lørdag den 17. november 2007

Hjemme bedst

Skulle jeg ikke lige starte med at fortælle, at solen skinnede fra en blå, blå himmel i Nuuk i går, da jeg skulle rejse? Alle de andre dage, har det været slud, regn, blæst og vildt glatte veje, så min påstand om, at jeg kun mindes Nuuk som trist og kedelig, vil jeg gerne aflive igen. Dér kan være solskinsdage i Nuuk, og om formiddagen mødte jeg en gammel klassekammerat (Miki J.) i restauranten, og vi fik en kop kaffe samme og sludrede. Der findes stadig gamle venner, bekendte og klassekammerater i Nuuk. (Og jeg har oprettet et lille mini-album til de af jer, der vil se de få billeder jeg tog i Nuuk. Der var mørkt når jeg endelig fik fri fra kurset, men det betyder ikke at jeg ikke vandrede rundt som en anden turist og kikkede på det hele Klik på billedet til venstre, hvor der står "Nuuk i november, så kan du se dem )Men..jeg sad først i et par timer i hotel Hans Egedes foyer i går, og ventede på at tiden gik. Flyet var forsinket, og da man skal tjekke ud klokken 10 om formiddagen, var jeg lidt på den. Jeg overvejede at køre rundt i bybussen, bare for at få timerne til at gå, men indså at det ville være for åndsvagt at sidde med sin fulde oppakning i bybussen. Jeg tog derfor ud til lufthavnen, hvor jeg kunne sidde og læse i min bog ("luftkastellet, der blev sprængt") og kikke på de andre passagerer, der også forsøgte at slå tiden ihjel. Det var dejligt at komme hjem, og vi tog næsten direkte ned på kineseren, hvor vi som de eneste spiste lidt god mad. Da vi kom hjem igen, slog jeg masker op til nogle håndledsvarmere til mig selv i blå strømpegarn. Jeg besluttede, at livet simpelthen ikke er langt nok til, at jeg gider at bøvle mere med sjalet, som jeg slog op til i Nuuk. Det bliver ved med at drille, og det skal åbenbart ikke være lige nu, det bliver strikket. Det er såmænd ellers en nem opskrift med diagram og det hele, men et eller andet sted går det hele tiden galt for mig, så nu kaster jeg indtil videre håndklædet i ringen. I morges sov vi længe og har brugt dagen på at hygge og kikke ud på det forfærdelige vejr. De har lovet storm med vindstød af stormstyrke, så Jan og Jesper, var ovre ved Jans båd for at pille kalechen af og lægge en presenning over i stedet. Jeg er næsten færdig med håndledsvarmerene, og har allerede tegnet et nyt mønster op til de næste par. Jeg har rigtigt, rigtigt mange af dem, men jeg tror faktisk ikke, at man/ jeg kan få for mange af dem. Der skal være nogen til enhver given lejlighed. De giver lige et lille nemt pift til kedeligt tøj, og så er de så imponerende lette at strikke. Sara er snottet og sløj, så hun har ligget i sofaen med vattæpper over sig hele dagen. Laura var til træning. Der er kun 6 dage til de skal af sted og jeg gruer mere og mere for det. Det skal jeg nok ikke fortælle farmor, som jo må undvære dem hele tiden og som glæder sig som et lille barn til de kommer. De skal julehygge og jeg skal komme efter dig, og så kan jeg sidde herhjemme alene sammen med to pjuskede undulater :-( og have ansvaret for 17 glubske og altid sultne slædehunde.

3 kommentarer:

  1. De håndledsvarmere er meget smukke. Jeg kan godt forstå, at du nyder at lave dem.
    Jeg kan også godt forstå, at det bliver lidt ensomt kun at skulle affodre de firbenede bæster, men du er jo stærk, så mon ikke det går.
    Kh Karen S

    SvarSlet
  2. Tak, Dortheivalo... jeg fik helt gåsehud og næsten tårer i øjnene... jeg MÅ en tur derop igen.. så betagende... næste gang vil jeg lidt længere nord... Jeg strikkede også håndledsvarmere med perler, dem i moskusuld er bare lækre :)

    SvarSlet
  3. Hejsa.

    Lige en lille hilsen fra Norddjursland for at fortælle, jeg nyder at læse din blog, se smukke billeder fra et hjørne af verden, jeg ikke lige kommer forbi.
    Vh
    Anne

    http://fruroenne.blogspot.com/

    SvarSlet

Tak for din kommentar. Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding