torsdag den 4. september 2008

Undskyld

Undskyld til de af jer, der dag efter dag har klikket ind på bloggen forgæves. I virkeligheden burde jeg kunne skrive en masse om de sidste par dage, men jeg er ramt af kriser på næsten alle fronter.. Ikke noget, som jeg vil dele med omverdenen, for jeg ville træde mange over tæerne og ville blive særdeles upopulær mange steder. OG nej! Jeg er ikke bange for at være upopulær, men nogen gange må man/jeg vælge mine kampe med omhu og omtanke, være lidt taktisk og fremsynet, og det er så det, jeg gør lige nu. Hvis jeg lænder lidt på den mystiske pose med kriserne, vil I kunne skimte frustrationer over folk, der ikke tager deres ansvar og arbejde alvorligt, og som sjofler med min tillid. Folk, der har et stort og betydningsfuldt ansvar, som end ikke gør sig den umage, at forsøge. Jeg er træt i mit ansigt over folk, der tror og mener, at de ikke skal yde, men bare nyde. At de kan bruge af fællesskabet uden at yde til det og som, når tid er kan fralægge sig ethvert ansvar med en eller anden dødsyg forklaring på hvorfor de fejlede. Folk, der ikke maner sig op, tager sig sammen og udfører det arbejde, som de får løn for. De findes overalt i verdenen, men i disse dage, føler jeg mig omsluttet af dem. Sikkert og forhåbentligt bare en forbandet følelse, der mest sidder mellem ørerne og under håret på mig. Hmm.. jeg er også frustret over de mange, mange lange kilometer der igen er mellem Danmark og Grønland, når der er meget alvorlig sygdom i familien. Når vi sidder heroppe og hverken kan gøre fra eller til, til trods for at der er brug for vores hjælp. Det eneste jeg umiddelbart kan gøre, er at sende alle mine tanker mod syd og håbe, at de lander det rigtige sted. Ringe (ikke for ofte for ikke at forstyrre, men heller ikke for sjældent) og gøre opmærksom på at de er i mine tanker konstant og at jeg sender alt hvad jeg overhovedet rummer af omsorg og kærlighed med tankerne ned til dem. Og kære Gud, vil du ikke nok være venlig at lade min familie få lidt fred nu. De har ikke brug for flere prøvelser, men trænger til fred og ro nu.

3 kommentarer:

  1. Hej Dorthe og Jan.
    I skal vide, at I ikke er de eneste, der er bekymrede!
    Iøvrigt tilslutter jeg mig dine sidste to sætninger.
    vh
    Bjørn

    SvarSlet
  2. Du skal ikke undskylde. Din blog er først og fremmest for din egen skyld. At vi andre så kan glædes over dine fantastiske fotografier betyder ikke, at du skal føle dig forpligtet til at skrive dagligt. Når der er kriser og overskuddet er forsvundet, skal bloggen ikke give stress.
    Jeg håber, at kriserne snart løses på den ene eller den anden måde. Jeg vil så sende gode tanker og knus den anden vej.
    Pas på dig og din familie.
    Kærligst
    Lisbeth

    SvarSlet
  3. Jamen, det er jo mange ting på en gang! Så er det helt legalt at knurre ad verden.Håber du kan tale med din mand om sagerne.Eller din søster,nej,dem begge to! Du må (læs:skal) have meget overskud,hvis ikke du bliver pirrelig med sygdom i familien så langt væk.Kort sagt:du er normal.Og bliv endelig ved med at være det.
    God bedring til dem der har brug for det.

    Gitte fra Randers

    SvarSlet

Tak for din kommentar. Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding