædvanlig) rolige, sikre og fyldt med selvtillid og kunne bare deres kram. Sara er, så vidt jeg ved, den yngste, der er så højt gradueret og Laura som jo kun er 13 måneder ældre end Sara, er så den næstyngste. Det er så flot piger og jeg er så stolt over jer! Det var grandmaster L. Meng himself, der graduerede, og efter gradueringen holdt han, traditionen tro, en lille, næsten moraliserende, men opbyggende tale, hvor han påpegede, at det i sig selv ikke var et mål at blive god til Taekwon-do/sporten, opnå at få mange fine medaljer, at det var det sekundære i sporten, og at det primære var at blive et godt menneske. At opøve, forfine og fastholde fokus i sporten gjorde, at de bedre kunne holde fokus på de andre aspekter i deres liv, som de kastede sig ud i. At sporten ikke kun drejede sig om det fysiske, men også om det psykiske. Han løftede sin pegefinger og bad ”eleverne” om at passe på deres krop og spise sundt. Han mindede dem om at overvægt i Grønland er et stærkt stigende problem, som kan undgås, hvis de spiser mere grønlandsk mad, undgår fastfood, læskedrikke og slik. Dét er så det, som jeg godt kan lide ved sporten (som den i hvert fald er heroppe) at der er et mere holistisk syn på sportsudøverne og at de/vi/man forsøger at få tingene til at hænge sammen; krop og sjæl, moral, etik, og opførsel. Måske er jeg naiv og godtroende?! Johannes, pigernes træner blev også gradueret og det foregik for lukkede døre. Jeg blev dog, meget smigrende inviteret med til at overvære det, og Johannes klarede sin graduering ligeså flot som dem, han træner. De har det bestemt ikke fra fremmede. Han blev 6. dan og kan nu prale med at han er den højest graduerede grønlandske taekwon-do udøver i Grønland. Tillykke. Hvad der var endnu bedre var, at Lena i løbet af dagen i går, havde sørget for at jeg sammen med de 4 yngste børn fik et værelse på Qaqortoq sømandshjem. Det er godt nok et lillebitte værelse, og Sara og jeg skal dele seng, men det er langt at foretrække end festsalen vi oprindeligt blev placeret i. Hvad der var galt i festsalen ved jeg ikke, men der gik kun en ½ time fra jeg kom ind, inden jeg fik nældefeber, kvalme, åndedrætsbesvær og hovedpine. Min hovedpine er næsten væk og selvom Sara ikke er den mest rolige at ligge ved siden af om natten, er det langt at foretrække end festsalen, som vi delte med en hel masse andre. (unge mennesker, der lyttede til mobiltelefonmusik, larmede, varmede pizzaer i ovnen konstant, spiste cup noodles, hvis lugt kan få det til at vende sig i mig, hængte deres våde svedlugtende træningstøj til tørre overalt, og som alle andre unge mennesker mener at alle over 23 er gamle klokkefår) Jeg spekulerer på om der mon er skimmelsvamp, mug eller andet i den festsal? Livet smiler til mig igen. Dejligt, og jeg smiler tilbage.

1 kommentar:

  1. Det var godt, at du er blevet flyttet på sømandshjemmet. Bedre end festsalen med nældefeber og åndedrætsbesvær, føj.
    Ja, Qaqortoq ligger på en fjeldside, og jeg kunne også mærke det i ben og lunger, de tre dage, jeg gik og gik. Jeg boede på toppen, helt bogstaveligt, og var tapsvedende af gåturene. Men smukt er der. Glæder mig til at se dine billeder, og stort tillykke med pigerne.

    SvarSlet

Tak for din kommentar. Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding