mandag den 11. februar 2008

Kold opvågning

Jeg havde håbet, at kunne sove rigtigt, rigtigt længe her til morgen, men da Jan skulle til at gå på arbejde, vækkede han mig med ordene:"Vi har ikke noget vand, og jeg har ringet til din far". Panik, panik! Katastrofetankerne overtog ganske enkelt min sunde fornuft, og jeg så skrækscenarier for mit indre blik, -at vi skulle være husvilde, ikke kunne komme i bad, skulle ligge familie og venner til last, og at huset i sidste ende skulle rives ned pga frostsprængte rør, der havde lavet massive vandskader, så der var råd og skimmelsvamp overalt naturligvis efterfulgt af økonomisk ruin og social deroute. Så galt gik det overhovedet ikke, og slet ikke når jeg har en far, der bare har hænderne skruet ordentligt på og han har et særdeles veltænkende hoved. Han knoklede fra kl 08, og her til eftermiddag, kunne han med et selvtilfreds smil sige, at "nu virker det da indtil videre." Der skal naturligvis gøres noget ved det hele, så det ikke sker igen (hvad der så end var sket, rent teknisk:-O) Men nu har vi både varme, koldt og varmt vand, og man kan som civiliserede mennesker kan trække ud i toilettet efter besøget. Dét kunne nu have set kønt ud, at stå der med sine børn og lappede kufferter i 32 graders kulde, for der er så koldt, så koldt heroppe endnu, og de har ikke lovet os varme foreløbig. Det er mig en gåde, hvordan de små fugle, kan overleve så ekstrem en kulde. Vores altan har været flittigt besøgt i dag, og jeg hældte naturligvis nogle ekstra frø ud til dem. De puster sig helt vildt op og ligner små runde kugler med fjer på. Der er ikke meget trafik ud og ind til havnekajen, og jollefiskerne kommer ikke meget ud i disse dage. Vi havde den smukkeste "blå time" i eftermiddag, og billedet er en tro kopi af virkeligheden. Dagen var virkelig blå. I eftermiddags mens jeg sad og kikkede ud på fuglene og overspringsstrikkede (jeg burde have lavet noget mere fornuftigt, men nu havde jeg jo skovlet hele gangbroen og trapperne, så der skulle lidt belønning til ) opdagede jeg til min rædsel at jeg var kommet til at sno mit strikkettøj en halv omgang (det må jo være en møbius??) og så var der ikke andet for end at trævle op. Ærgerligt, ærgerligt, men sådan kan det gå. Men det kan også være lige godt det samme, for i virkeligheden havde jeg ikke tid til dét strikkeprojekt, for jeg har altså nogen andre mere presserende strikkeopgaver foran mig (håndledsvarmere, vest, to babyhuer i moskus, et sjal i moskus og en syet filtet sweater), så måske var det skæbnen, der stoppede projektet??

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak for din kommentar. Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding